Jeg læste en artikel i Berlingske Tidende i går; Mødre overdriver selvkontrol, heri står der;
“I de senere år er anbefalingerne til gravide vokset i antal. Så sent som i denne uge blev det diskuteret, om lightsodavand skulle frarådes gravide. Graviditetspjecen fra bl.a. Sundhedsstyrelsen fylder i dag 16 sider. De senest tilkomne officielle råd er at stoppe helt med at drikke alkohol før undfangelsen og at undgå parfumerede produkter.
Charlotte Grumme, privat terapeut og jordemoder med 40 års erfaring, påskønner udviklingen. Da hun begyndte sin karriere, var der både askebægre og vinglas på fødeafdelingerne. Men hun advarer også mod gravides »kontrolfanatisme«:
»De unge kvinder i dag har meget, meget styr på tingene. Tingene er planlagt i detaljer, ofte også graviditeten og »projekt barn«. Kvinderne vil være gravide og føde på klokkeslæt. Det at være i processen som gravid og fødende glider i baggrunden til fordel for ønsket om en perfekt graviditet og et helt »perfekt« barn.«
Perfektionismen har sin pris. Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at gravide kvinder på 10 år har ottedoblet forbruget af lykkepiller.”
Det lyder for mig som værende en farlig udvikling. Jeg er naturligvis godt klar over at folk planlægger den perfekte graviditet mere og mere, for det hele skal hænge sammen med familie og arbejdsforhold, men ligefrem at så mange r på lykkepiller lyder forkert i mine ører.
Læs hele artiklen på Berlingske.dk, se også læsernes kommentarer og fortsæt endeligt debatten herunder.



Inden jeg blev gravid havde jeg svært ved at forstå forbuddene. Jeg var en af dem, der stadig tilbød mine veninder et glas vin selvom de var gravide, og sagde “slap nu bare af”. Men efter at jeg selv er blevet gravid har jeg nok ændret holdning betragteligt – jeg vil jo gerne skabe de bedste og mest trygge omgivelser for mit lille barn mens det bor i mig! Jeg er glad for alle anbefalingerne, fordi det giver mig mulighed for at tage stilling. Jeg savner ikke vin, parfume & koffein, fordi det betyder at jeg ved at jeg gør alt hvad jeg kan for at passe på min lille baby – og uanset om det har en effekt eller ej er det rart at vide.
Jeg forstår ikke sammenhængen mellem anbefalingerne og lykkepiller – er det ikke nærmere planlægningen af barsel og job der måske stresser mødrene?
Mvh Tina
Det er rigtgt at mange bliver meget kontrollerede omkring deres graviditet. Men jeg synes også at de officielle anbefalinger har taget overhånd. Hvis man skal følge alle påbud bliver det en meget kontrolleret graviditet. Men hvilke skal skæres fra? Her synes jeg at sundhedsstyrrelsen skal tage sit ansvar på sig og rydde op i forbudsjunglen. For naturligvis har man selv ansvar for sin graviditet, men det er svært selv at lempe forbuddene for “tænk hvis noget går galt og jeg ikke overholdte rådene” tænker mange nok.
Mvh. Anne mor til Karl på 9 mrd.
Jeg synes også det lyder som en farlig udvikling – og håber at de fleste kvinder trods alt formår at glæde sig og bare være i nuet, specielt når baby er kommet på banen.
Angående lykkepiller er det jo en stigende tendens generelt i befolkningen – så mon ikke gravide på lykkepiller “blot” stiger i samme omfang som alle andre på lykkepiller? At der så er en stigning der er jo også bekymrende. Men samtidig måske også et udtryk for at man i dag KAN behandle bedre ift. for mange år siden.
Synes det er svært at finde hoved og hale i alle de undersøgelser. Langt de fleste jeg kender håndterer graviditet og livet som forældre fabelagtigt.