Hjem » Dagbogsskriblerier

Hilsen fra Hvidovre Hospital

16 september 200911 kommentarer! Tip en ven! Tip en ven!

Der er lidt stille fra min front på BabyBusiness i øjeblikket. Andrea og jeg ligger nemlig indlagt på Hvidovre Hospital. Intet alvorligt som sådan: Andrea har fået konstateret urinvejsinfektion, men ja, indlagt er vi – og skal blive her et par dage.

Andrea

Det startede med, at Andrea var dvask, da jeg hentede hende mandag i vuggestuen. Det er ikke unormalt for hende at være træt om mandagen, så det hæftede jeg mig ikke yderligere ved. Men så ville hun intet spise til aften, og vi kunne konstatere, at hun havde feber.

Feberkrampe
Andrea fik lidt panodil Junior til natten, og sov – omend uroligt. Hun var vågen flere gange. Hun sov ved siden af mig, og kl. 6 vågnede vi ved, at hun gik i krampe. Hun var helt stiv i krop og øjne. Stod i et flitsbue og rallede – slet ikke kontaktbar. Det varede nok max. 30 sekunder, og jeg blev virkelig bange! Ringede straks til vagtlægen, som ville have, at Andrea skulle tjekkes på børneafdelingen på Hvidovre Hospital.

“Det er sikkert feberkrampe, hun har haft, men når hun aldrig har haft det før, så vil vi gerne tjekke hende,” sagde lægen.

Det havde jeg det rigtig godt med! Ville selvfølgelig være 100% sikker på, at det hverken var meningitis eller epilepsi, der var årsagen til krampen.

På hospitalet skulle der tages urinprøver, så jeg hældte, efter bedste evne, saftevand i Andrea, så hun kunne tisse. Små børn og urinprøver er et dårligt mix! Endelig lykkedes det mig at få “fanget” noget urin i den dertil udleveret kop.

Efter to urinprøver og en blodprøve og fortsat høj feber, besluttede lægen at behandle Andrea for urinvejsinfektion. Hun får nu antibiotika via drop i hånden tre gange i døgnet. Vi skal sove på hospitalet igen i nat.

Hjemme er der også sygdom
Hjemme har storesøster Alberte og farmand fået diarré! De ville lige gøre det lidt godt og nemt i går aftes, så de købte Thaimad fra nærmeste take out. Og så har det stået ud ad begge ender siden! Grrrrrr – hvorfor har mænd (eller kun min?) et problem med rugbrød til aftensmad. Hvorfor SKAL det være varmt mad?! ;-)

Fakta om feberkrampe og urinvejsinfektion
Feberkrampe er ikke unormalt for børn. Det skyldes, at deres temperaturcenter ikke kan følge med ved store og hurtige temperaturudsving. Så da Andrea på kort tid knaldede op på 40.4 grader, ja, så udløstes en feberkrampe. Det kan også ske, når temperaturen hurtigt går ned. F.eks. som følge af panodil eller andet febernedsættende medicin.

Hvorfor har Andrea fået urinvejsinfektion? Det vides ikke. Men der er i hvert fald kommet noget “skidt” op det forkerte sted, og det kan være årsagen. Men hvorfor nu? Hun har jo gået med ble i over 2 år?! Det er ikke til at vide. Men det er ikke usædvanligt. Og piger får det oftere end drenge, blev jeg fortalt, fordi der simpelthen er kortere vej til deres urinledere.

Opfølgning
Læs opfølgningen på Andreas sygdomsforløb Hvidovre-Amager tur/retur igen og igen

Måske du er interesseret i flere relevante artikler om samme emne:

  1. Hvidovre-Amager tur/retur igen og igen
  2. Så blev den papkage bagt
  3. Krammehund støtter SOS Børnebyerne
  4. BabyBusiness børn med på babymesse
  5. Andrea Rudolph taler ved BabyBusiness’ BabyBrunch
  6. Victoria og Sofia blev begge indlagt
  7. BabyBrunch talere har fokus på økologi

11 kommentarer! »

  • Randi Glensbo sagde:

    Det var da en værre omgang – det må da ha’ været en grim forskrækkelse med de kramper. Rigtig god bedring ønskes herfra!

  • Julie sagde:

    God bedring til hende, i hvert fald. Det er aldrig sjovt med syge børn, og da slet ikke med indlæggelser.

  • Jeanne sagde:

    God bedring – både til Andrea og til de to derhjemme. Måske det bliver rugbrød fremover, når far skal stå for maden ;-)
    KHJ

  • Lærke sagde:

    Åhh nej, det lyder rent forfærdeligt at opleve sit lille barn sådan. Fik helt ondt i maven :-o Rigtig god bedring til søde Andrea med de skønne krøller …

  • Kristina Carøe sagde:

    Rigtig god bedring både til mindstepigen og dem derhjemme. Og JA hvad dælan er det med mænd og varm mad?!!

