Gravid med dårlig samvittighed?

Denne lille historie fra avisen Information er vand på min mølle. Lige i øjet! Vel skal vi passe på os og vores baby, når vi er gravide. Bestemt. Men ih altså, hvor jeg også synes, at alle forbuddene og grumme myter kan gøre den søde ventetid til en rigtig sur størrelse! Er det nødvendigt at skille sig af med katten, fordi den KAN bære nogle grumme bakterier? Begrav dog den dårlige samvittighed! Er min mening. Men hvad er din?

Positiv graviditetstest

Læs med her – og giv din mening i kommentarfeltet. Er vi slemme til at slå os og hinanden oven i hovedet med “alt det korrekte”? Eller er man vitterlig et kæmpefjols, hvis ikke man følger anbefalingerne (eller forbuddene)…? Læs historien her, og giv dit besyv med. Hvilke tanker sætter historien i gang hos dig?

Uddrag fra historien i Information:

Hvad gør jeg nu, lille baby?
Dette er historien om Freja og et portræt af en gravid kvinde anno 2010, der har adgang til alverdens information om graviditet og som derfor ved, at ansvaret for at alt går godt – det er hendes.

Freja har lige googlet ‘Diorshow black mascara’ og fundet ud af, at den indeholder seks forskellige typer parabener. Alle seks er optaget på EU’s liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Mascaraen ryger i skraldespanden. Som om hun ikke har nok dårlig samvittighed i forvejen. Freja er nemlig blevet gravid, og det kom ikke som en overraskelse. Alligevel har hun ikke fulgt Sundhedsstyrelsens råd om ikke at drikke alkohol, fra hun begyndte planlægningen. Det viste sig nemlig at tage længere tid at blive gravid, end hun havde regnet med, og hun blev til sidst træt af at sige nej til sjove byture, imens hun ventede. Og hendes veninder syntes i øvrigt også, at hun var hysterisk. Nu kan hun regne ud, at hun har være i byen tre gange i den måned, hvor hun blev gravid. Og hun har læst, at barnet tager mest skade de første tre måneder, fordi det er der, organerne dannes. Bare der ikke er sket noget. Men hun vidste jo ikke, hun var gravid. Hun drak tequila.

Læs resten her.

Den gode Freja minder mig iøvrigt om BabyBusiness 1. gangsgravide gæsteblogger Camilla. Læs hendes seneste indlæg her.

11 kommentarer

  1. Generelt skal vi bare virkelig passe på ikke at udvikle et gigantisk bekymringssamfund! Vi ender jo alle med at få virkelig ondt i maven, hvis vi hver dag skal bekymre os om misdannelser, for lidt mad, for meget mad, for lidt motion, for lidt stimulering osv. Arghhh!

    Har netop læst om en undersøgelse, der viser, at flere og flere danske forældre søger hjælp til at forstå og opdrage deres børn. Mange tror åbenbart ikke på deres egen “mavefornemmelse” mere. Bekymrer sig om ALT. Dét kalder jeg en bekymrende udvikling. Læs evt. mit blogindlæg her: http://www.juniorbusiness.dk/flere-foraeldre-soeger-hjaelp-til-opdragelse.html

  2. Mamen |

    Touché!!! – og morer mig kongeligt over artiklen :-)
    Jeg overholdte alle de anbefalede råd fra Sundhedsstyrelsen med kaffe, brie, Sushi etc. og rørte aldrig kattebakken, men var som Josefine toxoplasmosenegativ, og hvad er chanchen, for at mine to tørfoder-spisende indekatte skulle få toxoplasmose?

    Jeg følte mig faktisk sygeliggjort som gravid, og det er da imponerende, at man skal det i anno 2009 (hvor jeg var gravid)… Og tanken om, at man kalder 20 ugers-scanningen for “misdannelsscanning” kan få hårene til at rejse sig! Man er jo skrækslagen for, at baby måske er misdannet, fordi man en eller to gange ikke overholdte Sundhedsstyrelsens “10 bud”.

    Når det så er sagt, vil jeg understrege, at jeg synes, at det er godt, at kvinder bliver vejledt i, hvordan de kan undgå problemer. Som LInda skrev: Alt med måde – men det er måske alligevel det, at mange har svært ved at definere hvad er. Hvis en kvinde eksempelvis er vant til at drikke to glas vin til maden i hverdagen, er det så okay kun at drikke et glas?

