Jeg har modtaget nedenstående i en mail fra Lene, og jeg håber, at I læsere vil komme mere jeres gode råd, tips og erfaringer i kommentarfeltet! Takker på forhånd.
Pige på 3 år trynes af dreng på 1½ år
Vi har et problem derhjemme i familien, som jeg savner lidt hjælp til. Måske kan I hjælpe?
Vi har en datter på snart 3 år. Hun går i den skønneste dagpleje, og har altid været glad for at gå der. Det er desværre ændret her henover vinteren.
Grunden er, at der er kommet et reservebarn ind, som har udset sig vores pige som bidering. Drengen er 1½ år.
Vores pige er et mild og roligt barn. Hun hverken slår, bider eller skubber nogen af de andre. Og desværre “finder” hun sig også i det lille reservebarn.
Når han ikke bidder hende, er hun sød mod ham (dog på en reserveret måde – som et barn der er bange for en hund).
Modelbillede
Vi har tidligere snakket med vores dagplejemor om sagen, for det kan jo ikke være rigtig, at min datter skal være bange for at være i hendes “fristed”.
Drengen har været væk i et par uger, men kom igen i starten af ugen. Og sørme om ikke datteren kommer hjem med nye bidemærker. Hver gang er der hul på armen og hun har tydelige sår markeret efter tandsættet.
Og der er desværre sket en tydelig ændring ved min datter. Hun er bange for at komme op til dagplejemoren – for hvis nu drengen er der. Hun skal hele tiden forsikres om at dagplejemoren passer på hende, og det samme gør de andre børn. Men hun slapper ikke af før vi er deroppe – og hun ved at han ikke kommer…
Dagplejelederen kan/vil ikke rigtig gøre noget ved det. Specielt med tanke på, at hans normale dagplejemor nu er rask igen.
Men hvad skal jeg gøre? Er der nogen af jeres andre læsere, som har prøvet noget lignende?
Min mand vil have jeg skal tage hende med hjem, hvis han er deroppe. Men så kan vi jo ikke få vores hverdag til at hænge sammen. Og jeg syntes også, at det er synd, at det skal gå ud over hende. At han overtager hendes fristed….
Jeg fortæller hende dagligt, at han er en lille baby, som ikke forstår det. Og at hun bare skal skubbe ham væk. Men hendes rolige sind gør, at hun IKKE skubber ham væk. Eller skælder ham ud…. Og jeg har det også dårligt med at skulle fortælle hende, at de andre passer på hende. For hvad nu hvis/når han gør det igen???….
Nogen der kan hjælpe??
Mvh.
Lene
Relaterede artikler
-
Kernesund Familie bliver testet på tv
Slankekonceptet i “Kernesund familie” bøgerne er blevet meget populært i Danmark. Sundheds- og Fødevarestyrelsen har hele tiden advaret mod at … Læs resten
-
Sygt barn giver skænderier mellem mor og far
Natten har været urolig og tidlig morgen tager det ikke mange sekunder at konstatere, at barnet ikke har en god … Læs resten
Vores pige har nu været i dagpleje et par dage – uden drengen er der. Og vi mærker en klar forskel. Hun snakker mindre og mindre om ham, og er glad når vi står op om morgenen.
Der er flere af jer, som siger, at dagplejemoren SKAL tage ansvar for situationen. Og det gør hun helt bestemt også. Hun holder dem adskilt når de spiser, og sørger for at være i nærheden af dem når de leger. Men hun kan sidder lige ved siden af – og alligevel ikke nå at fange ham. Hun gør alt hvad hun kan ved situationen.
Desværre er det dagplejelederen som ikke agerer godt nok – syntes vi. Hun er passiv og vil se tiden an… Og desværre oplever vi, at den økonomiske situation går forud for vores datters velbefindende. At det er os der må holde hende hjemme hvis han er der, i stedet for at de placerer ham hos en anden dagplejemor…
Men som sagt – lige nu er situationen god. Desværre frygter jeg hvad der sker, hvis de skal passes sammen igen.
Men jeg krydser fingre og håber det ikke sker…
Tusind tak for dine gode input Pouline! Tak fordi du tog dig tiden. Dejligt!
Og lige en ting mere. Drengen skal selvfølgelig også høres, ville du kramme? jeg kan godt se at du blev sur eller jeg kan godt se at du ikke vil dele osv. Det tager brodden af følelserne at blive rummet, set og hørt uden vurdering.
Jeg glemte at skrive at jeg inden jeg flyttede mit barn ville tage en konsultation hos Familieterapeut Fie Hørby for at få gode ideer. Hun plejer at have løsninger på alle mulige svære situationer og som samtidig er omsorgsfuld for alle involverede parter.
