Barsel slutter og hverdagen venter – uden mors kontrol og førstehjælp

Forsiden » Forside » Gravid » Barsel » Barsel slutter og hverdagen venter – uden mors kontrol og førstehjælp

Barsel slutter og hverdagen venter – uden mors kontrol og førstehjælp

Denne artikel er sponsoreret af babybusiness.dk og babybusiness.dk og avisen.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk
Alle links markeret med orange er sponsoreret

Mor passer vel bedst på sin egne. Sådan er det i hvert fald gerne fra naturens side. Vi har et stærkt knyttet bånd til vores børn, antennerne ude og vækkede instinkter. Men hvad når vi skal til at give lidt slip? Hvem skal “tage over,” når vi skal ud? Når vi skal tilbage på arbejdet igen? Vælger vi dagpleje eller vuggestue? Og kan vi finde ro og glæde ved den nye start for både os selv og vores mindste.

Monica

Jeg ser frem til at starte på arbejdet igen. Jeg er glad for at være der. Jeg ser også frem til min lille mand, skal ud at udforske verden. Se ham vokse og udvikle sig. For sådan vil det jo unægtelig være fremover! Men jeg ELSKER tiden med min søn på barsel. Jeg forstår simpelthen ikke hvor månederne bliver af, og genkender denne følelse fra min første barsel. Den fløj af sted.

Jeg har ikke travlt, for tiden går uanset. Det er dejligt at nyde dette nu og samtidig have gode ting i vente. Synes det er et dejligt “felt” at stå på, og jeg venter faktisk gerne en omgang og lader naboen rykke tre felter frem.

Monica med sin mindstemand

Vi er alle forskellige og ligeledes vores børn. Vi kender dem bedre end andre, og det kan derfor – for nogen – være svært at starte på arbejdet igen.

Eller måske mere fordi det er svært at give vores børns små hænder videre – til andre voksne at holde fast ved.

Store store verden
For nogen tid siden fandt endnu en trist nyhed igen vej frem i medierne.
En lille dreng fik noget galt i halsen i dagplejen, som desværre endte rigtig trist. Nu skriver jeg igen selvom det heldigvis ikke er hverdagskost.

Hvor er det frygteligt. Jeg bliver totalt ødelagt indeni, når det er små nye mennesker jeg læser om. Hvem gør ikke det.

Samtidig tænker jeg på mine egne børn. Jeg får et lettere anfald af angst, tanker om at bygge borge og fæstninger – vores egen lille hule, hvor intet ondt kan komme ind. Jeg “snapper” dog hurtigt ud af den og tilbage til normalen igen. For det kan vi jo ikke. Vi skal lære dem om livet og den meget store verden, og derfor må vi løsne “taget” lidt mere og mere som tiden går.

Men FOR POKKER jeg synes til tider, at det kan være svært. At se dem vralte frem af i livet er stort, skønt og livsbekræftende. Men også forbundet med mange tanker og bekymringer. Hvem passer på min lille bøf, når jeg ikke er der? Og gør de det (ligeså godt) som mig?

Dagpleje vs. vuggestue
Jeg har valgt vuggestue denne gang. Til min første søn, valgte vi dagpleje. Det var vi glade for. Jeg føler dog mere for vuggestue denne gang. Hvordan har du det og hvorfor?

Denne gang finder jeg en tryghed i, at der er flere voksne på samme tid. At jeg skal aflevere det samme sted hver gang. Jeg synes det er rart, at de har nogle overordnede dagsordener. På en eller anden måde lidt mere information måske? I dagplejen satte jeg pris på nærvær og det hjemlige element. Så der er vel fordele og ulemper ved begge.

I dagplejen oplevede vi ved sygdom at skulle aflevere vores søn forskellige steder. Hos forskellige dagplejere – dog tilknyttet “gruppen”. Ikke fedt. Det blev dog bedre med tiden, som han lærte dem at kende, gennem deres legestue hver tirsdag og så var de rigtig gode til at besøge hinanden. Men stadig var det forbundet med en del tårer, hvilket gjorde det rigtig svært for mig at slappe af i det hele.

børnehånd

Modelfoto

Da jeg første gang stod overfor at skulle indkøre min søn i dagpleje, havde jeg tanker. Masser af dem! Nu fylder han snart fem, har fuld fart på og elsker sin børnehave. Men i dagplejetiden var han ikke altid glad for at jeg gik. Det var hårdt, at gå fra min lille dreng, som stod og stirrede stift på mig, med tårer i det lille ansigt. Jeg gjorde det! Uden at trække vores farvel for længe.

