Hvorfor er adoptivforældre så pylrede?

Lone har skrevet en række gæsteindlæg her til BabyBusiness imens hun har været på barsel med sin søn Noah, som er adopteret fra Vietnam (sommeren 2009). Men nu banker hverdagen på. Noah er just startet i vuggestuen på halvt blus og Lone er startet på sit job på halvt blus. Snart flyver hverdagene af sted for fuld skrue. Inden da har Lone lige skrevet dette afsluttende blogindlæg om adoption. Forhåbentlig vælger hun at fortsætte som gæsteblogger her på bloggen. Bare sådan fra tid til anden…

Lone Tvedergaard Bach er 43 år og mor til Noah Loc, som er adopteret fra Vietnam. Lone arbejder som Strategisk Planner på Kommunikations- og Reklamebureauet &Co., og skrev under sin barsel om adoption her på www.babybusiness.dk. Nu er Lone retur på sit job og Noah startet i vuggestue.

Er adoptivforældre mere pylrede end andre forældre?
Ja, jeg tror, der kan være noget om det.

At tage til sig som sin egen
At adoptere betyder ‘at tage til sig som sin egen’. Og det “at tage til sig som sin egen” er en proces – både for børn og forældre. I adoptionsverdenen taler man om tilknytning. Den proces, der gør, at barnet gradvist knytter sig til adoptivforældrene, og der udvikles de særlige emotionelle bånd, som eksisterer mellem børn og deres forældre.

For de fleste forældre sker denne tilknytning næsten pr. automatisk fra fødslen. Eller måske allerede, mens barnet ligger i maven. Der er selvfølgelig undtagelser. For tidligt fødte børn og deres forældre kan have svært ved på normal vis at knytte bånd, hvis f.eks. barnet ligger i kuvøse. Svære fødsler eller medfødte lidelser, der kræver, at moderen eller barnet skal behandles, kan også være en udfordring for denne proces.

Adoption og tilknytning
For adoptivforældrene er tilknytning ikke en naturlig proces, der sker næsten umærkbart. Det er en proces, der er endda meget mærkbar, og som vi er meget bevidste om og opmærksomme på.

Vi ved, at det er adoptivforældrenes fornemmeste ansvar at arbejde for, at tilknytningen sker.

Vi ved, at det er hårdt arbejde – og ofte en proces, der er “op ad bakke”.

Vi ved, at vi starter tilknytningsprocessen med at være hovedperson i en stor krise i barnets liv, når det kommer med os og bliver fjernet fra alt, hvad det kender og er tryg ved. ‘

Vi ved også, at det at knytte nære bånd kan være ukendt land for mange adoptivbørn. Nogle adoptivbørn har været tæt knyttede til deres plejere eller plejefamilier. Andre har aldrig oplevet sig knyttet til et andet mennesket. Og alle adoptivbørn har i større eller mindre omfang har oplevet, at nære bånd er blevet brudt. At de er blevet forladt.

Mere pylrede?
Tilbage til det med om de pylrede adoptivforældre. Jeg vil gerne bruge mig selv som et godt og aktuelt eksempel.

Min elskede lille søn har risikeret at regne med mig og knytte sig til mig som sin mor. Vores bånd er nært og stærkt. Og nu, hvor vi er nået så langt, ja så skal han gudhjælpemig starte i vuggestue – og jeg skal, om ikke forlade ham, så dog gå fra ham for en kort periode. Det er så svært!!! Det ved jo ALLE forældre, men jeg bliver som adoptivforælder tilmed også nervøs for om vores bånd kan holde til denne adskillelse. Jeg bliver i tvivl om jeg har gjort det og gør det godt nok. Jeg bliver bange for, han bliver i tvivl om vores bånd. Og ja, så bliver jeg da helt vildt pylret!! Sikkert også mere end de fleste.

Heldigvis ser det ud til, at min tvivl bliver gjort til skamme i vuggestuen lige nu. Pædagogerne fortæller mig, han reagerer sundt og helt normalt, og jeg oplever, at vores bånd aldrig har været stærkere end nu. Og heldigvis for Noah og for mig, er han kommet i en vuggestue med nogle dejlige og dygtige pædagoger, som har taget imod os begge med stor åbenhed over for adoption som et særligt vilkår.

Inderst inde ved jeg dog, at dette sårbare sted vil være med mig altid, og at det er et vilkår som adoptivforælder.

Tak for nu
Noah er ved at blive kørt ind i vuggestue, og jeg har startet min egen indkøringsproces på arbejde. Vores hverdag ændrer sig, og min pen skal nu primært bruges på mit arbejde. Mine blogindlæg kommer i anden række – mindst. Men lur mig, om jeg ikke farer i blækhuset og skriver et indlæg til www.babybusiness.dk i ny og næ.

Jeg vil gerne sige tak til alle jer, som har læst med og kommenteret. Det har været velgørende for mig at dele mine oplevelser og erfaringer, og jeg har været glad for og rørt over alle jeres kommentarer. Og ja, så har min gæsteblogger-tjans betydet, at jeg har fået mig en penneveninde, jeg sætter umådelig stor pris på.

BabyBusiness takker
Tusind tak til Lone, fordi hun har indviet os alle i hendes oplevelser, tanker og følelser ved adoptionen af Noah. Det har været fantastisk at “opleve med” her fra sidelinjen. Varmer og rører ethvert moderhjerte! Vil jeg påstå.

Hvad har ovenstående og nedenstående blogindlæg betydet for dig? Skriv en hilsen til Lone i kommentarfeltet neden for.

Læs Lones tidligere blogindlæg om adoption her på BabyBusiness.dk
Det nyeste blogindlæg er øverst herunder – og det ældste nederst!
Adoption – flere kedelige spørgsmål
“Hvad har han kostet?” - og andre kedelige spørgsmål om adoption
Hvad gør man, når der ikke er noget at gøre? Om ventetid.
I vælger bare – om valg af land, hvorfra man søger om adoption
Statsautoriseret forælder – part II
Statsautoriseret forælder – part I
Fra ansøgning til ankomst i Kastrup Lufthavn – part II
Fra ansøgning til ankomst i Kastrup Lufthavn – part I
Og Lones allerførste blogindlæg Noget om adoption…