Hvidovre-Amager tur/retur igen og igen

Herhjemme er vi temmelig underdrejet pga. Andreas urinvejsinfektion, som virker ret så genstridig.

Infektionstal stigende trods bedring
Det blev torsdag eftermiddag, og Andrea fik som skrevet (læs beskrivelse i kommentarfeltet) en ny type penicillin.

Det er godt nok meget forskellige meldinger vi får al afhængig af hvilken læge/sygeplejerske, vi lige taler med. Ikke at personalet siger noget decideret modstridende, men detaljeringsniveauet er meget individuelt! Og det har altså betydning for den endelige forståelse.

Andrea på Hvidovre Hospital. Hun har ikke meget appetit. Hun kan svinge sig op til at spise en halv ostehaps og et par rosiner… Derimod drikker hun en masse af husets røde saftevand. Billedet er taget med min mobil – og derfor ikke det skarpeste.

Andreas temperatur er faldende, så jeg tænkte, at nu var vi på vej i den rigtige retning. Men så fortæller en sygeplejerske, at nogle af Andreas infektionstal faktisk var steget fra 60 til 90 (hvad de cifre, så end har af betydning – for hvad er normen – men en stigning er der da tale om!).

Heldigvis bliver vi fortalt, at der sagtens kan være et vist “efterslæb” i infektionstallene. Andrea kan altså sagtens være i bedring, men det er først synligt senere på infektionstallene.

Skanning af nyrernes funktion
Torsdag var også skanningsdag, en såkaldt renografi, og det gik fint. Andrea sov igennem den 20 min. lange skanning, da det var midt i hendes middagslur.

Jeg tog nedenstående billede af hende imens hun blev skannet. Selv om hun sov sin helt almindelige middagslur, så syntes jeg, at det var vildt at se min lille pige ligge i den store maskine! Jeg undlod at tænke på den sygeplejerske, som begejstret fortalte om maskinens fortræffeligheder:

Sygeplejerske: “Så kan skanningen også vise, om patienten f.eks. kun har en nyre eller at der er misdannelser på urinlederne”.

Mig: “Nååå – jamen, det kan der vel ikke være hos Andrea. Jeg mener, hun er jo 2 år og har tisset tusindvis af gange. Det var vel blevet opdaget forlængst, hvis der var noget galt?!

Sygeplejerske: “Ikke nødvendigvis. Man kan sagtens leve med kun én nyre”

Der er jo absolut intet ondt i det, sygeplejersken siger. Og det er da også fantastisk, at såden en renografi kan afsløre det, men… ikke lige hvad jeg havde brug for at høre på det tidspunkt. Omvendt kan man sige, at jeg nok vil få det vildeste chok, hvis der er noget så voldsomt galt, og jeg ikke havde den fjerneste idé om, at det var, hvad der kunne blive påvist.

Andrea til renografi. Der sprøjtes lidt kontrastvæske ind i hånden (i det drop, som i forvejen er isat). Skanningen følger så væskens løb fra nyre til blære. Patienten skal ligge fuldstændig stille. Det er reelt 20 min. film, der bliver optaget. Andrea behøvede ikke at få tøjet af. Det kan skannerens sagtens skanne igennem. Hun bliver skannet neden fra – på ryggen – tættest på nyrerne.

Vi har stadig ikke fået en tilbagemelding på skanningen, men jeg antager, at alt er som det skal være. Ved selvsyn kunne jeg i hvert fald se to nyrer og en blære på den skærm, som skanningssygeplejersken også stirrede på. Men “filmen” skal først analyseres, før man som patient får en tilbagemelding. En ting er nemlig at væsken løber som det skal fra nyre til blære. Det er også af betydning hvor hurtigt det løber! Vi venter i spænding! I morgen mandag får vi resultatet af en læge.

På udgang til weekend
Så er det fredag, og Andrea er feberfri. Vi får lov at tage hjem. Hurra! Jeg tager hjem fredag formiddag, da farmand ankommer på hospitalet. Han skulle lige aflevere storesøster i børnehaven, før han kunne afløse mig. Jeg havde i den grad brug for afløsning. Havde været på børneafdelingen siden jeg fløj ud ad døren tirsdag morgen med Andrea, der netop havde haft et anfald af feberkrampe.

