Det kan vi da ikke være bekendt hva’! Læser lige, at bedsteforældre går ned med stress, fordi deres børn trækker alt for store veksler på dem mht. børnepasning, indkøb – og måske også rengøring og havearbejde?
Et stigende antal bedsteforældre går ned med stress på grund af for høje krav om børnepasning. Sæt nogle grænser, råder eksperter.
“Hej mor. Kan du ikke liiige hente børnebørnene i dag? Og i øvrigt mangler vi også at få købt ind!”
Et stigende antal bedsteforældre går ned med stress på grund af voksende krav fra deres børn om at være til rådighed alle ugens dage som børnepassere. Både Ældrerådet og praktiserende læge Marian Flink-Olsen har oplevet et boom i henvendelser fra bedsteforældre, der føler sig i klemme af deres børn, skriver Urban.
Læs mere hos Berlingske.dk
Hvornår er hjælp en last og hvornår en glæde?
Har der været perioder, hvor du faktisk godt kan se, at du har bedt om hjælp lidt for mange gange hos dine forældre/svigerforældre?
Jeg selv føler mig vældig hellig (!), da mine forældre bor 5 timer væk, og derfor umuligt kan hente børn ej købe ind på vores vegne. I hverdagen. Men jeg er helt sikker på, at jeg ville bede meget mere om assistance i hverdagen hvis den mulig var til rådighed.
Men hvordan finder man den gyldne middelvej? For mange bedsteforældre finder (velsagtens?!) også en gave i at kunne hjælpe og have samvær med deres børnebørn – eller hjælpe med at handle, for så at give deres egne børn mere tid med yngste generation.
Piver bedsteforældrene “unødigt”, fordi de i bund og grund hellere vil bruge al deres tid på egne aktiviteter og interesser?
Hvad mener du? Hvad gør I på hjemmefronten, for at sikre, at der er en fornuftig balance mht. at bede bedsteforældre om hjælp? Skriv din mening i kommentarfeltet.
Blandt de kommentarer, der skrives inden d. 16. februar 2010 trækker jeg lod blandt et stk. sengetøj og to stk. badeslag fra Charbino.
Bambus sengetøj med stjernetegn fra Charbino
Relaterede artikler
-
Hør en guide til bedsteforældre og deres børn
Du kan nu høre familiepsykolog Margrethe Brun Hansen fortælle om indholdet i hendes bog Guide til bedsteforældre og deres børn. … Læs resten
-
Bedsteforældre usikre på familierelationer
Det er ikke altid nemt for børn og forældre med dine, mine og vores børn. Men det er faktisk også … Læs resten
-
Bedsteforældre handler da ikke på nettet (øh jo…!)
Det er nok den gængse opfattelse, at bedsteforældre-generationen ikke er meget for at handle online, men en undersøgelse som Foreningen … Læs resten
-
Interessant kronik: Stress i bæreselen
Stimulering af baby. Der er mange mødres dårlige samvittighed. For bliver baby nu stimuleret nok? Og burde jeg ikke tumle … Læs resten
-
Mission Baby afsnit 7 – stress og graviditet
Jeg anser mig ikke som en stresset person, men jeg synes, at jeg var lige ved at opleve stresssymptomer, da … Læs resten
-
Hjemmelavede julegaver fra børn til bedsteforældre
Så er det snart jul Juletiden nærmer sig med hastige skridt, og i butiksvinduerne er der allerede pyntet op med … Læs resten
-
Er dit barn for sødt?
Julen er så sød så sød. Men alt for mange af vores helt små børn får unødvendig sukker i stride … Læs resten
Så har jeg udtrukket nogle vinderne, og de er følgende:
1 stk. baby eller junior sengesæt fra http://www.charbino.dk går til Dorte1
1 stk. badeslag fra http://www.charbino.dk går til Therese
1 stk. badeslag fra http://www.charbino.dk går til Randi
Tillykke! Jeg kontakter jer pr. den mail, som I har skrevet ved jeres kommentar.
