Camilla fortæller ærligt: Når mor har depression

Forsiden » Forside » Sundhed » Medicinskabet » Camilla fortæller ærligt: Når mor har depression

Camilla fortæller ærligt: Når mor har depression

Denne artikel er sponsoreret af juniorbusiness.dk og juniorbusiness.dk og juniorbusiness.dk og juniorbusiness.dk og depressionsforeningen.dk og drenge-streger.dk
Alle links markeret med orange er sponsoreret

Der er mange ting her i livet, som er obligatoriske udfordringer vi skal igennem. Desværre kommer der ind i mellem også nogle uventet udfordringer. Og hvordan kommer man lige igennem dem?

depression-in-her-eyes

Det her er min historie om den daglige kamp med en svær depression og angst. Jeg har valgt at skrive dette indlæg fordi samtidig med, at der opdages flere personer med depression, så er det også et tabu som efter min mening skal brydes.

Jeg ved, at der sidder mange forældre bag computerskærmen eller smartphonen, som selv er ramt af depression. Og mit mål med dette indlæg er at fortælle jer, at I ikke er alene. Jeg kan mærke allerede nu, at det bliver et langt indlæg. Håber du har mod på at læse med hele vejen igennem. Så skal jeg forsøge at begrænse mig lidt.

Begyndelsen: Om at acceptere
Min depression blev opdaget da jeg var gravid for anden gang. Til et almindeligt lægebesøg spurgte min læge mig om jeg oftDepressione var ked af det. Det svarede jeg hurtigt nej til. Men efterfølgende måtte jeg indrømme overfor mig selv, at jeg var mere ked af det end normalt og jeg fik derfor en ny tid hos lægen hvor jeg åbnede op for mine tanker. Kort fortalt så kom jeg hurtigt i behandling i form af samtaleterapi og medicin. Det var ekstremt grænseoverskridende for mig at tage pillerne de første uger. Fordi jeg endnu ikke helt havde accepteret, at jeg var kommet dertil hvor jeg skulle være “sådan én type” der spiste lykkepiller. Og så var det enormt ubehageligt at pillerne gik op og påvirkede min hjerne på en måde jeg ikke selv følte jeg kunne kontrollere.

Frygten for en fødselsdepression
At være gravid sætter mange tanker i gang. Og tankerne blev jo ikke færre af at gå rundt med en depression. Jeg var så bange for at skade mit barn. Ville han blive påvirket af min medicin? Og ville min depression gøre at han ville være på randen af selvmord så snart han kom til verden? Ja der blev ikke sparet på bekymringerne imens jeg var gravid. Men den største frygt var om jeg ville være i stand til at være en god mor for ham når han blev født. Jeg havde jo hørt om flere mødre der fik en fødselsdepression og direkte afviste at se deres barn efter fødslen. Som simpelthen ikke ville have noget med deres børn at gøre. Min frygt var så stor for at jeg ville reagere lige sådan. Samtidig havde jeg jo som så mange andre anden gangs mødre et stort spørgsmål omkring, hvordan kan jeg give barn nummer to kærlighed nok, når jeg allerede elsker min første søn overalt på jorden? Er det overhovedet muligt?

Jeg var heldigvis heldig. Min medicin gik ikke ind og påvirkede Elias. Vi var indlagt på neonatal i en uges tid for at de kunne se, om han havde bivirkninger fra medicinen. Det var der ikke. Til gengæld var alle landets avisforsider fyldt med nyheden om at man ikke længere anbefalede min medicin til gravide… Dagen efter jeg havde født (tak for panikken, siger jeg bare).

Jeg elskede ham fra det øjeblik han kom ud og lærte hurtigt, at selvom jeg ikke troede det var muligt, så har jeg faktisk kærlighed nok til begge mine dejlige drenge.

Inden jeg fik depression
Var min opfattelse af folk med depression noget anderledes. For helt ærligtdepression (1), syntes jeg, at folk var svage eller nogle dramaqueens, hvis de ligefrem havde lægens ord for at de var depressive. Især hvis de også tog lykkepiller. Set tilbage har det helt sikkert været min uvidenhed omkring depression, der gjorde at jeg havde den holdning som jeg nu engang havde. For folk med depression er vel bare dovne mennesker, der græder og mangler opmærksomhed, er det ikke?