  • Leise sagde:

    Åh, nej. Nå, men godt at I ikke også skulle kæmpe med vagtlægen : )

    Håber I alle sammen hurtigt kommer på højkant igen.

    PS hvad er det med jer og kold mad? Varm mad tre gange om dagen burde være en menneskeret! : )….især hvis der var nogen til at lave den…

  • Trine sagde:

    Også god bedring herfra!

  • BabyBusinessh (redaktør) sagde:

    Tusind tak for jeres søde hilsner! :-)

    Vi er – her torsdag aften – fortsat indlagt på Hvidovre Hospital, børneafdelingen. Øv! De urinprøver, som Andrea fik taget tirsdag, fik vi de endelige resultater af i dag torsdag. Og det viser sig, at den ene af de to forskellige slags antibiotika, som hun har fået tre gange om dagen siden tirsdag, har været nytteløs. For netop de bakterier, som Andrea har, er resistente overfor den medicin. :-( Så kun den ene type antibiotika har haft effekt! Nu har lægerne så skiftet spor, så nu får hun en ny type antibiotika (fortsat inkl. den der hele tiden har virket), som skal tage livet af de forkerte bakterier, hun løber rundt med.

    Hun har fortsat feber, men efter en omgang af den nye antibiotika i dag, virker feberen heldigvis til at være på tilbagetog!

    I dag blev Andrea skannet, for at se, om der er gennemløb fra nyrerne til blæren. Det foregik ved at hun fik sprøjtet kontrastvæske ind i sit drop og så skulle det løbe igennem nyren og så videre i systemet. Det gennemløb/den skanning tog 20 min. Heldigvis sov Andrea igennem det hele, for det var midt i hendes middagslur, så jeg kunne løfte hende sovende fra barnevogn til det leje, hvorpå hun blev skannet. Hun havde næppe heller ville ligge stille i 20 min.! Og så skulle der noget beroligende til – det slap vi for.

    Nøøøj, hvor er tiden lang på et hospital. Heldigvis har vejret været skønt, så vi har kunne gå lidt rundt i “haven” ved hospitalet. Andrea har også kunne sove uden døre i en hospitalsbarnevogn.

    Jeg HÅBER, at vi må komme hjem i morgen fredag. Hjemmefronten har også OK mave igen! Vi kommer nok til at skulle køre herind til medicin tre gange i døgnet, men det er i orden med mig – bare jeg får lov at være hjemme i timerne imellem!

    D. 21. sep. har Andrea fået tid til ultralydsskanning af nyrer og blære, så jeg må sige, at der bliver fulgt godt op på, at alt er i orden! Årsagen er, at de vil sikre sig, at sådan en urinvejsinfektion ikke sætter sig til en nyre-bækken betændelse, som vist er afsindig smertefuld.

    Home sweet home! Det er hårdt at være her på børneafdelingen. Man får lov at se nogle store og meget små børn, som har langt, langt større udfordringer end en urinvejsinfektion! Vi er i bund og grund meget heldige med livet! Med det i baghovedet klarer jeg jo snildt en nat mere her på 4-mands stuen! :-)

  • Karen sagde:

    Sikke en omgang! Det er aldrig sjovt når ens børn er syge – Hvis bare man selv kunne overtage for dem ;-) God bedring med hende og stort kram herfra!

  • Melanie sagde:

    Hejsa. Jeg vil også bare sende en lille god-bedrings-hilsen til jer. Stakkels lille pus. Jeg har selv prøvet at have urinsvejsinfektion og det er bestemt ikke sjovt, hvordan er det så ikke for den stakkels Andrea. :-( Øv! Håber at hun snart får det bedre! Kh. Mel

  • Ester sagde:

    åh syge børn er noget af det værste. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på om du mon giver Andrea et skumbad?? nogle gange er årsagen til at børn får urinvejsinfektioner de stoffer producenterne propper i skumbad. Undgå derfor stofferne DEA(diethanolamine),TEA (triethanolamine), PEG og sodium laureth sulfate.
    Årsagen kan selvfølgelig også være noget helt andet, og håber det er en engangs oplevelse for jer.

Kommentarer

Benyt dig til enhver tid af kommentarfeltet under hvert blogindlæg. Her kan du skrive, hvad du har på hjertet! Før du placerer din kommentar, skal du dog vlære opmærksom på følgende retningslinjer:

1) Kommentarerne skal handle om emnet og være relevante i forhold til hvad der bliver omtalt.
2) Vær venlig ikke at reklamere for dit produkt eller butik i kommentarfeltet, da dette i bedste fald synes unfair over for den indlægget omhandler, og i nogle tilfælde betragtes som spam. Hvis du er interesseret i at blive omtalt på bloggen, så kontakt mig ved brug af kontaktsiden.
3) Vær respektfuld til forfatteren, personen eller produktet der bliver omtalt. Skriv ikke kommentarer, som ikke kan verificeres eller betragtes som injurierende.

Opt out of 'Thank You' e-mails..