I vælger bare – om adoption

”I vælger bare – jeg kan lide børn fra alle lande,” sagde jeg – en kende naivt skulle det vise sig – da Danadopt spurgte, hvilket land jeg ville adoptere fra. For sådan foregår det ikke. Man skal vælge et land, og som jeg senere fandt ud af, skal man nogen gange også vælge et børnehjem. Det, man betaler for, når man adopterer, er formidlingen af barnet, og formidlingsprocessen er en langstrakt og omkostningstung juridisk affære, så der kan kun køre én proces med ét land omkring ét barn.

Lone Tvedergaard Bach er 43 år og mor til Noah Loc på 15 måneder, som er adopteret fra Vietnam. Lone arbejder som Strategisk Planner på Kommunikations- og Reklamebureauet &Co., men er lige nu på barsel og har takket ja til at gæsterblogge om adoption her på www.babybusiness.dk.

To mulige lande
På det tidspunkt jeg som eneadoptant skulle vælge land, kunne jeg vælge mellem Etiopien og Vietnam. Det er den danske stat, der godkender dig som ansøger, men afgiverlandet kan også stille særlige krav til adoptivforældrene. Nogle lande accepterer eneansøgere – andre ikke. Nogle lande stiller særlige krav i forhold til religiøst tilhørsforhold. Nogle lande stiller særlige alderskrav osv.

Mit valg af land
Nu skulle man så tro, det ville være en smal sag for mig at vælge et land, når der nu kun var to lande, som var aktuelle for mig. Men jeg bøvlede faktisk en hel del med det – og måske var der derfor, jeg indledningsvist forsøgte at tørre ansvaret af på Danadopt. Jeg kom simpelthen til at føle, jeg ville vælge nogle børn fra – som om de ikke duede. Men at vælge et land til, behøver jo ikke at betyde, du ikke kan lide børn fra andre lande.

Jeg begyndte at anerkende, det er en del af processen at gøre sig nogle tanker om, hvad det er, du godt kan lide – og måske ikke lide – ved dit kommende barns fødeland. En dag vil barnet helt sikkert spørge og kunne mærke, om du har positive tanker og følelser for det land, der også er en del af barnets historie.

I dag oplever jeg det som meget respektfuldt med det positive tilvalg. Især nu, hvor jeg har oplevet, hvor svært det er for landene og børnenes plejere at afgive børnene til adoption. De gør det alene for børnenes skyld i den svære erkendelse, at de som land ikke kan stille op for dem.

FAKTA
Der blev i 2008 hjemtaget 395 udenlandske adoptivbørn fra 18 forskellige lande til Danmark.

Flest børn kom fra Ethiopien (23%) og Kina (17%).

Jeg valgte Vietnam, fordi jeg har rejst meget i Østen og føler mig hjemme der. Jeg har været i næsten alle lande rundt om Vietnam – Thailand, Malaysia, Hong Kong, Filippinerne – og følte pludselig, at jeg havde kredset om Vietnam gennem mit liv.

Det vietnamesiske flag

Jeg synes, Vietnam er et smukt land med smukke, smilende og flittige mennesker. Og jeg ville ikke være bange for at rejse alene til Vietnam med min barn. Så jeg hældte mod Vietnam, og da jeg en dag var til et møde hos Deloitte i København, som har givet deres mødelokaler landenavne, kom til møde i Vietnam-lokalet, følte jeg oven i købet, jeg fik et vink med en vognstang fra oven.

De ansatte på hotellet i Vietnam jublede, når jeg gav Noah den flotte Vietnam t-shirt på, som jeg havde købt til ham på Ben Thanh Market i Ho Chi Minh City. Han var så pavestolt over at have den på igen (nu i Danmark), at han kun kunne stå stille for at kigge på sit knækbrød.

Alle har forskellige personlige grunde til at vælge det land, de gør. Nogle har særlige relationer til et land eller en verdensdel gennem deres arbejde eller ferier. Nogle prøver at finde børn, der ligner dem selv. Nogle vælger lande med en kort venteliste.

MEN MEN MEN nu er verden jo så skønt og sindrigt indrettet, at man stadig ikke kan være “sikker” på noget som helst omkring adoption – heller ikke sit adoptivbarns etnicitet. Der kan f.eks. godt komme sorte børn fra Asien eller arabiske børn fra Danmark.

Der kan også ske det, at adoption fra et land helt stopper, og man må flytte til en anden venteliste. Det sker om ikke ofte, så heller ikke sjældent.

Man skal altså som adoptivforælder være indstillet på at tage imod alle slags børn, selv om man vælger land.

Så helt galt afmarcheret, var jeg ikke, da jeg ville lade Danadopt vælge land. I hvert fald ikke i hjertet.

Læs Lones øvrige blogindlæg om adoption her på BabyBusiness.dk
Det nyeste blogindlæg er øverst herunder – og det ældste nederst!

Om ventetid: Hvad gør man, når der ikke er noget at gøre?
I vælger bare – om valg af land, hvorfra man søger om adoption
Statsautoriseret forælder – part II
Statsautoriseret forælder – part I
Fra ansøgning til ankomst i Kastrup Lufthavn – part II
Fra ansøgning til ankomst i Kastrup Lufthavn – part I og
Og Lones allerførste blogindlæg Noget om adoption…