Kan se at der er kommet en ekstra Dorte på banen, så jeg må lige sige, at jeg ikke har en irriterende svigermor. Min svigermor er ældre dame med sygdom som ikke kan hjælpe os med at passe vores søn, men vi forsøger at besøge hende jævnligt, så hun også får del i vores søn liv. Så selvom min mor hjælper os med børnepasning, så handler det først og fremmest om, at vores søn får et forhold til sine bedstemødre. Jeg personligt har altid nydt at komme hos min momse. Jeg giver Maria Larsen ret, hvis man er ude i god tid med børnepasning, så kan bedsteforældrene nemt overskue, om der er plads til et hyggeaften/weekend end hvis det er hastehjælp altid. Jeg siger da også altid til min mor, om hun vil eller jeg skal spørge en anden, for jeg ved, at både moster og farbror med familier er ellevilde – ja faktisk havde vi nær ikke fået vores søn med hjem i lørdags fra farbror, som pludselig var frisk på at have et 4. barn :0) Og så har lige søgt om deltid for at få mere tid med min søn og en mindre stressfyldt hverdag, men mormor-dagen holder vi fast i, for mormor kan altså ikke få nok af ham.
Jeg er lige blevet mormor for 2 mdr. siden og glæder mig rigtigt meget til, at han ikke er så afhængig af at blive ammet, så jeg kan passe ham, så hans forældre kan få noget voksentid sammen. Når min datter skal igang igen med at arbejde,vil både morfar og jeg gerne hente ham fra vuggestuen, når der bliver behov for det.Morfar har flex tid og kan møde sent på arbejdet og jeg starter tidligt og holder tidligt fri, specielt om fredagen. Vi vil blot med glæde hjælpe de unge, både med indkøb og børnepasning. Heldigvis bor de kun 15 min. kørsel fra os.
Vores egne to børn har altid haft meget glæde af deres bedsteforældre og har lært mange ting af dem og hørt mange historier fra “gamle dage”, som de nu kan huske.
Dorte – du skulle skamme dig. At blive irriteret på din svigermor “bare” fordi hun skulle til klaver. Din svigermor har også sit eget liv – og skal ikke stå standby for at passe sit barnebarn. Havde det været bedre hvis hun skulle til fysioterapi eller tandlæge?
Omsorgsdage er – som ordet selv forklarer – dage til omsorg. Altså dage til når jeres barn er syg længere end barnets første sygedag.
vi er så heldige at mormor og morfar bor ca 15 min væk (i bil) og farfar ca 5min væk (i bil) så vi har rigtig gode muligheder for pasning
vi vil nu ikke overdrive og spørger kun en gang hver eller hveranden måned….
Til gængæld er det genialt at morfar gik på efterløn samtidig med at der skulle startes i vuggestue – vi kunne vælge den vi gerne ville, selvom de lukker kl 15.30 om fredagen og vi først har fri ml 16 og 17- morfar har tilbudt at hente hver fredag ( undtagen når han er syg eller på ferie – og der må vi jo så kunne tage tidligt fri. det er lidt lettere at skulle gå tidligt om fredagen en 3-5 gange om året end hver uge
)
( og omvendt)
Det gør også at hun får set sin morfar ( og mormor) hver uge og er meget glad for sin morfar
Hejsa,
Jeg har en datter på et år, som jeg selv passer fuldtid og det regner jeg med at gøre, til hun er ihvertfald to år. Min mand og jeg mener begge, at nu hvor vi har fået et barn, er det dét, der bliver prioriteret højest. Jeg tror at der, hvor det ofte går galt, er, hvis man som forældre vil “blæse og have mel i munden” – dvs. at man begge vil have gode karrierer, fritidsinteresser, sport, købe hus (ofte både renovering og havearbejde) samt pleje vennekredsen. For det kan ikke lade sig gøre, der er jo kun 24 timer i døgnet. Og når enderne ikke kan nå hinanden, så trækker man i panik på bedsteforældrene. For mig er der stor forskel på, om man i god tid aftaler, at bedsteforældrene skal passe/have overnattende børn (kvalitetstid) end hvis de konstant og med kort varsel bliver ringet op med dit og dat. Køb en opvaskemaskine, gå ned i tid, så man selv kan nå at handle og lad være med at købe en kæmpe have, hvis man ikke selv elsker havearbejde. Indret ikke livet efter hvad andre gør, men efter hvad der giver mening i lige netop ens egen situation. Og nøjes med at lade bedsteforældrene passe børnene i stedet for at bruge dem som rengøringsassistenter, medmindre de selv vil.