Jeg går i noget, der hedder KlubMor hos en familieterapeut, der hedder Fie Hørby. Det er en samling mødre, der mødes 1x om måneden. Her har vi forskellige emner vi lærer om ifht. børn. I søskendekonflikter, konflikter i det hele taget er det tit om at komme ud af dommerfeltet og rumme barnets følelser og egne ideer til hvad der kan være en løsning for hende. Fx. Av hva, du er blevet bidt igen, kan jeg se. Hvad skete der?, blev du så ked af det? hvad gjorde du, hvad gjorde han, bider han også de andre børn… osv. Lad barnet fortælle det det har lyst til i det omfang det har lyst. Gentag hvad barnet siger, så det selv kan fortælle mere af det det vil, så det ikke bliver til udspørgen og pres. Når barnet siger at det er bidt, kan du sige nårh det er synd, gjorde det ondt. Det er ikke rart at han bider. Det må han ikke. (I situationen skal man give det forurettede barn positiv opmærksomhed, og trøste, så det oplever at den voksne rummer at det er ked er det og at man fortæller at det var strengt at det andet barn har bidt og at det ikke var rart for barnet og at det oplever at blive hørt. Så kan man skrue op for varmen og trøste og hygge ekstra. Det forurettede barn hører og opdager at der ikke er positiv opmærksomhed og heller ikke negativ opmærksomhed, men mere ignoreren/laden være. De hører og lærer af det forurettede og den voksnes samtale om, hvad der er sket. Herefter kan man spørge det forurettede barn om hvad det gerne vil/ hvordan det gerne vil have det. Om det har nogle ideer til hvordan begge kan være der eller hvad hun har lyst til at lave. Man kan også foreslå at gå sammen over til det anklagede barn og sige at det skal være ae ae. Det handler også om at der ikke skal for meget fokus på det negative, for det fastholder også det anklagede barn i en forstærkende spiral. Jeg synes dog personligt at det er et overgreb og psykisk terror, at pigen skal være i nærheden af et barn der bider så voldsomt og vedholdende. Det synes jeg ikke er i orden. Det kan man da forestille sig give ar på sjælen, og hvor væmmeligt for et barn, at skulle befinde sig på samme sted en hel dag, hvor der er en hun er bange for begår vold, for det er det jo uanset om det er bevidst for et lille barn eller ej. Det har også med tillid til livet at de voksne og forældrene hører hendes opråb om hjælp. De voksne SKAL passe på hende og sørge for at det ikke sker. Det er ikke et forstående eksperimentarium for at et barn skal bides voldsomt i lang tid fordi det tager lang tid at vende et bidebarn til at stoppe. Så må bidebarnet holdes adskilt specielt fra den pige. Det er jo også mærkeligt, hvis han kun bider hende og ikke de andre, men hvis det er mest hende, så ville jeg selv kræve at de ikke sad ved siden af hinanden, ikke var alene i stue sammen et eneste øjeblik, at dagplejemoren gør noget for at aktivere drengen, så han er optaget af andre ting end at bide, at dagplejemoren er helt henne hos børnene der hvor bidedrengen er, så hun kan afbryde hvis der er optakt og dermed lære det sociale direkte før situationen sker og ikke bagefter. Det kræver noget mere af dagplejemoren de dage drengen er der, men hun SKAL tage det ansvar. Hun skal sørge for at han ikke bider pigen eller andre børn. Men hvis hun læser blade og drikker kaffe eller har andre gøremål, så passer børnene jo sig selv og det er ikke en periode ligenu, hvor det er muligt. Jeg har selv dyrket babytegnsprog med mit barn og har oplevet mindre frustration for børn, fordi de kunne kommunikere hvad de ville inden de kunne tale. Man kunne måske indføre enkelte tegnsprogstegn, som jo egentlig også er en slags kropssprog: stop, ae ae, forsigtig, færdig, igen/mere osv. Det understreger bare de ord, som bliver sagt med talesprog. Kan drengen høre? Børn der ikke hører så godt, bliver ofte fysiske på den kedelige måde.
Jeg er slet ikke ekspert som fx min underviser fra KlubMor er, og min gengivelse er løst oversat til situationen som jeg har forstået min lærdom. Fie Hørby vil sikkert have et bedre input.
