Baby-TV på vej til Danmark

I ugen der gik, var en af nyhederne, at en baby-kanal (TV møntet kun babyer) er på vej til de danske hjem.

Inden længe kan din baby følge med på BabyFirstTV, som givetvis bliver udbydt i en og anden “kanal-pakke”, som du kan vælge skal vises på dit fjernsyn.

BabyFirstTV - TV kun møntet på babyer

Allerede nu kan småbørnsforældre logge ind på kanalens hjemmeside, og for omkring 24 kroner pr. måned lade baby se de to til syv minutter lange udsendelser på computeren.

Men der går ikke længe, før danske babyer vil kunne se udsendelserne på skærmen, vurderer ekspert i børn og medier Carsten Jessen.

»Vi vil se det her i Danmark, og man bør ikke blive forarget på forhånd, for vi kender ikke effekten,« siger han til Metroxpress.

Kilde: Metroexpress d. 4. juni 2008.

Grund til forargelse?
Jeg kan egentlig heller ikke blive specielt forarget over TV til babyer – eller børn generelt. Men jeg skal ærligt indrømme, at jeg tydeligt husker, at jeg som nybagt mor nærmest så fjernsynet som ondskaben selv. Min ældste datter skulle for alt i verden introduceres til TV så sent som muligt – og se så lidt som muligt. For det var da kun forældre med manglende overskud (og ressourcer, er jeg bange for, at jeg mente…), som tyede til børne-TV (!).

Tingene har ændret sig. Jeg har fundet ud af, at min datter hverken bliver døv, blind eller dum ved at se udsendelser produceret til hendes aldersgrupper. Tværtimod får hun både udvidet sit ordforråd og sin viden. Og vi, hendes forældre, får lige et pusterum. Nu uden dårlig samvittighed. Men i starten syntes jeg, at det var et nederlag at tænde fjernsynet, og at det da var mig, der burde piske rundt som et får på gulvet, for at introducere hende til får, lam, uld etc.!

Stadig er vores ældste datters primære årsag til at sidde foran fjernsynet dog underholdning. Her tror jeg ikke, at børn adskiller sig fra de fleste voksne. Alberte elsker at kunne synke ned i sofaen og lade sig underholde efter en hård dag i vuggestuen/børnehaven.

Skal baby undervises?
Det jeg derimod kan blive småforarget over, i en snæver vending, er, at BabyFirstTV og lignende babykanaler slår sig meget på, at deres programmer er “educational tv”. At baby bliver undervist og stimuleret i både den ene og anden retning, og selvsagt bliver superskarp! Rolig nu. Lad nu baby være baby, og forsøg ikke at mase al mulig viden ind i hovedet på de små hurtigst muligt og tidligst muligt. Min klare holdning er, at baby næppe bliver lykkeligere eller dygtigere ved at kunne tælle til ti som 1-årig! De skal nok nå det. Lad børn være legefulde – de lærer en masse gennem leg. Skolen skal nok køre på med undervisning.

Fysisk behov og kontakt vigtigst
Nu har jeg ikke set nogle af de programmer, som BabyFirstTV tilbyder, men jeg vil vove den påstand, at der ikke kan findes mange programmer, som direkte er fordummende over for en baby. En baby har en spritny og blank hjerne, så alt nyt er (næsten) nyttig læring. Børneudsendelser præsenterer baby for nogle ord og ting, som du ikke lige har på dit daglige repertoire. Så ja, TV kan i mine øjne slet ikke undgå at lære baby et og andet, men ligefrem at kalde det undervisningsprogrammer – educational learning – synes jeg er en overdrivelse, som man skal være meget varsom med.

Jeg kan ikke være mere enig, når sundhedsplejerske og konsulent Else Guldager udtaler følgende:

Men selvom Baby-kanalen reklamerer med at være en undervisnings-kanal, så kan den ikke opfylde babyers behov.

Der er ikke foder til bevægesansen, til kontakten eller til gensidighed, som er enormt væsentlig for et spædbarn.

Kilde: www.dr.dk/nyheder

Du som forælder dækker dit barn behov. Og behovene er primært fysiske i babys første leveår. TV er og bliver underholdning (og ja, der læres bestemt noget gennem underholdning, men det er ikke det primære) for babyer og børn.

Gad vide, hvor mange babyer, der kan fokusere på TV som seks måneder gammel? Den lysende kasse i vores stue interesserer i hvert fald overhovedet ikke Andrea på 10 måneder. Mener også at kunne huske, at Alberte var 1½-2 år, før hun kunne fæstne sig ved skærmen. Omvendt kender jeg et par baby under et år, som er meget glade for at se TeleTubbies.

Hvad er din holdning til baby og TV? Vil du vælge BabyFirstTV (eller anden baby-kanel), når den bliver udbudt til dig? Skriv en kommentar, tak.

Læs mit tidligere indlæg Nutidens barnepige hedder Frk. Fjernsyn.

Kan du lide hvad du læser?
Få Gratis BabyBusiness Nyhedsbrev


1 kommentar

  1. Jeanne |

    Nej, jeg ville ikke aktivt vælge Baby-kanalen til.

    Jeg ville føle det som en falliterklæring, hvis jeg ikke havde vilje (overskuddet – tror jeg – finder man, hvis viljen er der) til at underholde/beskæftige mit eget barn, men måtte ty til tv’et.

    Når det er sagt, så er jeg blevet rundere med årene (i mere end én forstand :-) ). Mine niecer og min nevø har (heldigvis) været med til at give mig et mere nuanceret syn på børns tv-kiggeri. Passede jeg dem i en weekend, var der ikke grænser for hvad jeg havde på programmet. Vi skulle på Eksperimentariet, vi skulle klippe & klistre, vi skulle…. det hele. Og selvfølgelig sammen. Indtil jeg fandt ud af, at det eneste de unger havde behov for, var at flade ud foran tv eller pc. Deres hverdag var så fuld af institutions-støj og aktiviteter, at de bare havde behov for at gå i enerum og lade sig underholde.

    Efterhånden som jeg får mere og mere liv at se tilbage på, viser erfaringen mig, at jeg har et standpunkt til jeg tager et nyt.
    Derfor bør jeg nok også være varsom med, hårdnakket at afvise, at en baby-kanal bliver at finde via vores fjernkontrol. Det vover jeg dog alligevel.
    At placere vores 10 mdr. gamle datter foran et tv, ville ske udelukkende for at dække mit behov for fred fra hende. Og selvom jeg gerne erkender, at det behov stikker sit grimme ansigt frem i ny og næ, så vælger jeg, indtil videre, andre beskæftigelsesformer end Baby-TV. Hendes energi og lyst til at udforske den virkelige verden er så stor, at jeg ikke kan få over mit hjerte at pacificere hende foran tv’et. Endnu…… ;-)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.