Hjemturen fra Etiopien og landet på dansk grund

Her får du sidste afsnit i Liselottes rejsedagbog fra turen til Etiopien, hvor hun og hendes mand Allan skulle hente deres lille adoptivsøn Noah. I dette afsluttende blogindlæg fortæller Liselotte om rejsen hjem – nu med baby – og hjemkomsten til egen matrikel i Danmark. Desværre bliver Liselotte meget syg på hjemturen, og ender med privattoilet og kørestol… Læs med neden for!

Den lille familie kommer endelig (vores venner ventede en 1½ time på, at vi skulle komme ud – de stakler)

Etiopien, Lørdag den 14. august, 2010
Kl. 16.00 Vi forlader hotelværelset, og sætter os i lobbyen for at vente på at blive kørt til lufthavnen kl. 17.30. Vi synes imidlertid ikke der er nogen grund til at hænge i en kedelig lobby, så vi får ændret vores booking og bliver kort efter kørt til lufthavnen, der ligger bare 7 km væk.

Kl. 16.30 Ankomst til lufthavnen. Vi kan først tjekke ind kl. 19, så vi finder et par stole og sætter os og venter. I de 2½ time, vi sidder og venter, stopper næsten alle for at hilse på Noah og dikke og sende ham øjne. Rengøringspersonale, politimænd og andre passagerer. Ved siden af os sad en flok somaliere (dog bosiddende i USA, så vi sagtens kunne tale med dem), og de var HELT vilde med Noah. De skulle alle holde ham i hånden og nusse med ham. Charmetrold! Jeg lærte samtidig en hel del om trenden inden for hennafarvning på hænder og fødder. Hold fast nogle udsmykninger! Noah er i topform og sidder bare i bæreselen hos far og charmer.

Glad far med Noah i bæresele. Noah med mors brækpose – som der dog (heldigvis) aldrig blev brug for

Kl. 19.00 Vi tjekker ind som nogle af de første og glæder os over, at vi kan ile videre og komme op i transithallen, hvor der forhåbentlig er lidt bedre siddemuligheder og udsigt til aftensmad. Vi finder et sted, hvor vi kan bestille en halv stegt kylling. Lige hvad vi har lyst til. Noah får en flaske, og mens mor spiser, sørger far for en ren ble.

Kl. 21.30 Vi sidder ved gaten og venter på boarding sammen med de øvrige adoptanter, der skal med samme fly hjem. God stemning, og alle er lettede og glade over at skulle tilbage til Danmark. En flink medarbejder sørger for, at vi kommer ombord på flyet sammen med business-passagerer, så vi kan komme på plads i sæderne med vores børn. Nå nå … Jeg øjner allerede fede fordele ved at have afkom med på rejsen! Noah når lige at falde i søvn i mine arme, inden vi går gennem gatens security, og det er første gang han sover siden han sov til middag kl. 14. Men han er altså en selskabspapegøje og ligger eller sidder bare og følger med. Meget nemt barn.

Kl. 22.50 Afgang mod København. Vi får en lille snack og lidt at drikke, og så bliver lyset eller slukket. Noah bliver lagt til at sove på dynen i mit skød, og han falder hurtigt i søvn.

Søndag den 15. august
Kl. 01.00 Noah vågner og har lidt mavekneb. Der går 5-10 minutter, og så kan vi høre – og lugte! – at der er gevinst. Puh …! Han har skidt igennem ble og natdragt, og Allan må ud på det lillebitte toilet og lave en skifter. Af sted med en blepakke og ny natdragt. Noah var svært utilfreds med at blive vækket, så inde i kabinen lød det som om han blev mishandlet. Du godeste, hvor var han vred! Nå, men svedig far kommer ud med glad og ren Noah lidt senere. Tid til at sove igen. Inden da, når Noah dog lige at kaste op. Ikke det store, heldigvis. Men der er ingen tvivl om, at årsagen er udmattelse fordi han ikke har fået sovet hele dagen. Så ned på dynen med ham igen.

