Adoption: Hjemlængsel og lidt lejrkuller på et hotel i Etiopien

Liselotte, Allan og Noah har det godt på hotellet i Etiopien, hvor de bestemt lærer hinanden at kende – for de opholder sig meget på hotellet. Papirerne er nu klar til hjemrejsen til Danmark, så NU kan det ikke gå stærkt nok! Længslen efter at få etableret en hverdag hjemme – og dansk mad – er nu stor.

Stuen i hotellejligheden – Allan har kontakt med omverdenen ved computeren

Etiopien, d. 11. august 2010
Juhuuu! I går ringede vores etiopiske kontaktperson og fortalte, at Noahs pas var i orden, og at hun havde været på den danske ambassade med passet for at de kunne spytte på klistermærket med indrejsetilladelsen og sætte det i Noahs pas. Og de kvikke medarbejdere på ambassaden lovede, at alt var klar til fredag.

Så nu kan vi komme hjem! Og det bliver så alligevel lidt svært. Alt er stort set udsolgt. Selv på business (som vi alligevel ikke har råd til, men …). I skrivende stund er det bedste bud på en tidligere hjemrejse mandag den 16. august om aftenen med Lufthansa. Det kommer til at koste os godt 13.000, og det er bestemt ikke fordi de penge er med i budgettet. Men nu må vi hjem, hvis vi ikke skal blive helt tossede! Det er jo en ikke-retfærdig sammenligning, det er jeg helt klar over, men i går kom vi til at tale om, hvor forfærdeligt det må være at sidde isolationsfængslet. Man får simpelthen pip af ikke at kunne udfolde sig normalt. Respekt for dem, der af forskellige årsager selv vælger den løsning!

Nå, men siden sidst har vi haft nogle interessante dage. Søndag aften hentede vi for tredje gang takeaway på thai-restauranten rundt om hjørnet. Og tredje gang er så ikke altid lykkens gang … Allan fik Tom Yum suppe med kylling, og det viste sig desværre at være et helt forkert valg. Det stod ud af begge ender på ham hele natten og dagen efter. Vi tænker, at kyllingen måske ikke har været gennemstegt, inden den røg i suppen. Hold fast, hvor var han syg! Mandag morgen strøg jeg i supermarkedet og fandt lidt yoghurt naturel, så han på et tidspunkt kunne få bare en smule mad i maven. Men mandag aften var han ligbleg og helt forkert at se på.

Hotellejlighedens køkken

Alligevel var han en snuske og tog nattetjansen med Noah, så mor kunne få sin nattesøvn. For både søndagen og mandagen med Noah var hård! Ikke kun fordi det er ret svært at underholde sådan en lille størrelse på et hotelværelse, men også fordi Noah viste en helt ny side af sig selv. For hver dag, der går, bliver han heldigvis mærkbart mere og mere tryg ved os, og det betyder, at han får mere og mere overskud til at komme af med alle sine følelser. Og det skal jeg love for, at han gjorde. Jeg tror virkelig, at han havde behov for at rase. Så både søndag og mandag var Noah (forhåbentlig …) ikke sig selv. Han var 100% hysterisk. Men i går var han atter sig selv (i hvert fald den Noah, han er oftest: glad og smilende og superskøn). Det lader til, at han har fået raset ud i denne omgang.

Allan har lige være ude med Noah i bæreselen på deres daglige minitur. Og det er måske på det område, jeg længes allermest hjem efter skoven derhjemme. Jeg får kuk i kapokken af ikke at kunne komme ud og røre mig bare en smule (og jeg er ellers på ingen måde motionsfreak – tværtimod!). Faktisk er min krop selv begyndt at gøre opmærksom på den manglende fysiske udfoldelse. Mit åndedræt er som en 90-årigs (nok værre – de fleste ældre mennesker i Danmark i dag er jo sunde og raske som nyfødte), og mine ben føles tunge og en gang i mellem underligt følelsesløse. Not good! ”Hvorfor pokker går hun så ikke bare nogle ture?”, tænker du måske. Og det ville jo også være det mest nærliggende. Her er så grunden til, at jeg ikke gør det: 1) Trafikken hernede er sindssyg. Selv på de mindre veje ved hotellet er det med livet som indsats at gå tur. Bilerne kører stærkt, rabatten er hullet og ujævn at gå i, og du skal konstant holde øje forud og bagud. Og de store veje er endnu værre. 2) En simpel tur ud i det blå betyder et meterlangt slæb af sælgere, skopudsere og tiggere. Jeg gør – og har altid gjort – en del på den humanitære front, så det er ikke fordi min dårlige samvittighed bliver pirret af dette slæb. Jeg ved, at jeg alene ikke kan redde hele verden, og jeg ved, at jeg gør, hvad jeg kan for at bidrage. Men … det tager alligevel glæden fra en gåtur med al den opmærksomhed.

Noah er nu lagt i seng for at nuppe en middagslur, og jeg har tænkt mig at læse lidt. Overvejer at gå på stedet samtidig, så jeg får rørt mig lidt. Håber ikke vores søde rengøringspige tror, at jeg er klar til indlæggelse …

I dag skal I have lov til at komme indenfor på vores slot, så I kan se, hvordan vi bor hernede. Jeg kan ikke huske, om jeg har nævnt det allerede, men hotellet hedder altså Desalegn 3. Personalet er fantastisk, og det kompenserer stærkt for, at: vores kontorstol har været i stykker siden vi ankom (så man sidder med en sidelæns hældning på 20 grader …), at min sengelampe ikke virker og at gardinstangen i stuen er faldet ned i den ene side. Alle tre ting er nævnt flere gange, men der sker ikke rigtigt noget. Alligevel vil jeg til enhver tid anbefale hotellet. De laver rigtig udmærket mad, de gør rent til den store guldmedalje, og så er de så fantastisk søde. Og det er rigtigt vigtigt, når man skal opholde sig her så længe.

Vores Family Suite består af en stue (som man træder direkte ind i, når man åbner døren), et lille gennemgangskøkken, et badeværelse og et soveværelse. Vi har fået en seng til Noah, og vi er ret heldige! Der bor 2 andre par på hotellet med små børn, og de har ingen børneseng, så vi er MEGET taknemmelige for, at vi kom først (og havde bestilt sengen på forhånd).

På genhør!

Liselotte

Læs hele Liseslottes rejsedagbog fra Etiopien: Den lange rejse efter Noah
Følg med fra start ved at læse:
Afsnit 1: Liselotte skriver rejsedagbog fra Etiopien
Afsnit 2: Liselottes første møde med sin søn i Etiopien
Afsnit 3: Juridisk godkendelse af adoption – beretning fra retsal i Etiopien
Afsnit 4: Liselotte fortæller fra Etiopien: Endelig forældre i døgndrift!
Afsnit 5: Liselotte fra Etiopien: Fuldtidsforældre på 4. døgn
Afsnit 6: Liselotte og Allan venter fortsat på dokumenterne, hør om livet på hotellet
Afsnit 7: Liselotte venter på Noahs pas og fly fra Etiopien