Baby er på vej eller allerede ankommet, og de mange nyinvesteringer kan give en visse panderynker. Er det nu, vi skal flytte til Sverige? Den svenske krone er i bund og i forvejen er der en pæn kursforskel på den danske og svenske krone. Biler, boligere og bleer er også billigere i Sverige end i Danmark.
Men et er billigere bleer osv., noget andet er, om du også er klar til at leve på svensk og være danske forældre med dansk/svenske børn. For børn integreres heldigvis lynhurtigt. På ingen tid overgår de dig i det svenske sprog og den svenske kultur.
Psykologisk barriere større end Øresundsbroen?
Som jyde i København ved jeg, hvor stor en barriere Storebæltsbroen er for mange jyder. Jeg tror såmænd ikke så meget, at det er broafgiften, og dog, man skal ikke forklejne, hvad den afgift gør ved folks hoveder. Meget! For rigtig mange er det meget forkert at skulle betale for at køre på dansk vej – vej over bro eller ej.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvor stor en barriere det ville være, for vores familie og venner, hvis min lille familie flyttede til Sverige! Men ja, overvej om det bliver et problem for dig. Vi lever jo alle vores eget liv – og ikke det liv, som vil passe vores familie og venner bedst! Vær blot opmærksom på, at I næppe får besøg hver og hveranden weekend. Men gør vi, hvor vi bor nu?! Det vil selvfølgelig være meget forskelligt fra familie til familie og afhængig (måske?) af, hvor langt vi hver især er bosat fra hinanden.
Kender et par danskere, der er bosat i Sverige, som er SÅ trætte af at høre familie og venner pive over bro- og/eller togpriser. Det er også dyrt at rejse fra København til Frederikshavn – husk det.
Men det er vel muligt at skabe nye venskaber! Børn er i hvert fald en supergod indgangsvinkel til at lære nye mennesker at kende.
Jeg skal ikke være sen til at gribe i egen barm, der er også nogle uregerlige mekanismer i mig, som synes, at det lige pludselig kræver SÅ meget mere planlægning at besøge et vennepar i Malmö. Og jeg bor endda på Amager! Der er altså bare et og andet over, at det er et HELT ANDET land. Mon ikke den følelse aftager i takt med, at Øresundsregionen bliver mere udbygget? Jeg selv er i hvert fald blevet ret god til svensk ved at handle i Fields!
Forskellen mellem Danmark og Sverige
Nu skal du få informationer om forskellen ml. Danmark og Sverige. Med fokus på Sverige! Og primært rettet mod småbørnsfamlier. Jeg har fået information fra flere rare inputsgivere i BabyBusiness’ Fangruppe samt læsere indkomne mails her fra bloggen. Tusind tak for det!
Afsnit i citationstegn er direkte afskrift fra indkomne mail fra BabyBusiness læsere.
Bolig
Boliger i Sverige er helt klart billigere end i Danmark, men priserne er selvfølgelig steget i de sidste år.
“Vi har boet her i 7 år og har været heldige at gøre en god investering på det rigtige tidspunkt. Men det der sker nu er at renten er faldet så meget, at man faktisk sidder meget billigere med huslånet end tidligere.”
Bil
Billigere! Du sparer lidt over halvdelen pga. de afgifter, som du betaler i Danmark. I øjeblikket sparer du endnu mere på de dyre biler pga. krisen, og fordi bilforhandlerne har svært ved at komme af med de dyre biler.

“Sverige er også længere fremme mht. miljø, så hvis du går ud og køber en “miljø-bil” (ved dog endnu ikke hvilke mærker og modeller det drejer sig om), er den første times parkering i alle større byer gratis.”
Bleer
Bleer er væsentlig billigere i Sverige end i Danmark.
“Jeg handler i Coop Ekstra, der har de en ordning, at når man handler for 200 svenske kr. udover bleerne, så får man bleerne til 89 svenske. Det er ca. 52 danske kr. Og det er Libero og Pambers. De har jo også andre bleer, som er meget billigere, men dem har jeg ikke lige tjek på! Minuset ved det her, er at der kun er 1 pk pr. husstand, når det tilbud gælder. Det er nemt for mig, da jeg bor her i Malmø… men ikke for jer, hvis I ville have et lager med hjem…”

