Jeg irriterer helt givet nogle af jer læsere rigitig meget, fordi jeg har udråbt mig selv til altid at være super opmuntrende omkring en fødsel. Sikke en lalleglad idiot, må nogle af jer tænke – eller “hun skulle bare vide, hvad jeg har været igennem”.
Forklaringen er, at jeg overordnet synes, at det er SÅ ærgerligt, at mange kvinder er så frygtelig bange for at føde. Bange for at miste kontrol og bange for smerter. Det går jo godt langt, langt, langt de flest gange. Og kvinder ER fra naturens hånd skabt til at føde.
Hov! Nu er jeg allerede ved at indtage en småjublende og opmuntrende attitude. Og det er ikke hensigten i dette indlæg. For det går jo også galt en gang imellem. Nogle gange er en fødsel så hård, pimært fordi den er gået for hurtigt eller barnet meget stort, at kvinden brister – meget! Og i lang tid efterfølgende er plaget af smerter og store gener.
Efter en hård fødsel må disse kvinder tilmed lægge krop til, at en læge eller jordemoder går i gang med at reparere deres hårdtprøvede underliv med nål og tråd. De efterfølgende gener ved bristningerne går fra smerter ved samleje til problemer med at holde på vand og luft og i værste fald afføringen.
»Kvinder finder sig i alt for meget, og de får ikke rettet op på generne, selv om de i mange tilfælde kan mindskes eller helt forsvinde. Det er et tabubelagt område, og mange kvinder finder sig stiltiende i, at underlivet ikke er, som før de fik børn,« siger overlæge i gynækologi på Skejby Sygehus Kaj Møller Bæk.
Kilde: JP.dk
Jordemødre og læger for dårlige til at sy
Mange jordemødre og læger er uerfarne i at sy – og de får meget sjældent feedback fra de kvinder, som de “syr sammen”. Ergo har de ingen anelse om, hvorvidt de syr godt eller skidt!
Læs hele artiklen på JP.dk, hvor du også kan se animerede videoer, som skal forbedre jordemødre og lægers færdigheder inden for syning!
Råb op – du skal være tip top!
Det gør mig rigtig ærgerlig og ked af det, når jeg læser, at mange kvinder lider unødigt. Desværre har jeg også selv et par veninder i min omgangskreds, som hver især er gået alt, alt for længe med gener efter fødslen. Hvorfor? Der er flere grunde, men efter ens første fødsel, er det svært at vide, hvad man kan forvente. Hvordan er ens underliv efter en fødsel? En ting er, hvor ømt det er et par dage efter fødslen, men skal der være smerter 5 måneder efter fødslen? Skal jeg bare leve med evige smerter ved toiletbesøg, samleje etc. resten af mit liv? NEJ! Det skal du ikke. Af sted til læge eller gerne en gynækolog, der netop har underlivet som sit speciale. Du kan få gjort noget ved dit underliv, så det atter bliver velfungerende. Du skal ikke være sej (eller doven – jeg er selv ret tung bagi, hvis lægen skal aflægges besøg…), hvis du har ondt. Af sted!
Din oplevelse før og efter fødsel
Hvorfor frygter du fødslen: pga. smerte undervejs – eller et “laset underliv” efterfølgende? Har du født og haft komplikationer efterfølgende? Kan du genkende dig selv blandt de kvinder, der finder sig i for meget – og går for længe med unødige smerter efter fødslen?
Smid en kommentar, og gør os alle sammen klogere. Det er rart at få udvidet sin horisont, og alle kvinder er forskellige.
På forhånd tak!
Relaterede artikler
-
Omsorg efter fødsel lever ikke op til anbefalinger
Sundhedsstyrelsens anbefalinger til svangreomsorg bliver fulgt, som vinden blæser, skriver Politiken i dag. Det siger formand Lillian Bondo fra Jordemoderforeningen. … Læs resten
-
Kvinder i storbyer vil føde uden smerte
Varme bade, lattergas, akupunktur eller epiduralblokade. Der er stor forskel på, hvor ofte førstegangsfødende på landets hospitaler får en epiduralblokade … Læs resten
-
Fødsel i vand – naturligt smertelindrende
Fødsel i vand af jordemoder Camilla Gry Temmesen Camilla Gry er 30 år, og uddannet jordemoder i 2006 fra Jordemoderskolen … Læs resten
-
Guide til den gode fødsel
Den gode fødsel – hvordan? af jordemoder Camilla Gry Temmesen Camilla Gry er 30 år, og uddannet jordemoder i 2006 … Læs resten
-
I form efter fødslen
Ikke to fødsler er ens, og dermed heller ikke kroppens tilstand efter fødsel. Når du derfor går i gang med … Læs resten
-
Fødsel i USA – præcis som på film!
