Andrea skulle blive 13 måneder, før hun protesterede imod havregrød til morgenmad, når nu storesøster tydeligvis sidder og spiser noget helt andet til morgenmad!

Jeg tror på det gode i havregrød. Kald mig bare gammeldags, men jeg er sikker på, at det er super for alle maver – både store og små. Andrea har også været meget glad for havregrød. Jeg tilsætter ikke salt og sukker, men i stedet rører jeg en skefuld af mormors hjemmelavede (økologiske!) marmelade (ja, der er også sukker i) i den færdige grød. Havregrøden får dermed et pift af lækre brombær eller hindbær.
Populært – men usundt
Må indrømme, at jeg er en smule overrasket over, at Andrea så længe har kørt havregrød ind med stor lyst, når Alberte sidder ved siden af, og spiser lyserød yoghurt. Jeg er ikke ubetinget fan af yoghurt – ved jo, at det indeholder meget sukker. Men det er nem morgenmad, som er meget populær hos børnene (ikke overraskende!). Personligt synes jeg ikke, at yoghurt mætter længe. Jeg har lært Alberte at drysse cornflakes, havregryn eller havrefras ud over sin yoghurt. Så synes moren, at der er “mere mad i”…, og har lidt bedre samvittighed, fordi der så heller ikke er plads i maven til at spise så meget yoghurt.

Som storesøster gør
Nu vil Andrea også spise yoghurt til morgenmad. Medmindre jeg får storesøsteren til at spise havregrød. Og det lykkes faktisk fra tid til anden.
Vi ved, at der er pænt med sukker i yoghurt. Men det er nu foruroligende læsning, når det står sort på hvidt HVOR meget sukker, der er i de små yoghurtbægre. Jeg har netop læst en undersøgelse heraf på Politikens hjemmeside.
Børneyoghurt er sukkerbomber
Vi køber altid youghurt i litervis. Aldrig de små bægre, selv om Alberte hopper op og ned ved køledisken, og peger på de små bægre med slik i låget. Jeg står fast, og rækker ud efter en liter yoghurt, men jeg er bange for, at den som sådan ikke er meget sundere end de små bægre med glade figurer.

De små børneyoghurter får dog den hårdeste dom iflg. den undersøgelse, som Politiken refererer.
»De her børneyoghurter er faktisk værre end sodavand. Danonino og Mini Mooh indeholder for eksempel 13-14 procent sukker, og det er mere, end hvad der er i sodavand«, siger Sisse Fagt, der er kostvaneforsker på fødevareinstituttet på DTU
Børn mellem to og fem år må ikke få mere end 30 g sukker om dagen, og 14 g i en lille børneyoghurt er derfor meget.
»Selv om det er sådan nogle små portioner, er yoghurterne jo fyldt med kalorier og sukker, og det kan betyde, at man spiser mindre af de sunde ting som en gulerod eller et stykke rugbrød med ost«, siger hun.
Se artiklen i sin fulde længde her. Klik på de testede yoghurt navne, og se en bedømmelse.
Såkaldt voksen yoghurt er også temmelig sødt – og fedt. Læs om sødmælksyoghurt med jordbær.

