Pinterest

Går du og overvejer familieforøgelse i form af en hund? Så læs med her, hvor vi guider dig gennem de vigtige overvejelser, du bør gøre dig inden. Vi giver desuden gode grunde til at få hund samt brugbare råd, så du kan træffe den bedst mulige beslutning for din familie.

Mange børn har en hund som deres højeste ønske. Derfor kan tanken om en blød, behåret ven da også få sure pligter som gåture i regnen til at synes overkommelige. Men man skal huske at tænke beslutningen godt igennem, da anskaffelsen ellers kan ende som et ærgerligt impulskøb. Det kan resultere i, at hunden må tilbage til opdrætteren, sælges til et nyt hjem, overleveres til Dyreværnet eller i værste fald aflives.

Får man imidlertid tænkt det igennem og taget højde for faktorer som familiens livsstil, særegne træk ved den ønskede hunderace samt generelle fordele og ulemper, kan en hund være en rigtig god tilføjelse til familien – særligt for børnene.

Hvis du gerne vil læse mere om forholdet mellem børn og hunde, kan du læse denne artikel af dyreadfærdsterapeut Anni Schrøder.

Vigtige overvejelser

Der er en række forhold, du og din familie særligt bør overveje, inden I vælger at få en hund. En af de vigtigste er tid, da en hund kræver en stor del tid af jeres tid. Selv hvis du vælger en race, som ikke behøver meget motion, skal den stadig luftes dagligt. Anskaffer I jer en hvalp, vil hundetræning desuden være en god idé, og også det tager tid. Dertil kommer tid på almindelig opmærksomhed som leg og nussen, som de fleste hunde sætter stor pris på.

Det er desuden vigtigt at overveje, hvor meget fysisk plads I har til en hund. Hvis I bor på få kvadratmeter, bør I undgå en stor race.  En anden vigtig faktor er økonomi. Det er hverken billigt at anskaffe sig en hund eller at holde en hund. Foruden købsprisen skal du nemlig medtænke udgifter som dyrlægeregninger, udstyr og foder, så det er vigtigt, at der er plads i budgettet til dette.

Den sidste faktor, vi her vil fremhæve som en vigtig overvejelse, er allergier. Sørg for at få hele familien testet for hundeallergi inden en eventuel anskaffelse, så I ikke bliver nødt til at aflevere hunden tilbage.

Gode grunde til at få hund

Mange siger, at børn, der vokser op med en hund i familien, er bedre til at forstå andres følelser og bedre til at vise omsorg. Det skyldes formentlig den tætte kontakt med hunden, som gør barnet opmærksomt på dens behov. Denne opmærksomhed over for andres behov kan overføres til børnenes andre relationer.

En anden fordel ved at have hund i familien er, at dit barn vænnes til at have ansvar. Ved at have pligter som fodring, børstning, luftning eller noget tredje bliver ansvar en naturlig del af barnets liv.

En god grund til at anskaffe en hund er desuden, at alle familiemedlemmer bliver mere fysisk aktive. I er nemlig garanterede daglig motion og frisk luft, hvis I vælger at få en hund.

Disse grunde er bare et udpluk af de mange gode grunde, der er til at få en hund i familien. Du kan eventuelt læse bogen Vild med hund og høre om andre hundeejeres sjove og rørende fortællinger om livet med hund.

Nyttige tips og råd

Hvis du kender andre familier med hund, kan det være en god idé at få lov til at passe deres hund nogle dage. På den måde får hele familien en forsmag på livet med hund, og på den måde bliver I bedre i stand til at træffe en velovervejet beslutning.

Kommer I frem til, at I gerne vil berige familien med en 4-benet ven, kan I undersøge forskellige muligheder for at holde omkostningerne så lavt som muligt. At spare penge behøver ikke at betyde, at I går på kompromis med kvaliteten af produkterne til jeres hund. Eksempelvis kan I tilmelde jer rabatordningen Club OLIVERS, hvor I for et mindre, fast beløb om måneden altid sparer 30% på foder og 50% på tilbehør.

Der er også mulighed for at spare penge på dyrlægeregninger, hvis man undersøger hvilke klinikker, der har de bedste tilbud. Eksempelvis tilbyder Skægkær Dyreklinik en gratis tandundersøgelse til din hund.

Et sidste godt råd, hvis beslutningen om at få hund er truffet, er at sætte jer rigtig godt ind i de forskellige hunderacer. Lad være med udelukkende at gå efter den race, I synes, ser sødest ud, men undersøg også, om dens temperament og aktivitetsniveau passer til jer. Når I ved hvilken race, I går efter, kan I med fordel besøge avleren eller sælgeren nogle gange og fornemme, om I lægger vægt på de samme værdier, når det kommer til hundeopdræt og livet med en hund i familien.

Pinterest