Danske Tasja bor p.t. i USA med sin mand og tre børn. Det tredje barn blev, modsat de to første … Læs resten
-
Rikke efter tvillingefødsel: Aldrig mere, tak!
Torsdag nat kl. 3 – av for den lede hankat, jeg havde ondt i maven! Jeg tænkte, at det sikkert … Læs resten
Jeg fødte d. 23/6 2011 en dejlig sund og rask dreng…
Og nu frygter jeg et liv uden sex, min mand går fra mig og ikke flere børn… 
Jeg havde en meget lang fødsel.
Jeg fik en 3. grads bristning, blev syet og kom over på en briks at ligge med min søn for at kunne skappe af, så kom der lige pludselig noget der mindede om presseveer, måtte op på fødebriksen igen og en stor blodsamling kom ud, de klippede nogle sting op da jeg havde meget ondt, og blev nød til at smide mig i narkose kort tid efter fødslen for at de kunne se bedre på mit underliv og deres syning.
efter 5 dage på sygehuset kom jeg hjem og nød det at være hjemme, dagen efter jeg kom hjem faldt der et sting ud, måtte afsted til sygehuset hvor gynækologen fortalte efter at have kigget at det var ingenting kunne bare tage hjem igen…
Dagen efter faldt der mange sting ud som sad fast på noget kød, måtte afsted til sygehuset igen, som så kune konstatere at jeg havde fået betændelse i hele syningen så alle stingene skulle tages ud – betændelsen gjorde at det blev en 4. grads bristning. Jeg skulle i narkose og alle stingene blev taget ud og der blev renset, jeg var indlagt i en uge hvor de holdte det åbent dernede, altså uden sting bare et stort hul. kom i narkose hver dag hvor jeg skulle renses til jeg tilsidst skulle til Odense for at sys igen…
Nu er det selvfølgelig helet… dog er det meget tykt arvæv…
Kan holde på tis og afføring, men har ondt hver gang jeg har været på toilet og lave nr. 2 og der render altid lidt væske ud efterfølgende.
Vi har ikke haft sex endnu, da jeg ikke har turde… prøvede med en dildo for selv at styrer smerten… kunne ikke engang få den op…
Er dybt ulykkelig…
Ked af den lange smører…
hej alle – jeg vil meget gerne have kontaktoplysninger på de af jer, der kunne tænke sig at medvirke i en historie om fødselsbristninger og hvordan man kunne nedbringe mængden af dem. skriv på min mail amow@dr.dk eller min telefon 28543058 på forhånd tak
Hej med Jer.
Min første fødsel foregik ved akut kejsersnit. Lillepigen lå den forkerte vej med et ben på vej ud, og det skulle bare gå stærkt. Det tog 3 timer fra første ve til vi stod på hospitalet, jeg blev lagt på en briks, en jordemoder med en hånd på forneden og afsted til operationsbordet.
Så da jeg ventede nr 2 og skulle føde i maj 2010 glædede jeg mig sindsygt til at få lov til at føde vaginalt og havde sat mig ind i alt. Åbenbart for meget skulle det vise sig, for jeg kunne bare ikke slappe ordentligt af og lade kroppen arbejde for mig.
Desværre var lillesøster ikke lige så ivrig efter at komme ud. Det tog 26 timer i alt, til sidst fik jeg en epidural og noget hvile. Og så kom presseveerne.. Men ak og ve, hendes hovede var bare for stort til at komme ud (eller jeg var for smal/stram i mellemkødet). Det endte med at jeg råbte om de så ikke bare kunne bruge kop eller klippe. Valget faldt på at klippe og ud kom den dejligste, skønneste pige der var værd at vente på.
Jeg blev selvfølgelig syet og jordemoder var ufatteligt sød og tålmodig. Da jeg jo ikke havde født vaginalt før tænkte jeg at de smerter jeg havde efterfølgende var normale efter en fødsel. Men efter 1 måned ringede jeg til en veninde der er jordemoder og det var ikke helt godt stadig at have ondt. Jeg fik tjekket syning osv og alt var iorden. Men da jeg er syet i hele den ene side og op til ringmusklen (som heldigvis ikke bristede) giver det nu og da nogle gener i forbindelse med at holde på vand og luft. Et par enkelte gange skal det også gå meget stærkt når der skal “laves stort”.
Nu har jeg lært at lave mine bækkenbundsøvelser HVER DAG og vil nok gøre det resten af livet. For det er godt nok pinligt at gå rundt og små-fimse hele tiden.
Jeg er dog stadig glad for at jeg valgte den vaginale fødsel med nr. 2 – jeg forundres til stadighed over, hvordan den kvindelige krop arbejder. Det er jo helt vildt hvad vi kan, når og hvis vi lader naturkræfterne tage over.
