Endnu engang har BabyBusiness været heldig at få en læser til at skrive sin personlige beretning. Denne gang om rejsen til, og opholdet i, Etiopien. Liselotte og hendes mand står over for at adoptere en lille dreng fra Etiopien, og er netop nu på vej derned. Liselotte har lovet at sende et par mail undervejs, så vi kan følge dem på nærmeste hold. Superspændende!
Jeg elsker selv at læse andres historier, og suger til mig af gjorte erfaringer og tanker undervejs. Jeg er sikker på, at du vil gøre det samme. Værsgo at læse Liselottes “optakt til take off”!
Lidt om Liselotte:
Sammen med sin mand er Liselotte i Etiopien for at hente lille Noah Manalebih, der er fra december 2009. Vi har fået lov til at være med på turen, hvor Liselotte blogger om, hvordan det er at opholde sig 4-5 uger i Etiopien, om processen og udfordringerne dernede og om at gå fra at være 100 % egotrippere til at blive forældre til et væsen, der kræver en del mere end hunden derhjemme. Liselotte er 45 år og har virksomheden Carpe Vitam, hvor hun lærer sine workshopdeltagere at få mere glæde ind i deres liv.
23. juli 2010
Om en god uges tid slutter første del af en rejse, der tog sin begyndelse den 2. januar 2003, hvor min mand (som dengang var min kæreste) kradsede mig på skulderen og sagde, at han syntes jeg skulle droppe p-pillerne. Vi havde blot kendt hinanden 5 måneder, men jeg kendte til hans store ønske om at blive far – og han mente åbenbart, at han kendte nok til mig til at turde kaste sig ud i projektet. Og det gjorde vi så.Der er løbet en del vand i åen siden den morgen i 2003. Jeg skal spare jer for detaljerne og spoler elegant frem til i dag, hvor de 4 kufferter er pakket, hunden er outsourcet til min veninde og lejligheden er overdraget til gode venner, der passer på den. Vi rejser til Etiopien i morgen tidlig og begynder så småt at have sommerfugle i maven over, at vi om to dage får mulighed for se vores lille søn ”live”. Endelig kan vi holde ham, mærke ham og se ham rigtigt ind i øjnene. Endelig får vi lov til at lære ham at kende og begynde en ny rejse sammen med ham.
Men først en lille sviptur fra København til Amsterdam, hvor vi skifter fly. Derefter videre til Khartoum i Sudan, hvor vi kort går ned for at tage nye passagerer ombord (og måske hælde et par stykker af), før vi endelig sætter fra for at flyve til Addis Abeba.
Den kommende proces helt kort: Den 28. juli er der en retssag i Addis Abeba, hvor Noah juridisk overdrages til os. Når retsudskriften foreligger (formentlig omkring den 2. august – 7 år og 7 måneder efter jeg blev kradset på ryggen), må vi hente Noah på børnehjemmet og tage ham med os på hotellet. Indtil da står den på daglige besøg på børnehjemmet. Efter retssagen skal vi vente på, at papirerne bliver færdige, så vi kan forlade landet med Noah. Det tager mellem 2½-4 uger.
Jeg skriver på bloggen 3 gange om ugen, mens vi er i Etiopien, og jeg håber, at mine indlæg kan være en hjælp for andre, der står for at skulle adoptere fra Etiopien – og alle jer, der ”blot” er nysgerrige. Indlæggene bliver naturligvis med udgangspunkt i mine (vores) oplevelser og tanker, så hvis I sidder med spørgsmål, der trænger sig på, vil jeg opfordre jer til at skrive dem til mig, så jeg kan forsøge at kaste lys over dem.
På genhør fra Addis Abeba!
Skriv lige en hilsen til Liselotte i kommentarfeltet neden for. Det er altid rart at høre hjemmefra, når man er på tur i det store udland. Især denne mindeværdige rejse!
Læs Liselottes 2. afsnit i rejsedagbogen, hvor hun for første gang møder sin søn.



Hej Liselotte
Først og fremmest vil jeg ønske jer STORT tillykke med jeres søn, hvor er han bare skøn!
Jeg vil også takke for dine super gode og indholdsrige beretninger – jeg har læst dem med stor interesse, idet jeg lige som Pernille også står for at skulle til Etiopien og hente en lille guldklump inden for et år.
Pernille – hvor interessant at du også står for at skulle til Etiopien inden for det næste år, hvor i landet bor du?
Mange hilsner fra Pia
Tak Lone og Pernille!
Pernille, hvis der er specifikke spørgsmål, du brænder inde med, så kom endelig med dem!
Tusind tak for din beretning – både det meget rørende og det faktuelle.
Står selv for at skulle til Etiopien efter en lille guldklump inden for det næste år og tørster efter personlige oplysninger om hvordan det er dernede lige nu
)
Glæder mig til at læse mere og se de dejlige billeder – hvor er han bare lækker!!
De bedste hilsner
)
Pernille
Hej Liselotte,
Hvor er det dejligt du besluttede dig for at skrive om din adoptionsrejse til Addis Abeba. Det tror jeg rigtig mange vil få glæde af – jeg vil i hvert fald tippe min fætter og hans kone, som snart skal gøre samme rejse.
Jeg vil helt sikkert følge med – og mindes min egen rejse.
Hav en rigtig dejlig tur! Det bliver til tider besværligt, men også fuldstændig vidunderligt
Hilsen
Lone