Hvordan er det så i virkeligheden?
Depression kan være meget forskellig fra person til person. Der er flere grader af depression. Jeg har det, som kaldes en svær depression, det har jeg altid haft. Med andre ord er jeg vel på grænsen til bims… 😉

Når der er mistanke om en depression, får du taget en test lidt ligesom i dameblade. Den eneste jeg ikke har højeste point i er selvmordstanker. Det har jeg aldrig haft, men alle de andre har jeg topscore i. Hvilket ikke er noget jeg ligefrem praler af.

Det er rigtig svært at forklare, hvordan det føles at have en depression. Når jeg vælger at fortælle folk, at jeg har en depression, så er reaktionen som regel, at det overrasker dem. Jeg får ofte kommentarer som “Gud det kan man slet ikke se på dig”, “Jamen du ser altid så positivt på alt” eller “Du er eller så god til at lave seje ting med dine børn”.

Men hver eneste dag er jeg i en kamp med mig selv. Først og fremmest en kamp om at vågne og stå op. Derefter til at rent faktisk få lavet noget. Mit hoved føles som to personer, der styrer min hjerne og aldrig bliver enige om hvad jeg skal (jeg er altså ikke skizofren eller hører stemmer, selvom det måske lyder sådan!) 🙂

Eksempel: Jeg sidder på sofaen, og på bordet foran mig står et glas vand. Jeg er begyndt at blive tørstig og vil række ud efter glasset. Men jeg kan ikke række ud efter det. Det er som om en del af mit hoved gør alt hvad det kan for at holde mig tilbage. Jeg kan rent fysisk ikke gøre det, som jeg har sat mig for. Forestil dig at have det sådan med ALT, hvad du foretager dig og jeg mener virkelig ALT. Det er så frustrerende og jeg føler mig magtesløs. Derefter bliver jeg ked af det og får følelsen af at jeg ikke duer til noget.

En skuffelse og dårlig samvittighed
Noget af det hårdeste ved at have en depression, er den konstant dårlige samvittighed. Den forfølger mig konstant og er noget jeg ikke har lært at styre. Det er en dårlig samvittighed over for hvordan jeg er som kæreste, datter, barnebarn og søster. Jeg sidder med en følelse af ikke at være vokset op og blevet den kvinde, som jeg burde. At jeg er en skuffelse, der ikke er blevet til noget endnu. Og at jeg ikke altid husker at give min familie den opmærksomhed, jeg synes de fortjener. Jeg har dårlig samvittighed over at de kommer i situationer, hvor de ikke ved hvad de skal sige, når deres venner spørger ind til mig.

Det er ikke fordi min familie gør eller siger noget, der får mig til at føle sådan. I bund og grund handler det nok om at jeg er skuffet over mig selv.

Et par af følgerne
Jeg har haft depression i 5 år nu. Ifølge statistikkerne burde den være ude af mit liv efter 5 år. Det er den bare ikke. Den er ikke engang tæt på. At have en depression så længe gør noget ved ens hukommelse. Jeg husker virkelig elendigt. Kender du følelsen, at du kigger på dit ur, men glemmer at huske hvad klokken er? Sådan føles det. Men også andre lidt større ting glemmer jeg alt om. Som samtaler jeg har haft med folk. Eller hvad jeg lavede i onsdags.

Natten er et mareridt. Jeg er konstant vågen og tankerne kører rundt. Det er det tidspunkt, der er mest tid til at tænke. Der bliver jeg ikke afbrudt, for alle andre sover. Det er ikke altid en god ting. Men nogle gange er det de tidspunkter jeg er mest effektiv. Så blogger jeg, planlægger børnefødselsdag eller andet. Jeg er vildt god til at skrive lister!