Jeg vil dog lige gentage de ord, som min jordemoder sagde til mig, da jeg ventede mig første gang. “Den eneste måde du IKKE får en naturlig fødsel på, er hvis de hiver barnet ud af din næse” Så al respekt til alle fødende kvinder, hvad enten de vælger kejsersnit eller vaginal fødsel
Glædelig jul allesammen og held og lykke til alle jer der venter et lille mirakel
kh Helle
Kære Tina – tak for din historie! Tag endelig kontakt direkte til journalist Asger Mow fra DR NYHEDER: amow@dr.dk
BabyBusiness er blot “sendebud”/medie ml. journalisten og kvinder, der kan give informationer, som kan hjælpe med at afdække emnet.
Hejsa.
Jeg er en af de kvinder som lider i stilhed!! Jeg fødte for 14 måneder siden en dejlig dreng, som desværre ikke havde tid til at vente med at komme ud indtil min Jordmor sagde god for det. Det resulterede i en 3. Grads bristning (jeg var et stort hul) min ring muskel sprang og jeg var revet op indvendig også. Desværre kom lægen ikke som ventet og der gik halvanden time fra fødsel til jeg bliv syet. Det betød også at lokal bedøvelsen var hold op med at virke! Desværre var lægen så “travl” at hun glemte at tjekke om jeg var ordentlig bedøvet, hun gav sig bare til at sy. ALDIG i mit liv har jeg været udsat for noget så ydmygende! Ikke nok med det måtte hun sy i en time med over 60 sting! I dag er jeg ikke særlig pæn forneden og er faktisk flov, især over min ringmuskel. Men mest af alt har det virkelig givet mig psykiske mén, jeg er SÅ sindsyg bange for alt hvad der har med bold at gøre (arbejder som sosu hjælper, og kan ikke undgå at se blod) jeg besvimer og får trang til opkast og så oplever jeg angs i form
Af klodsved og vejrtrækningen problemer Alt sammen fordi jeg havde Verden værste oplevelse med tiden efter fødslen. Det gør mig rigtig bekymret for hvordan skal det så ikke gå næste gang jeg skal føde?? Ud over det har flere Fagfolk rådet mig til ALDRIG at føde selv igen, og det gør mig mildest talt dybt ulykkelig da jeg føler jeg havde den perfekte fødsel. Ander fagfolk siger at jeg ikke skal være bange for at føde igen!! Det gør mig forvirret.!
Nå det var min historie. Du/i er velkommen til at kontakte mig hvis du/i vil høre mere!
Mvh Tina
Hej med jer!
Jeg arbejder som journalist, og researcher på en række historier om kvinders fødselskomplikationer. Mange kvinder får ”brister”, som er omgærdet af en stor grad af tabu, og det kan man hjælpe med at nedbryde, hvis der kommer dækning af det. Derfor leder jeg efter en række kvinder, som har oplevet fødselsbrister og er villige til at fortælle om det. I første omgang er du meget velkommen til at kontakte os og høre nærmere om det – det er der intet forpligtende ved.
Du er yderst velkommen til at kontakte mig på amow@dr.dk og skrive om dine erfaringer – eller ringe på mobiltelefon 28543058
Håber at høre fra dig
Med venlig hilsen Asger Mow, DR NYHEDER
Hej H og andre
Kan virkelig godt forstå dit dillema,da jeg selv står i samme situation. Fødte for ca. 2 år siden en dejlig lille pige. Hun blev taget med kop, og jeg blev klippet, hvilket resulterede i en total overrivning af ringmusklen. Tiden efter fødslen var meget hård. Jeg måtte ikke løfte, ikke bukke mig, kunne ikke sidde, og kunne ikke stå op særlig længe af gangen. Samtidig var jeg så rædselsslagen for evt. følger (ikke at kunne holde på afføring og luft), at jeg nærmest ikke kunne tænke på andet. Jeg synes det var psykisk meget hårdt, og jeg var utrolig ked af ikke at kunne passe mit barn selv, i den første tid. Jeg synes faktisk først jeg var helt ovenpå igen, efter et helt år. Jeg har heldigvis ingen gener idag. Jeg er nu gravid igen, og er så meget i tvivl om fødselsmåde. På Skejby har de fortalt, at der er let forøget risiko for en bristning i lukkemusklen igen. Samtidig fortæller de, at hvis den går i stykker igen, er der større risiko for varige gener. Jeg har virkelig ikke lyst til et kejsersnit. Kunne godt tænke mig at prøve at have en god oplevelse med at føde. Og det kunne være fantastisk, at kunne rejse sig uden komplikationer, efterfølgende. Samtidig kan jeg slet ikke overskue, hvis det sker igen. Og ville så fortryde bittert. Bare der dog var nogen der kunne give en garanti for en bristefri fødsel. Men der er der jo ikke. Jeg hælder nok mest til et kejsersnit, men har det bare så træls med tanken. Kunne være rart at høre andres erfaringer, og/eller tanker.
