Farvel lille baby – nu er du storebror…

Forsiden » Forside » Gravid » Barsel » Farvel lille baby – nu er du storebror…

Farvel lille baby – nu er du storebror…

Denne artikel er sponsoreret af babybusiness.dk og babybusiness.dk
Alle links markeret med orange er sponsoreret

Jeg var forelsket i min første baby. Han var den lækreste, sødeste, smukkeste, dygtigste og dejligste baby af alle babyer til alle tider! Men tiden kom, hvor min mand og jeg gerne ville udvide familien og snart var en ny lille på vej.

Kan man elske flere?
På trods af at min anden graviditet var yderst planlagt og at det var meget spændende, at vi nu skulle have endnu et barn og at vores nuværende lille baby (som alligevel var blevet 3½ år) nu skulle til at være storebror – så var der alligevel en mærkelig lille følelse af angst. Var det overhovedet muligt at rumme kærlighed til flere børn. Var der overhovedet plads til flere børn inde i mit hjerte? Det var meget svært at tro på, at jeg kunne skabe plads til den lille ny, hvilket selvfølgelig skræmte mig. Skulle jeg have et barn, jeg ikke ville elske? Eller ville jeg bare elske ham mindre end mit første?

lillebror
Modelfoto

Miraklet skete
Tiden gik og vores andet barn kom til verden. Storebror havde fået en lillebror og familien havde fået en ny baby. Jeg følte en stærk omsorg, men frygten, for at kærligheden udeblev, sad stadig og nagede. Frygten viste sig heldigvis langsomt at være ubegrundet. Der er massere af plads i sådan et hjerte. Mit hjerte kan åbenbart udvides – pladsen skabes, når behovet opstår…. Det er da vildt!

Den uventede sorg
Men så kom slaget! Jeg havde i min uvidenhed taget fejl af, hvor mine følelser ville komme i klemme. Vi havde gjort meget ud af at forberede storebror på, hvad det vil sige at få en baby i huset. Men vi havde fokuseret så meget på, hvordan det ville blive for storebror og hvordan vi som familie gik en helt ny tid i møde, at jeg slet ikke havde overvejet, hvordan det ville blive for mig og mit forhold til storebror. Jeg havde forberedt storebror på, at jeg ikke ville have lige så meget tid med ham mere, men jeg havde glemt at forberede mig selv på det! Stille og roligt gik det op for mig, at vores hyggestund om morgenen blev forpurret af, at lillebror lå midt i det hele og fik bryst, og at storebror lige måtte vente med at få læst bog til lillebror sov, eller at jeg ikke var helt åndsnærværende under eftermiddagslegen, fordi jeg var for træt osv. Og DET gjorde ondt. Det gjorde ondt, at se min lille baby nu skulle være stor, og det føltes som om, jeg skulle sige farvel til ham og alt det vi havde sammen.

Tiden læger…
Jeg ville ønske, at jeg nu kunne afsløre en stor åbenbaring, der løftede sløret for, hvordan smerten gik væk og alle kom smertefrit igennem. Men sandheden er, at jeg måtte indse, at der er en tid for alt, og at vi må leve i nuet og huske at få alle de gode ting med i hverdagen HVER DAG. Storebror kan ikke blive ved at være baby – og det skal han jo absolut heller ikke.

Lillebror er nu selv blevet storebror og storebror er blevet storebror for anden gang. Denne gang har det været lettere: Jeg vidste, at der ville blive skabt plads i hjertet, når behovet opstod. Og jeg var forberedt på, at min mindste nu skulle til at være stor… Og ikke mindst ser jeg nu glæden i, at de store drenge er de lækreste, sødeste, smukkeste, dygtigste og dejligste store drenge af alle store drenge til alle tider!

Skrevet af gæsteblogger Stine Skot

| 2017-06-18T07:30:29+00:00 september 21st, 2013|Barsel, Familie, Familieliv, Gravid, Mor, Søskende|

3 Comments

  1. Stine Skot 22. oktober 2013 at 21:24 - Reply

    Kære Malene og Anne
    Undskyld mit sene svar, jeg er ikke så erfaren ud i bloggerverdenen endnu.
    @Malene: Mange tak og hvor dejligt du læste det i tide til at kunne gøre dig nogle tanker om det inden fødslen. Stort “pøj pøj” her fra!
    @Anne: Jeg tror aldrig, at vi er “de eneste”, men vi må begynde at åbne munden. Det er derfor jeg er begyndt at blogge – og mange tak for din kommentar. Det er jo en “sorg”, der skal bebarbejdes. Ligesom barnet ofte kommer med en “trodsig” reaktion på en familieforøgelse, så burde moderen jo også reagere… (måske på en mere konstruktiv måde).

  2. Malene 24. september 2013 at 12:26 - Reply

    Uha, det fik lige tårerne frem her i metroen på vej til jordemoder! Min “store” dreng er lige blevet 3 år og til januar kommer der en lillesøster eller -bror i familien. Jeg ved da pludselig heller ikke om *jeg* er helt klar på de forandringer det betyder for mig og mit forhold til den “store”. Fokus er nemlig hele tiden på at få ham mentalt klar på forandringer – men hvad med mig!

    Fantastisk læsning 🙂

  3. anne 24. september 2013 at 11:55 - Reply

    puha, det var mere end jeg kunne klare at læse. Jeg troede jeg var den eneste der havde det sådan – og må erkende at jeg nu, 4 år efter, stadig ikke er kommet mig over “tabet”. Og også over at den symbiose der var med nr. 1 ikke er opstået i samme omfang med nr. 2, da der jo bare ikke er så mange rolige stunder. Det længes jeg efter, og savner det jeg havde med nr. 1.

Leave A Comment

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.