Lykkepiller
Jeg hader det ord. For mig lyder det som noget overklasse fruer fra Hollywood tager, for at få det bedre med sig selv (undskyld hvis jeg træder nogen over tæerne her, det er ren fordom jeg ved det).

Lad os slå fast: Lykkepiller gør ikke nogen lykkelige. Antidepressiv medicin, som jeg selv kalder det, kan til gengæld hjælpe til at få hverdagen til at køre bedre. Husker du det glas vand jeg nævnte tidligere? Pillerne hjælper mig til at løfte min arm og række ud efter glasset, og rent faktisk tage en tår at drikke. Når jeg ikke tager mine piller, så får jeg en enorm trykken for hovedet. Det føles ikke som en normal hovedpine, men mere som om min hjerne er på ekstrem overarbejde. Jeg bliver nemmere ked af det, og har ikke mod på noget overhovedet. Det eneste der holder mig oppe sådanne dage er mine børn. Fordi jeg føler jeg har et ansvar overfor dem, og ikke bare kan ligge og have ondt af mig selv hele dagen.

Mediernes omtale af lykkepiller
Ingen tvivl om at der er bivirkninger for nogle ved lykkepiller. Men de programmer der bliver vist i tv om emnet provokere mig rigtig meget. De manipulerer så meget med seerne, at jeg ikke kan holde ud at se det.

F.eks. har et program udtalt som fakta at over 450.000 danskere tager antidepressiv medicin. Men de nævner ikke noget om hvor mange af de 450.000, der lider af slemme bivirkninger. Ej heller hvor mange der rent faktisk har stor glæde af den virkning som pillerne giver. På trods af at antidepressiv medicin hjælper en større procentdel end dem der kun har negativ erfaring med pillerne.
F.eks. det meget omtalte program på TV2 “B.S. og recepten på lykke”. Idéen med konceptet er jo faktisk rigtig fint. Men hvorfor sætte så stor fokus på lykkepiller i stedet for lidelsen i sig selv? Hvorfor skal lykkepiller udstilles som et negativt middel i kampen imod depression? De skulle i stedet sætte fokus på Depressionen og de komplikationer som den giver. Noget helt andet er, hvis recepten på lykke og vejen ud af depression er en rejse til udlandet og blive coachet af B.S. Christiansen. Så skal der vist lidt flere penge ud til de danske jobcentre for at få folk tilbage på rette kurs.

At være mor med depression
Hvordan klarer jeg at være mor og have en svær depression? Jeg har ikke noget direkte svar på dette. Jeg har lært at finde ro i mig selv. Det finder jeg bl.a. når jeg har gang i kreative projekter og når jeg blogger. Jeg er så velsignet med to dejlige drenge, der også elsker at lave kreative ting. Derfor kan jeg nemt inddrage dem i mine projekter. Det er mine børn der holder mig oppe. Uanset hvor nede jeg er, så er der altid noget i min underbevidsthed, der hjælper mig med at være der for dem og tage ansvar for dem. Så kan det godt være at huset roder ind i mellem og aftensmaden måske ikke altid lever op til den uskrevne regel om økologisk spelt og fuldkorn. Men mine børn er friske, sunde og selvom jeg har mange forfærdelige tanker om mig selv, så er der en ting jeg ikke er i tvivl om. Jeg er en fantastisk mor og mine børn har det rigtig godt! Jeg er ikke en perfekt mor. Jeg fejler stadig og vil nok altid gøre det. For mine børn udvikler sig og presser mig derfor til hele tiden at lære noget nyt om at være forælder. Jeg er sikker på du kender følelsen.

Jeg tror, at mine to drenge primært er grunden til at jeg kæmper for at holde modet oppe. De er mit et og alt og bare tanken om at de skulle vokse op uden deres mor, gør vanvittig ondt at tænke på. Mit ansvar som mor og min utrolige uendelige kærlighed til dem, giver mig energien til at være der for dem i stedet for at gå helt ned med flaget og f.eks få selvmordstanker.

