Danske Tasja er førstegangsgravid igen – nu i USA

Forsiden » Forside » Gravid » Graviditet » Danske Tasja er førstegangsgravid igen – nu i USA

Danske Tasja er førstegangsgravid igen – nu i USA

Denne artikel er sponsoreret af babybusiness.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk
Alle links markeret med orange er sponsoreret

Siden sommeren 2010 har Durham, North Carolina, USA været mit og min families hjem og det vil det være indtil juli 2012. Vejret er varmt, maden deep fried og basketball religion.

Jeg kan takke min kære mand for denne fantastiske mulighed. Han, Emil, er læge og er halvvejs igennem et to-årigt post-doc Reserch Fellowship på Duke University. Vi har to dejlige drenge, Hubert 4 år og Herman 2 år, og har desuden lige fået lille Magda, som i skrivende stund er 2 måneder gammel (ja vi havde lige brug for lidt mere kaos her hjemme). Jeg er selv 25 år og læser humanistisk informatik – når jeg altså ikke er i eksil her i USA.

mor
Tasja med Hubert på 4 år, Herman på 2 år og deres lille nye amerikaner: Magda (nu 2 måneder)

Den største oplevelse over dem alle

Efter et år i staterne, har vi i den grad fået os noget af et kulturchok. Virkelig én på opleveren. Lige fra drengenes start i preschool til vores graviditetsforløb og en fødsel under meget amerikanske forhold. Vi har fået et unikt indblik i både skolesystemet og det meget berømte sundhedssystem. På godt og ondt.

Det har givet os et helt nyt perspektiv på livet, samt det at være dansker og ikke mindst som forældre.

Jeg tænker, at jeg vil starte med at dele vores største oplevelse herovre: At blive forældre igen. Vi har haft mange komiske møder med den amerikanske kultur. Vores graviditetsforløb og fødsel var i hvert fald på top fem listen.

Luksusforhold
Jeg ved ikke, om det var en helt naiv tilgang, vi havde den dag, da vi skulle til vores første graviditetsbesøg. Når man har været igennem hele trumlen to gange før, så tror man jo lidt, at har man en lille idé om, hvad der skal foregå. Vi var ikke engang kommet ind i selve bygningen, før vi ligesom kunne fornemme, at den her oplevelse nok ville blive noget lidt andet. Selve bygningen lignede et 5 stjernet hotel, og da vi bevægede os inden døre, var alt bare så meget mere luksus end Rigshospitalets gamle, grå og kedelige betonvægge. På den anden side skal der jo heller ikke så meget til at slå det.

På vores første besøg blev vi sat ind i sagerne af en meget sød sygeplejerske. Hun prøvede at give os en fornemmelse af, hvad der skulle ske, de kommende 8 måneder. Det var fuldstændig som at være førstegangsgravid igen. Alt var helt nyt og meget anderledes. Stedet vrimlede med sygeplejersker og læger, hvilket også var den åbenlyse forskel. Ingen jordemødre. Det er generelt fødselslæger, der styrer showet hele vejen igennem. Det hele lignede virkelig noget taget ud af en film.

Jeg har altså ikke graviditetssukkersyge
Min mand, Emil, er altid med til alle besøg. Tak skaber for hans forholdsvis fleksible arbejde; for da hun fortalte, at vi ca. skulle til 16 besøg inden fødslen, var vi lidt ved at falde ned af stolen. Senere hen viste det sig så, at det minimum er 16 besøg. Vi røg til adskillige ekstra tjek, da de lige ”ville være på den sikre side”, som de altid sagde.

Mine babyer har altid været rimelig store. Drengenes fødselsvægt var henholdsvis 4200 og 4600 gram. Sådan var det selvfølgelig også den her gang. Hvilket hyllede, de der pylrede læger en lille smule ud af den. Det er helt rutine at blive tjekket for graviditetssukkersyge med en sukkertest herovre. Det blev jeg så også gang på gang, pga. min store baby og fordi, at jeg også tog en del på. Men hver eneste gang fik jeg bevist, at det altså bare var sådan, at jeg var gravid. Jeg prøvede også at fortælle dem, at jeg tabte det hele med det samme lige efter fødslen. Så det behøvede de altså ikke at bekymre sig om. Men der var intet, der kunne stoppe dem.


Tasja med stor mave og sønnen Hubert

De lidt for grundige læger
Jeg tror, jeg vælger at kalde dem MEGET grundige, de kære læger. Man kan ikke lade være med at tænke, at for hver test, de tager, tjener de lige en kamel eller to. Hvert besøg var desuden forbundet med svær skrivekrampe pga. alle de papirer, som vi skulle underskrive. Herpå stod der, at de fralagde sig et hvert ansvar – for alting. Betryggende ikke? Så fylder frygten for at blive sagsøgt altså ret meget, hvis du spørger mig. Så meget at man nogle gange fik et indtryk af, at de har en tendens til at overbehandle deres patienter. Jeg fik bl.a. taget en moderkagebiopsi, en HIV-test, test for syfilis, hepatitis, bløder sygdomme, systisk fibrose osv. osv. Jeg gjorde ellers mit bedste for at forklare dem, at jeg var sund og rask, og at de ikke skulle bekymre sig, om ham der syfilis og alle hans fætre. Men det var åbenbart standart og fuldstændig uundgåeligt.

Nå, men til en scanning lå den lille babys ene nyre lige på grænsen til at være for stor, så derfor skulle vi komme igen og få det tjekket. Hvilket jo var helt fint. Det viste sig heldigvis, at alt var helt okay. Men da jeg så havde født, og den lille pige endda havde tisset, som hun skulle, så ville de gud hjælpende alligevel sende hende til en scanning, og så kom den: “Bare lige for en sikkerheds skyld”. Det var altså selvom, at den sidste scanning havde vist, at alt var helt normalt. Jeg kan ikke lade være med at dele med Jer, at sådan en enkelt scanning, der ville tage 30 sekunder, ville løbe op på små 3000 kr. I kan lige forestille Jer min mands ansigtsudtryk…

En oplevelse vi ikke ville have været foruden
Ikke desto mindre var mit graviditetsforløb, trods alt, en god oplevelse. Jeg er stadigvæk helt imponeret over, hvad gravide kvinder, her på Duke, ikke bliver tjekket for, får tappet af blod, bliver dopet med og scannet for. Hold da ferie. Min kære mand var ved at gå ud af sit gode skind en gang imellem.

Med sådan et begivenhedsrigt graviditetsforløb, var vi meget spændte på, hvordan fødslen og det efterfølgende ophold ville foregå. Det deler jeg med Jer næste gang.

Tasja
Skribent på BabyBusiness.dk

[ad]
| 2017-06-18T07:45:57+00:00 oktober 29th, 2011|Graviditet, Gæsteindlæg|

2 Comments

  1. Pia 29. oktober 2011 at 18:10 - Reply

    Spændende! 🙂 Jeg er sikker på at fødslen også var en oplevelse udover det sædvanlige og glæder mig allerede til at læse om den.
    Selv er jeg bosat i Uganda, og tør efter tre måneder i landet vist godt at blive gravid her. Det bliver helt sikkert også en anden oplevelse end min første graviditet i DK 🙂

    • Anette BabyBusiness 29. oktober 2011 at 19:06 - Reply

      Hallo Pia – du er hermed indlagt til at blive gæsteblogger på BabyBusiness! Vi har aldrig hørt om babylivet i Uganda! – Og det vil vi gerne! 🙂

      Tak Tasja for spændende læsning! 🙂

Leave A Comment

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.