Denne gang med min anden søn har jeg de samme tanker og følelser. Masser af dem! (Hvis mit hoved stod stille – bare en anelse – ville min kæreste få et chok). Tanker er gode. Ikke nødvendigvis bekymringer. Men de er der da. Jeg har spekuleret meget i om dagplejer og vuggestuer kan førstehjælp. Om ALLE ansatte kan deres førstehjælp. Der har de senere år været nogle tragiske uheld, hvor der efterfølgende har været fokus på førstehjælp.

Førstehjælp ingen lovkrav
Det viste sig i en undersøgelse fra FOA fra 2010, at det blandt 286 medlemmer, var hver anden pædagogmedhjælper og hver fjerde dagplejer, der ikke havde været på førstehjælpskursus inden for de seneste tre år. Hver fjerde følte sig ikke rustet til at hjælpe, hvis et barn skulle komme til skade (se link til undersøgelsen).

Der er heller ikke lovkrav om, at ansatte i daginstitutionerne skal kunne yde førstehjælp(!) Med mindre det netop (og til stor lettelse) er overhalet mig indenom? Men det ER da utroligt! Så derfor – stil krav! Det vil jeg gøre.
Det mindste man kan, når man passer på små nye liv, er at have sin førstehjælp på plads. Små mennesker har appetit på livet og ting omkring dem. Men de har endnu ikke lært de mange farer, der kan være ved at gå på opdagelse i livet. Vi voksne skal være velforberedt. Være der til at gribe dem, Hvis uheldet skulle være ude. Ligeledes skal jeg genopfriske mit førstehjælp. Det skal jo gerne være sådan, at mor og far kan tage på arbejde, med en god fornemmelse og tryghed i maven. Ellers kan det blive nogle lange dage!

Noget galt i halsen
Puha, den ligger altid i baghovedet. Da min ældste søn var knapt et år, fik han under maden noget galt i halsen. Ingen lyd kom ud eller ind. Intet. Jeg husker ikke hvor længe der gik, blot at han virkelig ikke kunne trække vejret og blev helt rød i hovedet. Jeg sagde ingenting, hev ham hurtigt ud af stolen, bøjede mig ned og lagde ham i samme bevægelse over mine ben, så han lå med brystet på mine lår. Jeg gav ham med håndroden et ret hårdt skub i opadgående retning mellem skulderbladene. I samme øjeblik kastede han op og maden fløj ud. Samtidig var det som om, der nærmest blev prikket hul, da han pludselig fik lyd og røst tilbage. Jeg var ret chokeret i lang tid efter, men husker hvor taknemmelig jeg var, over jeg havde handlet hurtigt og bevidst.

førstehjælp børn
Modelfoto

Efter denne oplevelse tænker jeg på, når han er hos andre. Om de også er forberedte, hvis uheldet skulle være ude. Men det må jeg jo sørge for. Være hende “den irriterende” der evt. tegner og fortæller, HVIS nu det skulle ske.

Min yngste søn på knap otte måneder, er jo også i fuld gang med maden. Prøver en masse nye ting. Jeg sidder og stirrer stift, for hvert nye skridt vi tager i den retning. Den lille mund, der gumler derudaf, men som samtidig også lige skal sprutte og grine indimellem. Der skal altså tygges lille skat!

Så når tiden er inde
Vi kan jo ikke bygge fæstninger og borge. Vi kan ikke have dem hjemme i favnen for evigt. Så jeg tager mine forbehold (og lærer for pokker de drenge at tygge den mad godt!).

Vi er nødt til at give slip. Et par gange gennem livet. Lidt mere for hver gang. Indtil de selv er klar til takeoff og til at gå på vingerne. Hvor jeg ikke længere er piloten (ok, måske bare styrmand).

