Den store slynge oversigt til baby

Vi er for længst ude over, at det at bære sin baby i en slynge er “noget værre hippie noget”. Det er nemlig både givende og praktisk at bære sit barn tæt ind til kroppen – derfor hitter babyslynger blandt mange nybagte forældre.

Der findes imidlertid ufattelig mange forskellige slyngetyper, så her følger mit bud på den store babyslynge-guide. Håber det giver dig et bedre indblik i, hvad der er på markedet. Jeg vil elske at høre dine erfaringer og tips inden for slynger til baby. Skriv din kommentar nederst!

Positiv effekt
Der er adskillige fordele ved at transportere sit barn i en slynge. Ikke nok med at det er en praktisk bæremåde, fordi begge hænder er frie, det har også en positiv effekt på små børn og på bæreren. Nærheden mellem forælder og barn stimulerer på flere måder barnets udvikling og har samtidig en beroligende effekt på barnet. Babyslynger har ofte vist sig gode ved børn, der lider af kolik.

Fleeceslynge fra Lodger
Fleeceslynge fra Lodger

Tæt på mor
Når en baby opholder sig tæt på sin mor i en babyslynge, kan barnet med alle sanser mærke sin mor. Barnet kan høre morens hjerteslag - det forklarer blandt andet, hvorfor børn ofte falder nemt til ro i mors favn. I en babyslynge kan barnet samtidig høre og mærke morens åndedræt, hvilket stimulerer barnets vejrtrækning. Barnet kan lugte sin mor og kan have uhindret adgang til brystet.

Desuden kan morens velkendte bevægelser forbedre udviklingen af barnets egen balancesans dels pga. stimulering i det indre øre og pga. udvidet sanseintegration.

Også godt for mor
Men ikke kun barnet bliver stimuleret af bæreformen. Faktisk bliver produktionen af hormonet Oxytocin stimuleret hos både mor og barn, hvilket virker beroligende på begge. Og det er godt for morens mælkeproduktion samtidig med, at det modvirker stress og styrker immunforsvaret. Den tætte berøring mellem mor og barn hjælper desuden til at holde barnet varmt, og mange synes, at det er en hyggelig måde at være sammen med sit barn på.

Mor og datter ringslynge

Kængurupleje
Mange kender til begretbet ”kængurupleje”, hvor det har vist sig at have mange gavnlige effekter på for tidligt fødte børn, når de bæres i babyslynge eller vikle tæt på forældrenes kroppe. Og hvad der er godt for særligt sårbare børn kan naturligvis komme alle børn til gode.

Slynger hjælper aktivt til at undgå, at børn får et skævt kranium og et fladt baghoved af at ligge for meget på ryggen.

Det er desuden nemt at foretage sig noget mens, man bærer sit barn i en slynge. Hænderne er frie, og det betyder både, at man kan lave andre ting med babyen under armen, og at man ikke bliver træt i armene af at slæbe rundt på sin baby.

Praktisk med frie hænder
Det kan være en hjælp, når man står med et sultent barn i køen i Netto, eller man skal hente storesøster i børnehaven. Man kan være i bussen, selvom den er fyldt med barnevogne, og det er også nemmere at komme rundt i en forretning uden en barnevogn.

Bæremåden bidrager på den måde til at integrere barnet i forældrenes dagligdag og praktiske gøremål, netop fordi barnet er med rundt overalt.

Slyngens historie og mindre gråd
Babyslynger er egentlig slet ikke en ny opfindelse. I alle samfund har man båret børn på kroppen samtidig med, at man arbejdede. Sundhedsplejerske Asta Bisgaard oplyser til Mamaslife, at undersøgelser viser, at disse børn græder 40–50% mindre, sover roligere og lærer hurtigere.

Når man bærer sit barn tæt på kroppen, er man nemlig i tæt kontakt med barnets behov og lærer derfor nemmere at reagere på barnets signaler. For eksempel hjælper den tætte kontakt ofte, når man skal trøste et grædende barn. Er barnet træt, bliver det nænsomt vugget i søvn, er barnet sultent, mærker man, at det søger, førend det bliver ked af det, og er barnet mæt af indtryk, så er det let at trække stoffet lidt op om barnet og lukke mere af.

Og det er som forældre en af de allervigtigste erfaringer at mærke, at man kan tilfredsstille sit lille barns behov.

Mange slags slynger
Kært barn har mange navne, og det kan derfor være svært at finde ud af, hvilken babyslynge man bør vælge. Et godt råd er at lade valget afhænge af, hvilken alder ens barn har, og i hvilken stilling man foretrækker at bære sit barn.

Herunder kan du blive klogere på de forskellige typer af slynger.