Jeg synes dog at det at pigen er angst og stresset viser at det er så vigtigt at håndtere. Voksne går ned psykisk hvis de bliver mobbet på arbejde af bestemte personer enten verbalt eller fysisk. Hvorfor skulle et barn kunne tåle det bedre. Jeg synes ikke at man bare skal lade tiden gå. Der skal ske noget drastisk og med resultat til pigens fordel hele denne situation. Ellers er jeg personligt bange for at hun tager mere skade fysisk og psykisk end der allerede er sket. Jeg har desværre ikke flere ideer, men jeg ville tage mit barn ud af dagplejen hvis det ikke hjalp hurtigt og skifte institution meget hurtigt.
Kære Lene
Øv for en situation
Hvad skete der første gang du talte med dagplejemoren om det?
Jeg synes du skal tage fat i dagplejemoren igen og høre hende hvad der sker, når den lille dreng bider.
Spørg hende om der er bestemte tidspunkter han bider, om han bider de andre børn også og hvornår det foregår. Hør hende hvad hun gør når det sker. Han er formentlig ude efter hendes opmærksomhed.
Fortæl hvordan du har det og hvad din datter siger til det.
Du kan og må ikke love din 3 årig at det ikke sker. For hun skal kunne være sikker på at det du siger er rigtigt og sker. Ellers mister hun tilliden til at mor passer på hende og hun kan tro på hende.
Held og lykke med den svære situation du står i.
Mette Weber
Sundhedsplejerske og
rådgiver i Det gode Familie liv – Tal med dit barn fra A-Z på Juniorbusiness.dk og på http://www.metteweber.dk
Jeg ser det sådanne. At uanset om drengen kun er en røver når han er i gæstepleje eller ej, så skal det stoppes omgående.
Det bekymre mig lidt, at din egen dagplejemor ikke vil gå ind i sagen.
Men som udgangpunkt, hvis din egen dagplejemor ikke vil bringe din klage/ bekymring videre til souschefen for dagplejen. Så ville jeg kontakte dem og fortælle din datters situation. og hvor meget det bekymre dig. så er det deres pligt, at løse det på bedst vis. Jeg tror også de vil kunne forstå din bekymring, når de bliver informeret.
Ja – jeg er så moren til den stakkels pige…
Tak for jeres indlæg. Kan se, at flere har tænkt som jeg selv har gjort.
Der er så mange ting jeg kan skrive om vores situation. Men mange af de forslag I giver, har vi prøvet. Snakket med dagplejemoren, prøvet at lære datteren lidt jungleregler osv.
Det vigtigste vi prøver at sikre os nu er, at vi ikke forstærker hendes skræk.
Men i fredags blev der så lavet en aftale med dagplejelederen. Hvis han skal op til vores normale dagplejemor, SKAL vi have besked i god tid. Så vi kan tage vores forholdsregler. For det må ikke blive sådan, at datteren oplever, at hvis han kommer, så holder vi hende hjemme.
Men som I nok kan forestille jer, så gør det ondt at skulle bruge morgenerne (og weekenden) på at forsikre vores pige om at den lille dreng ikke er i dagplejen i dag. For hun er jo tydeligvis stresset…
Næste skridt er pladsanvisningen. Finde ud af hvor vi står i forhold til børnehaveplads. Desværre har ingen overvejet, at når nu der var mange børn herude som skulle have dagplejeplads omkring samme tidspunkt som vores datter – så kommer der nok også et pres på børnehaven når de bliver 3…..
Jeg arbejder som dagplejer, og ville egentlig have skrevet noget lig det Kristina skriver
Og så tror jeg at i skal huske på at det ikke nødvendigvis forholder sig sådan at dagplejeren ikke vil gøre/gør noget ved det.
Men det tager tid at få et barn vendt af med at bide.
Det er synd for jeres datter, at hun bliver bidt, og selvfølgelig skal hun være glad for at komme hos dagplejeren. Men man kan ikke få et barn til at lade være med at bide fra den ene dag til den anden.
Jeg synes at i skal prøve at snakke med jeres dagplejer om det igen. Måske kan hun så fortælle jer, hvad hun gør for at forsøge at forhindre det. Og måske har hun en ide om hvor tit det pågældende barn fremover vil komme til at opholde sig hos hende?
Nogen gange hjælper det at få snakket godt om tingene
Tusind tak 2x Kristina! Gode input! En viden jeg ikke er i besiddelse af. Skønt I er, og kan udvide horisonten for en “løvemor”!
Jeg har efterhånden arbejdet en del år i daginstitutions verden og det er min erfaring at det somregl er en fase nogle børn, især drenge, kommer i i alderen 1½-2 år indtil de har lært de socialspilleregler samt sprog !