    Sund fornuft er vel det bedste at have med sig under graviditen..

  3. Josephine |

    Jeg er rigtig meget enig i det sidste indlæg. Jeg forstår ikke man ikke kan lade være med at drikke og ryge under en graviditet når det nu BEVISELIGT er skadeligt for barnet. Tænk på alle de mænd med dårlig sædkvalitet hvor man ved at mange af dem skyldes at deres mor har drukket under graviditeten. Og det samme med alkohol. Og det der med at det måske tager lidt længere tid at blive gravid og man jo så ikke kan lægge sit liv helt om. Tja, man kunne jo så også vælge at sige at i de trods alt korte perioder hvor man måske kunne være gravid og indtil man kan teste, så kunne man jo lade være der. Jeg har været i behandling i mange år for at blive gravid, og mit alkoholforbrug faldt til nærmest nulpunktet i den periode, og helt til nul i de perioder hvor vi var i gang med forsøg.
    Men jeg synes heller ikke man skal banke sig selv oven i hovedet hvis man nu falder i en enkelt gang eller to. Jeg blev selv som ved et mirakel “spontant gravid” (som det så spøjst hedder, altså uden for behandling) sidste år. Og det skulle jo så altså lige som ikke kunne lade sig gøre så jeg havde da både nået at drikke et glas vin, få farvet hår og tage noget medicin som jeg først troede var fosterskadeligt. Jeg havde den sorteste samvittighed. Nu aborterede jeg så alligevel men det havde nok ikke så meget med hverken vin eller hårfarvning at gøre.
    Og det der med katte – altså smitterisikoen for toxoplasmose er ret så lille. Jeg er dyrlæge og arbejder kun med hunde og katte. Jeg har selv haft katte i mange år. Og jeg er toxoplasmosenegativ. Ikke at man ikke bør være forsigtig med den der kattebakke. Men langt den største smitterisiko er fra jord og dernæst fra råt kød. Så dem der styrter ud og får katten aflivet, det er en dårlig undskyldning hvis man alligevel er træt af dyret synes jeg.
    Nå langt indlæg.
    Josephine

  4. Helle |

    Jeg synes, man skal gøre det meste med måde.. BARE IKKE det med alkohol og rygning, det er simpelthen bandlyst hos mig.

    Jeg arbejder til daglig med adhd børn, og mange af dem er adhdbørn efter arvelighed. jeg vil sige ca 90 %
    Men de sidste 10% er alkoholskader. trods nogle møderne ikke har drukket mere end et glas vin til maden et par gange hen over graviditeten.
    man ved ikke hvornår barnet i maven tager mest skade med hensyn til alkohol. Man skal overveje, hvad man kan udsætte barnet for.
    Har selv en svigermor, som har drukket en del under graviditeten, og hun siger altid ” åh hold op med det vrøvl, der er da ikke sket noget med mine unger, drik heller og hyg dig” MEN min mand har så fået en adfærdsforstyrrelse af hendes hensynsløshed… HMMM….

    Jeg tænker også på rygningen, hvor nogle siger, “pjat med dig, du får bare et mindre barn, det er det hele” ÅHHH nej det får jeg ikke, jeg får et barn med mindre organer… Jeg synes, virkelig man er en meget egoistisk mor, hvor man ikke kan holde sig fra røg og rygning under sin graviditet (hvorfor skal du kaste dine dårlig vaner over på barnet??)og holder sit barn væk fra alt røg, når det er født og det gælder hele

    barnet liv…
    Jeg synes, man skal tænke sig meget godt om….

  5. Karen |

    Jeg er helt enig med Pia i at man godt kan undvære enkelte madvarer og produkter når man er gravid og ammer – det er trods alt en begrænset periode. Jeg læste selv alle de gode råd da jeg var gravid og jeg synes også jeg sov bedre om natten/var mindre stresset ved at vide at jeg gjorde noget godt for min baby ved fx ikke at drikke for meget koffein, droppe parfumen og ikke benytte ammepude som var behandlet med brommerede flammehæmmere. Men meget af det her synes jeg også handler om at tage ansvar for sit eget og sin babys helbred og som Pia skriver,- huske på at det er anbefalinger og altså ikke lovpåbud.