Ringslyngen – den mest udbredte
Der findes overordnet tre forskellige slags babyslynger – skråslynger, vikler og seleslynger/bæreseler.
Skråslyngen er en slynge, hvor barnet skal bæres på skrå hen over skulderen. Man kan få en skråslynge i mange forskellige modeller.

Skråslynger findes for eksempel med ringe, spænder eller syet som et rør eller tørklæde, der skal bindes med en knude. Alle modeller skal bruges på skrå over den ene skulder, mens bl.a. polstring og lukke- eller låsemetoderne kan være forskellige.

Ringslyngen er meget alsidig og bærestillingerne er mange. Man kan for eksempel bære barnet liggende i vugge- eller ammestilling. Slyngen gør det muligt at amme helt diskret. Barnet kan også sidde oprejst med maven mod bærerens mave eller bæres på ryggen eller på hoften – kun fantasien sætter grænser.

Ringslynge
Ringslynge

Skråslynger er specielt gode til nyfødte børn, fordi de har brug for meget støtte til kroppen. Og skråslynger er da også den mest almindelige form for slynge – specielt dem med ringe, som kaldes ringslynger.

En af fordelene ved en ringslynge er, at den er let at få på og at have med. Den fylder ikke meget og passer lige ned over et barnevognsstyr.

Viklen
En anden type slynge er viklen, som er et langt og smalt stykke stof på omkring 4-5 meter, der kan bindes på mange forskellige måder.

Vikler kan umiddelbart virke en smule indviklede at binde og kræver derfor ofte en brugsanvisning eller endnu bedre en hjælpende hånd. Ligesom skråslyngen kan viklen bruges i et utal af forskellige stillinger. Fordelen er her, at man kan fordele barnets vægt, og netop derfor egner vikler sig både til nyfødte og lidt større børn.

Vikle

slynger.dk bliver vikler fremhævet som et alsidigt og behageligt bæreredskab med rigtig god bærekomfort.

Overordnet fås vikler i to forskellige modeller – som fastvikler eller strækvikler.

Fastvikler bruges til mave-, hofte- eller rygbæring og findes i forskellige længder. Den garvede slyngebruger kan bruge fastviklen allerede fra barnet er nyfødt og lige så længe, man vil. De mest almindelige bærestillinger er, når viklen er omsluttet kryds indvendigt eller udvendigt. De lidt kortere vikler egner sig primært til ryg- eller hoftebæring. Men viklen kan for eksempel også bruges som en gynge eller hængekøje, hvis den føres i gennem en ring og hæftes fast i loftet. På den måde kan man installere en indendørs babygynge på ingen tid.

Strækvikler er lavet af stof med stræk i, som navnet antyder. Stoffet tilpasser sig nemt barn og bærer, og det gør strækviklen særdeles velegnet til nyfødte børn og til nybegynder-bærere. På trods af de mange meter stof er det svært at sætte viklen forkert. Strækvikler bruges primært til mavebæring og fås som regel kun i én længde. Når stoffet bruges til større børn, vil det nemlig give sig meget, og det er ikke rart for bæreren. Derfor er strækviklen bedst i perioden 0-6 måneder.

Strækvikler er noget af det nemmeste at gå til som nybegynder, hvorimod ringslynger er noget af det sværeste.

Babyslynge på kinesisk
Den sidste slags slyngetype er seleslyngen eller bæreselen, som de fleste foretrækker at bruge til lidt større børn, der selv kan holde hovedet oprejst. Seleslyngen er inspireret af bæreselen, og de to modeller er derfor næsten ens. Denne slags babyslynge er et stykke stof med påsyede seler og er som udgangspunkt målrettet børn fra 4-6 måneder.

Bæreseler kan inddeles i to forskellige slags:
Den ene slags er inspireret af Østen og giver navn til en af modellerne.
MeiTai-modellen har to stropper for oven og to for neden. Mens de øverste stropper føres over skuldrene og bindes om barnets numse, bindes de nederste stropper om hofterne.

Ligesom med skråslynger findes slyngeseler i mange forskellige modeller.

I samme stil som MeiTei- findes Podeagi-bæreselen. Den har dog kun to stropper for oven, der også føres over skuldrene og bindes om barnets numse.

Næste og sidste model i samme stil er Onbuhimo-bæreselen, som bindes med to stropper for oven, der føres over skuldrene og i gennem to ringe, der sidder for neden.

Egentlige bæreseler ligner mere en rygsæk med klik-spænder. Ergonomisk gode bæreseler adskiller sig fra gammeldags konventionelle bæreseler ved at give barnet støtte hele vejen ud i knæhaserne. Det betyder at man ikke belaster barnets rygsøjle, som på ingen måde er klar til at bære barnets vægt endnu.