De mener som regl ikke noget ondt med deres bid men vil bare i kontakt med de andre børn ofte er det endda glædes bid! Jeg synes det er vigtigt at det ikke er jeres datter der selv skal klare problemet ved at skubbe, og det virker hellere ikke til at det ligger til hendes natur… – men det må være den voksne DP der skal være over drengen som en høg, tage drengen væk fra barnet og forklare igen, igen og igen at det gør av…av… osv. evt. tage ofret med hen og sige “se hvor ked af det hun bliver, vi vil ikke have det…”
Det er aldrig sjovt at være forældre til bidderen eller ofret – men det er også vigtigt at huske på at alle børn kan komme i en situation hvor de slår, skubber eller bidder det er helt naturligt i den alder!
Det er en hæslig situation for jer (og også for drengens forældre som med garanti heller ikke synes det er en sjov situation). Samtidig tænker jeg om drengen mon også bider ved sin normale dagplejer – eller om det fra hans side er en reaktion på angst og utryghed. Vigtigt tænker jeg ift at tackle situationen. Jeg er enig med Anette i at hun bestemt har et ansvar for at skulle reagere og hjælpe med at sætte nogle grænser for drengen. Som jeg har forstået det bider børn ofte for at kommunikere følelser (ligesom nogle slår) – og så må DP jo hjælpe med at vise en bedre måde at gøre det på og sætte grænser. Tror det er en rent kompleks ting at gå ind i. Tænker hendes modvilje mod at gå ind i sagen også er udtryk for afmagt – hvad søren skal hun gøre – og måske hun ikke er pædagogisk uddannet til at tackle den slags udfordringer som de er på en anden måde i institutioner.
Da jeg prøvede med “hvad ville jeg gøre” var min første tanke et flugtinstinkt – jeres datter er snart 3 år og skal vel så i børnehave. Kunne det være en ide at bede om at få hende overflyttet nu, så hun kan starte på en frisk et nyt sted? Men jo ærgeligt når hun har været glad for at være der – men en mulighed som vel er værd at overveje. Derudover ville jeg spørge ind til situationerne, hvornår er det han bider, hvad gør hun så. Sige at hvis drengen bider skal hun sige nej til ham og gå væk (eller skubbe ham væk), og forklare at det er OK at gøre det for “det gør mor og far også hvis du gør noget du ikke må”. Men det er sørme ikke nemt at give en tre-årig ansvaret for at komme ud af konflikterne selv.
Håber I finder en løsning og at jeres datter igen bliver glad for at komme hjemmefra om morgenen – det slider voldsomt mentalt på en at gå en hel dag og tænke på om ens barn er ked af det.
Jeg er ikke pædagog – og har derfor næppe den mest korrekte tilgang til udfordringen. Kan blot tale ud fra min mor-rolle, og hvad jeg selv ville tænke, hvis det var min datter…
Dagplejemoren skal i mine øjne være super OBS på at irettesætte ham på 1½ år, så han er med på, hvordan han skal opføre sig og hvordan ikke! Den 3-årige skal ikke være “politibetjent” – det skal den voksne!
Og så er jeg nok meget primitiv, når jeg tænker, at jeg ville lære min pige en ting eller to om “jungleloven”. Har det virkelig svært ved at børn blive kanøflet.
Også for en på 1½ år er der forskel på sjov og forkert opførsel. Ved at irettesætte igen og igen må et barn på 1½ kunne lære, at det IKKE er god opførsel at bide andre. Det er bare slet, slet ikke i orden! Jeg ville også være virkelig ked af det og flov, hvis jeg var den ansvarlige voksne, som havde ansvar for et barn, der gentagne gange bliver bidt!
Jeg betragter ikke mig selv som en hys løvemor, men der må være grænser for, hvad ens barn skal udsættes for/finde sig i!
Øv en situation
Kan desværre ikke hjælpe da jeg stadig bare går hjemme på barsel med vores første barn. Men vi har faktisk snakket lidt om, hvad man gør i den omvendte situation… Hvis man er forældre til en lille bulderbasse som trumler andre børn? Vores søn er godt nok kun 6 mndr., så det er svært at sige noget om allerede nu, men han er nogle gange en voldsom lille krudtugle, og det skal jo helst ikke udvikle sig i den forkerte retning.
Du skriver han er reservebarn – altså han er der når hans egen dagplejemor er forhindret, jeg har ikke lige et begreb om hvor tit det er. Uanset hvad, så tænker jeg at det kunne være en ide – og en lidt alternativ måde at gribe tingene an, at du tog kontakt til drengens forældre og forklarede situationen. Hvis han nu har nogle fornuftige og forstående forældre, så invitere du dem på kaffe med drengen og lader børnene mødes udenfor dagplejen – dem giver børnene mulighed for at se og opleve hinanden et andet sted og samtidig giver det jer forældre at observere og gribe ind.
Held og lykke
Rikke