Bevæbnet til tænderne – og ørerne (nu skal det være slut med amning om natten!)

Forsiden » Forside » Gravid » Amning » Bevæbnet til tænderne – og ørerne (nu skal det være slut med amning om natten!)

Bevæbnet til tænderne – og ørerne (nu skal det være slut med amning om natten!)

Denne artikel er sponsoreret

Louise bevæbner sig til tænderne – og ørerne, da natteamning skal stoppe! Læs med hvordan det foregår – og få Louises 5 gode råd.

amning nat

Jeg famler rundt på dr.dk. Finder en krigsdokumentar. For voldsom. Arghh, der må der være noget, der kan bruges. Måske er Youtube bedre? Hvor er den glade sing-along-song? Bare et eller andet. Sveden maser sig trodsigt frem på min pande. Hjertet bokser af sted. Min hals føles som en lidt for stram fransk fletning. Tilbage til dr.dk.

Der er stille, men gråden kan buldre gennem de to lukkede døre hvert øjeblik.

Regitze skal for første gang puttes af Far.

Der må da være et eller andet med lyd. Jeg har brug for støj. Jeg kan ikke koncentrere mig om at finde noget. Noget, der er sjovt og hyggeligt, og som kan holde mine paniske tanker i hånden. Noget der kan holde den hjertens-skærende gråd fra børneværelset på afstand. Panik. Jeg bliver febrilsk. Grevinden på tredje bliver min redning. En DR-dokumentar. Lydikonet på computerskærmen rammer 100 procent. Piuhh, jeg nåede det, endnu er der ingen lyde fra børneværelset. Jeg får muligvis en høreskade af ældre dames talestrøm om stort og småt. Men skidt pyt. Jeg undgår gråden.

Ophold på sengekanten
Jeg sidder i sengen, hvor jeg de seneste elleve måneder har tilbragt natten på de yderste otte centimeter uden mulighed for at ændre stilling. Midten har været indtaget af Regitze – vores førstefødte. Siden hun blev født, har hun sovet i mellem os og været vågen hver anden time. Ualmindeligt hårdt, men også ualmindeligt dejligt og nært. Nu (lige nu) skal hun for første gang falde i søvn uden mine bryster. Projekt ammestop er begyndt. Jeg har forskanset mig i soveværelset med chokolade, chokolade og lidt mere chokolade og vigtigst min computer, udstyret med øretelefoner.

Jeg okser derudaf med grevinde og godter. Det går faktisk meget godt: svedperlerne renoncerer, hjerterytmen er stabiliseret og halsen tillader passage af chokolade. Pludselig. Pludselig forråder grevinden mig – hun holder en tænkepause i sine overvejelser om overklasselivet i trediverne. Gråden kiler sig ind i tomrummet. Skinger. Hysterisk. Panisk. Sved, hjerte og hals går bananas. Men det er ingenting i forhold til mine bryster, som bliver helt balstyriske. Jeg mosler hørebøfferne endnu længere ind i øregangene.

Nattesøvn – welcome back!
Grevindens aldrende stemme bruser igen i mine ører og presser gråden væk. Skal jeg gå derind? Vi havde lovet hinanden, at Far putter og Mor slapper af. Men det var mens Regitze hyggede med at hive sider ud af mit Alt for Damerne. Nu er det noget helt andet. Skal jeg gå derind? Jeg holder mig for ørerne – uden på høretelefonerne. Jeg kan stadig høre babyskrig. Bedst, som jeg sidder der, går døren op. Regitzes far og nye putter ser lige så udkørt ud som mig. Hun sover.

Det var hårdt. Det var hårdt for Regitze og hendes forældre. Men det var det hele værd. Det tog 36 minutter at putte hende. 36 minutter med skrig og skrål. Til gengæld var hun kun vågen to gange i løbet af natten. Projekt ammestop lykkedes. Jeg har fået min søvn tilbage og kan brede mig i halvdelen af sengen.

søvn

Louises 5 ammestop-råd
1. Stop når du er klar til det – ikke før.
2. Lad Far putte baby og sov selv på sofaen – din tilstedeværelse forvirrer baby mere.
3. Stop helt – det kan baby forstå.
4. Husk dig selv: vær opmærksom på, hvis du får tegn på brystbetændelse.
5. Gør det til en god oplevelse og slap af omkring det

Louise Wagner Holst
Skribent på BabyBusiness.dk

By | 2017-06-18T07:42:08+00:00 juni 27th, 2012|Amning|

5 Comments

  1. Louise Holst 5. juli 2012 at 11:45 - Reply

    Hej Marie,
    Nat-spiseriet er absolut ikke det fedeste – ikke som ammende mor og jeg kan kun forestille mig, hvordan det har været for dig, og de andre med flaskebørn at skulle op og varme flasker om natten. Når det så er sagt, så var jeg glad for at amme (Nu kan jeg jo kun tale for mig selv). Derfor var det også vigtigt for mig, at være helt afklaret omkring, at nu var det slut. For det var hårdt, at høre hende skrige og skråle og vide, at hvis bare lige hun kom til brystet, så ville hun holde op.
    Men hvor må det være dejligt, at I kan trøste med sutten. Man bliver klogere hele tiden. Skønt. Forhåbentligt kommer jeres mindste på samme ide, som den store:)
    Go dag!

  2. Marie 1. juli 2012 at 12:11 - Reply

    Åh så ved man at man er nybagt mor når sådan en artikel får tårerne frem i øjnene. Der skal ikke meget til 🙂
    Min førstefødte var ca 8 mdr. da jeg stoppede helt med at amme. De natlige sutteflasker var pludselig meget besværlige. Men så opdagede vi at hun nu gerne ville bruge sut (som hun overhovedet ikke ville have i munden før) og bum! Så var hun nem at få til at sove, også selvom hun vågnede midt om natten. Har nu barn nr. 2 på knap 4 mdr, og igen har jeg et barn, som ikke er synderlig interesseret i sut. Mors bryst er bare bedst. Så jeg har lidt en forestilling at afslutningen på natmaden er værst for de ammende mødre – og deres fædre. Er det rigtigt?

  3. Louise Holst 28. juni 2012 at 20:08 - Reply

    Hej Heidi,
    Regitze var 11 mdr., da jeg stoppede med at amme hende. Hun var meget ked af det de første to nætter, men så aftog skrigene og skrålene. Hun kan stadig godt klynke lidt, når hun bliver puttet, men det er mere i retningen af ‘Verden er alt for spændende til, at jeg vil sove’.
    For os hjalp det, at være konsekvente og stoppe helt. Det var hårdt for hende (og især mig!), for det letteste ville jo være, at ligge hende til brystet. Men jeg tror, at det ville have forvirret hende mere, hvis hun kunne få bryst nogle gange og ikke andre gange.
    Held og lykke med det hele!
    Louise

  4. Louise Benfeldt 28. juni 2012 at 10:56 - Reply

    Hvis det var muligt, ville jeg lave en ‘thumps up’! Tak for god illustration!

  5. Heidi rask 28. juni 2012 at 10:37 - Reply

    Hvor gammel var Regitze? Vores Max puttes af Far nu men vågner stadig og vil have bryst om natten. Og fremfor alt hvor længe stod det på? Max er 7 mdr
    Heidi

Leave A Comment

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.