Jeg synes som udgangspunkt, at det er fint at bedsteforældrene har deres eget liv og deres egne aktiviteter og det er også ok at få et nej til pasning. Dog blev jeg lidt irriteret på min svigermor, der for et stykke tid siden sagde nej til at komme og passe vores syge datter (efter vores barn-syg-dage var brugt), fordi hun skulle til klaver! På den konto blev min mand nødt til at bruge en omsorgsdag på det – øv.
Vi har det tætteste forhold til min mor. Hun bor ca 10 minutter fra os – i bil – og Karoline (vores pige på 2 år) elsker hende. Vi spiser sammen med hende ca 1 gang om ugen. Karoline har ikke engang tid til at sige farvel til mig, hvis hun skal passes af mormor.
Da jeg skulle starte efter barsel, kunne vi ikke få pasning til Karoline. Min mor trådte til – og det endda på trods af, at hun arbejder om aftenen. I en måned passede hun Karoline hver dag fra 7-14.30 for derefter at tage på arbejde til kl 23. Mit arbejde blev så passet til, så jeg kunne arbejde på andre tidspunkter – og tak for det. Vi er evigt taknemmelige over at min mor kunne træde til, så vi kunne vente på den perfekte pasning til Karoline. Og vi fortæller hende tit at hun er uundværlig.
Min far bor heller ikke ret langt væk, men ham ser vi ikke så tit. Det er ikke fordi lysten mangler, men han har 1000 ting at gøre i hverdagen – udover sit arbejde. Men Karoline forguder ham. Hun kan skælde ud hele vejen ind til ham – bare fordi vi kører for “langsomt”. Og han elsker at tage hende med på udflugt – i søndags gik turen til Kattegat Centret i Grenå – bare de to.
Karolines bedsteforældre er en hel anden sag. Min mand er plejebarn, og de har ingen biologiske børn selv. Så Karoline er deres eneste “barnebarn”. I starten var de ellevilde over at skulle være bedsteforældre, men som tiden går løber det lidt ud i sandet. Vi ser dem sjældent og de har aldrig passet Karoline. Jeg kan godt blive lidt ærgelig over den manglende kontakt, men det er deres eget valg – og jeg skal ikke presse nogen.
Vi er meget bevidste om, at mine forældre med glæde træder til og passer Karoline. Og vi kan godt “udnytte” det. Tilgengæld er mine forældre også så “voksne” at de siger fra, hvis det ikke passer ind i deres planer. Og vi kunne ikke finde på at blive sure, hvis de siger nej.
Mine egne forældre bor i hver sin ende af landet, hvor jeg bor i midten sammen med min kæreste og vores lille datter, så hverdagspasning bliver det ikke noget til på den front. De har dog været søde til at besøge og ville hjælpe alligevel, selvom vi ikke har bedt om det. Mine svigerforældre derimod bor kun en halv times kørsel fra os, så de er en helt anden sag. Vi har dog kun sagt ja til hjælpe 2 gange indtil videre, selvom min svigermor er god til at tilbyde sin hjælp. Min kæese er enebarn, og vores datter er det første barnebarn, så vi er nok lidt forkælede på det punkt. Det kan godt være, vi i fremtiden kommer til at spørge flere gange.
