13 uger + 4 dage og sååååååå træt!

Forsiden » Forside » Gravid » Graviditet » 13 uger + 4 dage og sååååååå træt!

13 uger + 4 dage og sååååååå træt!

Denne artikel er sponsoreret af babybusiness.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk
Alle links markeret med orange er sponsoreret

Vi har fået en ny gæsteblogger på BabyBusiness.dk. Det er Louise, som er midt i trediverne. Gravid for første gang efter flere års venten. Louise er frisk på at blogge “fra start til slut”, så det er helt fantastisk. Det bliver sjovt at følge Louises graviditet fra nu 3. måned til den store finale med et stk. lækker baby i armene! Følg med fra start her, og skriv endelig kommentarer til Louise. Som skribent er det altid dejligt at vide (kunne se), at “man bliver læst”!

Positiv graviditetstest

Officielt gravid
Den magiske 3 måneders grænse er passeret, og jeg er nu helt officielt gravid! Graviditeten har været flere år undervejs, så vi har næsten ikke turde tro på det, og har nærmest holdt vejret disse første måneder. Med veloverstået nakkefoldscanning kan vi nu rigtigt begynde at glæde os, og det gør vi!

….eller – jeg har nok skabs-glædet mig… en smule… i et stykke tid….. Mangen en børnetøjs-webshop er blevet studeret, det samme er babybusiness.dk, indmeldelse i diverse babyklubber er længe foretaget, ønskeliste til babys ankomst/barnedåb er startet, det samme er mulige-navne-listen og for ca. 3 uger siden, gav jeg en veninde “carte blanche” til at købe hvad som helst Ralph Lauren/Burberry/Hilfiger unisex babybody, hun kunne finde, på sin ferie i USA. Man får det jo nærmest smidt i nakken derovre – og det ville være synd ikke at udnytte chancen. Ha ha..

Salte sild og søde jordbær
Inden jeg blev gravid, forestillede jeg mig hvordan jeg ville blive, når det nu skete. I og med det har været længe undervejs, var jeg overbevist om, at jeg ville blive jordens mest ængstelige og hysteriske gravide. Da prøven var positiv svor jeg, at sodavand, kaffe og lakrids først ville komme ind i mit liv igen om et par år. Ved første lægebesøg gik jeg da også hjem med ondt i maven over, at have spist 2 halve med sild (rå fisk!) til søndagsfrokosten hos min søster og et løfte til mig selv om, at holde mig væk fra jordbær (”for der kan jo være jord på bærrene”). Som hos så mange andre, har fornuften heldigvis også sejret hos mig, og jeg tager det faktisk – til min store forbavselse – temmelig roligt! Selvfølgelig er der ting jeg holder mig langt væk fra og så er der de andre…..

Sidst ved (på forhånd) bedst…?
Vi er de sidste i hhv. søskendeflok og nærmeste vennekreds der får barn. Så specielt jeg har allerede stor viden omkring uheldige fødsler, brystbetændelse, lortebleer, amningsproblemer, manglende nattesøvn, ondt for tænder osv.

Fordelen er selvfølgelig, at jeg har fri adgang til opdaterede erfaringer og gode råd om ALT! For ikke at nævne, at vi allerede nu har modtaget masser af aflagt tøj og udstyr. Skønt!

Stor træthed og natlige toiletbesøg
Det har været en underlig størrelse at være gravid de her første måneder. Jeg synes det har været vildt mærkeligt at have graviditetssymptomer – uden at kunne mærke liv. Den første 1½ måned mærkede jeg absolut intet til den nye tilstand, og syntes at det da nok var lidt opreklameret….. Så udviklede jeg pludselig en XX-skål – som min venindes mand så kærligt udtrykte det – og blev ramt af humørsvingninger, kvalme og træthed med 140 km/t – ja tak!! Kvalmen slap jeg af med efter 14 dage (hurra!), humørsvingninger (spørg min kæreste!) og trætheden er der absolut stadig. Jeg pendler 40 km til arbejde med en kollega, og jeg har seriøst problemer med at holde mig vågen på køreturen hjem.


Modelbillede

Jeg bander de natlige toiletbesøg langt væk – men tænker samtidig, at så er man da lidt forberedt på forstyrret nattesøvn. Jeg har indtil nu kunnet være i mit normale tøj (få undtagelser i bukse-kategorien), men maven er så småt ved at transmogriffe sig fra bildæk til mave, så jeg er vist nødt til at kaste mig ud i ventetøjs-junglen i nærmeste fremtid.

Jeg har ikke fået nævneværdige mærkelige spisevaner, bortset fra, at jeg ikke kan leve uden saltlakrids. Jeg spiser faktisk mindre end jeg gjorde før. I hvert fald til aften. Jeg får kvalme af at lave mad! Det sker dog i forvejen kun ganske få gange, da det hos os er gemalen, der står for madlavningen.

Mon grænser rykkes?
Jeg tænker af og til på, om man ændrer grænser for nogle ting, når man får børn? Ex. spiste vi hos et vennepar for et stykke tid siden – sammen med et andet par og deres 2 børn. Ved spisebordet løfter kvinden (som også var gæst) sin datter op at stå på en stol, for at tjekke, om hun har lavet i bleen (hvilket hun har).