Se også et pristjek på bleer her (stammer fra 2008 – og er desværre udregnet på stk. pris. Lidt fjollet, da vi jo aldrig køber bleer enkeltvis…).
Babyudstyr
Der er en del penge at spare på at købe babyudstyr i Sverige. Se forbi BilligtiSverige, www.kelkoo.se samt sammenlign priser på f.eks. Emmaljunga på Pricerunner.se
Barsel og børnepasning
Barselsorloven er længere end i DK. Men hvis du er ansat i DK, er det DK regler, der er gældende.
“Børn i Sverige kan først blive passet, når de er 1 år – ligegyldigt om det er kommunelt eller privat “dagis”, som det hedder. Alle har et års barsel med 80% løn, og arbejder begge forældre i Sverige kan det deles mellem mor og far, som man selv vil have det, man kan feks. tage 6 mdr. hver. Det er også muligt at være hjemme på barsel i 18 mdr. men jeg er ikke helt sikker på hvad dagpengesatsen er.”

Når et barn skal i vuggestue, så er der flere afdelinger på stedet. Sådan at alle børn faktisk går i samme hus til de starter skole. Det er delt ind børn fra 1-3 år, 3-5 år. og en afdeling fra 5-6 år.
Dagis åbner 6.15 og lukker 18.30.
Priser på børnepasning i Sverige
“Det er billigt at få sit barn passet i Sverige, vi betaler 1365 sek. om mdr. og 100 sek. til bleer om mdr. Det er inklussiv morgenmad, mellemmåltid, varm mad til frokost (det får alle børn i Sverige også når de begynder i skole), og mellemmåltid (frugt, bolle eller ligende) om eftermiddagen.”

“Vi betaler 1260 SEK (819 DKK) pr. måned for Camilla fra hun var 1-4 år. Da hun fyldte 4 år gik taksten ned på 860 SEK (560 DKK) pr. måned. Vi har selv bleer med til vuggestuen. Men vi har aldrig skulle smøre en madpakke. Børnene får varm mad til frokost hver dag, og der er ansat kok, som sørger for mad til børnene.”
Ventelister til børnepasning
Ventelister er et stort problem for mange københavnere (sikkert også andre steder i landet).
Ventelister er der også i Sverige, men der er ikke umiddelbart de store pladsproblemer endnu. Der er bygget flere børnehaver og man har umiddelbart kunne få plads ved behovsdato indtil videre. Dog kan man selvfølgelig risikere, at børnehaven tættest på ikke lige har plads, og barnet måske derfor starter et andet sted i første omgang.
Lukkedage har vi også i Sverige. Det er vel 3 dage om året, hvor pædagogerne er på kursus/temadage. Og så skal man lige være obs på, at der er 2-3 helligdage, som ikke følger de danske helligdage, hvis man arbejder i DK.
Børnepenge fra Danmark til Sverige
“Så længe man er ansat i DK – betaler man også sin skat i DK og får børnepenge fra DK. Min mand arbejder i DK og jeg i Sverige – så vi får svenske børnepenge (udbetales 1 gang i måneden), men det danske system supplerer op, så vi får forskellen mellem danske og svenske børnepenge udbetalt (en mindre sum). Hvis du er ansat i Sverige har du fri til at passe dit syge barn, ofte får du så 80% af din løn, når du har sygt barn, men vigtigst er at du har mere end 1 dag, som man har i DK.”
Børnepasning ved familieforøgelse
“Det er rigtigt, at når jeg får mit andet barn så må mit første barn kun komme på dagis 15 timer om ugen. Det er en grundlæggende regel i hele landet. Jeg synes det er synd for min store, at han skal gå hjemme med mor og baby, men svenskerne mener generelt, at det er godt for barnet. De 15 timer må man i vores institution ikke dele ud, som det passer en. Det “rekomenderes”, at det hedder 3 dage fra kl. 9-14.”
“Jeg spurgte, hvad nedsættelse i prisen bliver, fra at gå fra fuldtid til 15 timer, men der er ingen, hvilket er ret underligt i mine øjne, ikke pga. pengene men princippet i det.”

