Babyfashion… med måde!

Jeg læste for lidt tid siden, at den eneste branche, der endnu ikke har mærket et styrtdyk under finanskrisen, er babytøjsbranchen. Dette fik mig til at tænke på, om jeg selv vil blive en af de mødre, der spenderer tusindvis af kroner på mit barns garderobe?

Præsentation af gæsteblogger Sara
Sara har skrevet dette blogindlæg. Sara er 28 år og bor på Vesterbro sammen med sin kæreste. De venter første barn til juli (som i nu!), hvilket de både gruer og glæder sig til. I kan i Saras blogindlæg følge hendes forberedelser og læse om de udfordringer og valg, hun som kommende mor står overfor.

babysko
Dior babysko – jeg spørger bare; Hvorfor?!

Man kan helt sikkert hurtigt købe sig fattig i fine dragter i størrelse 50 fra Hummel, Småfolk, Ej Sikke Leg og andre hippe babytøjsmærker, især når man er nået til de sidste 4 uger i graviditeten, hvor man alligevel bare går og forbereder sig og bygger rede og har al for meget tid (der er jeg nu!)

Jeg må dog med en vis stolthed sige, at jeg ikke er faldet i og er gået helt i selvsving over de bedårende, men dyre små designerklæder. For sådan nogle små poder vokser hurtigt, og der er helt sikkert meget andet at bruge pengene på – Ikke mindst sig selv!

Bæresele baby
Gucci baby bæresele…

Arv og udsalg
Jeg har været så heldig at have en kusine, der fik tvillinger i vinters og hun har lige begravet mig i aflagt tøj. Jeg har desuden været i Tøj&Sko for at købe det mest nødvendige og på udsalg i H&M. Desuden har min mor gemt mine søskendes og mit gamle strikkede 80′er-tøj, så jeg har allerede skufferne fyldt med tøj, som kan gøre min kommende søn aldeles velklædt i hans første leveår. Og jeg har max brugt 300 kroner på det.

Babytøj 1980
Udvalg af de mange herlige 80´er-dragter, som jeg selv har haft på som lille.

Hvis man ikke er så heldig at have familie eller venner, man kan arve fra, har Mødrehjælpen og andre genbrugsbutikker også lækkert babytøj til billige penge og meget af det er nærmest nyt. Ja og så kan Babybusiness også opdatere dig om udsalg og netbutikker, hvor man kan få lækkert babytøj til rimelige priser.

Læs Saras tidligere blogindlæg
Babymania på facebook
Det bliver en dreng! Thumbs up til far og babyblå bamser…

Brug pengene på dig selv!
Der er således ingen grund til at bruge hele opsparingen på dyrt babytøj, slet ikke før baby er født! Folk er efter sigende også mere end gavmilde, når de skal se den lille første gang og kommer med mange fine gaver, så lad dem om de dyre køb og hold igen med shoppingen, selvom det er svært!

I stedet skal vi kommende mødre da bruge pengene på os selv. Jeg har lavet en opsparing, som skal gå til selvforkælelse og nyt tøj til mig efter fødslen, og jeg glæder mig allerede til at smide mine efterhånden godt udvidede bluser og kjoler ud efter endt graviditet og købe nyt!

Har I gode råd til kommende førstegangsmødre, der er i risikogruppen for at falde i forbrugerfælden allerede inden baby er født, så giv dem videre her!

Bedste hilsner fra Sara

4 kommentarer

  1. Annette |

    Mine drenge ejer stort set ikke mærketøj, da jeg ikke vil give prisen for det (er alenemor) – specielt ikke da de var helt små og groede som skidt:-). Jeg har haft lidt i dyrere mærker og er faktisk blevet skuffet, da det jeg har købt billigt faktisk holdt lige så godt. Har så også en fantastisk butik i byen med nyt tøj til mellem 10-50kr. og jeg vil hellere have 4-10 par bukser derfra fremfor 1 par fra et kendt mærke. Tøjet er i god kvalitet og jeg købte bl.a. sidste sommer efterårskollektionsprøver fra Boystar til mellem 10 og 25kr. pr. del. Mine drenge går i skovbørnehave, hvilket slider rigtig meget på tøjet og så er det dejligt at kunne smide et par bukser til 10kr. ud fremfor at ærge sig over at have givet mindst 200kr for dem. Køber også gerne brugt – både billige og dyrere mærker. Flyverdragter giver jeg mere for, da specielt den store ikke kan ånde i mange dragter og det foretrukne mærke derfor er Reima. Jeg giver en del væk til mødrehjælpen eller sælger det igen – heldigvis er der jo andre som mig, der ikke behøver mærketøj til deres børn;-). Er så også så heldig at have en mor, der er prof. syerske og hendes ting er lige så pæne som mærkevarerne og så er de unikke.

