I gamle dage – min barndom – var det helt almindeligt, at børn og forældre delte soveværelse og evt. dobbeltseng…simpelthen grundet pladsmangel…
Mine børn er i dag i 30-erne, og kom ind i dobbeltsengen hver nat i mange år…
I teenageårene var det ikke hver nat, men endnu da de var store teenagere (17-18-19 år), kunne de f.eks. ved sygdom have brug for den tryghed “co-sleeping” gav.
Jeg har aldrig tænkt på det som noget “særligt”. Hverken i betydningen “forkert” eller i betydningen “særlig godt”.
For mig var det et spørgsmål om, at børnene sov trygt og godt, og at jeg også fik nattesøvn.
Og det var før der var nogen, det skrev en fin “afhandling” om, at der er noget som hedder “co-sleeping”…og at det er en god idé… )

Farmor

Efter at have tygget lidt på den – og erkende, at madrasser på gulvet ikke var den bedste løsning heller, fordi de ville kunne glide fra hinanden, hvilket helt sikkert ville betyde, at Eddy ville ramme soveværelsesgulvet en nat, hvor han ikke skulle, så kom jeg i tanke om at tage benene af dobbeltsengen og sætte en 3. seng (en gammel gæstesang) op ved siden af. Så nu har vi en trippelseng i soveværelset og Eddy har sin egen madras helt op af min til den ene side og væggen til den anden.

DET har fungeret genialt for os. Eddy sover bedre – han er klart meget tryg. Faderen har fået sin gode seng tilbage (ganske vist uden ben) og det er mig, der ligger i smørhullet mellem mine 2 gutter!

Rikke

Det er en ren fornøjelse at læse at indslagene….hold da op – jeg har grint, rynket bryn, himlet med øjnene og fnist til den store guldmedalje!! Pragtfuldt at én artikel kan sætte en diskussion igang. Hjemme hos os er der 2 unger med stor aldersforskel – en på 10 år og så en lille ny på 3 mdr…..den store sov nærmest fra dag et i voes seng – ren hygge og der blev han så mere eller mindre liggende til han var 7-8 år, så gad han altså ikke det pjat mere…..undtaget når der er mareridt, sygdom og lign. Lille K sover i sin miniseng lige ved siden af vores seng og han sover rigtig godt. Han kommer over i vores seng når han efter natflasken muller for meget rundt og grynter så mor her ikke kan falde i søvn:)Heldigvis er både min mand og jeg enige om at børn i sengen er ok – selvom vi de år, hvor den store ikke sov hos os, nød pladsen:) Vi har hørt meget “kritik” af vores valg fra (nogle)venner og bekendte – men som vi herhjemme er enige om: “Så er det VORES seng og VORES valg” Jeg glæder mig til flere år med den lille i sengen…..hvis han vil:)

@Kristina – har du prøvet at kontakte en ammerådgiver fra Forældre & Fødsel? Det er gratis, og hun kan give dig masse af gode råd om ammestop. http://www.fogf.dk/Ammeraadgivningen/index.php

Det er bestemt ikke min hensigt at skyde nogen noget i skoene – alle skal da gøre som det passer dem bedst. Og man vil jo altid forsvare sit eget valg Jeg bliver på ingen måde provokeret (som konventionel, som du kalder os), dertil skal jeg rammes på et ømt punkt….

Jeg mener bare den slags diskussioner er ‘sjove’ – på samme måde som ‘amme for enhver pris’, er kejsersnit en ‘rigtig’ fødsel osv.

Tak for artikel, som landede på et tørt sted. Jeg har termin d. 2/6 og vi er så småt begyndt at overveje hvordan vi får plads i vores 2-værelses sammen med en hund. Vi har overvejet alt fra slynge i loftet, til udtræk under sengen eller til en større hundekurv ; ).