Jeg fødte min søn vaginalt for snart 7 måneder siden. Jeg fik en 2. grads-bristninig (3. grads er med bristet ringmuskel eller et mellemkød der flækker ud til endetarmen) og fik 9 sting i en stor spiral fra inders til yderst. Jeg synes selve fødslen var det mest utroligt store og fantastiske stykke vellykket arbejde jeg nogensinde har præsteret og jeg gør det helt klart igen. Jeg fik ingen form for bedøvelse og arbejdede godt hele vejen igennem. Men det var rædselsfuldt at gå i stykker, for min verden snævrede helt ind og jeg var så påvirket at jeg ikke opfattede da han skreg, da han var kommet ud! Men at få ham op på maven, helt smurt ind og fuld af lugt, jamen det var jo alt værd!
Jordmoderen var rigtig dygtig til at sy, selvom det tog en (grimt bandeord) evighed og jeg var træt og irritabel. Det var min tarm også og staklen fik en dunst skudt lige i ansigtet. Det burde have været flovt, men jeg var ikke superopmærksom på verden omkring mig -der var faktisk kun overskud til sønnike.
Desværre var jeg ikke den eneste, der gik i stykker. Han brækkede kravebenet. Det blev først opdaget af vores dygtige og dejlige sundhedsplejerske efter 3 uger. Han er helet pænt op og har ingen mén.
Der gik 4½-5 måneder før jeg kom til at fungere godt igen. Det er ikke normal endnu og bliver det nok ikke -jeg var som en tidligere skribent også nervøs for, om jeg nu ville blive stor og løs, men det er lige modsat og kræver nu at jeg er topklar før samleje. Det har tvunget os til at blive mere intime og tage os bedre tid til hinanden, for ellers gør det for ondt endnu.
Jeg gik til lægen med mine problemer med det samme, for jeg vil dælenfløjtemig ikke finde mig i at blive frarøvet mine fornøjelser -tænk nu hvis det var syet forkert og skulle laves om eller jeg gik for længe og det ville være for svært at rette op på! Heldigvis var jeg syet så pænt at der ikke skulle laves om og med en solid omgang knibeøvelser (ja, kan i SÅ komme i gang, damer!) er jeg ‘up and running’ igen.
Hellere en gang for meget til lægen end en gang for lidt. Og hvis de ikke vil høre, så råb op eller skift læge. Livet er helt ærligt for værdifuldt og kort til at lade sig nøje.
Kære H,
Hvor jeg bare kender dit dilemma! Havde en forfærdelig førstegangs fødsel, der endte i fuld bristing mv. Jeg kom dog ovenpå efter noget tid og har ikke haft gener siden. Da jeg blev gravid med min anden søn overvejede jeg at føde vaginalt igen, både for at få en god oplevelse med fødsel og få at undgå kejsersnit.. Men da jeg så tænkte på fødslen og tænkte på, at jeg skulle presse, så blev jeg rigtigt bange for, at jeg ikke ville være i stand til det med den tidligere bristning og de voldsomme smerter i baghovedet. Jeg fik at vide, at jeg ville have samme risiko for at briste som en førstegangsfødende ville have, så der er ikke forøget risiko 2. gang, selvom man er bristet før. Omvendt er risikoen for 2.gangsfødende, der ikke er bristet 1. gang nærmest ikke eksiterende.
Jeg kom til snak om kejsernit hos en læge, og det gav mig ro at vide, at risiko for bristning var helt fjernet. Selve dagen hvor vores lille søn så skulle komme til verden var helt fantastisk. Operationen var hurtigt overstået, det gjorde blot nas at blive bedøvet, og alle var glade, de sang fødselsdagssang for ham, da han kom ud, min kæreste stod ved min side, det var bare fantastisk. Efterfølgende fik jeg store smerter grundet operationen, som de smertelindrede øjeblikkeligt, da jeg bad om det. Jeg var opppe at gå om aftenen allerede (kejsersnit kl. 14) det gjorde dog nas, og var der blot 2 dage, så vidt jeg husker. Jeg havde ikke rigtigt smerter i såret efter nogle dage. Så selvom det er en operation, og man ikke må bære mv. bagefter, så var det helt klart det rigtige valg for mig, fordi det fjernede min angst for at skulle gennemleve det samme igen. Det eneste jeg faktisk savnede, var det uventede i, hvornår fødslen gik i gang. Vi vidste ligesom, at vi blev forældre om onsdagen, for det er store kejsernitdag på Rigshospitalet! Og jeg kunne alligevel ikke bære eller stort set gå i 14 dage efter bristningen, så dette var blot langt mere behageligt for mig. Min kæreste blev hjemme planlagt i 4 uger for at hjælpe, jeg havde overskud, var glad, ikke ligesom først gang, hvor jeg var så ked af oplevelsen og ked af smerterne. Arret er virkelig heller ikke slemt, selvom man vel er forfængelig!
