Adoptivbørn har særlige behov – og de er også helt almindelige børn. Men at finde ud af, hvornår det ene og det andet behov, der er på spil, er én af de helt store udfordringer, når man er adoptivforælder. Lone Tvedergaard Bach er 43 år og mor til Noah Loc på 15 måneder, som er adopteret fra Vietnam. Lone arbejder som Strategisk Planner på Kommunikations- og Reklamebureauet &Co., men er lige nu på barsel og har takket ja til at gæsterblogge om adoption her på www.babybusiness.dk.
Når han græder hjerteskærende, når jeg går fra ham, er det så fordi, han er bange for at blive forladt, fordi han netop er blevet revet væk fra alt, hvad han kender? Eller er det helt almindelig og alderssvarende adskillelsesangst?
Når han spiser og spiser og spiser, er det så fordi han bare er sulten? Eller er der tale om sublimering – eller en manglende evne til at mærke sult og mæthed?
Det kan man bruge endda rigtig lang tid på at spekulere i, læse om og diskutere med andre adoptivforældre. Og tvivlen kan nage.
Jeg, og de fleste adoptivforældre, jeg har mødt, oplever, at mange ikke-adoptanter som regel hælder til, at der ikke er spor forskel på biologiske børn og adoptivbørn. At de – måske i et forsøg på at berolige adoptivforældre eller måske fordi, de ikke ønsker, der er et problem – fokuserer på at se på det positive i barnet. Og det er jo som udgangspunkt skønt. Adoptivbørn har imidlertid været udsat for omsorgssvigt i større eller mindre grad, og det er væsentligt at have grundlæggende omsorg for og opmærksomhed på det.
3 gode erkendelser
Apropos omsorg og opmærksomhed, så er jeg kommet frem til tre gode erkendelser, som jeg minder mig selv om, når jeg er i tvivl:
Jeg har spurgt mig selv: Er der forskel på, hvordan du vil reagere i en konkret situation, fordi han er et adoptivbarn. Ville jeg reagere anderledes, hvis der var tale om et biologisk barn? Og det tror jeg faktisk ikke.
Så tvivlen betyder dybest set kun, at min opmærksomhed er skærpet, og det ser jeg som en gave. Jeg kan på den baggrund overveje, om der er noget, jeg vil ændre overordnet set. F.eks. undgå situationer med for mange mennesker, undgå at gå for hurtigt frem med spisning osv.
Risikoen er, at jeg får overdreven fokus på mit barns velfærd, og det lyder faktisk ikke spor farligt. I hvert fald ikke for Noah – men måske kan det gøre mig en kende anstrengende at være sammen med for andre?
Jeg kan ikke give min søn dét, han ikke har fået. Det fik han ikke. Punktum. Jeg kan til gengæld give ham, alt det jeg har at give nu – og være opmærksom på og have omsorg for, at han ikke fik glæden af en forælders ubetingede og fokuserede kærlighed helt fra start.
Jeg kan ikke give mere, end jeg har at give. Det er jo et eller andet sted logik for burhøns, men man kan godt komme til at føle, det ikke er godt nok – især når éns elskede lille dreng ikke fik alt dét, man synes, han fortjente fra start.
Hvad tror du?
Jeg tænker, forældre til skilsmissebørn må føle det lidt på samme måde. Forældrene vil hele tiden tænke: Er det fordi, vi blev skilt? Eller er det bare sådan, det er at være i hans alder? Ville det have været bedre, hvis vi ikke var blevet skilt?
Eller hvad? Skriv endelig en kommentar neden for.
Læs Lones tidligere blogindlæg om adoption her på BabyBusiness.dk
Det nyeste blogindlæg er øverst herunder – og det ældste nederst!
Adoption – flere kedelige spørgsmål (fra omgivelserne til adoptivforældre)
Hvad har han kostet? Og andre kedelige spørgsmål om adoption
Hvad gør man, når der ikke er noget at gøre? Om ventetid.
I vælger bare – om valg af land, hvorfra man søger om adoption
Statsautoriseret forælder – part II
Statsautoriseret forælder – part I
Fra ansøgning til ankomst i Kastrup Lufthavn – part II
Fra ansøgning til ankomst i Kastrup Lufthavn – part I
Og Lones allerførste blogindlæg Noget om adoption…
Relaterede artikler
-
Adoption – flere kedelige spørgsmål fra andre
Som adoptivforælder støder man ind imellem ind i nogle lidt kedelige spørgsmål. I går kiggede vi på disse spørgsmål: Hvad … Læs resten
-
Adoption – flere kedelige spørgsmål
Som adoptivforælder støder man ind imellem ind i nogle lidt kedelige spørgsmål. I går kiggede vi på disse spørgsmål: Hvad … Læs resten
-
Tekster på gode gamle børnesange
Er din sangbog blevet væk eller har du bare lyst til at printe en vuggevise og klistre den op ved … Læs resten
Hej Maja,
Tak for dejlig historie. Jeg vil huske også at fortælle Noah om billedet – jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det jo gør barnet helt specielt. Sådan føles det også som forælder – at man har fået lige præcis det barn, man skulle have.
