Gravid for første gang: Skiferien var last call
Tip en ven! BabyBusiness’ førstegangsgravide gæsteblogger Camilla er på banen igen. Hun har været på skiferie mellem jul og nytår, og det var… last call! Og så begynder tankerne at svæve om fødselsforberedelse, babyudstyr – og aktivering af barnets far i dén boldgade! Skriv meget gerne en kommentar til Camilla. Hun er den glade modtager af alle input!
Jeg siger “picolo bambino”
Så blev skiferien overstået i fin stil, synes jeg selv. D. 25. december drog jeg med hele svigerfamilien på 8 voksne af sted til Italien på 8 dages skiferie. På det tidspunkt syntes jeg ikke at maven var i vejen, så jeg var topmotiveret for en masse skiløb. Jeg havde dog erstattet den sædvanlig skiskole med to timers eneundervisning den første dag, så jeg ligesom kunne tage den lidt med ro. Men jeg er nu ret meget i tvivl om den italienske skilærer forstod den med “picolo bambino”. I hvert fald fik den fuld gas og de næste to en halv dag kørte jeg ned sammen med drengene uden at spekulere på, om det nu var en god ide eller ej.
Modelbillede – ikke Camilla på vej ned ad pisterne…!
Storsnøftende hjem til lejligheden
Det gik også rigtig fint indtil den tredje dag ved frokosttid, hvor vi var godt to timer fra lejligheden. Pludselig punkterede jeg bare. Jeg var helt drænet for energi og Alex måtte eskortere en storsnøftende mig hjem i seng, hvor jeg så lå resten af dagen og den næste med uden at være i stand til noget som helst. På femte dagen kunne jeg så komme i skistøvlerne igen og de næste tre dage gik fint om end i noget nedsat tempo. Til gengæld må maven været vokset betragteligt i de dage jeg lå ned, for jeg oplevede de sidste dage at skibukserne både knappede op og lynede ned på vej ned af pisterne de sidste dage. Ret heldigt at de var udstyret med seler.
Vægt med dyr – hvor meget vejer en gås?
Hjemme igen hoppede jeg på vægten og opdagede at der var røget næsten 2 kilo på, så der var nok ikke noget at sige til, at kroppen ikke både kunne stå på ski og lægge sig ud samtidig.
Vraltende gangart
I det hele taget kan jeg virkelig mærke at jeg vokser nu. Jeg har tillagt mig en let vraltende gangart, hvilket har givet mig det yndefylde tilnavn ”Gåsen med Måsen”, derhjemme. Desuden har jeg til min store fornøjelse stiftet bekendtskab med en legemsdel, der hidtil har befundet sig tilbagetrukket i mørke, nemlig min navle. Det kan ikke vare mange øjeblikke før den vender vrangen ud. Det er meget mærkeligt, men samtidig en ret sjov vækstindikator.
Rævejagt i løb
Bortset fra det, kan jeg godt mærke at min krop sætter en naturlig begrænsning for mine udfoldelser. I lørdags var jeg på rævejagt med min gravhund. Vi startede med at skulle have nedlagt et rådyr, så jeg slap ham løs ind i et mindre revir hvor han hurtig rejste to stykker, der forsvandt ud over en stor mark, hvor vi ikke havde en skytte stående.
Nu er det ikke sådan at gravhunde opgiver en jagt fordi der står nogle fjolser og kalder, så jeg måtte piske af sted efter ham i håb om at få fat på ham inden, han forsvandt over alle bjerge. Normalt ville jeg godt kunne løbe et par kilometer i gummistøvler, men efter 300 meter måtte jeg simpelthen give op. Til alt held lettede han samtidig to harer og jeg kunne udnytte det øjeblik hvor de to ærter, det vidunderlige lille kræ har som hjerneceller, ikke kunne beslutte sig for hare eller rådyr, til at kalde ham til mig. Resten af jagten tænkte jeg mest på at komme ned at sidde og jeg var lige til at pakke sammen resten af dagen. Altså må jeg nok se i øjnene at fra nu af og indtil juni kommer jeg til at bøde for overdreven fysisk aktivitet.
20 ugers scanning
I går var vi til 20 ugers scanning. Det var på høje tid. Kan intet mærke i maven og var begyndt at blive en lille bitte smule bekymret for at der var noget galt. Heldigvis er alt dog helt i top. Moderkagen har bare placeret sig foran på maven, så den modtager evt. spark og håndkantsslag. Lidt ærgerligt, da jeg nok have glædet mig til at kunne mærke liv. Desværre havde babyen også lagt sig på en måde, så det var umuligt at se om det er en pige eller en dreng. Ikke fordi, vi tager det, der kommer. Kunne bare være meget sjovt at vide. Men det er så fascinerende at kunne se arme, ben, hjerteklapper og hjernedele. Sygeplejersken sagde desuden at den har en meget flot profil i ansigtet. Jeg synes nu den minder mistænkeligt meget om min, som jeg aldrig har været synderligt begejstret for.