Der sidder jeg så og tænker: ”er det bare mig der synes, at det her ikke er særligt lækkert hverken for os eller pigen?!?!”. Måske er det mig der er sart – det ser jeg frem til at finde ud af! Kommer i samme forbindelse til at grine af, at min kæreste mener, at det der med at vende baby om og lugte til bleen, ikke kommer til at overgå ham. Jeg tror han bliver klogere.

Den skønne lille nakke
Den største oplevelse so far, har helt sikkert været nakkefoldscanningen.. Altså lige, bortset fra, at jeg var s**** nervøs for det der tal. Hvor var det bare STORT. Det var så vildt at se barnet ligge og bokse livligt med armene, vildt at se, at der var et lille menneske – se at der var LIV! Nu er der virkeligt noget at forholde sig til – for os begge.

Nakkefoldskanning
Modelbillede

Forude venter første jordemoderbesøg og næste scanning, hvor vi forhåbentligt kan se barnets køn. Jeg glæder mig til at opleve, at vi kan mærke liv – og glæder mig til, at bulen på maven bliver en rigtig mave. Jeg glæder mig til fortsat at have det fantastisk og glæder mig til snart at kunne shoppe amok til mor og barn!!!

God sommer!

Mange hilsner

Louise

| 2017-06-18T07:57:04+00:00 juli 12th, 2010|Graviditet, Gæsteindlæg|

8 Comments

  1. Jeannie 15. juli 2010 at 23:05 - Reply

    Kære Louise,

    Stort tillykke og hvor bliver det spændende for Jer! Det er først nu Livet rigtigt begynder og uden det skal lyde, som om man knaser sukker mellem tænderne, så er det bare så über Fantastisk og ubeskriveligt at blive mor og forældre.

    God graviditet og tak fordi du tager os med gennem din rejse.
    Det bliver spændende at følge med.

    Mange hilsner Jeannie

  2. Louise (gæsteblogger) 13. juli 2010 at 20:29 - Reply

    Tak for de fine kommentarer.

    Louise: Jeg krydser fingre for dig. -og du skal ikke være bange. Du bliver på ingen måde skuffet! Du skal glæde dig 🙂

    Undervejs i forløbet skal jeg være ærlig og sige, at det ikke altid har været sjovt at være den “sidste”. Nok specielt fordi jeg har set mig overhalet indenom gang på gang – men det er jo ikke deres skyld!
    Der er mange der har heppet på sidelinien, og reaktionerne udeblev bestemt ikke da det lykkedes. Det var overvældende og meget rørende!
    Jeg føler mig lidt som en efternøler: meget forkælet og det er super dejligt…

    Jannie: Jeg kastede mig ud i ventetøjs-junglen i lørdags – i 30 graders varme! Men mere om det i næste indlæg…

  3. Christina 13. juli 2010 at 13:27 - Reply

    Hej Søs!

    Ja, det er bare vildt, og den største og bedste nyhed i år 2010!!!
    Det bliver super spændende også at læse og følge dig herinde, selvom vi jævnligt snakker sammen. Det her bliver på en anden måde.
    Du gør det sgu godt, og vi glæder os til at få en lille nevø eller niece!
    Knus

  4. HC+Joa 13. juli 2010 at 11:06 - Reply

    Også tillykke herfra med din voksende mave – igen – og ikke mindst med den nye titel som gæsteblogger.

    Jeg glæder mig rigtig meget til at følge dig her på babybusiness!

    kh
    Dorte

  5. Jannie 13. juli 2010 at 10:43 - Reply

    Stort tillykke med graviditeten!

    Har selv en datter på 8 mdr., så kan sagtens sætte mig ind i det du gennemgår! Jeg havde det præcis på samme måde med meget af det du skriver, og tænkte også på det der med at lugte til bleen.. det var altså lidt for meget af det gode, meeen nu er jeg blevet meget klogere! ALLE forældre gør det, og det som før var ulækkert, føles nu pludselig helt naturligt.

    Jeg kan også huske, at jeg bare ikke kunne vente på, at min mave voksede. Jeg ville bare have, at alle skulle se at jeg havde en fin gravid mave! Tror også jeg hoppede i ventebukser ca. uge 13-14 stykker. Du må ud at shoppe snart!

    Glæder mig til at følge dig 🙂

  6. Louise Jensen 13. juli 2010 at 10:32 - Reply

    Hej Louise

    Jeg er helt vildt spændt på at følge dig. Jeg kæmper selv med pb og har gjort det længe og er i mellem tiden begyndt at blive overhalet af veninder der får nr. 1 og nr. 2. Så jeg er vildt spændt på at høre om dine erfaringer som hende “den sidste” der mangler. Hvordan er det når det endelig lykkes… jeg er bange for at man bliver skuffet efter så lang tids forventning, men håber det selvfølgelig ikke!
    Nå men i hver fald bliver det spændende at læse dine indlæg, det kan jo være, der er nogle gode erfaringer man kan tage til sig. ;o)

    Med venlig hilsen
    Louise

  7. Charlottesr 13. juli 2010 at 10:20 - Reply

    Tillykke!! Det bliver helt fantastisk når du mærker det aller første kraftige spark, det er så vildt GLÆD DIG (;

  8. Husmoder 13. juli 2010 at 09:55 - Reply

    Tillykke med den lille bitte mave! Jeg var vildt glad for at begynde at købe vente-tøj for så var jeg jo ‘rigtig’ gravid:) Jeg glæder mig til at høre om dine tanker fremover:)

Leave A Comment

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.