Sikkert fordi jeg ikke “af mig selv” er speciel kreativ, hvad angår fingersnilde ideer, så elsker jeg bøger, der giver en hjælpende hånd. For selvfølgelig skal mine børn også klippe og klistre sammen med deres mor. Det er jo superhyggeligt! Børnene stiller såmænd heller ikke store krav til min formåen, men det er nu engang sjovest, når også jeg har det sjovt undervejs. Og mine egne ideer keder mig hurtigt…
Inden mine børn slår mig på den kreative front, så er det endnu min fordel, at jeg kan læse, og dermed få et par nemme tips til gode kreative ideer fra en bog som “Giraffer på snor – og andre kreative ideer til dig og dine børn”.
Bogen indeholder mange fine ideer til, hvad du kan lave af kreative ting med dine børn året rundt. Ideerne er årstidsopdelte, og det gør den let at bruge i nuet. Bogen indeholder ikke mange revolutionerende nyheder, men som med al kreativt kan man sige “det kan da godt være, at du kan lave det samme – men fik du måske ideen først?!”. Det fantastiske er jo netop også, at det ikke kræver en kreativ uddannelse at være kreativ med sine børn!
Giraffer på snor er nok en af nyskabelserne i bogen. Det går ud på at bore et hul i nogle legetøjsdyr fra ZOO eller den danske bondegård. De trækkes på piberensere sammen med anden pynt som perler, små bjælder mm., og så har du pynt til børneværelset eller juletræet. Dyrene bliver aldrig helt sig selv igen, så der skal nok ikke bores i dyrene, før barnet er helt afklaret med konsekvensen… En gennemboret gris er dog ikke et ringere stykke legetøj…
De to kreative søstre, Nadja og Maria Wehlitz, har skrevet den flotte bog. Tilsyneladende har de været børn i 70′erne-80′erne ligesom jeg. Jeg kan i hvert fald genkende flere af aktiviterne fra min egen barndom. Klassikere går aldrig af mode. Nu glæder jeg mig til at sy pudebetræk af gulvklude sammen med mine børn. Det skal blive en fornøjelse at se mormors ansigt, når hun får en sådan pude i julegave. Mon ikke tankerne så går 30 år tilbage, hvor gaven var begået af undertegnet? Også pompon’er bliver hyggelige at prøve kræfter med igen. Jeg ser også frem til, at børnene kan udsmykke hvide kaffekrus til hele familien med såkaldte porcelænsmaling tusser. Så kan der absolut tales om unika service – perfekt til gave. Det samme gælder de kære rysteglas med (plastik)dyr. God gave til børnefødselsdage!
Bogen indeholder også en del bage- og madopskrifter, så der er ingen, der behøver at gå sukkerkold undervejs.
Alle ideerne i bogen er lette at gå til. Kræver ikke megen forberedelse, når blot man har få basale ting i sin hobbykasse. Er tiden knap giver bogen også anvisninger på, hvordan man kan skyde genvej her og der.
Bogen er udgivet nov. 2007 fra Kroghs Forlag. Den er på 170 sider, og prisen er 269 kr. Kan bl.a. købes hos SAXO.com.
Se eksempler på ideer: småkager [pdf, 125 kb] og æblelys [pdf, 235 kb]




Nu er jeg ikke fan af 70’erne og jeg må indrømme, at indretningen af vores hjem nok aldrig bliver på børnenes præmisser. Dermed også sagt, at en broderet gulvklud som sofapude ikke vil være at finde hos os.
Men jeg tror nu alligevel, at en bog som â€Giraffer på snorâ€, kan få sin berettigelse her i huset. Af mindst tre grunde:
For det første kan man bruge bogens ’opskrifter’ som inspiration til andre ting. Man behøver således ikke at betrække en pude med den broderede gulvklud. Gulvkluden kan, selv i broderet tilstand, bruges til dens oprindelige formål: At vaske gulve med. Og man kan udvide konceptet med karklude broderet i matchende farver og mønstre.
Indeholder bogen fremstilling af kastanjedyr, behøver man ikke have dem stående – som jeg husker at de gjorde – på reolen og samle støv. De kan anvendes som skak- eller ludo-brikker.
For det andet mener jeg, at vi har en vis forpligtelse til at introducere vores børn for de sysler og lege, som vi beskæftigede os med, da vi var børn. Broderede gulvklude kan med lidt god vilje, ligesom eksempelvis dét at hoppe i elastik (ikke at forveksle med nutidens elastikspring; bungeejump) og dåseskjul, betegnes som en del af vores kultur-arv.
For det tredje glæder det mig, at der er trykt en hobby-bog, der indeholder mere end én type aktivitet. Et kig på hobby-hylderne hos boghandleren (eller her i huset) viser et hav af bøger der kun beskæftiger sig med én ting, som f.eks. én om fremstilling af lys, én om decoupage, fem forskellige om kort-fremstilling, én om silhout-klip, én om foldning af the-poser osv. Det er en dyr fornøjelse at skulle prøve det hele, når man, som nogle af os, er nødt til at have en bog til hjælp (heldigvis er det stadig gratis at gå på biblioteket, men der går som bekendt en rum tid, før det nyeste kommer på de hylder).
Så 70’er-inspireret eller ej – eller måske netop derfor – så lyder det som en bog der inden længe vil være at finde på min hobby-hylde.