På vej i fasen for udstyr og fødselsforberedelse
Vi går ind i en ny fase nu. Udstyrshelvede-fasen. Forsigtigt har jeg spurgt Alex om vi mon skulle til at overveje hvor vi skal gøre at babyen, når den kommer og om den evt. skal have tøj på og sådan noget. Jeg er meget splittet om det her. Det ville være rent venstrehåndsarbejde at få ordnet den del – for mig. Men jeg synes lige som ikke, at det er meningen at jeg skal tage mig af det, så hvordan får jeg Alex involveret? Det samme med fødselsforberedelse. Jeg får bare sådan et blik ” Hvorfor skal vi det?” Mit bedste argument var, at det måske var meget godt at vide hvornår resten af navlestrengen falder af og sådan noget….bum, bum. Vores tilgang er nok ret meget, at det ikke er raketvidenskab at have en baby, meeeeen…
Gode tip søges
Det er altså lidt af en balancegang. Vi har f.eks. fundet en privat vuggestue, vi gerne vil skrives op i. Jeg spurgte Alex om han ikke ville sørge for det. Det skulle han nok, men nu er der gået halvanden måned og jeg tør ikke rigtig spørge om der er sket noget. Vil meget gerne høre, hvad I andre gør med jeres mænd.
Imens overvejer vi at smutte tre mdr. til Schweiz i barslen for at få lidt frisk alpeluft. Nogen babybizz læsere med erfaring med at rejse til udlandet i barsel?
/Camilla
Skriv meget gerne en kommentar til Camilla i kommentarfeltet neden for. Alt fra kommentarer til indlægget til gode råd og erfaringer!
Tidligere blogindlæg fra Camilla
Gravid for første gang
Gravid i uge 16 – og sulten på mad og mænd!
Måske du er interesseret i flere relevante artikler om samme emne:
Oh, den er svær, den der med at få farmand til at interessere sig for de praktiske ting omkring baby, når den stadig er indeni maven. Men hos os blev det faktisk lidt bedre, da min kæreste kunne mærke den lille sparke inde i maven. Det blev vist lidt mere virkeligt.
Ikke, at han pludselig begyndte at interessere sig for tøj, pusleting og andre “småting” (som han kaldte dem), men han blev aktiveret mht. andet udstyr. Jeg sagde, at fx babyalarm og barnevogn var sådan lidt gadget-agtige, og sådan noget er han meget bedre til end mig. Og at det jo var vigtigt at få noget, der var så sikkert som muligt.
Den gik rent ind, så kæresten har (næsten) suverænt bestemt barnevogn, autostol og babyalarm herhjemme. Og han gik faktisk ret meget op i det
Ved ikke, om det vil virke på Alex, men det er da værd at prøve 
Her gik der også lidt tid inden kæresten gik i redebyggeri-mode. Tror måske han havde lidt svært ved at forholde sig til det før maven blev rigtig stor og fuld af liv.
Men generelt er jeg nu også en del mere planlæggertypen end han er, så måtte ofte tage mig selv i ikke at have det hele forberedt på forhånd. Jeg prøvede i stedet at gøre det til en dyd at holde ‘planlægningssamtaler’. Jeg spurgte simpelthen om vi ikke lige kunne sætte os ned og snakke om, hvad vi skulle have styr på inden den lille kom, hvad vi skulle have købt, og hvad det skulle være for noget (især barnevognen researchede vi ret meget). Når det er sagt, skal der dog ikke herske tvivl om, at det helt sikkert var mig, der havde læst alle tilgængelige forslag til udstyrslister (det er jo sjovt nok også mig, der læser BabyBusiness), men alt blev diskuteret og vedtaget i fællesskab og det meste indkøbt på en fælles babyshoppetur (hvilket også godt kan betale sig i forhold til rabatter eller lignende!).
Tror også man skal gøre op med sig selv, hvor meget det betyder for én. Er det vigtigt, at faderen er lige så aktiv i processen (og dermed måske ikke så vigtigt, at det bliver helt som man gerne vil have det)? Eller er det vigtigere, at man selv føler sig så godt forberedt som muligt (og dermed måske også kommer til at tage styringen i nogle henseender)?
Jeg var til tider overbevist om, at vi aldrig ville nå at blive klar, og at verden nærmest ville gå under, hvis vi stod og manglede lige netop den der dims, men altså set i bagklogskabens lys, så var der meget vi godt kunne have ventet med til efter guldklumpen var født…
Under alle omstændigheder rigtig mange gange held og lykke med både baby, udstyr og faderinvolvering!
Sikke en mulighed… 3 måneder med alpeluft. Se at komme afsted og få sne under neglene og frisk luft og lys, mens du drøner ned af bakkerne – det har både du og baby godt af.
Du overvejer…..