  6. Dorte |

    Jeg valgte at bruge et minimum at mascara, parfume og hårlak og fik ikke farvet hår under graviditet. Nåede at drikke til en enkel bytur, inden jeg fandt ud at, at jeg var gravid. Nå ja og delte en halv nisseøl med min mormor til jul. Dyrkede min sport til 7. md. Jeg tror, jeg spiste, hvad jeg havde lyst til herunder spandevis af jordbær, hvilket derfor ikke skulle være et problem at spise, mens jeg ammede. Mine værste synder var vist tomater med fetaost, peberfrugt, mælk og jordbær.

    Jeg mener bestemt heller ikke, man skal være hysterisk men netop efterleve de anbefalinger, der taler til en. En bekendt lider selv meget af energi, og jeg har fuldt forståelse for, at hun fulgte alle allergirådene. Hun kender jo netop til lidelsen i sin hverdag. Jeg synes, det er en god vending “alt med måde” og “bruge sin sunde fornuft”.

  7. Pia |

    Jeg syntes faktisk nærmest at jeg oplevede den omvendte situation. Jeg overholdt sundhedsstyrelsens anbefalinger, så godt jeg kunne, dog uden at være fanatisk og uden at blive plaget af dårlig samvittighed de gange jeg brød med dem og fx spiste et stykke kød der var lidt rødt, brugte parfume eller lå med bar mave i solen. Så alt i alt synes jeg selv at jeg havde fundet en god balance, som jeg var godt tilfreds med – men blev ofte mødt med kommentarer, især fra familien, om det nu ikke også var noget pjat, og sådan var det da ikke dengang du blev født. Og nej det var det måske ikke, men man er jo så også blevet klogere og den eneste grund til at disse anbefalinger er der, er vel at man har fundet ud af at det kan påvirke det ufødte barn. Selvom det måske kun er en lille promille risiko for at det sker for netop ens eget barn kan det jo ske. Personligt vil jeg derfor også hellere vide det og have muligheden for at tage mine forbehold, end jeg vil stå bagefter med et barn med fx allergi og få at vide at det er da med stor sandsynlighed fordi, du brugte make-up og parfume da du var gravid.

    Det at få børn er i det hele taget en stor forandring, hvor man må give afkald på ting man før har kunnet gøre uden videre (så hvad betyder det at skulle give afkald på fx sushi i 9mdr!?). Derudover tager man et skridt ind i en verden fyldt med dårlig samvittighed. Blandt andet fordi anbefalingerne jo ikke stopper når man har født – de tager faktisk til. Hvorlænge baby må sidde i autostolen, hvornår baby må komme op i højstolen, hvornår baby skal begynde på grød, hvormeget baby skal ligge på maven osv. osv. Dette er ting som vi har diskuteret en del i min mødregruppe og vi er kommet frem til at man selvfølgelig skal lytte til alle anbefalingerne (og huske at det kun er anbefalinger), men at man også skal have sin hverdag til at hænge sammen og at man derfor nogle gange ikke følger anbefalingerne til punkt og prikke. På samme måde mener jeg at man skal følge anbefalingerne når man er gravid og i det omfang det er muligt, uden at man får det dårligt med sig selv, tilpasser sin livsstil. Jeg mener fx ikke at man skal skaffe sig af med katten, men blot få en anden til at tømme kattebakken, eller at man ikke kan have parfume og make-up på til festlige lejligheder, men at man godt kan skære ned i det daglige.

    Det blev et meget langt indlæg, men kunne se at jeg havde et lidt andet syn på sagen end i de andre indlæg. Men kort fortalt er min mening at man ikke skal blive fanatisk omkring anbefalingerne, men tilpasse sig så godt man kan og for guds skyld ikke gå rundt med dårlig samvittighed, hvis man ikke kan/vil/orker at overholde alt til punkt og prikke og lad for gus skyld være med at lade sig påvirke af hvad andre siger – det er din krop, dit barn og dit liv det drejer sig om. Og husk det er kun anbefalinger…..

  8. Jeg kan huske noget min søster sagde til mig da jeg begyndte at stresse over alt det man ikke måtte spise som gravid i forhold til allergier osv hos babyen… at hvis man har spist det under graviditeten burde baby også kunne tåle det efter fødslen.

