Andrea hos tandlægen

Så kom der endelig kort fra tandlægen til Andrea. Har også gået og ventet på det. Ved jo, at det er reglen i Københavns Kommune, at børn på 18 måneder har deres første visit hos en tandlæge.

Overrasket bliver jeg, da der på kortet står:

Kære Andrea

Da du udeblev fra din tid hos tandlægen, beder vi dig ringe hurtigst muligt, for at aftale en ny tid.

Hilsen

Skoletandplejen

Pinligt! Jeg har da ikke set en indkaldelse til tandlægen. Har jeg overset kortet blandt reklamerne, der typisk ryger direkte i papircontaineren?

Med røde ører ringer jeg (og ikke Andrea…) til tandlægen, og beklager, at vi åbenbart har overset invitationen. Sekretæren er, imod forvetning, slet ikke sur, og fortæller, at de har mange, der har ringet ind med samme problem. Så seneste sending af “tandkort” må være blevet væk… Spøjst. Lyder underligt, at Post Danmark har misset en hel sæk post… Eller også har klinikkens praktikant (?), der skulle poste kortene…

Modelbillede

Uanset hvad fik vi en ny tid, og skulle “i stolen” her til morgen. Storesøster Alberte var med, for næste stop var vuggestuen/børnehaven.

En yngre mandlig tandlæge står med åbne arme klar til at møde Andrea. Storesøster og jeg har hele morgenen forsøgt at peppe hende op, og forklaret, at en sød og rar tandlæge liiige skal se hendes fine tænder. “Nej!”, svarer Andrea blot.

Og som ventet, har hun samme ikke samarbejdsvillige attitude hos tandlægen. Tandlægen er vitterlig meget rar, og prøver at lade hende “børste” sine tænder selv med en tandbørste. Herefter skal storesøster demonstrere hvordan – uden effekt. Hun åbner ej heller munden for mig. Hvilket hun heller ikke gør hjemme, når vi morgen og aften børster hendes tænder. Det foregår med vold og magt = skrig og skrål.

Jeg venter på den dag, hvor pigen bare resignerer. Indser, at det der tandbørstning er kommet for at blive. At det bare er sådan, det skal være. Tænderne SKAL børstes. Og det SKAL de morgen og aften. Andrea kæmper imidlertid videre!

Mor tromler tandlæge
Jeg synes lige, at jeg vil lade tandlægen afprøve sine pædagogiske virkemidler, for ikke at “tromle” ham fuldstændig (hader selv tromle-mødre). Så først efter et par minutter siger jeg:

“Ved du hvad, jeg VED, at hun ikke kommer til at åbne munden. Uanset, hvad vi finder på. Pisk eller gulerod! Skal jeg ikke bare lige få den mund åbnet, og så kan du hurtigt kigge?”

Den er tandlægen med på! Har vel også erkendt, at det er en umulig mission. Med to fingre lykkedes det mig at holde Andreas mund så meget åben, at tandlægen kan tælle 16 rene tænder og et fornuftigt bid (ja tak – AV!).

Andrea skriger selvfølgelig, men lige så snart tandlægen har set, hvad han skal se, og det gik hurtigt, stopper sutten utilfredsheden. Elsker den sut! Og så er vi ude ad døren igen.