Det er et spændende emne – det at vokse op med at være anderledes. Jeg husker selv, hvor vigtigt det var for mig at være som de andre i teenageårene.
Hilsen
Lone
Kære Lone,
Jeg er selv adoptivbarn fra Korea og har for 1 års tid siden fået en biologisk datter. Det har været rigtig spændende at følge dit og Noahs forløb.
Jeg synes, du griber det helt rigtigt an. Der er ikke nogen tvivl om, at man ikke kan vide, hvad der er sket i Noahs liv, inden du blev hans mor, men det nytter ikke noget, at græde over det, der måske er sket. Jeg er enig med Lærke og Line-maria, jeg havde cirka de samme bekymringer med min datter, plus hver eneste gang hun har haft en snotnæse, tænker jeg over, om det nu er noget farligt fra mine ukendte forældres gener.
Bekymringerne vil altid være mange, hvis man ikke havde dem, var man nok ikke lige så god en mor
Til sidst lige et lille tip:
Jeg er vokset op med, at mine forældre har været meget åbne og ærlige om adoptionen. Når jeg blev lidt ked af, at jeg ikke var som de andre, eller var blevet drillet, sagde min mor meget ærligt til mig, at i modsætning til alle de “hvide” børn, havde hun og min far set mit billede, og sagt ja til lige netop mig. Derfor var jeg helt speciel. Det gav i hvert fald mig meget trøst, når alt var lidt dumt.
Held og lykke med vuggestuen! Jeg synes, du klarer dig fantastisk.
Kære Lærke og Lina-maria,
Tak for kommentarerne og de søde hilsner – ih, det varmer i dag, hvor jeg har været på besøg i vuggestuen og tvivlen råder
Noah starter om 14 dage! Heldigvis var besøget en positiv oplevelse for både mor og søn.
Lina-maria, jeg er meget enig i, at det med at være adopteret ikke skal udvikle sig til et stigma. Det er en reel fare, at moderbekymringerne ender med at blive til noget, barnet skal slæbe rundt med. Adoptivbørn er jo børn med præcis lige så mange talenter og kompetencer som alle andre børn.
kh. Lone
Jeg bliver mødt med kommentarer hver gang jeg taler om at adoptere, som ej nu har du jo din egen, vil du så ikke bare hellere lave flere som hende??
Eller; ej det er jo skadede børn, vil du virkelig gerne det??
Og jo man skal tænke over det barn kommer fra et andet sted end den trygge mave, men for filan da, jeg kender mange voksne der er adopterede, og de har jo trods alt klaret sig strålende.
Så jeg holder med Lærke og siger at man sikkert er lige så “angst” som 1. gangs mor.
Jeg havde selv en traumatisk og laaang fødsel, og har da flere gange tænkt, “åh er det pga fødslen at hun fejler dit og dat”.
Men mon ikke det er mere unormalt at man ikke er bekymret… (?)
Så kære Lone, keep on bloggin’ og bekymre du dig bare det du har brug for. Der kommer jo kærlighed ud af det kan man læse
Jeg følger spændt med hver gang der kommer nyt.
Og jeg synes også du lyder som en pragtfuld mor!!
forårs hilsner herfra
Jeg tror egentlig også der er lidt det samme i at få sit første barn, hvor man jo i lang tid er usikker på sig selv, barnet og alt det, der følger med… I starten læser man op og ned af stolper, at når barnet er så og så gammel kan det så og så mange ting osv…. det er jeg for længst holdt op med. Sammenligning giver stress! Ingen børn er helt ens.
Men jeg tror bestemt du har ret i tanken om, at adopterede børn sjældent har fået den helt optimale start på tilværelsen og det er da helt rigtig at være opmærksom på det!
Du lyder til at være alle tiders mor!
Hej Lene,
Ja, Jeg kan levende forestille mig, at det er nøjagtig den samme tvivl for alle jer forældre til for tidligt fødte børn. Den svære – og anderledes start giver nogle særlige udfordringer.
Lone
Forældre til præmature børn har samme udfordringer. Er hun alderssvarende (og i en krævende fase) eller er det et udtryk for den for tidlige fødsel. Og der går mange år før følelsen slippes. I dag – 2 år efter hendes fødsel – kan jeg stadig blive ramt af tvivlen når hun skriger hjerteskærende.