Det var faktisk ikke faldet mig ind, at vi måske bare kan nøjes med vores meget store seng til hele holdet (minus hund, der på trods af en vis seperations-angst overfor moren, har acceptere at sove i sin kurv i stuen).

Men hvad så når barnet skal sove i løbet af dagen? Kommer vi ikke uden om en seng af en eller anden slags? Tips modtages med kys-hånd

Når anbefalingerne er nævnt, så synes jeg grundlæggende at vi selvfølgelig selv tager vores ansvar. Når vi bliver forældre, så står vi jo i en situation, hvor vi i højere grad end før må træffe valg for egen familie. Så mærk selv efter i maven og familien, find selv informationerne og hav det godt med de valg, du træffer.
Læser man undersøgelser eller artikler som min, så vær kritisk. Når det handler om forskning i søvn og sikkerhed, så kig på hvor gammel undersøgelsen er, vær bla. opmærksom på om forskningen fokuserer på pludselig spædbarnsdød eller specifikt på vuggedød. Tages der i undersøgelsen højde for om sikkerhedsanbefalingerne er fulgt osv.

Vi vil uden tvivl alle sammen det allerbedste for de dejlige små. HEP for det!

Min datter er nu 14mdr, og mælkebaren har for første gang været lukket i et døgns tid. Ammestop er altså helt nyt, men for os har det været hjulpet på vej af “samsovning”.
Hen over jul har vi alle 3 været syge og har sovet sammen på alle tider af døgnet, og lillepigen har fået mælk når hun havde lyst, hvilket blev sjældnere og mindre regelmæssigt.
Før kunne hun blive ganske hysterisk, hvis jeg forsøgte at nægte bryst om natten, indtil hun var fuldstændigt vågen og vi måtte i køkkenet og finde et hurtigt måltid før natteroen kunne genetableres.
Efter nytår kunne hun falde til ro med en sut og ved at mærke min bare hud. Jeg sover med t-shirt for at undgå for let adgang, men har lagt mærke til at det er vigtigt for hende at mærke min hud, så hun kæler mit maveskind og vil gerne mærke min bare arm i ansigtet. Af og til får hun endda fat i en brystvorte, og nulrer løs – men helt uden den tidligere “patte-panik”.
Jeg har været hypersensitiv overfor andres mening om ammestop, men det er gået helt af sig selv ved at hun har mistet interessen, og det var lige sådan jeg ønskede mig det. For os har været helt uproblematisk at putte sammen under nedtrapning, og jeg tror bestemt at den tætte kropskontakt har være med til at vi kunne stoppe helt.

Jeg håber bare, at de af jer, der føler jer provokeret, i stedet for vil lade jer inspirere… Det kan jo rent faktisk være sandt, det som Christine fortælle om… Jeg er overbevist om, at enhver forældre vil gøre det bedste for sit barn.

Men JEG bliver provokeret af, når jeg får skudt i skoene, at jeg samsover, fordi jeg ikke kan “adskille” mit barn fra forældrenes intimsfære…. Hvor i alverdens navn kommer det fra? Jeg sover sammen med min kæreste – fordi jeg ikke vil være alene om natten. Tror I virkelig at det lille barn selvvalgt ønsker at være alene om natten? Fremover så kan hvert familiemedlem jo så få sin egen seng og værelse… Nøj hvor hyggeligt….

(Og ja, slynger, babymos og økoliv – OG 8-16, RØDVIN og barnevogn! – vi er jo hele mennesker for pokker)

Også har vi også lige en ekstra seng stående, som manden eller jeg kan hoppe over i, når børnene af eller anden grund skal ligge på tværs i sengen.

Men.. jeg kunne nu godt tænke mig sengen alene (eller sammen med min mand ) -.. snart.

Men som en af pædagoger i BH sagde: “der er ingen børn, der gider sover hos deres forældre til de bliver konfirmeret ” … puha “another 9 year to go”

Men som du selv siger. Hver familie må gøre, hvad de synes er bedst.