Håber du kan bruge mit indlæg til noget og held og lykke med det
Hej H,
Det er en svær beslutning du står i…. Jeg har selv tre børn, to er født normalt, mens det ikke var sikkert for den sidste, så han blev taget ved planlagt kejsersnit..
Selve oplevelsen af kejsersnittet var meget behagelig – det var jo nemt, jeg skulle jo ikke gøre noget andet end ligge der lige så stille, og vente på det dejlige skrig fra min søn – så på den måde var det jo fantastisk i forhold til de andre fødsler, hvor jeg virkelig arbejdede hårdt og blev svedt og alting:-)
Men jeg fik ikke min 3. søn op på maven lige med det samme, jeg fik lige lov at sige hej, og så skulle jeg have maven lukket og han skulle kigges på. Og den oplevelse mangler jeg – jeg mangler den der belønning, jeg fik de andre gange efter mit hårde arbejde. Den der fede fornemmelse af at ligge med det lille vidunderlige klistrede barn, som man havde kæmpet så hårdt for at få at se – den der fornemmelse, hvor man næsten kun kan tude, fordi man gjorde det “sgu” og det var alle anstrengelserne værd…
Efter fødslen vil jeg også sige, at jeg var meget øm i operationssåret i lang tid, det var svært at gå oprejst og komme på toilet – mere end ved de normale fødsler, og jeg måtte ikke løfte andet end min søn, men det er vist meget normalt ved en operation..
Men beslutningen er rigtig svær, jeg tror nok, at jeg, af ren skræk for bristninger, ville vælge kejsersnittet, hvis ikke der var en rigtig god læge, som kunne fortælle mig nogle succeshistorier om at man ikke behøver at briste så voldsomt igen..
Jeg håber, du finder ro i din beslutning og at du må få en dejlig fødsel:-)
Den er svær H. Jeg har hørt grumme historier om ødelagt endetarm – men har også hørt om helt ukomplicerede 2. og 3. gangs fødsler på trods af svær 1. gangs fødsel med 3. grads-bristning.
Helt personligt ville jeg gå efter kejsersnit, hvis jeg var dig. Ingen tvivl. Hvorfor? Af dyb skræk for om mine endetarmsgener efterfølgende vil blive tiltagende. Synes du har rigeligt med gene i dag!
Jeg skal i mit nyhedsbrev i morgen opfordre gode læsere til at komme med deres erfaringer, så du får et bredere perspektiv.
Jeg kan ikke sige hvad jeg ville vælge, men kan fortælle, at jeg havde en supergod oplevelse, da jeg fødte ved (semi-akut)kejsersnit.
Kejsersnit stod ellers for mig, som noget koldt og klinisk, og det var ikke noget jeg ville vælge (dengang!).
Da jeg kom ind på hospitalet for at blive sat i gang (gik 2 uger over tid), fandt de ud af, at det ikke var sikkert for barnet, at sætte mig igang til en “naturlig” fødsel, så 1-2-3 blev jeg forberedt til kejsersnit.
Og det var bare en god oplevelse. Personalet var SÅ søde. Jeg blev konstant informeret om, hvad de gjorde, hvordan jeg kunne forvente at min krop reagerede på dette og hint og narkoselægen og jeg fik os et par gode grin.
Da jeg blev kørt “til opvågning” (selvom jeg kun var bedøvet fra livet og ned), fik min mand mulighed for at hygge med vores datter alene, indtil de fik lov at komme op på opvågningsstuen.
Nu er det vist ikke normalt at far og barn kommer op på opvågningsstuen, men jeg kedede mig, mens jeg lå der og bare ventede på, at der kom liv i mine tæer, og da der ikke lå så mange andre på stuen, så fik far og datter lov at komme op til mig.
Nu ved jeg ikke hvorfor du helst ikke vil kejsersnittet, men for mig var det slet ikke den “operations-agtige”, kliniske og unaturlige oplevelse, som jeg havde en idé om at det var.
Håber du får en god oplevelse, uanset hvad du vælger.
Hilsen Jeanne
Har brug for et godt råd..