Når jeg efter denne barsel, endnu engang skal til at lære (ja jeg skal lære det) at vinke farvel til min lille trold, vil jeg gå derfra med en klump i halsen og murren i maven. Men går det som med min første søn, vil det med tiden være en dejlig del af hverdagen. At se ham vokse og lære. Snakke med andre små mennesker. Knytte venskaber og udvikle sig til et større lille menneske.

Jeg vil holde hovedet højt (lige indtil han ikke kan se mig) og smile og ønske ham en god dag. Tage ind på arbejdet og være sammen med andre voksne (også skønt!). Men jeg vil ligeså sikkert, træde ekstra hårdt i pedalerne, når jeg har fri og skal hente begge mine drenge med hjem til borgen igen.

Fakta
Ingen lov om førstehjælp: Læs mere her.

Skrevet af gæsteblogger
Monica Meilstrup

Læs relaterede blogindlæg
Facebook-mor retur på job
Olivias mor om start i vuggestue: ”Det er altså lidt svært”
Den evige dårlige samvittighed…

| 2017-06-18T07:31:17+00:00 juli 22nd, 2013|Barsel|

3 Comments

  1. Monica 23. juli 2013 at 13:09 - Reply

    Hej Sara

    Tillykke med I snart får jer en lillesøster.
    Tiden går nogen gange lidt for stærkt ikke?

    Jeg synes det lyder rigtig godt, at I har krav om førstehjælp hos jer.
    Det undrer mig, at det ikke er lovpligtigt når man har med liv at gøre. I særdeleshed de små.

    Det ville i hvert fald være på sin plads.
    Jeg tror der er fordele og ulemper ved dagpleje/institution, nu kommer jeg jo til at have noget at sammenligne med.

    Jeg er rigtig glad for vores valg denne gang, og lige præcis at de ikke er alene, men der er flere hænder.
    Det er bare to forskellige ting.

    Held og lykke med jer og lillesøster.
    Så er der en kommende stolt storesøster!:)

    Kh Monica

  2. Sara 23. juli 2013 at 09:35 - Reply

    På mit job som pædagog, i Aarhus Kommune, er der krav om at alle medarbejdere har førstehjælps- og brandsluknings bevis, som skal gentages hvert 3. år. Jeg arbejder ikke i daginstitutionsområdet, så kan ikke være sikker på a reglerne er de samme. Men det burde de selvfølgelig være!

    Jeg er selv mor til en lille pige på 2,5 som går i vuggestue. Jeg kunne aldrig drømme om at vælge dagpleje. Dette har nok i høj grad med min egen professionelle stolthed at gøre, for selv om jeg ikke selv arbejder med småbørn, synes jeg uddannelse er altafgørende. Min datter skulle i hvert fald ikke passes af en uudannet dagplejer. Samtidigt synes jeg at det er for skrøbeligt at dagplejeren er alene med børnene hele dagen. Både af sikkerhedsmæssige hensyn og også af andre hensyn, så som evt. manglende overskud og/eller småsygdom, kreative evner og interesser der ofte ikke vil favne alle børn i hendes varetægt osv. Derudover ville jeg synes det var frygtligt stressende at aflevere til gæstedagplejer ved ferie og sygdom.

    Held og lykke med jobstar og barselsstop, jeg husker det som en frygtelig overgang. Jeg elskede hvert sekundt af min barsel og ser frem til at lillesøster snart kommer så jeg kan nyde endnu et fantastisk år, med mine piger.

    • Anette BabyBusiness 23. juli 2013 at 22:20 - Reply

      Tusind tak for din kommentar Sara!

      Og tillykke med lillesøster på vej. Barsel nr. 2 går bare endnu hurtigere end den første! Alene fordi der er to børn at være noget for. Men nr. 1 vinder også ved mors barsel. Der er bare langt mindre stress ved at bringe/hente morgen og eftermiddag. Mine dage smuldrede væk fordi nr. 1 ofte mødte til “direktørtid” og så var det pludselig midt eftermiddag! Men den ro og hygge skal bare nydes! 🙂

Leave A Comment

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.