Når det så er sagt, så synes jeg det er i orden at bedsteforældre siger fra. De har et liv selv, de har arbejde (i hvert fald både på min og min kærestes side) og har brug for fritid selv. Det er jo ikke fordi det er en pligt, at bedsteforældre skal passe børn for en. Synes nærmere man må kigge på sin egen tid og finde ud af, om man ikke har for mange bolde i luften, hvis man er nødt til at være afhængig af sine forældres hjælp gang på gang. Fra tid til anden kan man godt lige have brug for et pusterum, men bliver det nærmest en hverdagsting, synes jeg ikke, det er i orden – hverken i forhold til bedsteforældre eller ens barn/børn. I en sådan hektisk hverdag bliver der for lidt overskud til børnene, og jeg ville i hvert fald føle at jeg misligeholdt mit forhold til mit barn, hvis det var mig.
Jeg er så heldig at have to skønne skønne unger som har et sæt morforældre som bor i den anden ende af landet og et sæt farforældre der bor 5 minutter væk. Det er to vidt forskellige roller de har. Mine forældre er der jo ikke i dagligdagen, men når vi så besøger hinanden er vi jo så sammen flere dage af gangen. Det nyder både mine forældre og ungerne også, for så bliver der rigtig hygget, leget og spist is og slik.
)
Farmor og farfar derimod kan hurtigt komme forbi og være babysittere og gør det hellere end gerne. Og vi er endda så heldige at de synes vi godt kunne sende ungerne forbi noget oftere. De hygger sig også sammen og kan jo bedre følge med i børnenes hverdag, i og med at de er tæt på.
Hurra for bedsteforældre – det er en gave hvis de har lyst til at være sammen med børnene og lave noget sammen med dem. Derfor er det også trist at læse at nogle bliver stressede over at de føler sig bebyrdede af opgaven. For vores vedkommende er det vigtigt at ungerne og bedsteforældrene har lyst til at være sammen og at bedsteforældrene ikke skal rende og lave alt mulig andet for os. Det er dejligt de vil hjælpe os, men de skal ikke gå og gøre rent for os osv. Det kan vi selv klare. Hvis først bedsteforældre både skal handle ind og gøre rent og passe vores børn, så kan jeg måske godt forstå de kører sur i det.
Det handler om at værdsætte hinanden og afstemme de forventninger vi hver især har, så man får noget godt ud af det.
Jeg er helt enig med dig Therese!
Og det er meningen, at du skal blive provokeret.
Nogle gange er det nødvendigt at trække fronterne op for at få forskellige synspunkter på bordet (på bloggen). Personligt synes jeg nemlig, at det er sjovt og interessant at læse, hvordan vi hver især griber/ser verden. Det er det, som er sjovt ved at få kommentarer på et blogindlæg.
I bund og grund elsker vi jo alle at blive bekræftet i egen holdning – eller at blive inspireret/skræmt – grine eller græde – over/af holdninger og meninger, der ligger langt fra vores egen.
Hej,
For en ordens skyld må jeg hellere oplyse at ejg er mor til en søn på 6 mdr. og bor ca 30 min. kørsel fra mine forældre.
Jeg bliver meget provokeret af, når jeg læser følgende:
“Piver bedsteforældrene “unødigt”, fordi de i bund og grund hellere vil bruge al deres tid på egne aktiviteter og interesser?”
Jeg mener, at man som forældre har det fulde ansvar for sine børn indtil de kan klare sig selv, men derefter minimeres ansvaret gradvist. Samværet skulle ikke gerne minimeres og forsvinde, men børnene bør tage selvstændigt ansvar for deres liv.