For ca. 2 1/2 år siden fødte jeg første gang. Fik i den forbindelse en 3. grads-bristning, hvor noget af endetarmsmusklen røg. Blev syet, men har efterfølgende haft lidt problemer med at holde på afføringen.. Sker ikke dagligt og når det sker, kommer der kun ganske lidt ud afføring, men det er alligevel ganske ubehageligt!
Er nu gravid med nummer 2 og har været til samtale med fødselslæge. Denne har oplyst, at jeg selv kan vælge om jeg vil føde vaginalt eller have kejsersnit (som følge af den tidligere bristning). Jeg vil allerhelst føde vaginalt og undgå kejsersnittet, men er super bange for at få varige mén, for hvad nu hvis jeg brister så meget – eller mere – igen?? Har ikke lyst til at gå med ble resten af livet, fordi jeg ikke kan holde på noget.. men har heller ikke lyst til kejsersnit!
Hvad ville I vælge?? Vaginal fødsel eller kejsersnit??
Jeg er meget enig Mia! Mange kvinder går nemlig med gener i ½-1 år. Og der er ALT FOR LANG tid. Der burde gives information den dag, hvor man forlader fødegangen a la “og hvis du har gener efter xx tid, så søg læge. For det skal du ikke leve med!”.
Hej allesammen.
Jeg er førstegangsfødende og har bragt en skøn dreng til verden for 2½ måned siden. Under graviditeten og omkring fødslen synes jeg, der var meget fin og dybdegående information om gener, glæder og gode råd. Efter fødslen har jeg haft en del gener med mit underliv og det er rent ud sagt svært at finde ud af, hvad der er normalt. Der er virkelig ikke meget information tilgængeligt! Jeg synes virkelig der burde være et bedre tilbud om undersøgelse og information fra sygehuset om, hvad man kan forvente i forhold til sin krop og sit underliv efter fødslen. Så behøvede man ikke gå og bekymre sig så meget og de kvinder som har brug for hjælp pga. gener kunne blive bedre hjulpet! Der er naturligvis undersøgelse hos lægen efter 8 uger hvilket er udmærket – men det er bare ikke tilstrækkeligt for alle. Desuden ville det som sagt være fint med mere info om underlivet efter fødslen – hvad er normalt også ½ år efter man har født.. Kærlig hilsen Mia
Her går jeg og tror at jeg er ene om dette problem, så hvor er det bare skønt at finde denne debat og læse om jeres historier. Jeg synes selvfølgelig at det er super synd for jer alle, men der mangler virkelig noget info og debat om dette problem, så det glæder mig at der kvinder derude der tør tale åbent om det.
Jeg fødte en lille pige, mit andet barn, for snart syv måneder siden. Fødslen var lang og hård og der var snak om kejsersnit (min første fødsel ende i kejsersnit efter 18 timer), men ligesom jeg skulle gøres klar til snittet kom der en anden mere akut patient, så jeg måtte vente og fødte så vaginalt inden jeg kunne komme til. Jeg havde presseveer i 1 time og 20 minutter og min datter kom skævt ud – dette gjorde at jeg gik i stykker hele vejen om til endetarmen.
Jeg har rigtig mange gener i underlivet efter dette og det største er nok, at det ikke er lykkes min mand og mig at fuldføre et samleje. Det er dybt frustrerende. Jeg kan mærke at jeg har meget arvæv og åbningen omkring skeden er mindre smidig end før.
Jeg har bestilt tid hos gynækolog men der er ventetid i to måneder og desuden kan jeg ikke overskue at blive klippet i og syet igen. Så i mellemtiden er jeg gået i gang med lidt selvhjælp. Jeg har købt Weleda’s fødselsforberedelses olie og masserer jævnligt området. Jeg føler dog at jeg famler lidt i blinde da jeg ikke har den fjerneste ide om det virker eller om der er andre metoder man kan tage i brug. Er der nogen der har nogle tips eller evt links hjemmesider eller man kan besøge?
Som sagt synes jeg virkelig der mangler general info om dette emne. De fleste hjemmesider af denne salgs har artikler og info om risicierne for kejsersnit og efterfølgende gener ved samme, men ikke et ord om større bristninger og hvad man evt kan forvente hvis man havner i denne kategori og hvilke tilbud man kan gøre brug af.
Louise
UNDSKYLD skulle bare lige tjekke det virkede før jeg skrev en lang roman…
Hmm dejligt at høre at der også er andre der har det sådan. Jeg har en datter på tre måneder og jeg fødte på 4 timer. Det endte med at hun tilsidst skulle hives med med sugekop, så jeg fik også et helt broderi, både i de indvendige og udvendige.. Nå, men jeg har det såmænd fint nok, bortset fra når vi skal i seng med hinanden. Vi har kun prøvet to gange, begge gange har vi måtte stoppe fordi det gør ondt. Det er ligesom om jeg har fået for mange sting og nu er blevet endnu smallere. Min mand er meget stor, så i forvejen har vi skulle varme godt op før samleje, men nu mister jeg lysten bare jeg tænker på sex fordi jeg ved det kommer til at gøre ondt. Min læge sagde bare at vi skulle ta det stille og roligt og så måtte det bare ta den tid det tar. Men det er svært. Jeg hader at noget som skulle være dejligt skal gøre ondt. Øv.
