Indlagt med præmatur baby: alene blandt en masse mennesker

De første uger efter Carlos fødsel er vel overstået. Men der er flere ugers indlæggelse forude. Sandra skriver her om langvarigt hospitalsophold, den megen alene-tid med Carlo (far var på pletten efter fyraften) og de følelsesmæssige efterveer fra indlæggelsen.

Praktikken styrer
Det er nok en naturlig reaktion at koncentrere sig om de praktiske gøremål, når verden pludselig bliver vendt op og ned. Jeg var i hvert fald meget pragmatisk de første uger på hospitalet med at pusle Carlo, give ham mad, malke ud, veje ham, tale med personalet og holde de nærmeste opdateret.

Vi fik sjældent besked om hvad vi kunne forvente os i den nærmeste tid, nok fordi personalet ikke ville bekymre os hvis det nu ikke gik efter planen. Så vi vidste ikke hvad vi kunne forvente os andet end, at vi nok skulle blive på hospitalet indtil termin (10 uger), og at der var mulighed for at han ikke ville få senfølger pga. sin tidlige fødsel. Det var jo en dejlig positiv måde at se på problematikken med, at der faktisk var en risiko.

Skærmene viste os hvordan han havde det og de første par dage blev de nøje overvåget. Da vi lærte ham bedre at kende kunne vi (næsten) se bort fra tallene og se på ham hvordan han havde det.

Civilt tøj
På Carlos 6. dag skete der dog pludselig en masse ting. Han kom ud af sin kuvøse og fik fjernet sin c-pap – to rigtig gode fremskridt. Men det aller-allerbedste og overvældende var, at han kom i en almindelig lille bodystocking og jeg kunne lægge ham til mit bryst for første gang. Jeg sad og tudede af glæde. Nu var det meget mere reelt, at jeg virkelig havde fået et barn og ikke et projekt.

Carlo i sit første tøj. Det var en str. 32. Det er tidligere patienter, der har doneret det til afdelingen så fremtidige børn kan få glæde af det. Jeg mener, at hospitalets eget tøj starter ved en str. 50, hvilke ville have lignet, at han lå i en kørepose.

Det var en mandag og min kæreste var på arbejde. Jeg kunne ikke ringe fra afdelingen, og når jeg først sad med Carlo på brystet kunne der gå mange timer. Så det var skønt endelig at kunne fortælle ham det, da jeg kom ud og kunne ringe. Det var så stor en oplevelse! Og det var mærkeligt at være alene om det – dog sammen med vores kontaktsygeplejerske.

At være patient
Plejepersonalet var i det hele taget en stor del af vores hverdag. De fleste var enormt søde og forsøgte at vejlede og svare på alt, hvad vi kunne spørge om. Alle gav de deres bedste bud på, hvad der var det rigtige at gøre i en given situation, men der var ikke altid overensstemmelse imellem disse råd. Og jeg følte at jeg skulle tage hensyn til alles mening. Det vil sige, at jeg sagtens kunne sige fra, men jeg skulle i det mindste respektere og nøje overveje alle anbefalinger.

Der var 3-hold skift, så jeg kunne nå at møde mange i løbet af en dag. Jeg forsøgte at huske folks navne så jeg ikke var omgivet af fremmede, og det var faktisk en stor hjælp. Jeg er sikker på, at de er så professionelle, at de behandler alle godt, men for mig gjorde det en forskel. Mit navn var dog til det sidste ’Carlos mor’.

Beskyttet miljø
Vi skulle beskytte Carlo mod de mange udefrakommende farer – så det var selvfølgelig bakterier, der var den helt store trussel og jeg kan næsten forestille mig, at det var endnu værre fordi H1N1 var på vej mod toppen af sin karriere. Men det var også, at der ikke måtte ske for meget omkring ham. Så vi frabad os besøg på nær den allernærmeste familie i starten og efter et par uger højst et kort besøg om dagen.

Dette var min udsigt i flere uger. Det var varm sensommer udenfor og der blev hurtigt meget varmt på stuen (tidligere depot) om eftermiddagen og koldt om aftenen.

Udover min kæreste, talte jeg faktisk mest med sygeplejerskerne de første 3 uger. Flere af dem var virkelig søde og efter et stykke tid var der også nogen, som virkelig gav noget af sig selv og vi havde hyggelige og interessante samtaler om alt muligt – også emner der ikke omhandlede præmature børn. De var som mine room mates midt i den tid, der var så speciel og ny.

At fungere inden for en arms rækkevidde
Der er ikke fjernsyn, radio eller andet underholdning på stuerne, men jeg kunne få internetadgang og fik en masse film og tv-serier ind. Jeg kunne lige nå computeren med en hånd, når jeg havde Carlo liggende hos mig og blev ellers mester i at have vand, kiks, computer og høretelefoner indenfor en arms rækkevidde.

Om aftenen efter min kæreste havde været på besøg stod den gerne på tv-serier. Hank Moodys (Californication) livsstil var meget langt fra min på hospitalet. Sprøjten på billedet blev brugt til at give Carlo hans mælk igennem sonden.