  2. Mette |

    Da jeg blev gravid var der ikke den ting eller det stykke tøj, som andre mente jeg bare blev nød til at købe – Nyt.
    Og jeg må sige der er meget yndigt babytøj derude, til vanvittige overskruede priser.
    Så jeg stoppede op og tænkte, at det da ikke kan passe at vores barn får det mindre godt, hvis ikke der står et mærke i nakken på ham.
    Han skal jo ikke være en udstllingsdukke, men et sundt og glad barn :)
    På den måde blev det nærmest en sport, at finde det bedste til den billigste pris. Indtil videre har jeg (vi) som førstegangs fødende kun brugt penge på at lave et lille ble/hygieje lager, en start-autostol, brugt barnevogn og brugt combi-vogn. (1200,- i alt)
    Der er 3 dage til termin og vi har udstyr og tøj (Autostole, combi-vogne, barnevogne, senge, tøj, sko…Alt næsten eller aldrig brugt) til det næste 1½ år!
    Og det tøj vi fik for mange størrelser af, blev sorteret, og sendt videre til Mødrehjælpen – Et par sække efterhånden.
    Hvordan kan det gøres så billigt, når der i diverse statistikker står, at man som 1. gangs fødende skal op over de 20-30.000 kr.?
    Fra start gjorde vi det klart for alle, at genbrug er velkommen. Og Hoooldaop hvor veninders veninder og venners venner sendte ting/tøj af sted til os. Og jeg har kunnet læne mig tilbage og strikke fine tæpper og huer imens maven voksede.
    Som Sara siger: Lad andre om at købe de dyre nye stykker tøj til jer og brug jeres penge på andre fornøjelige ting.

  3. Jeg er én af de mødre, som elsker at klæde mine børn i flot og lækkert tøj – og som går op i, at det er af ordentlig kvalitet, så det ikke ser forvasket ud lige med det samme.
    Samtidigt er jeg både på SU – og jyde – så jeg nægter at betale svimlende summer for noget, der er for småt allerede om en måned.

    Jeg er ekspert i at shoppe på lagersalg, til udsalg eller købe brugt tøj via Trendsales – og så sparer jeg ofte mange penge på at købe de udenlandske mærker direkte fra USA via Ebay.

    Til det seneste lagersalg hos Poppy Rose var der således 3 hel- eller natdragter for 100 kr i den lækreste kvalitet – det bliver næsten ikke billigere – og fordelen ved at købe de kendte mærker er, at de er nemme at sælge igen på Trendsales.

    Alle min søns flyverdragter har været fra Ver de Terre. De er købt brugt – og i fremragende stand – på Trendsales – og når han er vokset ud af dem, har jeg solgt dem igen for præcist samme pris.

    Så altså; man kan sagtens købe de mere eksklusive mærker til billige priser, så man stadigt har penge til sig selv. Og hvis man så endda også benytter sig af samme fremgangsmåde med sin egen garderobe, så kan det ikke gå helt galt ;)

  4. Signe |

    Jeg er ikke modstander af mærkevaretøj eller – legetøj til børn. Min søn slider mere på sit tøj og legetøj end jeg gør, så jeg gider ikke at rende og købe nyt, hver gang det billige L*** er gået i stykker eller bliver slidt igennem, inden min søn når af vokse ud af det. Det lidt dyrere holder også formen og farverne længere, så min søn faktisk kan identificere traktoren på maven.

    Meen… jeg har altså købt rigtigt meget unødvendigt tøj, efter at have “forudset” at min søn fik brug for mange flere bluser eller lign. lige om lidt, fordi han skulle i gang med at spise skemad (spilde), begyndte at gå (falde), startede i vuggestue (legeplads, tuscher og meget mere med mindre opsyn end herhjemme). Det samme med overtøj, legetøj, udstyr mv. Efterhånden er jeg måtte erkende, at jeg altså ikke er synsk, og at alle mine forudsigelser sjældent holder stik.

    Mit råd er derfor: Lad være med at købe noget, før du rent faktisk oplever at mangle det. Så slipper du for at have dyre boblesdyr stående højt på en hylde, fordi de kun optager plads på gulvet, eller bunkevis af tøj i skabet, som aldrig bliver brugt. Selv har jeg oprettet et rotationssystem, for også at nå bunden, men det ideelle var jo, at jeg kun havde indkøbt det, jeg kunne nå at bruge inden næste vask.

    Kort sagt: Når du tror noget bliver nødvendigt, så VENT! Og køb det først hvis du oplever at mangle.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.