HEJ
Jeg har stadig gener efter 2½ år, men jeg kan ikke tage mig sammen til at komme afsted til lægen med det, for jeg tænker, at de gener jo bare er lidt “stikken” ind imellem dernede i mellemkødet og lidt ømhed ved samleje ind imellem. Alligevel ved jeg godt, at det ikke er ok, at jeg overhovedet har det sådan.
Det værste var de smerter, der var efter fødslen, hvor jeg var blevet klippet og havde en indvendig bristning. Det var en ubehagelig smerte at bliver syet efter fødslen. Det tog en evighed, og så skulle en overlæge sy det indvendige til sidst. Som om det ikke var hårdt nok at føde. Ville bare have fred!
Jeg fandt ikke megen forståelse for smerterne bagefter hos personalet. De undrede sig nærmest over, at jeg bad om Panodil pga. smerter, for “jeg havde jo ikke fået kejsersnit”. “Jamen, jeg har fået klip og er blevet syet”, svarede jeg. Det hjalp da ikke spor. Jeg følte, at jeg var for pjattet i personalets øjne, og det gjorde mig irriteret, for hvor gjorde det ondt at skulle op flere gange og tage mig af min datter, når underlivet føltes, som om det gik helt op i limningen. Av for hulen, hvor det gjorde ondt i lang tid. Flere måneder i ret stor grad når jeg skulle sidde eller rejse mig.
Blev desværre selv syet både indvendigt og udvendigt efter min fødsel for 3 måneder siden. Heldigvis havde jeg en meget omhyggelig jordemoder, som var meget grundig og til sidst tilkaldte en fødselslæge, da hun var i tvivl om de sidste sting. Og jeg er idag dem begge dybt taknemlige, da jeg har genoptaget sexlivet med min dejlige mand uden problemer, selvom jeg var temmelig anspændt første gang efter fødslen. Men jeg ville helt klart gå til læge, hvis der var problemer.
Har selv været til specialuddannet fysioterapeut og få tjekket min “knibe-kraft”, da jeg frygtede for mine evner efter den store syning. Det kan klart anbefales, da det er godt at få tjekket om man nu gør det rigtigt. Jeg vil kalde det en god investering i sig selv.
Og så er jeg helt enig med jer i at det, der kommer efter fødsel – det er langt hårdere end selve fødslen. Jeg er i hvert fald blevet klogere!!!
Pudsigt at denne artikel kommer netop i dag. Jeg har netop i dag bestilt tid hos en gynækolog, fordi jeg har voldsomt ondt ved samleje – det kan ikke lade sig gøre, det er som om, der ikke er plads mere. (Hvor mærkeligt, når der er kommet et barn ud den vej! Her gik jeg og var bange for at blive som KB-hallen…
)
Jeg havde en lynfødsel på 5½ time og blev syet lidt, men var ifølge lægen til 8 ugers undersøgelsen helt fin igen.
Der er så gået rigtig lang tid inden, vi begyndte at få et sex-liv i gang igen, og pga. smerterne er det aldrig blevet rigtig godt igen. Og nu er der så bare gået rigtig lang tid, inden jeg bad lægen kigge på det igen…min dreng er 16 mdr nu… Det siger vist også noget om, at det kan være svært at finde tid, lyst og overskud til sex som ny familie… Min læge kan fortsat ikke se noget, men har henvist mig til gynækolog.
Og selvom en operation i underlivet, som Mette beskriver, ikke lige lyder som det allermest festlige, så er det rart at høre, at det er noget, der kan gøres noget ved, og ikke kun mig, der er noget galt med…
Kan i øvrigt SÅ godt huske, hvordan jeg var ved at kyle et eller andet hårdt efter jordmoderen, da hun begyndte at sy mig efter fødslen. Jeg var SÅ træt og øm og ville bare have FRED!!
Og resten var vist bare urkræfterne, der arbejdede…
Min fødsel gik så stærkt, at jeg ikke nåede anden smertelindring end lattergas – jeg boede til gengæld så også bare i den maske – for hulan, der blev suget til…
For mig var fødslen ikke skræmmende, men den må have sat sine spor i mig, for bare jeg hører eller læser om fødsler i dag, så får jeg klump i halsen og tårer i øjnene. Måske er det bare fordi, det er så kæmpe stort…?