Blandt de bæreseler, som er gode for både bærer og barn, findes mærker som Patapum, Ergo, Weego eller Sutemi.

Der findes altså et hav af forskellige babyslynger, og det er naturligvis individuelt, hvilken slags man finder mest bekvem. Ofte nyder en familie godt af en slynge, hvis størrelse nemt kan justeres, så både mor og far kan bruge den. Her er for eksempel en ringslynge, Mei-Tai eller vikle at foretrække frem for en bæresele eller en skråslynge med spænde eller knude.

Denne svenske babyslynge/bæresele er nem at have på – og nem at have med. Se den og læs mere på www.drottningenar.se.

DrottningEnar - svensk babyslynge
DrottningEnar bæresele til baby er nem at indstille og med god ergonomi for dig

Hvordan vælger man?
Det er muligt at finde bæreredskaber i alle ender af kvalitet, designs og prislejer. For at orientere sig kan man vælge at finde et sted, hvor man kan få demonstreret forskellige slyngetyper og måske låne eller leje en slynge med hjem.

Du kan få gratis slyngehjælp via Altomslynger eller via forældre- og fødselsslyngevejledere. Ring på tlf. 70 23 14 00 begin_of_the_skype_highlighting              70 23 14 00      end_of_the_skype_highlighting begin_of_the_skype_highlighting              70 23 14 00      end_of_the_skype_highlighting begin_of_the_skype_highlighting              70 23 14 00      end_of_the_skype_highlighting for at få anvist nærmeste vejleder.

Hvis du derimod har en fornemmelse af, hvad du gerne vil have, kan du købe en brugt slynge på eksempelvis Den Blå Avis. Her skal du dog være opmærksom på, at du ikke får nogen hjælp til at komme i gang.

Se video
En idé herfra kan være at søge på www.youtube.com – der er lagt videoer ud af alt muligt. Også af, hvordan du bruger diverse babyslynger. Søg med ordene “babyslynge” og “babywearing”.

Herunder finder du en masse links til sider, der forhandler babyslynger
Tidsel.dk
Kleinsmekker.dk
Hekon.dk
Abeunger.dk
Babyogmig.dk
Slyngeshoppen.dk
Koalaunger.dk
Slyngestuen.dk
Slyngelslynger.dk
Purebaby.dk
Sakurababy.dk
Mamaslynge.dk

Dine erfaringer søges
Kom med dine erfaringer og tips inden for slynger og vikler! Skriv en kommentar neden for.

13 kommentarer

  1. SnegleHuset.com er Danmarks længsteksisterende slyngeforhandler – vi laver daglig – GRATIS – undervisning i babyslynger og hjælper gerne dig, der har svært ved at komme igang eller komme videre med din babyslynge.

  2. Maja |

    Jeg er i øjeblikket lykkelig bruger at strækvikel til vores prinsesse på 7 uger.

    Blev introduceret for viklen da jeg, via slyngebarn.dk, havde funden en erfaren slyngebruger, som gerne ville hjælpe mig med min ringslynge. Hun havde mange forskellige slynger og bæredimser og viste mig hvordan jeg skulle bruge strækviklen. Nu er jeg total fan og kan ikke forestille mig at bruge andet indtil prinsessen får hovedkontrol :o )

    Ringslyngen købte jeg til vores første barn, men er aldrig blevet rigtig glad for den. Har dog en plan om at den skal i brug igen når vores pige kan bæres på hoften.

    Storebror er blevet båret i en MeiTai hvilket jeg også syntes er en helt fantastisk slynge.

    Jeg har lige købt en Manduca og har planer om at den skal bruges til både storebror på snart 2½ år, han har prøvet den og syntes det her ret sjovt at komme op på ryggen igen (manduca kan tage op til 20 kg. og kan bæres på rygge, den mærkes som en rygsæk) og til lillepigen :o )

    Med venlig hilsen
    Maja

  3. Hej

    Ja, jeg er også en af de mødrer, der ikke kunne forestille mig barselslivet uden slynge(r).
    Har anvendt mange typer og generelt er det vigtigt at sige til alle nye slyngemødrer og fædrer – det lykkedes altså sjældent 1. eller 2. gang, med mindre du får hjælp af en erfaren bruger – men det kommer og så kan du og barnet ikke leve uden.

