Generelt er mine piger på 1½ og 4 år gode til at dele – alt lige fra legetøj til ostemadder. Men vi insisterer også på, at det skal de. Inden for rimelighedens grænser naturligvis. Vi hylder IKKE, at legetøj kan blive revet ud af hånden efterfulgt af en “du skal dele” melding! Men er det legetøj, som man ikke lige selv leger med i aktuelle sekund, så må den anden gerne lege med det.
Der opstår bestemt stadig situationer, hvor den store ikke tillader, at lillesøster leger med stor-pige-legetøjet, som hun kalder det. Ikke fordi hun lige selv leger med det, for det behøver ikke at være tilfældet, men bare fordi hun kan sige “nej Andrea – fingrene væk, det er mit!”. Så må vi forældre på banen. Ligeledes kan lillesøster lægge sig ned, og give den gas som “Drama Queen”, hvis ikke hun må tage legetøj ud af hånden på storesøster. Forældre på banen igen!
Ja, det er dit – men kan og skal også deles
Der er selvfølgelig noget, som lillesøster IKKE skal have fingrene i. Eksempelvis storesøsters glimmerlim, som allerede har udsmykket vores hjem så rigeligt… Den lim tilhører kategori til-enhver-tid-fingrene-væk! Deling er slet ikke et emne!
Der er stadig noget af lillesøsters legetøj, som storesøster har interesse i, og heldigvis, for så er det muligt at praktisere dele-politikken begge veje. Men, ja, var det ikke legetøj, så kan man jo altid øve dele-politik med antallet af æblebåde eller lignende.
Den lille skal selvfølgelig dele på lige vilkår med den store. Det gennemfører vi, og det kan til tider medføre kortvarigt skrig og skrål, men vi synes, at alt er vundet på den lange bane! Ikke kun for familiefredens skyld, men også når vi er på besøg hos andre børnefamilier, er det meget rart at børnene ikke ryger i totterne på hinanden.
Og, ikke mindst: i takt med, at barnet bliver ældre, bliver det mindre og mindre charmerende, at det ikke vil dele. En opførsel som også mange voksne reagerer negativt på – og det er synd for barnet!
Vindertypen eller bløddyr?
Forældre har bestemt ikke ens syn på dele-politik og lad-også-andre-komme-til tankegangen. Min tålmodighed og overbærenhed bliver ALTID sat på en prøve i ZOO.
De grumme scenarier udspiller sig typisk i køen ved rutschebanen (på ZOO’s legeplads), og ved trappestigen ind til gederne – som skal bruges både til at gå ind til gederne og væk til gederne. Kan I forestille jer, hvor lang tid man kan vente på “den forkerte side”, hvis man ikke moser på? Jeg kan stå som den store retfærdighedsdommer, og nærmest tælle, hvor mange børn, der går ind til gederne, for så at styre, hvor mange, det er berettigede til at gå ud (!).
På legepladsen kan jeg kan fare fuldstændig i flint, når jeg ser forældres opførsel, høre dem råbe til deres børn: “Bare mas dig forbi Oskar – hen til rutschebanen. Det er bare med at være hurtigst!” Eller hvis et barn løber ind foran et andet barn, og snupper vippedyret. Så står jeg ikke tilbage for at sige, hvem der må vippe!
Ja, jeg ved, at det er helt latterligt, men lur mig, om du som forælder ikke også har været i situationen – eller også kommer du! De krumme tæer kan komme allerede i mødregruppen, hvor der er et barn eller to, som altid (med morens velsignelse – eller et halvhjertet forsøg på at ændre situationen) hiver legetøj ud af hånden på de andre børn.
Selv om jeg sædvanligvis ikke er i tvivl om, hvad jeg synes er rigtigt og forkert, så kan jeg lige midt i ZOO opleve at stå i det dilemma, om jeg benhårdt skal opdrage mine børn til at være egoistiske vindertyper, som til enhver tid sætter sig selv først. Og derme “rutscher løs”! Eller, og sådan kan jeg helt få det, snøft: til at være bløddyr, der til enhver tid træder et skridt tilbage, for at andre kan komme til. Arghhhh! Det MÅ være muligt at kombinere de to retninger. Vi prøver i hvert fald. Vores piger skal ikke være en pestilens for deres omgivelser ved at være superegoistiske. Omvendt skal de selvfølgelig heller ikke blive “drønet over”, fordi de udviser evne til at have øje for andre end dem selv.