Mette: Hvor godt at høre. Jeg har mange gener efter syning. Det er nu 3½ måned siden. Kan ikke have samleje, det er som om der ikke er plads og det spænder og gør ondt. Jeg vil snakke med min læge… så godt at høre din beretning! Tak!
@Rikke – jeg kan fuldstændig genkende mig selv. Jeg havde også historier om grumme bristninger i hovedet, så jeg spurgte også jordemoderen, om hun nu var helt sikker på, at der skulle presses… Hun mente så nok, at hun vidste hvad hun talte om. Og det gjorde hun jo også.
Jeg tror, at kvinder får tunnelsyn og forvandler sig til en mester i selektiv hukommelse under og lige efter en fødsel. Ofte er kvinden og mandens oplevelse af fødslen (læs: kvindens ageren) ret forskellige!
Fødslen er meget i fokus hos gravide, der skal føde for første gang. Velsagtens fordi det er den store finale oven på 9 måneders venten.
Eller også kan vi kun rummme én større udfordring ad gangen. Det vil jo også være helt ulideligt at påtage sig alverdens bekymringer, før de evt. opstår.
Uden at være en irriterende ikke-førstegangsfødende, så vil jeg også sige, for mit eget vedkommende, at det at få styr på amning, utrøstelig baby og natteroderi er en helt anden smertefuld historie og af meget længere varighed end selve fødslen! Men lad os tage den “in another afsnit”.
Øvelse giver ro og rutine, og snart er man benhård i mor-rollen. Prøv at huske det, når du er allermest træt og bare har lyst til at smide baby ud ad vinduet – og dig selv på sofaen!
@Mette – tusind tak for din beretning. Uh ha, jeg kan så godt sætte mig ind i, at det er svært at komme af sted til lægen. For er der noget, som man IKKE har lyst til efter en fødsel, så er det, at nogen eller noget nogensinde skal nærme sig sit underliv igen!
Hvor er det godt at høre, at du kom af sted og fik en “ordentlig” operation. Håber, at vi via din historie kan opfordre “kvinder der går for længe” til at komme af sted og få gjort noget ved problemet. Det kan og skal fikses! Hellere i dag end i morgen.
Jeg er en af dem, der gik al for lang tid med gener efter fødslen af min datter. Hun blev trukket ud, da det pludselig skulle gå stærkt, og blev hevet ud først med kop og siden i armen. Det krævede et klip eller to og jeg blev efterfølgende syet.
Mine syninger voksede skævt sammen, hvilket gav gener ved samleje. Det tog mig dog et halvt år før jeg fik taget mig sammen til at gå til lægen med det, jeg kunne slet ikke overskue, at jeg evt. skulle sys igen. Efterfølgende er jeg blevet opereret. De oprindelige syninger er klippet væk og jeg er syet sammen på ny. Operationen skete under fuld narkose, tog en halv times tid, og de efterfølgende gener har været minimale. Alt fungerer perfekt nu, og jeg kan kun anbefale andre kvinder at gå til lægen med deres gener og få dem fikset!
Jeg havde også hørt alle historierne om store skader i underlivet. Og det var faktisk nok det jeg var mest bange for. Kan huske at jeg flere gange undervejs tænkte at “nu er jeg gået i stykker fra navlen og ned” og derfor spurgte jeg nok tusind gange om jeg var gået i stykker. Hver gang sagde jordemoderen “Nej, og det skal du ikke være bange for, så modarbejder du og det gør alting sværere. Du skal bare presse gennem”. Og det stolede jeg så på – indtil næste gang jeg spurgte
Heldigvis for mig var der kun overfladiske skrammer – fik vist et sting eller noget.
Selvfølgelig var jeg også bange for smerten, men tænkte at man jo kan få smertestillende hvis man gerne vil. Men da jeg skreg efter stoffer uanset form og type kunne jeg ikke få andet end lattergas. Men det gik uden. Faktisk synes jeg ikke det var så slemt som jeg havde frygtet. Altså det gjorde jo fuldstændig uvirkeligt ondt, men det var til at arbejde med synes jeg – og jeg vidste jo at det var noget som ville stoppe igen. Da min mand og jeg så klippende fra fødslen og man så hende skrige under presseveerne sagde jeg “sådan skreg jeg da ikke”, min mand kigger bare forbløffet på mig og sagde “JO!”. Men det kan jeg slet ikke huske, underligt nok.
For mig var opstarten på amningen meget meget værre end fødslen – nøøøøj det gjorde ondt, tårerne trillede ned af kinderne af mig de første uger. DET var jeg til gengæld slet ikke forberedt på. Men også det gik over