Det betyder så også at, når jeg som barn af mine forældre – vel at mærke et barn på 26 – har etableret min egen familie og er blevet selvstændig, har jeg ingen ret til at kræve noget af mine forældre arbejdsmæssigt. Jeg kan spørge om de har tid og lyst til at passe min søn jævnligt, men jeg mener vi skal væk fra ideen om at vi kan gøre krav på vores forældre (=bedsteforældrenes) hjælp!
Ansvaret er mit og de er i deres fulde ret til at bruge tiden på egne interesser og aktiviteter!
Vi er også meget priviligeret. Min mor går hjemme og min far arbejder to dage om ugen. De kan slet ikke få nok af den lille, som nu er knap 10 måneder. Hver gang min far arbejder lidt ekstra, ringer han for at sige, at nu har han mere afspadsering sammen med hans barnebarn. Hun stråler og smiler når hun ser hendes mormor og morfar, og vi spiser også på skift ved hinanden. Nu skal hun starte i dagpleje om en måneds tid og de har allerede fortalt at jeg godt kan give besked om, at de godt kan finde på at hente hende når de får lyst, men at de nok skal give besked til mig..:-) Med Farmor er det derimod den omvendte verden, hun har ikke passet hende endnu og kommer kun når hun bliver inviteret. Jeg har fra starten lagt ud med at hun til enhver tid er velkommen, og da hun bor alene, havde jeg håbet på at hun havde lyst til at kigge forbi og spise med, også inden hun fik sin nye rolle… men hun lever livet og går i byen og der er ikke rigtig plads til at være blevet farmor. Det kan godt gøre mig lidt trist, fordi simone ikke rigtig kan “kende” hende, men det er hendes valg. Vi kommer fint ud af det med hinanden når vi ses, men hun er blot ikke så interesset i denne rolle.. Jeg har derimod en mormor, der ikke kan få nok af hende, hvis der er ved at have gået 14 dage siden jeg sidst har været på besøg, ringer hun og prikker lidt til mig.. og simone elsker hende.. Så det kan være en lille erstatning, at have en super olde. Derudover har jeg en farmor og farfar, der også er oldeforældre for alle pengene…! Det var bare utrolig vigtigt for mig, at hun fik et lige godt forhold til hendes bedsteforældre, men som mor, kan man kun skabe forudsætningerne for det også lade resten være op til dem. Mig og min mand er også vokset op meget forskelligt, hvor jeg er meget knyttet til min familie, helt ud til onkler og tanter.. men hans ikke render hinanden på dørene.. tja de mødes ikke engang til fødselsdage… men min mand nyder mine traditioner og vaner…så vi kan videregive et dejligt tæt familiesammenhold.. og det er jo det der tæller…
Hvis man som bedsteforældre får stress fordi man skal leve op til børnenes forventninger om hjælp til børnepasning, er der grund til at sætte sig sammen med sine voksne børn og forventningsafstemme.
At hjælpe hinanden skulle jo gerne være en glæde og ikke et pres, der giver stress. Hvis man får stress, er det fordi noget er “for meget”.
Helt personligt vil jeg meget gerne hjælpe til og elsker at passe mit barnebarn af og til – men det er måske fordi jeg ikke bliver bedt om det for tit? Når man er kommet i bedsteforældrealderen nyder man jo også at have fået en vis frihed og uafhængighed igen, som man ikke har mens man har børn hjemme. Den er man ikke nødvendigvis parat til at opgive igen. I de rette doser er det skønt at være en del af sine børns og børnebørns hverdag – men som man siger: For lidt og for meget fordærver alt. Det tror jeg egentlig også, at de unge mener.
Hej, jeg tror de velfleste bedsteforældre vil gerne være sammen med deres barnebørn, og gerne ofte. Hvis de synes det er for ofte de bliver spurgt om hjælp, nu så skal de sige til. Fra min side set er det ikke et problem, eller måske et anderledes problem, vi bor nemlig ikke i samme land som vores forældre og derfor kan de jo ikke tilbringe lige så meget tid med sine barnebørn som de ville. På begeg sider må der være godt forhold for at samværen kan lykkes. Det er måske det eneste man skal passe på således at man ikke overskrider nogen grænser.