    Som en af mine kunder sagde: Godt du anbefalede mig at blive ved, 4. gang var det bare perfekt for os begge (mor og barn) og vi har brugt ringslyngen dagligt siden”

    Hilsner
    Dorte

    se mere om slynger på heartbyheart.blogspot.com

  4. Jeg forstår slet ikke, hvordan nogle kan klare sig uden! En ringslynge (prøvede ikke andre slags) og senere en sutemi-sele har været rigtig uundværlige for mig, da mine børn var helt små. Og jeg gærder altså lidt ved tanken om ikke at skulle være slyngebruger igen.

  5. Henriette |

    Manduca, helt klart – til begge forældre. Koster normalt 7-800 men er lige nu på tilbud til godt 500 hos mor-og-barn.dk. Har også god erfaring med strækvikler til de mindste, fik hjælp på slyngeforum og til et enkelt møde og har lavet to selv for i alt 250 kr.

  6. Hej,

    Jeg har fundet en rigtig god bæresele som man også kan bruge til autostolen. Jeg har et barn i forvejen så så er dt rart at have hændere fri når man skal købe ind med 2 børn. Jeg har min mindste i min Lodger Shelter i autostolen pg når vi er kommet til butikken løfte jeg bare mit barn ud af autostolen. Jeg er fri for at pakke hende ud da man spænde hende fast udover bæreselen.

    Jeg har købt min på http://www.babyunik.dk

    Så forresten lige at de er på tilbud nu.

    Hilsen Sandra

  7. Lou |

    Hvis man vil have hjælp til valg og montering af slynge, vikle eller anden bæredims, så kan jeg også kun varmt anbefale slyngebarn.dk. Der arrangeres jævnligt slyngemøder landet rundt, hvor alle er velkomne – og der er mange, der er mere end villige til at hjælpe og låne bæredimser til afprøvning. :-) Desuden er der et køb og salg-forum for sidens brugere.

  8. Jeanne |

    Vores oplevelse ligner til forveksling iBaby’s.

    Vi lagde også ud med en ringslynge. Jeg var vild med tanken om baby tryg og tæt på mig (samt frie hænder). Men baby var bestemt ikke vild med det. Måske fordi jeg aldrig lærte at få hende placeret godt i slyngen.
    Jeg forsøgte ellers at følge nogle af de utallige demonstrations-video’er der ligger på nettet. Det så så nemt ud på de video’er, men de benyttede også dukker, der hverken vejer eller spræller. Ikke sammenligneligt med en levende baby.

    Så vi endte også med at købe en Ergo bæresele der var super-nem at placere baby i – og som manden også brugte.

  9. Se Podeagi og Manduca er fremmedord for mig – og givetvis også for andre. Måske er http://www.slyngebarn.dk svaret på alle spørgsmål? Jeg har også kun hørt det forum varmt anbefalet. :-)

  10. Vi bærer også vores søn med glæde og stolthed ;-) Vi har brugt både stræk- og fastvikle og min kone er i dette øjeblik i gang med at sy en Podeagi :-) Og i weekenden køber vi en bæresele med klikspænder, som kan være god og nem når man står udenfor med et skrigende barn; så er 4 meter stof til tider lidt for besværligt at få udenom vandpytterne. Vi har fået anbefalet en Manduca, så den prøver vi. For øvrigt er forummet slyngebarn.dk guld værd for slyngeglade og brugerne er nok de mest hjælpsomme på internettet ;-)

  11. Juliane |

    Hej!
    Der findes også slynger med klik-spænder f.eks. Natures Sway og Tikamak. De er lidt nemmere at gå til en de fleste andre slynger og er vist også lidt nemmere at acceptere for fædre, der føler sig udfordrede på deres mandighed… ;)

  12. Ja, det er en jungle ikk’?! Som man kan blive viklet helt ind i! ;-)

    Jeg ville også have frygtelig svært ved at se min bedre halvdel iført en MeiTai… ;-)

    Kan huske, at der engang var en læser, som også anbefalede Ergo. Hmm…. jo her: http://www.babybusiness.dk/laesernes-bedste-koeb-baeresele-og-bloedt-toej.html

    Tak for at dele dine erfaringer iBaby! :-)

  13. Jeg var ved at fare totalt vild i hele slynge-/vikle-/bæresele-junglen, men efter at have søgt på nettet og fået nogle brugbare råd på min blog, endte jeg med at vælge en Ergo Baby-bæresele, og jeg æææælsker den!

    Startede med en ringslynge, men Øglen skreg som en stukket gris, hver gang hun blev puttet i den, så jeg skiftede til en Babybjörn-bæresele. Den var imidlertid hverken behagelig for mig eller hende, så det var dér, jeg købte Ergo Baby’en. Ville egentlig have haft en MeiTai, men kæresten nægtede at bruge den, så det blev en bæresele i stedet, og jeg har ikke fortrudt et sekund :-)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.