Kl. 05.00 Noah har fået sovet, og mor og far har fået en times søvn også. Ikke meget, men vi overlever. Noah har i mellemtiden præsteret endnu en omgang, hvor han har skidt gennem ble og dragt, så far må skifte igen. Og sørme om han ikke gør det tredje gang – lige da vi har fået serveret morgenmaden. Sidste rene natdragt og body tages i brug. Herefter kan vi spise morgenmad og forberede os på, at vi snart lander i Amsterdam.

Kl. 05.45 Flyet sætter hjulene ned på landingsbanen i Amsterdam. To minutter efter kaster jeg mig ud på toilettet med dårlig mave. Bad sign!!! Det er ellers gået fint på flyrejsen, så det bekymrer mig lidt, at det nu begynder igen (måske husker du, at jeg ikke var på toppen, da jeg vågnede lørdag). Vi kommer af flyet og begiver os mod ny gate. På vejen skifter Allan tøj på Noah, så han får bukser og t-shirt på i stedet for natdragt. Imens sidder jeg udenfor og har det skidt. Er svimmel og frygter lidt for, at jeg skal besvime, så mit humør er i kulkælderen. Da Allan kommer ud, må jeg ile ud på handicaptoilettet. Der er ikke tid til at stå i kø til dametoiletterne …

Kl. 07.25 Afgang mod København. Mens vi kæmper os gennem køen til paskontrollen, er jeg på toilettet 4 gange. Det lykkes at komme gennem security og videre til gaten (vi begynder at have lidt travlt) uden yderligere toiletbesøg. Inden flyet letter, er jeg på toiletter 3 gange, og det søde kabinepersonale er klar over, at det står lidt skidt til med mig. Af hensyn til evt. smittefare og for at hjælpe mig, beslutter de at reservere det ene toilet til mig. Privattoilet! Flot gestus, og jeg er dem dybt taknemmelig. I løbet af de 60 minutter det tager at flyve til København, når jeg at benytte mit privatgemak 6-7 gange. Jeg får drukket noget vand, og det går pludselig op for mig, at jeg i pusletasken tilfældigvis har en pakke bredspektret penicillin liggende – bl.a. medbragt til Etiopien, hvis der skulle komme et slemt maveonde. Jeg nupper de to ordinerede tabletter og beder …

Kl. 09.30 Vi er i Danmark! Stor lettelse. Men på flyet bliver der også fældet en del tårer. Jeg græder, fordi jeg virkelig har det skidt. Og det var jo slet ikke sådan, det skulle være. Allan græder fordi han kan se, hvor slemt jeg har det. Da vi når ned til bagagen, må jeg på toilettet igen. På vej ud fra toilettet svimler det hele, og jeg må sætte mig ned på gulvet udenfor og overlade kuffertafhentning til Allan, der også har Noah i bæreselen. Jeg er så skidt, at jeg ikke tør sidde med Noah. Da Allan vender tilbage med vores kufferter, er jeg gået i opløsning og sidder og græder. Det er gået op for mig, at jeg ikke vil kunne rejse mig uden at besvime. Jeg er så utroligt ked af, at vores glade hjemkomst er blevet ødelagt af mit helbred. Allan får fat på to samaritter, der får taget blodtryk og puls på mig. Det ser fint ud. Vi taler sammen, og de konkluderer, at jeg simpelthen er dehydreret oven på mine mange toiletbesøg og derfor ikke kan stå på benene. Vi taler om, hvorvidt jeg skal køres på hospitalet, men der er enighed om, at jeg skal hjem, da hospitalet formentlig vil henvise mig til vagtlæge eller egen læge for at få taget blodprøver. Og jeg vil meget gerne hjem.

