Da Josefine kom til verden – min fjerde og hårdeste fødsel
Mor til fire børn. Så får man vel en pæn portion “mængderabat” ved fjerde fødsel? “Som at smutte en mandel,” har vi vist alle hørt fortællinger om. Det var også netop det, som Eva forventede op til sin fjerde fødsel. Men ingen regel uden undtagelse. Læs Evas spændende beretning her!
Nyfødt Josefine hos mor Eva
Alle gode gange… fire!
Jeg er en heldig mor til fire dejlige børn på i dag 14, 12, 6 og 2 år – to piger og to drenge. De to ældste er fra mit tidligere forhold, og de to yngste har jeg sammen med min dejlige mand, Torben. Da jeg blev gravid for fjerde gang vidste jeg selvfølgelig, at det gør ondt at føde, men jeg vidste samtidig, at jeg kunne klare det, da jeg jo havde prøvet det tre gange før. Regnede med at fødsel nummer fire ville ligne de andre fødsler, som forløb ganske ukompliceret. Mine veer ville sikkert starte om morgen ved 7-tiden – og barnet ville være født i løbet af aftenen (uden hjælp fra drop, smertestillende eller andet) – sådan havde det været de andre gange.
Men sådan blev det ikke, da mit fjerde barn skulle til verden.
Slap af – med tre børn på sidelinjen
Faktisk var alt anderledes allerede i graviditeten…jeg blev sygemeldt og lå bare på sofaen med kvalme og havde det rigtig dårligt allerede få uger inde i graviditeten. Jeg havde en svær tid, fordi jeg ikke følte at jeg slog til overfor de tre andre: Mathilde på dengang 12 år, Andreas på 10 år og Sebastian på 3 år. Jeg var helt slået ud over at jeg bare skulle være hjemme og ”slappe af”, som jeg fik at vide af mine omgivelser…jeg er ikke skabt til at slappe af – og slet ikke til at bede om hjælp fra andre…
Nå, men jeg kom på arbejde igen nogle måneder for så atter at blive sygemeldt de sidste måneder op til fødslen.
Terminen nærmede sig, og jeg var sikker på at den fjerde fødsel ville indtræffe FØR termin…men nej, der skete ingenting. Jeg havde sagt til mig selv at ”barnet kommer jo, når det vil”, men jeg havde meget svært ved at være tålmodig. Jeg besøgte min jordemoder, og hun lavede hindesprængning for forhåbentlig at sætte gang i tingene. Herefter gik jeg hjem og ventede.
Roser til højbedene
Næste dag (fredag d. 15. juni 2007) kørte jeg ud for at købe roser til vores nye højbede og præcis klokken 13 kunne jeg mærke, at der var ved at ske noget: Jeg mærkede den første ve. Hvor fantastisk – så havde barnet alligevel tænkt sig at komme ud lidt mere end en uge efter min termin. Jeg gjorde mine blomsterindkøb færdig og læssede det hele ind i min Mazda og kørte hjemad. Der var ca. 7 til 10 minutter mellem veerne, de var ganske svage.
Da jeg kom hjem begyndte jeg at gå utålmodigt rundt i vores stue og lægge en plan for resten af dagen. De to ældste børn var hos deres far, så de var ligesom ”afsat”. Jeg ringede til mine forældre for at få dem til at hente Sebastian. Jeg lovede selvfølgelig at ringe til dem aftenen, når vores fjerde barn var født.
Af sted efter chokolade
Nå, nu var klokken ved at være 16, og Torben var kommet hjem. Jeg sendte ham ned i Aktiv Super efter noget chokolade, som jeg helt sikkert troede, at jeg ville få lyst til senere ude på Skejby. Da Torben kom tilbage igen, fortalte han, at han havde mødt vores gode ven, som er læge, nede i byen – og han sagde til Torben, at vi da skulle tage af sted til Skejby med det samme, da man jo aldrig ved, hvor hurtigt det pludselig kan gå med sådan en fjerdegangsfødsel. Veerne var taget til, og vi tænkte, at vi hellere måtte tage af sted til Skejby for at få tjekket, hvor langt vi var i forløbet.
Vi ankom til Skejby omkring klokken 17:30. Det er sådan en underlig fornemmelse at ankomme til fødegangen. Man kan høre skrig fra både fødende kvinder og nyfødte spædbørn. Og man er klar over, at om nogle timer har man selv et spædbarn i sine arme.
Jordemoder måtte skuffe
Jeg blev temmelig skuffet, da jordemoderen kunne konstatere, at jeg nærmest kun havde åbnet mig en eller to centimeter. Jordemoderen foreslog, at vi lige blev lidt og så tiden an, ”for det kan pludselig gå stærkt med sådan en fjerdegangsfødende.”
Vi travede rundt på Skejby Sygehus, fik lidt at spise, ringede til et par venner, og det var lige som om, at veerne ikke rigtig blev værre, sådan som de skal. Derfor besluttede vi os for at tage hjem igen – klokken var nu omkring 22. Vi bor tæt på Skejby, så vi havde det okay med at tage hjem og forsøge at sove lidt.
Plastik på bilsædet
Ha – sove…jeg havde lige lagt mig i sengen, så lød der ligesom et lille smæld, og det føltes som om en elastik sprang indeni mig. Hvad var dog det, tænkte jeg (jeg har aldrig oplevet vandet gå af sig selv, ved mine tre andre fødsler har jordemoderen prikket hul) og rejste mig op. Jeg troede, at jeg skulle tisse, men da jeg satte mig på toilettet kunne jeg godt mærke, at så kraftigt havde jeg da aldrig tisset før! Jeg kaldte på Torben, som kom styrtende. Jeg bad ham ringe ud på Skejby og forklare situationen og meddele, at nu kom vi igen. Jeg var ikke særlig tryg ved situationen, for jeg tænkte, at nu ville det nok gå stærkt. Torben var meget bekymret for vores nye VW Touran, hvis sæder omhyggeligt blev pakket ind i plastik, før jeg satte mig ind.