Det skal blive spændende at følge resultatet!
Min-fasen er IKKE et universelt udviklingstrin
I magasinet Vi forældre, nr. 12, 2008, læste jeg, at “min-fasen”, hvor man ikke vil dele, faktisk ikke er et universelt udviklingstrin, som alle børn skal igennem. Der findes børn, som ikke har det mindste problem med at dele. Psykolog Ulla Dyrløv, udtaler til magasinet, at hun oplever min-fasen som særlig for den vestlige kultur. Hun udtaler nedenstående.
Vi har grundlæggende en individualistisk mentalitet, hvor forældre i højrere grad tænker “mit barn skal have det bedste” frem for “alle børn skal have det bedste”. Det er med til at fremelske “min”-tankegangen og læsere børn at sætte sig selv i centrum.
Børn er faktisk født til at dele. Ulla Dyrløv fortæller, at hun ikke tror på, at alle er født som små egoister. Tværtimod. For mennesker er typisk flokdyr, hvis trivsel afhænger af, hvor godt de fungere i grupper.
Om man vil opdrage sit barn til at være socialt eller mere individualistisk indstillet, er op til det enkelte forældrepar. Mener man, at barnet er bedst stillet, når det kan dele, skal man være klar over, at man selv er nøglen, siger Ulla Dyrløv.
Ejerskab ikke lig eneret
Det er vigtigt at understøtte sit barn i at lære forskel på dit og mit. Men man skal ikke tage for givet, at “min!” betyder, at barnet ikke vil dele. “Min!” er lige så meget et spørgsmål, som forældrene skal svare på. F.eks. ved at sige “Ja, det er rigtigt, at det er din ske – nu låner jeg den lige”. Det viser barnet, at man godt kan have en ting, og at andre stadig kan bruge den. Som i al opdragelse, skal man ikke stille for mange spørgsmål til barnet. I stedet skal man være konstaterende omkring at deles, være fælles om og bruge hinandens ting. Det er den voksnes ansvar at vurdere, hvad der er rimeligt. Som forælder skal man ikke spørge en på 1½ år “Er det okay, at Mille låner dit puslespil?”. For så er der jo mulighed for at nægte! Sig hellere “Mille låner lige dit puslespil, fordi hun synes, at det ser sjovt ud”. Eller lignende!
Forståelse frem for vrede
Det er bestemt ikke altid lige sjovt for et barn at dele. Tårerne kan hurtigt komme til at piske ned ad kinderne. Det er vigtigt at vise barnet, at man sagtens kan forstå, at det ikke er sjov – men sådan er situationen nu engang. Du kan f.eks. sige “Jeg kan sagtens forstå, at det er svært at dele puslespillet med Mille. Men det skal du altså imens Mille er på besøg”.
Ulla Dyløv anbefaler i magasinet Vi forældre, nr. 12, 2008, at hvis det stadig kniber for barnet at dele, så må man som forælder understrege, at man mener det helt alvorligt, og lade barnet forstå konsekvensen. Eks. “Hvis du ikke vil deles om bilerne, så må jeg tage dem fra dig”. Hvis barnet bliver rasende, er kuren stadig at holde fast på sit. Kompromisser udvander bare din udmeldning om, at du vil have, at barnet skal dele.
Pas på med at forklare og forklare i en uendelighed til dit barn: “Du kan godt forstå, at jeg gør sådan og sådan, fordi sådan og sådan….”. Børn har brug for tydelige voksne, når de skal lære, hvad der er okay og ikke okay!
Den sad!
Jeg synes, at det er kloge ord, som psykolog Ulla Dyrløv udtaler. Og tankevækkende, at det kun (mon ikke det skal hedde primært?) er i den vestlige verden, at dele-problematikken eksisterer…
Hvordan tackler du min-fasen og dele-problematikken? Giv endelig dit besyv med! Skriv en kommentar neden for.