Hvad holder dig tilbage?;-)
Hvad mangler du af viden?
Hvad skal du have afklaret for at drage afsted?
Skriv endelig til mig, hvis du har konkrete spørgsmål.
Jeg har ikke erfaring selv med at rejse til udlandet under barsel, men har 17 års erfaring som udstationeret, 5 forskellige steder i verden, er sundhedsplejerske, har skrevet en bog om udstationering der hedder “Når Penelope rejser med – udstationering for hele familien og blogger også om temaet på min hjemmeside http://www.metteweber.dk
Mange hilsner
Mette
Her i firmaet var kæresten ikke den mindste smule aktiv, hvad redebyggeri angik – indtil barnet blev født. Straks efter fødslen kom der nye boller på suppen – jeg kunne ingenting overskue, men udover at sørge for lækker mad til mig, fes han rundt og købte autostol (selvom vi hverken har kørekort eller bil) og selvsamme mand som jeg måtte overtale til at medbringe kamera på fødegangen (for ifølge ham ku vi da bare fotografere hende når vi kom hjem) skyndte sig ud at købe videokamera så de fantastiske små lyde og grimasser kan foreviges. For mange mænd er det tilsyneladende lettere at forholde sig til tingene når de er helt konkrete, og en baby i maven er temmelig abstrakt. Personligt havde jeg det fint med, at jeg byggede rede før barnet blev født, og han så overtog og sørgede for alle de ting, vi opdagede, vi manglede, da hun var kommet til verden. I vores tilfælde overtager han først styringen, når jeg opgiver den – og det kræver stor tålmodighed at opgive styringen, da han gør tingene i et andet tempo og på en anden måde end mig, så ofte ender jeg med at gøre det selv (med venstre hånd) frem for at vente på, at han kommer i sving. Jeg tror det er sundt at slippe tøjlerne engang imellem – og for mig har det med at få et barn gjort tricket, for der er ikke meget, man selv er herre over.
Hej Camilla.
Skøn beskrivelse af hvordan kroppen bare kræver sit, når babyen derinde vokser med raketfart. Du havde simpelthen ikke noget valg, for kroppen råbte bare så højt “Du skal lave barn”, at du ikke kunne andet end ligge på sofaen. Det er super, hvis mange andre læser din blog. Jeg håber også, at de fleste ved, at gravide kvinder frarådes at tage ud på pisterne lidt længere henne i graviditeten. Grunden er at risikoen for stød og slag mod maven kan skade barnet, det samme gælder ridesport, holdsport hvor man kan støde sammen i stor stil også frarådes af Sundhedsstyrelsen – og det samme gælder dykning, hvor trykforskellene heller ikke er noget for det lille pus derinde.
En psykolog Svend Åge Madsen har faktisk studeret mænd og mænds reaktioner på at blive fædre/mødre. Og forestillingsevnen hos fædre – især med det første barn – den handler om et barn, som far kan spille fodbold med eller have bag på cyklen… Og det er jo noget langt fra kvindernes, for de tænker på en baby, der skal ammes osv. Ikke noget under, at de to køn føles lidt langt fra hinanden i den situation. Og rigtig mange bøger, blade osv. de er jo – måske af samme grund – målrettet den gravide kvinde, hvorimod manden, han er ofte ude i kulden. En selvforstærkende proces, hvor kvinderne bare får endnu mere foder til moderskabet og den kommende far, han udsultes. Det var blandt andet min drivkraft for at skrive bogen: “År 1 – når I har fået barn” (den er fra 2008 – Lindhardt og Rnghof – findes på de fleste biblioteker, og kan selvfølgelig også købes). Du kan jo henkastet slå bogen op på den side, hvor fædrene sidder og snakker bag fjernsynet, og bordet er fyldt godt op med øller til 3. halv… Der er – bogen igennem – særlige afsnit skrevet målrettet fædre. Noget som både anmeldere og fædre siden har rost (anmeldere) og glædet sig over (fædre jeg har fået mails fra). Der er også et afsnit om “Rejser ud i verden” med tips og ideer. Det er let at rejse med et barn der endnu ikke kravler – og får det ammemælk, så har I altid madpakken lige ved hånden. I øvrigt har den hjemmeside, jeg arbejder med nu – sundhedsplejersken.dk – en “Uge-for-uge”, hvor far er en lige så naturlig del af beskrivelserne som mor og barnet derinde i livmoderen. Og målet med det er, at vi arbejder for, at fædre ikke bliver ved med at være på “sultekur”.
God fornøjelse med resten af graviditeten til både mor og far in spe.
Else Guldager, Redaktør (og sundhedsplejerske PhD) – sundhedsplejersken.dk.
Kommentarer
Følg os:
Seneste kommentarer
NYHEDSBREV
Dyk bare ned i arkiverne
Kategorier
Gode sider
Nyeste artikler
Mest kommenterede
Top kommentatorer