Jeg kan kun gentage, at enhver skal stole på sin egen intuition. Sin egen lyst, eget behov og dømmekraft. You all rock!

- Heldigvis er vaner, både de gode og de dårlige, jo til at slippe af med, men det kræver jo altså at man tager tyren ved hornene ;o)

Kan de børn dog bare “programmeres” til at komme den sidste times tid inden vi står op! Det ville ikke være et problem. Kun superhyggeligt!

@Lærke – ja, det er nok langt hen ad vejen en “religion” eller sagt lidt blødere “et holdningsspørgsmål”. Personligt har jeg/vi været lidt for nemme at snøre, lidt for dovne til at håndhæve de gode vaner, og nu må vi så ligge, som vi har redt! Indtil vi tager tyren ved hornene, og får indført, de hos os, gode sovevaner med hvert individ (hvoraf ingen er spæde) i egen seng!

Jeg har læst anbefalingerne igennem og undrer mig over, hvad du mener. Jeg læser jo bl.a. at:

“Nogle undersøgelser peger på en lidt øget risiko for vuggedød, når spædbørn sover i samme seng som forældrene, især hvis forældrene er rygere. Hos ikke-rygere er risikoen mindre eller ikke tilstede og ses kun i barnets første tre til fire levemåneder.” (side 13)

og

“Sundhedsstyrelsen vurderer ikke, at der er tilstrækkelig evidens for generelt at fraråde forældre at sove sammen med deres spædbørn.” (Side 14)

Det synes jeg ikke er skræmmende læsning ;o)

En af undersøgelserne, som der linkes til i et af de øverste indlæg viser tilsyneladende en forøget risiko på 8% for vuggedøs ved samsovning. I de danske anbefalinger omkring vuggedød kan man læse, at forekomsten af vuggedød ligger på omkring 0,3 pr. tusinde fødte barn, altså 0,3 promille. En øget risiko på 8% svarer til en rate på 0,324 promille, altså stadig under 4 børn pr. 10.000 fødte. Den risiko er jeg villig til at løbe ;o)

In-bedding vurderes af amerikanske eksperter faktisk til at kunne øge risikoen for vuggedød, også en dansk læge var fremme for et års tid siden og fraråde in-bedding da obduktioner af vuggedøde børn hvert år viste at et par børn var døde på den konto. In-rooming derimod menes at kunne reducere risikoen for vuggedød fordi babyen kan høre forældrenes åndedræt osv.

I artiklen står i øvrigt også at amning reducerer risikoen for vuggedød, heller ikke dette er sandt, men da vuggedød oftest forekommer hos de socialt dårligst stillede og det ofte er den gruppe der ikke ammer som anbefalet af SST (Sundhedsstyrelsen) tror mange fejlagtigt, at der er en sammenhæng mellem manglende amning og vuggedød, men en direkte sammenhæng er altså aldrig bevist. SST er også gået over til at anbefale in-rooming og ikke in-bedding det første leveår. Jeg synes måske man skulle gøre opmærksom på at artiklens påstande ang. co-sleeping og amning ikke er i overensstemmelse med de officielle betragtninger på områderne, bare for god ordens skyld!

Når det så er sagt så synes jeg, at in-bedding eller co-sleeping er dejligt og jeg har selv sovet i mine forældres seng fra midt nat helt indtil jeg var ca. 10 år, da jeg ikke gad mere stoppede min bror der er 4 år yngre også, men i 6 år har vi altså sovet alle 4 i samme seng fra ca. 2 om natten og jeg håber da også at min egen datter engang vil synes at det er en hyggelig vane:-) Men indtil videre sover hun i sin tremmeseng lige ved siden af vores seng, så kan jeg nemt tage hende op når hun skal ammes.

Absolut en relevant udfordring. Håber du får nogle gode tips fra de øvrige læsere vedr. ammestop!