At bo på hospitalet
Jeg har en veninde, der måtte indlægges en dag med sin datter da hun var en uge gammel og hun synes det var så forfærdeligt, at hun næsten ikke kan forstå at vi overkom 5 uger straight. Det pudsige er, at jeg ikke opfattede det som værende meget hårdt. Jeg tog en dag af gangen og mit humør var direkte proportionelt med Carlos udvikling og jeg var ret opslugt af at være blevet mor og nød at have ham liggende hos mig.

Han nød sit første bad mens han var pakket beskyttende ind.

Det var de små ting, der gjorde en dag helt speciel. Fx da vi kunne bade ham og han kiggede op på os. Eller da jeg endelig blev indlagt sammen med ham og kunne få en hospitalsseng. Der kunne jeg have ham hos mig på andre måder end i armen eller liggende på brystet mens jeg sad op. En lille ting, men helt speciel at han kunne ligge på sengen foran mig eller jeg kunne ligge helt ned og have ham hos mig.

En af de første gange, hvor vi kunne ligge helt ned og Carlo er her et par uger gammel og stærkere og sundere at se på.

Nedture og neonrør
Nedturene tittede frem i øjeblikke. Selvfølgelig når der var et tilbagefald i hans tilstand eller han havde “udfald” – altså glemte at trække vejret. Og efter han blev stærkere var det fx da jeg var flyttet til mor/barn afsnit og lå alene på en stor, tom stue med vinden pibende i vinduerne, neonrør i loftet, uden gardiner (de var ikke lige kommet op igen efter at være blevet vasket uger eller måneder inden) og med nyt personale. I dette tilfælde fik jeg skaffet små lamper, gardiner, blomster i overflod dagen efter og var lykkelig da jeg fik en medpatient på stuen efter et par dage. Men på dette tidspunkt var det lidt nedtrykkende at tænke på at vi nok stadig skulle være indlagt 4-5 uger mere (det blev det dog heldigvis ikke til).

Verden udenfor var meget langt væk.

Udover det indlysende var det hårde ved hospitalslivet:
• At være alene om at opleve Carlo det meste af tiden og undvære min kæreste
• At være afskåret fra venner og familie
• At være omgivet af eksperter, hvilke selvfølgelig også var rart i mange tilfælde og jeg tog mig selv i at spørge til råds om selv de mindste ting, men det var også frustrerende at skulle lytte til og efterleve alle eksperterne og ikke at være den der vidste bedst om mit eget barn
• At være i dårlige og grimme fysiske rammer
• At være en navnløs person (udover at være “Carlos mor”) i så lang tid i sådan en presset situation
• Ikke at kunne arrangere og bygge rede hjemme. Vi havde kun fået købt få ting inden fødslen og jeg savnede at have gjort klart til at han kom
• Og det indlysende var selvfølgelig at se Carlo blive nødt til at have hjælp til at starte sit liv

Det gode var, at vi slet ikke kunne forestille os, at vi skulle have ventet med at møde ham til flere måneder senere. Da vi nærmede os terminstidspunktet havde vi jo haft ham i så lang tid, at vi slet ikke kunne forestille os ikke allerede at kende ham. Det er fantastisk, som vi er programmeret til at indordne os forholdene.

Følelsesmæssige efterveer
I forrige uge spurgte Linda her på bloggen, hvordan jeg havde det med, at vores omverden har svært ved at forstå det, vi har været igennem. Og jeg tror, at spørgsmålet sætter hele opholdet i et godt perspektiv.

En ting var selve opholdet med alle udfordringerne, noget andet har været efterveerne. Det er svært, at have været så alene om denne så følelsesmættede periode. Jeg synes det var svært at “lukke folk ind” mens vi var indlagt. Til dels fordi vi faktisk ikke havde særlig meget besøg pga. smitterisiko og fordi vi skulle afskærme ham fra for mange input, men også i nogle tilfælde fordi det var svært for folk at forholde sig til ham.

Til gengæld har vi oplevet en god forståelse for, at han skulle afskærmes ekstra i starten og ikke oplevet sure miner over, at han ikke har kunne gå fra arm til arm eller at vi gerne tog hurtigt hjem fra sociale arrangementer.

Jeg har stadig svært ved at definere de følelsesmæssige efterveer, men jeg tror der er en flig af bitterhed. Bitterhed over at han kom ud for tidlig, over at jeg skulle kæmpe for at kunne være hos ham, over ikke at kunne være hjemme og nok generelt over, at skulle være så fandens stærk hele tiden. Det er stadig svært at sætte ord på – undskyld for det… jeg burde jo kunne forklare mig, når jeg nu har sat mig for at indvie jer i det, men det er desværre ikke helt på plads endnu. Men det føles også mindre og mindre vigtigt jo stærkere og større han bliver?

Hvad var dine oplevelser?
Hvordan har du oplevet en eventuel indlæggelse efterfølgende? Har du lagt det helt bag dig eller har der været følelsesmæssige efterveer? Jeg vil meget gerne høre jeres kommentarer, så skriv løs!

Sandra Septimius er til daglig account manager i et Københavnsk kommunikationsbureau. Hun er 36 år og bor sammen med sin kæreste i Sluseholmen i Københavns. Carlo er deres første barn.

Tidligere indlæg fra Sandra
Sandra har skrevet flere gode og spændende blogindlæg. Læs også (ældste indlæg er listet øverst):

Sandra skriver om for tidligt født baby
Sandra fortæller: Fødslen i uge 30 + 0
Sandras første møde med for tidligt født søn