Støtten fra de nærmeste er vigtig
En ting er sikker. Jeg vil aldrig have det overskud jeg har til mine børn uden min fantastiske kæreste. Vi har været kærester i 8 år. I de 5 af årene har jeg lidt af depression. Han har bestemt ikke altid haft det nemt. Han er den sejeste mand jeg kender, og jeg ved, jeg er heldig. Det er ikke alle, der har et godt bagland til at hjælpe dem igennem en depression. Han tager ungerne af sted hver morgen. Laver mad, smører madpakker og hjælper til med de huslige pligter. Derudover hjælper han også gerne hos både familie og venner uden tøven, også selvom det til tider ender med at stige ham over hovedet. Nævnte jeg, at han så også arbejder fuldtid ved siden af? På skæve arbejdstider og stort set hver weekend og skoleferier.

Han har fra starten været verdens bedste far til vores to børn og arbejder hårdt for at hele familien skal have det godt. Han har med sine brede skuldre taget imod mine møgfald, frustrationer, tårer og skøre idéer. Selvom jeg ind i mellem får et møgfald tilbage, så støtter han mig altid så meget som han kan. På trods af at vores forhold i mange år er kommet i sidste række, pga. børn, depression osv. så er vi stadig sammen. Vi er aldrig enige om noget som helst og har ofte diskussioner. Men alligevel finder vi på en eller anden måde lykken ved at være sammen.

Om uddannelse og arbejdsmarkedet
Jeg har endnu ikke en fuld uddannelse, men kun en HGV, med manglende elevplads. Jeg er ikke klar til at komme ud i fuld tid, og det er vanvittig svært at finde et job. Med min depression og angst gør det bestemt ikke nemmere. Det sætter nogle krav til mig, som ikke er til min fordel for min jobsøgning. På trods af at jeg har stort erfaring fra tidligere job med salg og kundeservice, er detail ikke længere et erhverv, jeg er i stand til, fordi min angst går ind og påvirker mig, når jeg er sammen med fremmede mennesker.

Ligesom når jeg skal noget nyt, skal jeg virkelig presses for at få det gennemført (her kommer min kæreste ind igen). Jeg vil rigtig gerne færdiguddanne mig. Men kan på nuværende tidspunkt ikke. Det er stressende for mig, at jeg hverken har job eller uddannelse. Selv et ufaglært job ville være en stor ændring for mig. Men når konkurrencen er så stor og jeg har mine begrænsninger, så er det nærmest umuligt at finde et job.

Det betyder til gengæld ikke at mit liv bare står stille. Jeg blogger og er fornylig blevet frivillig skribent på et foreningsblad. Jeg finder ro i at skrive. Jeg har arbejdet frivilligt i forbindelse med Danmarks indsamlingen og arbejder meget på at få et godt netværk og ikke bare et kæmpe hul i mit CV, på trods af min depression.

Folk siger ofte, at der da findes mange mennesker med depression, som sagtens kan arbejde fuld tid. Derfor har de svært ved at forstå, hvorfor jeg ikke bare gør det. Mit svar til dette er: Du kan aldrig sammenligne to personer, der har en depression. Selvom de måske har deres ligheder, så er de ikke 100% ens. Det er rigtig svært at forstå. Især hvis du selv har erfaringer med en depression. Så kan man fristes til at sige “åh Gud, hvor hun dog overdramatiserer det”. Du kan faktisk sammenligne det med at føde. Alle kvinder har hver deres unikke historie omkring, hvordan deres fødsel gik. Hvis en kvinde udtaler, at det overhovedet ikke er smertefuldt at føde og hun kan faktisk ikke forstå hvad kvinder brokker sig over. Så er der nok en kvinde eller to, der ikke vil være helt enig…

Hjælpen og støtte fra det offentlige
Jeg har under hele forløbet været tilknyttet min læge, som jeg har haft samtaleterapi med de første år. Det hjalp mig ikke rigtig, vi har aldrig rigtig svinget så godt sammen. Da jeg havde haft depression i et år nævnte jeg for hende, at jeg følte mig klar til at komme i gang med uddannelse. Det støttede hun bestemt ikke. Hun sagde direkte til mig at det ville være en stor fejltagelse og jeg ville blive ramt af et nederlag og ikke kunne gennemføre det. Tidligere havde hun forsøgt at få mig på førtidspension, men det var jeg ikke interesseret i. Jeg valgte alligevel at trodse hendes råd, meldte mig ud af kontanthjælp og ind på handelsskolen. 15 måneder senere stod jeg med en studenterhue på hovedet og rigtig flotte og høje karakterer hele vejen igennem.