    Det hjalp i hvert fald på samvittigheden når chokoladetrangen blev for stor (det var/er vel nærmest konstant, hehe)Men jeg synes egentlig også det giver mening og har da heldigvis to sunde og raske børn…men om deres konstante chokolade og godte-trang hænger sammen med min trang til fyldt chokolade under graviditeten ved jeg jo så ikke :)

  9. uha jeg kan sagtens sætte mig ind i det. Var selv super stresset under min første graviditet. Arbejdede på Sjælland og boede på Fyn, så kørte til Kbh 3 gange om ugen kl. 5 om morgenen og kom hjem kl. l… Havde altid mobiltelefonen liggende i skødet – lige ved siden af den store mave , spiste uregelmæssigt af h.. til. Arbejdede med “the boyz” så ingen skulle mærke jeg var gravid (før det tydeligt kunne ses)- ej heller chefen. Selvfølgelig bar jeg make-up, stramme bælter og høje hæle. Vi byggede om i privaten med støv, støj og tunge løft.

    Købte på et tidspunkt et magasin om graviditet og fik så dårlig samvittighed at jeg fik mareridt om natten om børn med 2 hovedet etc. Min mand bad mig straks smide bladet ud – og aldrig mere købe noget sådant.

    Og værst af alt, alle sagde at jeg havde en lille dreng i maven. Jeg tænkte at drenge var mere robuste (og får ikke traumer som teenager), så det gik nok at jeg ikke “opfyldte alle kravene” – men så skete det at der kom en lille pige. Kapuf – slået helt ud over dårlig samvittighed over, hvordan jeg havde behandlet mit udfødte barn. (hvilket forøvrigt meget senere vidste sig at føre til en fødselsdep) Så ja vi er gode til dårlig samvittighed os kvinder.

  10. Linda |

    Var til et foredrag med Chris MacDonald – som bl.a. sagde, at et af de nye udtryk han havde lært da han kom til Danmark var “Alt med måde”…

    Jeg tænker fuldstændig det samme om mig liv, BÅDE med og uden øgler i min livmoder!!! Synes altså det kan blive en tand FOR hysterisk – blir det næste, at sygehusene skal til at udleje sterile rum, man kan opholde sig i, i de 9 måneder man er gravid??

    Er enig med iBaby i, at man ikke behøver at ligefrem bade eller overholde sig med diverse stoffer som er påvist skadelige, men rolig nu, man skal jo altså have et eller andet ind i kroppen, for at kunne udvikle antistoffer og dermed opbygge et immunforsvar!!!

  11. Åh! Bliver da helt træt. Har lige læst artiklen og sidder nu med tanken “orker jeg virkelig det der samvittigheds-ridt én gang til engang?!”.

    Jeg synes, det er FINT, at der er fokus på ting, man som vordende mor kan/skal passe på med. Der er jo ingen grund til at bade i parfume og parabener, hvis det kan komme barnet til skade. Men der må være måde med galskaben. Den gamle sang om, at graviditet ikke er en sygdom, holder også her. Og med sund fornuft kommer man altså langt.

    Selv drak jeg kaffe (efter jeg havde overstået de måneder, hvor jeg ikke kunne udholde lugten) i min graviditet, ligesom jeg spiste uanede mængde af Tyrkisk Peber, selv om det er no-go iflg. alm. gode råd. Jeg spiste også sushi og kød, der ‘kun’ var medium stegt. Jeg har ingen kat, men hvis jeg havde haft det, havde jeg s*u da beholdt den. (Havde måske fået HDD til at skifte kattegruset… :-) ) Jeg trænede også og brugte min gamle mascara (som jeg ikke tør google). Og Øglen ser ikke umiddelbart ud til at have taget skade.

    Jeg tror, at man kommer langt med sund fornuft. Det er ingen skade til at tænke sig om, men man skal jo også kunne holde ud at være til i de 9 måneder, man er gravid, og der er jo i øvrigt ingen garanti for, at baby IKKE får allergi, fordi man har undladt at bruge den sidste rest Elizabeth Arden-creme hjemme fra hylden.

    Beklager det lange indlæg – ordene løb lige af med mig. Bliver bare så træt, når den store pegefinger kommer frem. Man behøver ikke ligefrem at opsøge den dårlige samvittighed – den skal tids nok dukke op, når babyen kommer… :-)

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.