En anden læser skriver:
“Det er rigtigt at børn, der får mindre søskende ikke har ret til fuld børnehaveplads. Det der sker er at 2 måneder efter fødslen går den store søskende ned på 15 timer om ugen. Det er forskelligt, hvordan børnehaverne deler de 15 timer…nogle børn kommer hver anden dag og andre 3 timer pr. dag. Spørger du mig, synes jeg, det er en skør regel….man har kigget på at fjerne den igen…men det er altså sådan det er lige nu. Dog har barnet ret til almindelig plads, når den største er fyldt 4 år. Man kan også komme udenom reglen ved at studere lidt under sin barsel eller hvis man er selvstændig.”
Dagligvarer
Dagligvarer er også billigere i Sverige end i Danmark.
“Men ak, vi savner nu en Føtex, hvor man kan få alle de danske varer… ellers er de nu ved at komme med herovre, og vi kan da få schuldstad rugbrød, stryhs leverpostej og selveste Ekstra Bladet. Alt med sukker er billigere….eks. koster bland selv slik 3,95 SEK (Willys) eller 4,95 (ICA) pr. 100 gram.”

Generelt er fidusen lige nu at bruge sit danske kreditkort og handle i Sverige. Kursen ligger omkring de 65 – mod 80 før finanskrisen. Altså skal man bruge sine danske tjente penge i Sverige – det er smart!
Prissammenligning Danmark/Sverige på udvalgte varer
Prissammenligning pr. marts 2009 foretaget af danske Mette, der ejer internetbutikken Mammashop.se
Pusletaske
Skip Hop Duo Deluxe
749 SEK
599 DKK
Trip Trap barnestol fra Stokke
Farve: Natur
1299 DKK
1549 SEK
Babyalarm
Padwico 903
899 DKK
1195 SEK
Bugaboo barnevogn
Cameleon:
6600 DKK
9540 SEK
Klapvogn
Brio Sing 606:
3699 DKK
4695 SEK
Autostol
Acta Graco Logico S:
1299 DKK
1750 SEK
Autostol
Maxi Cosi Rodi
1195 DKK
1695 SEK
Anorak til børn fra Mini A Ture
825 SEK
650 DKK
Sparkedragt fra Molo (bright beads)
349 SEK
300 DKK
Kjole fra Småfolk (pink med elefanter)
280 DKK
385 SEK
Konklusion
Som forventet er det ikke sådan, at alle pile peger i retningen af Sverige frem for Danmark, når spørgsmålet lyder: Er Sverige sagen for baby?
En BabyBusiness læser besvarer spørgsmålet meget godt:
“Ja, Sverige er bestemt bedre for babyfamilien end Danmark – på nogle områder. På andre områder er Sverige ringere end Danmark. Og så er det min oplevelse, at svenskerne bare generelt er lidt gammeldags”.
Dansker bosat i Sverige.
Jeg siger tusind tak for jeres bidrag til dette indlæg!
Ugens afstemning: Overvejer du at flytte til Sverige?
Klik din holdning: ja eller nej – nederst til højre på denne side.
Gode links om Sverige
http://www.hallonorden.org/forside/dk/forside/sverige.aspx – for dig som skal flytte, arbejde eller studere i Sverige (eller et andet nordisk land). Udgiveren er Nordisk Ministerråd.
http://www.flyttilsverige.nu Udgiveren er Øresund Konsortiet.
Øresundsbroen - priser, rabatter mm.
Og hvis du er en virksomhed med aktiviteter på begge sider af sundet: www.oresunddirektbusiness.dk
Debatforum på 24timer: Dansker i Sverige.
Danskerne valfarter til svensk shopping – artikel på Business.dk
Køb svensk/dansk – dansk/svensk miniordbog for 99 kr. hos Gyldendal.
Offentlig transport i Sverige (Svenske Jernbaner)