Mit skoleforløb var et af de bedste valg jeg har taget. Jeg var stræber og gjorde meget ud af mine opgaver. Jeg havde fortalt skolen om min depression, men fik ikke et voldsomt fravær som jeg havde regnet med. Den eksamen jeg havde frygtet mest og var sikker på at dumpe, gik jeg op og fik 10 i. På trods af hvad min læge havde sagt. Det var en god tid for mig, som jeg ikke var kommet igennem uden de vidunderlige veninder jeg fik i løbet i skoleforløbet. Desværre fik min depression et knæk, da jeg ikke kunne starte direkte på en elevplads. Jeg mistede gejsten og rygraden til at have et normalt hverdagsliv, uden min depression skulle standse mig.

Hverdagen i dag
Nu kæmper jeg for at få jobcenteret til at hjælpe mig. Jeg vil jo rigtig gerne ud i job og uddannelse. Men jeg har også indset, at jeg ikke kan gøre det uden deres hjælp. Min plan har hele tiden været at udnytte deres netværk til virksomheder, til at få et job den vej igennem. Chancen for at jobbet er lokalt er (forhåbentlig) større og jeg slipper for dilemmaet med hvor vidt om chefens skal vide om min depression eller ej. For det vil han få at vide inden han overhovedet møder mig. Virksomheden vil kende til hvad jeg har af begrænsninger og sætte mine arbejdsopgaver ud fra dette. Desværre har jobcenteret ikke travlt med at hjælpe mig. Det virker ærlig talt mest som om, at jobcenteret bare venter på, at det hele går i sig selv og så melder jeg mig sikkert selv ind på en uddannelse til den tid. Men min depression går ikke bare i sig selv igen. Jeg har haft den i 5 år og der er intet tegn på bedring. Det er rigtig frustrerende, når jeg rent faktisk gerne vil. Det er især manglende opbakning som denne, der gør at min depression og angst lige dykker et niveau længere ned. Og jeg har ikke altid kræfter til at kæmpe kampen med at hive den op igen.

Lidt gode råd til at komme igennem en depression
Nu er jeg jo godt nok ikke selv kommet ud på den anden side endnu. Men jeg føler alligevel at jeg efter at have haft en depression så længe, at jeg godt kan give lidt gode råd med på vejen.

  • Accepter din situation: En depression går ikke over af sig selv, bare fordi du gemmer den væk. Tværtimod er chancen større for at den kommer igen.
  • Søg hjælp: Bestil en tid hos din læge og få en snak. Det er aldrig for sent
  • Vær åben omkring det: Fortæl mennesker som du stoler på om din depression. Og fortæl dem hvordan de bedst kan hjælpe dig
  • Vær åben for en ny livsstil: Noget skal ændres i dit nuværende liv, før du kan få det godt igen
  • Dyrk motion – Ved at komme op i høj puls minimum 30. minutter dagligt, forøger du virkningen i din behandling markant.
  • Fokuser på de ting i dit liv, som får dig til at smile
  • Brug ikke energi på hvad andre siger om dig

Hvis du er pårørende til en med depression har jeg følgende råd til dig

  • Lyt og spørg ind til personen og hendes ønsker
  • Husk på at hun ikke er doven, selvom hun ikke tilbyder sin hjælp
  • Tag ikke alt negativt, hun siger til dig personligt. Det er ofte depressionen der snakker for hende.
  • Sig til når du har brug for en pause. Det er hårdt at være pårørende og du skal huske dig selv.
  • Pres hende med måde, så hun hele tiden rykker sig personligt
  • Kom med komplimenter og ros hende for de fremskridt hun har kæmpet sig frem til.
  • Spørg om du på nogen måde kan hjælpe, så hverdagen bliver nemmere
  • Sæt dig godt ind i hvad en depression er.