Kl. 10.15 Vi går gennem tolden og ud til den lille ventende skare. Mig i rullestol … Åh, hvor ynkeligt at skulle ankomme på den måde, men der var ligesom ikke andre alternativer. Humøret er ved at vende tilbage. Jeg har fået kæmpet mig gennem den ½ liter vand, de flinke samaritter stak i hånden på mig, og maven holder. Efter kys og kram og tårer og Noah-kig bliver vi kørt hjem til Skodsborg. Vi får et kort besøg af vores dejlige overbo, og derefter lægger jeg mig for at få ro. Noah hopper også i kanen, og Allan ligeså. Senere kommer Allan ind med Noah, og så ligger vi alle fire (Heiko-hund er den sidste) i sengen og råputter. Idyl! Om aftenen spiser vi rugbrødsmadder med leverpostej og agurk. Nok ikke det bedste for min mave, men åh … hvor jeg dog har savnet rugbrødet! Noahs mormor kommer lige forbi og kysser på Noah, og så er det ellers godnat.

Ved midnatstid får Noah en flaske, og herefter går jeg i koma. Allan tager over, og kl. 7 mandag morgen kommer Noah ind i sengen. Åh, hvor er det skønt at være hjemme!

Jeg er på toppen igen. Ved ikke, om det er penicillinen, der stadigvæk har overtaget, men det finder jeg jo ud af. Viser det sig, at jeg har fået en bakterie med, må jeg til lægen og have taget blodprøve. Indtil da regner jeg med, at alt er, som det skal være. I går nåede jeg et smut i H&M for at købe en lille fleece-trøje til Noah, så han ikke dør af kulde, når vi racer gennem skoven i klapvognen. Han har også fået et par små sko og lidt flere strømper. Så nu er han velekviperet!

I dag har vi været på rådhuset og få lavet cpr-nr. til ham og så smuttede vi forbi Danadopt med retspapirer og fødselsattest, så Noah kan blive vores 100 %. I øjeblikket har vi en midlertidig døgnplejetilladelse, og den skal selvfølgelig laves om, så den bliver permanent. Nå ja … og så skulle de søde medarbejdere hos Danadopt på lige se, hvilken lækkerbisken vi har haft med hjem.

Heiko storebrorhund er netop kommet løbende ind ad døren og smider sig for at blive nusset. Første møde mellem Heiko og Noah. Gad vide om de tænker det samme: ”Hvad er du for en???”

Sundhedsplejersken kommer på mandag, og i næste uge regner jeg også med, at vi har fået stablet en adoptiv-mødregruppe på benene. Lægebesøg på tirsdag. Statsforvaltningen er orienteret om, at vi er retur, så nu er alt det praktiske på plads, og vi skal bare i gang med at nyde hverdagen med Noah herhjemme. Heiko-storebrorhund er meget interesseret i Noah (specielt når der er godt med tyngde i bleen), og han synes vist, at det er en underlig souvenir, vi har taget med hjem. Men ellers går det fint. Noah får et par kærlige slik i hovedet i løbet af dagen, og det ser han umiddelbart ud til at trives fint med. Så mon ikke de to nok skal blive rigtigt gode venner?

Så nu er denne del af vores rejse altså afsluttet, og vi fortsætter rejsen med Noah herhjemme. Tak fordi jeg måtte fortælle – og tak fordi I kiggede med!

P.S. Billederne fra hjemkomsten. Taget med iPhone og ikke helt skarpe – men that’s all we’ve got!

Liselotte

Læs hele Liseslottes rejsedagbog fra Etiopien: Den lange rejse efter Noah
Følg med fra start ved at læse:
Afsnit 1: Liselotte skriver rejsedagbog fra Etiopien
Afsnit 2: Liselottes første møde med sin søn i Etiopien
Afsnit 3: Juridisk godkendelse af adoption – beretning fra retsal i Etiopien
Afsnit 4: Liselotte fortæller fra Etiopien: Endelig forældre i døgndrift!
Afsnit 5: Liselotte fra Etiopien: Fuldtidsforældre på 4. døgn
Afsnit 6: Liselotte og Allan venter fortsat på dokumenterne, hør om livet på hotellet
Afsnit 7: Liselotte venter på Noahs pas og fly fra Etiopien
Afsnit 8: Hjemlængsel og lidt lejrkuller på hotellet i Etiopien
Afsnit 9: Liselotte og familie rejser nu fra Etiopien til Danmark
Afsnit 10: Liselotte baby er flyveklar – af sted fra Etiopien til Danmark