Karin (skribent hos BabyBusiness.dk) fortæller historier hørt på jobbet:
Fødsel gennem numsen
På en tilfældig hverdag på kontoret, blev følgende berettet; ’da jeg fik et lavement under min fødsel, troede jeg faktisk, at jeg fødte lige der på toilettet gennem numsen, det virkede virkelig sandsynligt, da jeg sad der i mit smertehelvede’.
Når prinsen viser fodsåler
En bekendt fortalt, at hun mødte lykkelig op til en date med en fyr, som hun havde mødt til en privatfest et par dage før. Han havde mildest talt taget hende med storm og glæden var derfor stor, da han havde bedt værten om hendes nummer. Var det mon ham, hun skulle dele livet med? Så dankortet blev fundet frem og svunget i diverse alt for dyre modebutikker. I det hele taget var forberedelserne mange. Vi taler den helt store tur med fastekur, grundig intimvoksning, full body scrub, hår og nye stilletter.
Ind træder hun så på en fashionabel café og dette var blot begyndelsen. Senere skulle turen gå til en romantisk luksus restaurant og, som hede sms’er havde antydet, endnu senere til hans lækre penthouse lejlighed hvor morgenkaffen i sidste ende skulle drikkes sammen. Der stod hun så og deres øjne mødtes igennem cafeens bløde lys, hun smilede, han rejste sig brat, stod ved hendes side i løbet af to sekunder og sagde ’fuck, jeg har taget fejl af dit navn og din venindes, sorry, det her, det kommer slet ikke til at gå’. Og væk var han.
Forhud på afveje
En kollega fortalte til gengæld den medrivende historie om dengang, han trak forhuden tilbage på sin penis for at vise sin kæreste et udslæt. Men ak, blodet samlede sig i penishovedet, som hævede op, og forhuden kunne ikke trækkes tilbage på plads.
En usandsynligt smertefuld nat senere, havde han kørt i ambulance fra det ene københavnske hospital til det andet med fuld udrykning efter flere fejlslagne penisredningsforsøg på det første hospital. Og personalet på to hospitaler havde nu fnisende forsøgt at genetablere forhudens placering ud over penishovedet. Han var nået dertil, hvor der blev udgydt advarsler om, at forhuden skulle tilbage på plads nu, så han ikke mistede førlighed i javerten. Så endelig, ud på morgenen, lykkedes det hospitalet at lirke den genstridige hudlap på plads og hans ædlere dele kunne bevares uden varige mén, men hans ego havde dog lidt uophørlig skade.
Var det tre sjove historier?
Nej, ikke nødvendigvis. For selvom de alle tre er til den humoristiske side, så er der en der adskiller sig betydeligt!
Historien om det fejlagtige stævnemøde blev modtaget med krampelatter og forsikringer om, at hun nok skulle finde prinsen lige om lidt. Penishistorien blev fulgt af åndeløse kollegaer, trukket ud i godt tyve minutter og afsluttet med lykønskninger fra kollegaerne med den succesfulde tilbagetrækning af forhud. Men fødselshistorien, ja, den blev primært modtaget med forbløffelse – og chok.
Og hvorfor egentlig det? Typiske forklaringer er, at hvis man ikke selv har født, så kan man ikke helt sætte sig ind i fødselshistorier. Men jeg har hverken forhud eller er blevet taget for at være min veninde, men derfor kan jeg da godt sætte mig ind i andres historier? Jeg ved godt, det er svært at tro, men hvis man har et åbent sind, kan selv fødselshistorier være sjove!
- For ja, det var mig med lavement historien. Det gjorde faktisk så ondt, at jeg midt i ve storm og lavement faldt forover fra toiletkummen og ramte ind i væggen med mine hospitalsunderbukser nede om knæene. Jeg sad godt kilet fast mellem toilet og væg på et ualmindeligt smalt toilet på Rigshospitalet, halvnøgen, med veer og et lavement der virkede, mens jeg hulkede. Min kæreste hjalp mig dog både forstående og temmelig overbærende op. Og nu da smerterne har fortaget sig og jeg er mindre omtåget, så er jeg helt med på, at babyer kun kommer ud et sted og det er ikke af numsen – heldigvis.
Venlig hilsen
Karin
Skribent hos BabyBusiness.dk
Hvad siger I? Har I haft lignende oplevelser som Karin? Kan man grine af fødselshistorier, eller er der bare en magisk grænse hér? Kom gerne med kommentarer nedenfor.
Jeg kunne såmænd nok grine af en fødselsberetning, men har det stadig til gode. (Ok, jeg HAR haft lyst til at grine, men det har lissom ikke været på sin plads)
Med undtagelse af een (ikke-planlagt hjemmefødsel), synes jeg faktisk de fødselsberetninger jeg har hørt, er noget af det mest kedelige, jeg har lagt ører til. Bestemt ikke nogle der inviterede til et godt grin. Måske fordi de typisk har strakt sig fra første lille krampetrækning over hver eneste vé (og alt det imellem) til barnet endelig blev født – noget der (for mig som tilhører – og måske også for den fødende?) føltes som 3 døgn senere.
Jeg har stor respekt for de der har været gennem en fødsel, for det helvede mange beskriver, lyder noget nær umenneskeligt.
Jeg fik selv foretaget semi-akut kejsersnit inden jeg så meget som fik fornemmelsen af hvad en fødsel indebar, så når jeg synes fødselsberetninger er kedelige, er det da ikke usandsynligt, at det er fordi jeg aldrig selv har oplevet en vé.
Men jeg tror også det skyldes den alvor og overdrevne detaljeringsgrad beretningerne er blevet serveret med – mere end det handler om åbent sind.