Mine børn har altid selv faldet i søvn i deres egen seng eller lift. Mindstepigen på 1 år, har yndet at kommet over i løbet af natten v. 5 tiden og sove resten af tiden i sengen, og storesøster på 4 har kommet dumpende henad 6 tiden. Det har været hyggeligt at gasse de sidste timer med tøserne, og ingen problem i det. Men i løbet af det sidste halve år, har denne statistik vendt sig til det negative.

Lillesøster kommer over i sengen kl. 2, storesøster ved en 4 tiden, og så er storebror på 7 også begyndt at komme. Verden er for ham pludselig blevet stor, og han er begyndt at drømme og vågner derfor og kommer op i sengen til os.

Men 5 mand i en seng, det er bare for meget! Vi voksne sover dårligt, bliver vækket flere gange, og jeg får nu og da hold i nakken pga. mærkelige sovepositioner. Det er også synd for børnene, for der er ikke særlig megen plads, så enten ligger en i fodenden, eller også bliver en sovende flyttet over i sin egen seng. Hvis de bare kunne skiftes til at komme over i sengen, så vil også mor og far få en god nats søvn!

Kender til flere, der har investeret i ekstra seng/senge i soveværelset, så der er plads til hele familien, det var mon en løsning. Vi har dog investeret i en køjeseng til storebror i sidste uge, så storesøster flytter ind her og sover om natten, så nu er de cosleepers, og faktisk har natteroderiet været begrænset siden da, måske er der lys forenden af tunnelen!

Men hvad søren gør man når den lille på 10 måneder snart skal til at afvænnes amningen, og han ligger lige ved siden af mælke buffet´en hele natten??
Nogle gode råd??!

Jeg har i øvrigt læst, at samsovning i sengen hos moren eller tæt ved mores seng forhindrer vuggedød, idet babyens og morens vejrtrækning samordnes; babys vejrtrækning holdes simpelthen i gang af morens vejrtrækning.

Ydermere samordnes babyens og morens søvnrytme, således at det ikke føles så hårdt for moren at skulle op, når baby vågner – den effekt går man glip af, når babyen flytter i eget værelse. Det har jeg mærket på min egen krop: Jeg er væsentlig længere væk rent søvnmæssigt og langt mere baldret, når min søn kalder fra sit eget værelse end da han sov ved siden af min seng.

Så der er for og imod. Jeg mener dog, at børn med tiden skal ud af ægtesengen. Til særlige lejligheder er de velkomne – mareridt, weekends, sygdom, hygge osv.

Vores ældste sov i soveværelset (i sin egen seng)til hun var 3 år. Da hun sov kom ind til sig selv, havde hun en periode, hvor hun kom ind til os om natten. Da havde vi en madras, så hun kunne ligge på gulvet ved siden af vores seng. Det var fint for hende og vi sov alle resten af natten uden at forstyrres.

Der er helt sikkert forskel på børn – og voksne

Jeg er uddannet læge og har haft undervisning om SIDS (Sudden Infant Death Syndrome = Vuggedød) hos retsmedicinerne på Rigshospitalet. De frarådede på det kraftigste Co-sleeping – og det er jo dem der undersøger alle børn der dør uventet, så de ved hvad de taler om.

Man kan læse mere her: http://www.sst.dk/~/media/Sundhed%20og%20forebyggelse/Boernesundhed/Vuggedoed/Vuggedoed_2udg.ashx

Når barnet bliver lidt ældre er der selvfølgelig ingen problemer med Co-sleeping – udover måske lidt forstyrret nattesøvn

Er der ikke lidt ‘religion’ i det her…. som med slynger, hjemmelavet babymos osv osv Kan ikke lade være at trække på smilebåndet over de NATURLIGE årsager til fænomenet – som jeg i øvrigt også synes er et sjovt ord… lidt søgt for forældre, der ikke kan finde ud af at få ungerne ud af far og mor’s intimsfære…

Griner…. uha, nu får jeg nok nogen over nakken!