Så gik turen atter til Skejby, og da jeg trådte ud af bilen på parkeringspladsen fossede vandet ud og mine bukser var gennemblødte. Veerne var taget til, og jeg ville bare gerne snart have det overstået. Klokken var vel nu omkring 23 eller 24. Jeg havde taget en lavement derhjemme (inden vandet gik) og steg nu op i et badekar. Det var dejligt at ligge dér. Da jeg havde ligget der i laaang tid, ville jeg gerne op, jeg syntes ligesom ikke rigtigt, at det skred fremad – jordemoderen kunne også meddele, at jeg havde lukket mig lidt igen. Det er ikke lige det, man har lyst til at få at vide på det tidspunkt, skulle jeg hilse og sige!
Jeg gik rundt og kæmpede med veerne. Lagde mig ned på sengen, faldt i søvn mellem veerne, som nu var MEGET kraftige og gjorde MEGET ondt. Jordemoderen spurgte, om jeg ville have nogle saltvandstingester lagt med nål. Jeg sagde pænt nej tak.
Alarm
Nu kunne jeg snart ikke holde det ud mere, jeg var så træt, veerne var så hårde og der var ikke langt imellem, klokken var vel 5 om morgenen, og jeg havde ikke sovet. Jeg ville ikke ”mærkes på” mere, det gjorde så ondt. Jeg troede at jeg skulle på toilettet, men det var så den første presseve. Så ville jeg gerne op i badekarret igen. Ville gerne føde i vand. Men jeg kunne ikke presse, det var desværre ikke et fødekar, der var ingen plads, jeg kunne ikke holde mig oppe. Så kom jeg op af karret, havde mange presseveer, kom på en fødeskammel. Endelig fik jeg presset barnets hoved ud, og så skulle resten jo gå nærmest af sig selv. Men nej, jeg kunne simpelthen ikke presse skuldrene ud, barnet sad fast. Helt utroligt, når der er kommet tre børn ud den vej allerede og ligesom har banet vejen. Nu blev jordemoderen meget bestemt ”Du skal op på fødelejet NU!”. ”Jamen, det kan jeg da ikke” græd jeg – med et barnehoved stikkende ud…”jamen, det SKAL du” råbte jordemoderen. Og så løftede Torben og jordemoderen mig op på fødelejet ved fælles hjælp. Nu skulle jeg presse igen, samtidig med at jordemoderen hev og drejede barnet. Og SÅDAN, så kom barnet ud…følte at det blev flået ud. Torben og jeg var målløse, det var et meget stort barn til lille mig: 4200 gram. Født klokken 07:00, lørdag d. 16.06.2007, Det er nok en dreng, tænkte jeg. Men nej, det var en stor pige. Hun trak ikke vejret ordentligt. Hun nærmest gispede og pludselig blev rummet fyldt af en masse mennesker: læger, en overjordemor, og flere sygeplejersker. Jeg var helt smadret, og Torben meget chokeret. Jeg sansede næsten ikke, at vores datter blev kørt væk af en læge, Torben fulgte efter. Senere fortalte Torben mig, hvordan jordemoderen havde skældt ud. Hun havde slået ALARM, fordi vores datter sad fast og kaldt læge-forvagt og –bagvagt flere gange, uden at de kom.
Nu var det hele overstået, jeg skulle selvfølgelig syes og sådan – det var jo et stort barn (mine andre børn vejer fra 3100 til 3600 gram), så jeg skulle syes en hel del.
Baby med blodsprængte øjne
Da det var overstået kom jeg hen på stuen, hvor Josefine var kommet op af kuvøsen – hun kunne nærmest ikke være i den. Hun havde flået slangen ud af næsen, og jeg kunne amme hende i stedet. Hun havde blodsprængninger i øjnene på grund af, at hun havde siddet fast. Og nu skulle de næste timer vise, om hun var okay. Vi blev indlagt sammen med hende og blev heldigvis sendt hjem allerede næste dag om aftenen. Hun havde det rigtig fint. Og havde heldigvis ikke taget skade af det hårde fødselsforløb.
Jeg havde meget svært ved at gå de efterfølgende dage og uger. Det var en meget hård fødsel – heldigvis den sidste. Jeg er ikke sikker på, at jeg turde at gå igennem det en gang til. Det var frygteligt at opleve barnet sidde fast. Det kom virkelig bag på mig. Det kom bag på os alle, at Josefine var så stor, jeg tror, at jeg havde fået tilbudt kejsersnit, hvis man havde vidst det på forhånd. Jordemødrene skød hende til at være omkring 3500 gram – og det er immervæk en del mindre.
Nej tak til samtale
Efterfølgende fik vi tilbudt en samtale hos jordemoderen, som var studerende. Så kunne vi komme og tale det voldsomme forløb igennem med hende og overjordemoderen. På det tidspunkt følte hverken Torben eller jeg, at vi havde behov for det. Vi var så overvældede og jeg skrev et pænt brev til hende, hvor vi takkede nej til en samtale. Jeg ved ikke, om det havde gjort en forskel, men i dag tænker jeg tilbage på forløbet med et sug i maven og et ”godt at det ikke gik galt – godt at hun ikke kom til at mangle ilt” osv.
Josefine er i dag en glad og skøn pige på 2½. Hun er en spirrevip, der snakker konstant, og som dagligt snor begge sine forældre og søskende om sin lillefinger!
/Eva
Måske du er interesseret i flere relevante artikler om samme emne:
Lavet på
Kommentarer