Fredag morgen syntes tirsdag lysår væk. Tiden er lang på hospitalet. Især natten til fredag, hvor en lille dreng på 1 år ankom på stuen i skrig og skrål kl. 1. Han fortsatte med at græde til kl. 6 om morgenen. Nøj det var ikke sjovt! Selvsagt slet ikke for ham! Men heller ikke for Andrea og jeg – vi fik ikke sovet meget den nat.

Far og Andrea kommer hjem kl. 16 fredag. Så blev Andrea kørt på hospitalet igen kl. 22 til døgnets tredje portion medicin. Vi kører fra Amager til Hvidovre kl. 8, kl. 15 og kl. 22 hver dag. Der skal gå min. 6 timer pr. portion medicin, fordi det er så hårdt for nyrerne.

Den køretur ml. Amager og Hvidovre og retur kan vi da hurtigt få nok af, men “den går jo til et godt formål”. Selve medicineringen tager ikke lang tid. Sygeplejerskerne er søde og super effektive, og den type penicillin, som Andrea får nu, gør ikke ondt at få i drop. Tidligere har hun fået noget, som strammede meget i huden, og så græd hun meget.

Andrea er blevet en ret cool patient. Hun skriger ikke længere så snart hun ser en i hvidt tøj og hun beklager sig heller ikke, når hun skal have medicin.

Hjemme bedst
Andrea (og hendes mor!) nyder at være hjemme. Vel er køreturen til Hvidovre kedelig, men hvor er det skønt at kunne være hjemme frem for at slå timer ihjel på hospitalet. Storesøster Alberte og den kære far er også meget glad for, at vi er kommet hjem! Og Andrea virker væsentlig bedre. Ingen feber og i godt humør. Dog også mere træt og hysterisk end vanligt.

Alberte og Andrea leger med modellervoks. Børn er meget omstillingsparate og Andrea har hurtigt lært at håndtere den hånd med droppet, som er helt pakket ind – og dermed næsten ubrugelig.

Andrea drikker en masse. Hun har altid drukket meget. Det er kun godt at få skyllet nyrerne igennem, siger de på hospitalet.

Nu er vores tomater endelig begyndt at modnes. Jeg var næsten ved at opgive håbet! Sensommeren har været god for grønne tomater.

Vi er i øjeblikket meget glade for skjorter herhjemme. De er nemme at få på over Andreas “Mikkel Kessler hånd”!

Urinvejsinfektion – det er da “helt normalt”
Urinvejsinfektion er den hyppigst bakterielle infektion, som børn pådrager sig, har jeg lært på hospitalet. Især piger. I mange forskellige aldre. Vi har på børneafdelingen mødt børn fra 1 måned til 4 år med urinvejsinfektion.

Læs evt. mere om sygdommen hos sundhedsplejersken.dk og/eller netdoktor.dk

Indlagt med sygt barn – hvad er din historie?
Jeg synes, at det er hårdt for alle i familien, når et barn er indlagt. Utrygheden, og dermed stressniveauet, er højt. Ønsket om normalitet og hverdag er stort. Og det er “kun” urinvejsinfektion, vi har som udfordring. Der findes jo tusindvis af alvorligere lidelser. Men det er jo egentlig underordnet. Det er nemmest at forholde sig til det, man selv står midt i!

Har du været indlagt med dit barn? For hvad? I hvor lang en periode? Hvordan klarede du/I i familien forløbet?

Du er hjertelig velkommen til at sende mig din historie til anette@babybusiness.dk, så udgiver jeg meget gerne din historie her på bloggen. Det er interessant læsning for alle, for pludselig kan man selv stå i situationen!

Som altid er du også meget velkommen til at skrive en kommentar neden for.

Sådan forbereder du dit barn til hospitalet
Læs iøvrigt mit indlæg på JuniorBusiness.dk, hvor jeg skriver om, hvordan man forbereder børn på planlagte indlæggelser.

Mandag kl. 13.15 har vi ultralydsskanning af Andreas nyrer og blærer på programmet. Kryds fingre for at alt er som det skal være!