hej, jeg skal flytte til sverige. Jeg ved ikke så meget om sverige, men håber på at nogen vil skrive til mig. koster det at gå i sprogskole i sverige?og hvor meget. Hvor meget får man i børnepenge.
tak…..
Enig Louise. Det er da bare med at flytte til “Bounty Country” (altså den der chokoladebar – ikke en tropisk ø)!
Man vender sig hurtigt til, at ens børn taler anderledes end en selv. Jeg taler med meget tydelig jysk dialekt (det samme gør min kæreste), og vores ældste datter Alberte taler udpræget “amagerkansk”. Det kommer lillesøster Andrea selvfølgelig også til. Det betyder intet, hvordan vi som forældre taler. Det der former børns sprog er dagligdagen i institution!
Kommer lige til at tænke på en episode, hvor vi hele familien var inde i en butik i København. Min kæreste og jeg står om taler om, hvorvidt et og andet skab skulle være sort eller hvidt. Alberte pisker rundt i butikken, og taler løs. Så siger ekspedienten henvendt til os “Er det ikke mærkeligt at have et barn, der taler så københavnsk når I selv taler så jysk?”. Ha, ha, jo – det kan da godt være. Det tænker vi faktisk ikke over i hverdagen, men vi kan da tydeligt høre, når vi er på besøg hos familien i Jylland, at vi medbringer et par københavnere til selskabet.
Vi er rent faktisk i gang med at sælge lejligheden på Amager og overvejer meget kraftigt at flytte til Sverige.
Jeg har boet nogle år i Sverige som barn (dog et godt stykke nordpå), og har altid gerne ville flytte tilbage en dag. Synes at svenskerne er bedre til at bruge deres natur og det eneste minus jeg lige kan se er, at mine fremtidige børn (den første kommer i august) kommer til at lære skånsk – for det er skisme ikke den kønneste af de svenske dialekter
)
Vi har allerede en del venner, der bor derovre, så netværket er allerede opstartet. Og de får da ganske ofte besøg fra Danmark, men selvfølgelig er det forskelligt fra familie til familie og vennekreds til vennekreds.
Men den primære grund til at vi evt. flytter derover er, at vi kan få meget mere hus for pengene og har samtidig mulighed for at bo tættere på vandet og naturen, end vores budget ville kunne klare i Danmark.
Og så er det billige bland-selv-slik jo heller ikke at kimse af (til mor – ikke til børnene)!
Jeg har netop læst din artikel om at bo i Sverige, en væsentlig ting, synes jeg, som du ikke har med, er at jeg mener bestemt det koster penge at gå til sin praktiserende læge i Sverige og det er da ret væsentligt at skulle betale 300 kr. for en konsultation hos en læge i en børnefamilie i tilfælde af at barnet skal til læge.
Voksne der pendler frem og tilbage over Øresund, som har arbejde i Danmark kan selv vælge om de vil gå til læge i Danmark eller Sverige, men pendlers børn, skal gå til planlagte konsultationer i Sverige, f.eks. vaccinationer, hos deres egen læge.
Det er ihvertfald hvad jeg kommer frem til i dette link
http://www.oresunddirekt.com/bfile/93126.pdf
PS: Det er rigtigt som du skriver at de må være trætte at man piver over broafgiften. Men min egen holdning (med familie og venner i jylland) er at jeg jo har valgt at bo her – så at det koster en del at besøge det jyske er jo en del af det valg. Men jeg kan jo ikke forvente at mine venner har lyst til at betale 1000 kr for at besøge mig. Sådan ser jeg i hvert fald på det.
Vi har et vennepar som er flyttet til Sverige og det har betydet at vi ikke ser dem så meget som tidligere. Både fordi de jo selvfølgelig får en omgangskreds i Sverige gennem børnene, men også fordi vi ikke er så gode til at tage derover – heller ikke selvom det kun tager 30 min. at køre over til dem. For det koster altså lige 300 kr for os at køre derover – og ærligt, så synes jeg det er mange penge at betale for at tage på besøg en søndag eftermiddag. Så det bliver ikke så tit vi kommer.
Så jeg tror man skal tænke det element ind også – at flere måske vil undlade at komme på besøg, end det umiddelbart lader til hvis man spørge. Ikke at man så skal undlade at flytte, men måske gøre sig klart, at man nok skal regne med at være dem som tager på besøg og ikke dem som får besøg. Men måske det bare er min mand og jeg, som har det sådan og er for dårlige til at komme afsted.
Personligt har jeg aldrig overvejet at flytte til Sverige – selvom alle de økonomiske ting hælder i den retning. Netop fordi jeg synes afstanden er større end den lige er hvis man kigger på geografien.
Som min veninde lige gør mig opmærksom på, så vil det for rigtig mange Københavnere være eneste vej til en større bolig (overhovedet at komme inden for på boligmarkedet) at flytte til billigere Sverige.
Nu er jeg jo jyde, så afstanden til Sverige vil for min jysk familie være en kæmpe barriere. Men for mange sjællændere vil den fysisk afstand jo være kort.