Du kan læse meget mere om Depression hos Depressionforeningen.dk. Og tusind tak fordi du læste med så langt.

Kærlig hilsen

Camilla
drenge-streger.dk

| 2017-06-18T07:27:33+00:00 juli 21st, 2014|Medicinskabet, Mor|

6 Comments

  1. Camilla 21. januar 2015 at 14:46 - Reply

    Hej Camilla
    tusinde tak for din kommentar. Det betyder så meget for mig. Det er enormt hårdt at komme igennem. Lyt til dig selv og hvis evt. pårørende dette link eller skriv dine tanker ned til dem. På trods af hvor længe jeg har haft depression, så var det en kæmpe overraskelse for dem at læse mit blogindlæg. Men jeg har fået meget feedback fra dem, at det hjalp dem meget til bedre at forstå det hele.

    Jeg ønsker dig en masse held og lykke frem over.
    Venlig hilsen Camilla

  2. Camilla 19. januar 2015 at 14:52 - Reply

    Hej Camilla.
    Hvor kán jeg genkende mig i dit indlæg! – Det beskriver fuldkommen hvordan jeg har det!
    Fik diagnosen svær depression i november ’14, som jeg gik med i aaalt for lang tid, før jeg søgte hjælp hos minlæge. Jeg har været sygemeldt lige siden diagnosen blev stillet… Havde fået nyt job pr. 1/10’14, (SSA) hvilket jeg mistede pga stort fravær, grundet depressionen, i min 3 mdr. prøvetid. Så nu bruges tiden på at forsøge at komme ovenpå igen… Men hold op hvor er tiden lang og jeg er aaalt for utålmodig…
    Derfor er det enormt dejligt at læse om andre som lidt står samme sted som en selv. Så tusind tak for dit indlæg! – Sådanne betyder alt for mig:-)
    Alt held og lykke på din vej:-)
    Kh/ Camilla

  3. Camilla 16. august 2014 at 17:20 - Reply

    Kære Sanne
    Tusinde tak for din kommentar. Jeg er ked af at høre at du er ramt af en fødselsdepression. Håber du snart kan se lys forude <3

    Der er flere der har kontaktet mig, efter jeg skrev dette indlæg. Især omkring hvad jeg skriver om medierne. Så det er helt sikkert et kæmpe problem.

    Jeg ønsker dig alt held og lykke frem over.
    Mange hilsner fra Camilla

  4. Sanne 12. august 2014 at 23:05 - Reply

    Flot og vigtig indlæg.
    Et emne der helt sikkert bør være fokus på – ikke mindst for at nedbryde tabuer.

    Jeg kan “desværre” genkende rigtig mange ting fra mig selv – jeg har en fødselsdepression.
    Dejlig du nævner mediernes fremstilling af depression. Den er til tider noget problematisk, synes jeg.

    Rigtig god vind fremover!

  5. Camilla 22. juli 2014 at 12:11 - Reply

    Hej Henriette.
    Tusinde tak for din kommentar. Den varmer rigtig meget. Jeg glæder mig til at nå samme punkt som dig. Sejt at du er kommet dertil.

    Mange hilsner Camilla

  6. Henriette 21. juli 2014 at 23:08 - Reply

    Rigtig modigt og vigtigt indlæg! Jeg har aldrig haft en depression, men har en angst, som har fyldt meget. Endelig er jeg dog der, hvor jeg føler det igen er MIG der er stærkest. Det der har hjulpet mig er helt klart accept. Accept af at det er okay at være bange sommetider, at jeg hverken kan eller skal være perfekt i alt, og at jeg er en sensitiv person. Jeg har i dag nogle værktøjer jeg kan bruge, og jeg kender mine egne signaler, så jeg vil aldrig få det så skidt som da jeg mødte angsten første gang. Håber du snart kommer ud på den anden side 🙂
    Kh Henriette // blondinemor.dk

Leave A Comment

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.