Mvh
Jeg håber det er tilladt at skrive som bedsteforælder.
Jeg er en heldig en af slagsen med 3 børnebørn, de 2 bor tæt på og den ældste af dem bliver 2 år til maj, så hun er ikke så gammel endnu.
Alligevel har jeg passet hende en del – mest på grund af sygdom. Min søn og svigerdatter klarer ærterne i fin stil, også med en helt ny lillebror. Jeg håber, vi kan holde det på det plan, for selv om jeg elsker de små og synes, det er skønt at få lov til at følge dem tæt, så har vi også vores liv, som vi vil ha´ lov til at nyde.
Jeg går ikke på arbejde,men min mand gør lidt endnu. Vi fik vores 3 børn i en tidlig alder og nyder meget at ha´ “et liv bagefter” og det kan vist ikke kaldes for egoistisk, hvis vi ikke lige har tid til at tage over.
Vi har selv haft et liv med børn og arbejde, indkøb, madlavning, hus og have og hvad deraf følger og vi bad ikke om hjælp i tide og utide, men klarede det, vi selv havde sat i værk. Det tror jeg er vigtigt at huske på – man har jo selv valgt, ikke ?
Jeg er ikke formaner, men prøver bare at forklare, at hvis man organiserer det hele lidt, så finder man også ud af at nå det meste.
Held og lykke.
Vi er meget priviligeret – ingen tvivl der. Ud over at have opsparet en masse babysitting-timer hos vores søskende, så gik min mor på efterløn samtidig med at vi fik vores søn. Det har været en stor hjælp, når amning og oprydning ikke lige passede sammen med middagsluren, eller der var brug for hjælp ifbm. den ugentlig motion på egen hånd (selvom min mand og jeg som hovedregel gør det på skift). Jeg har fra start gjort det klart for min mor, at hun bare skal sige fra, men hun nyder det, og jeg er helt overbevist om, at det har hjulpet hendes overgang fra arbejdsmarkedet til det frie liv meget. Vi ses i hvert fald et par gange om ugen, enten fordi hun selv har brug for en gåtur og gerne vil have barnevogn med, eller fordi vi i fællesskab laver noget (svømmehal, shopping m.m.). Og så har jeg da også fortalt hende, hvor glad vi er for hjælpen, og hvorfor vi primært spørger hende frem for nogen andre. Pt. bruger vi hende meget, når min mand og jeg skal ud og spille kamp med vores sport i weekenden eller har brug for en “par-aften”, men jeg bruger hende også, når jeg skal til frisør, fys eller andet i hverdagen, hvor der trods alt er en anden frihed i at gøre det alene og ikke have et barn på armen. Når jeg snart skal starte på arbejdet, assisterer hun også institution, indtil vi kan få ham passet og efterfølgende er der planer om en mormor-dag, så far og mor kan arbejde længe en dag uden at han skal være i institution hele dagen. Vi føler heldigvis alle 4, at vi får noget ud af det, og min mand og jeg er meget opmærksomme på at hjælpe min mor, når hun har brug for det, ligesom vi foretager os ting med hende, så det ikke kun er besøg ifbm. babysitting. Min mor og jeg har et rigtigt dejligt forhold og dialogen er helt i top. Derfor tror jeg, at vi alle har en succesoplevelse ud af hjælpen. Et tip er (for dem som bor i nærheden af hínanden) at et besøg ikke behøver vare en hel dag, men 1-2 timer i den travle hverdag er også hel okay. Det gør for vores vedkommende, at man lettere kan “presse” et besøg ekstra ind. Selvom jeg godt kan få følelsen, at jeg gerne vil klare mig selv, så tænker jeg også, hvorfor skal jeg gøre livet hårdere for mig selv, når alle er glade for den hjælp og det samvær der er i det.