He he – jeg kender godt det med at blive “fanget” i at trille en ikke-arbejdsrelateret tåre på job

Ja, de kager var jo helt fantastiske – og de smagte lige så godt, som de så ud!

Tak fordi, du læser med!

Hilsen
Lone

Faktisk blev jeg ikke kun rørt, men synligt rørt (ulempe, når man sniger sig til at læse “between tasks” på arbejdet), da jeg læste ovenstående og så billederne af din skønne Noah og din kollega’s kager.

Det har tydeligvis været noget af en rejse – i mere end een forstand.
Og med sådan en størrelse begynder en ny rejse.
Jeg glæder mig til at følge med i mere.

Ja, du må gerne spørge Og ja, jeg er såkaldt eneadoptant.

Det er muligt at adoptere som enlig – men er det let? Jeg forestiller, du tænker på, om det er svært at blive godkendt?

Det kræver ud over de almene krav til adoptivforældre såkaldt “særlige ressourcer” at blive godkendt som eneadoptant – uden det dog er specificeret, hvad det dækker over. Det er en individuel vurdering.

Jeg blev på et tidspunkt i processen bedt om at skrive en halv side om, hvilke særlige ressourcer, jeg var i besiddelse af, som kunne kompensere for, at jeg kun var én forælder. Uha, tænkte jeg i første omgang, det ved jeg da ikke – men da jeg tænkte mig lidt om, kunne jeg godt finde på noget at sige. Jeg tror, det handler om, hvorvidt man har et realistisk billede af, hvad det vil sige at være alene med et barn – og er klar over, hvordan man kan få hjælp fra sig selv og andre, når det bliver svært.

Jeg skriver lidt mere om dette i næste uges artikel, “Statsautoriseret forælder”, hvor der også vil være godkendelsesstatistikker.

Udover at være i besiddelse af “særlige ressourcer”, skal man også være opmærksom på, at kun få lande tillader adoption til enlige kvinder (og jeg skriver med vilje kvinder, for jeg mener ikke, der er lande, der i dag afgiver børn til enlige mænd). Vietnam er ét af de lande, man kan adoptere fra som enlig. Også Ethiopien accepterer enlige – sidste år blev det dog indskærpet, at kun hver 5. adoption må være til en enlig forælder. Også Senegal og Nepal accepterer eneadoptanter. Enkelte lande, f.eks. Thailand, accepterer også enlige til børn over 3 år eller børn med “special needs”, dvs. raske børn med handicaps.

Kina har tidligere givet mange børn til enlige, men stoppede denne praksis for nylig.

kh. Lone

Det er spændende læsning! Må jeg spørge (jeg ved, at det er sagen uvedkommen, men jeg tænker mig selv ind i denne situation): men er du alene-mor? Jeg ved, det er muligt at adoptere som enlig mor, men jeg ved ikke, (og jeg er nysgerrig med god grund) om det er let.

På forhånd tak.