Stimulering af baby. Der er mange mødres dårlige samvittighed. For bliver baby nu stimuleret nok? Og burde jeg ikke tumle rundt på gulvet med baby netop nu – i stedet for at lade baby lege selv imens jeg nyder et ugeblad i sofaen? Ikke nødvendigvis. Iflg. denne kronik i Berlingske. Synes den er god. Elsker generelt alt, som hylder, at mødre IKKE skal have dårlig samvittighed.
Kronikken fokuserer på, at vi i vores samfund i dag faktisk overstimulerer vores børn. At vi har så travlt med at vise dem alt det, som vi synes er godt, sjovt og lærerigt, at baby bliver helt stresset.
Kronikken er meget tankevækkende, synes jeg. Omvendt synes jeg også, at kronikøren er lige vel hurtig til at smide en følge som ADHD på banen…!
Læs den og lad mig høre, hvad du synes. Skriv i kommentarfeltet tak!
Jeg bringer kronikken fra Berlingske, lørdag den 18. september 2010 her.
Stress i bæreselen
Birgitte Vange: Det er en vildfarelse at tro, at små børn ikke kan få nok stimulation. Små børn kan nemt få for meget stimulation, og hvis de er særligt sarte grundet arvelige forhold eller belastende forhold omkring fødslen, vil de ikke være i stand til at sige fra eller skærme sig selv for overbelastningen. Det er forældrenes opgave. Og samfundets.
En trafikeret gade i Odense. En lillebitte pige med lyserød hue hænger i bæreselen på mors mave. Hun er to-tre måneder måske. En tunet knallert drøner forbi. En lastbil holder med motoren tændt, mens chaufføren prøver at finde vej. »Lillen« har ansigtet vendt mod mig og alt det, der passerer.
Men hun ser nu ud til at være mere interesseret i sine hænder
Du ser dem på gader og stræder, i indkøbscentre, supermarkeder, banegårde og lufthavne. Spændt op på maven af mor eller far hænger de små børn i bæresele som korsfæstede basunengle. Med åbent ansigt mod et kaos af larm og indtryk ser de den store verden flimre forbi. Nogle spræller i tøjret. Andre har knyttede barnehoveder, ser apatiske ud eller er faldet i søvn.
Det er skidt, at de hænger der. Det var bedre, hvis de var blevet hjemme. Og skal de i selen, skal de vendes, så de kigger på mor eller far. De skal ikke se tilfældige forbipasserende som mig, køledisken i Føtex eller gadens flimrende liv. De skal skærmes.
Al spædbørnspsykologi handler om, at børn skal udvikle sig i den lille verden, før vi hjælper dem ud i den store. De små børns synsvidde er lille, og de har først og fremmest brug for samværet og tilknytningen til mor, far og de nærmeste. Det er næsten som om synets udvikling fortæller os, hvad børnene har brug for: små menneskebørn ser skarpt i 20 cm afstand – det er sådan cirka afstanden mellem mors ansigt og barnets, når det dier. Gradvis lærer børn at fokusere og se længere og længere. For de skal først lære den nære verden at kende, inden de skal have øje for den fjerne.
Bæreseleproducenterne fører små børns forældre på vildspor, når de skaber bæreseler, hvor de små kan hænge med front mod verden. Hvordan i alverden finder de på, at små børn har godt af at hænge sådan, »så snart de kan holde hovedet«, som der står i en produktvejledning?
Svenske Anna Wahlgren (mor til 13 børn og den gode gamle forældrebibel »De kære børn«) taler om, at forældrene er barnets guider i et fremmed land. Sikke et smukt billede.
Hvordan kan »Lillens« turistguide synes, at »Lillen« skal »se« og opleve en trafikeret gade i Odense, når »Lillen« – og hendes hjerne – er alt for lille til at kapere det? Når hun får mere ud af at se og snakke med mor, der vasker op. Når hun har bedre af at pille ved sine tæer og øve sig i at rulle rundt på maven på et tæppe i stuen. Eller lytte til mor og hendes veninde, der snakker og drikker the derhjemme?
Samværet omkring hverdagens små gerninger er fuld af stimulation.
I gamle dage fik børn kyser på for at skærme dem. De sad i en barnevogn med kalechens begrænsende udsyn og havde øjenkontakt med den, der trillede med barnevognen. Nu sætter vi småbørn i løbevenlige køretøjer, hvor børnene kan sidde og kigge ud i verden. Imens mor eller far taler i mobiltelefon eller løber for at holde sig i form.
De små børn i bæreselerne deltager i en kulturel fejludvikling af barndommen. En barndom på de voksnes præmisser, styret af voksnes behov. En barndom, hvor også helt små børns hjerner vænnes til stimulation på alle kanaler.
Vi stresser vore små medborgere ved at byde dem alt for tidligt ind i en overstimulerende verden, som vi voksne også har svært ved at finde ro i. Og bæreselen med de udadvendte børn er kun ét eksempel. Små børn »går« i babybio, på cafe, til baby-svømning og -rytmik. De ser tegnefilm eller beskæftiges med legetøj, som larmer og blinker. De underholdes med TV, playstation og computer. For slet ikke at tale om, at barselsorloven bruges til storbyferie i New York og cruise i Caribien. Ro og regelmæssighed derhjemme eller i et sommerhus ved Rødby havde nok været til større glæde for alle parter.
I sin nye bog »Den følsomme hjerne« dokumenterer psykolog Susan Hart med teoretisk fundament og forskning, hvorledes menneskets nervesystem former sig efter de påvirkninger, det udsættes for. Og hvorledes tilknytning og samhørighed helt fra fosterlivet er grundlaget for, at et barn – og dets nervesystem – kan udvikle sig til et sundt og velfungerende individ.
Der var engang, hvor vi troede, at menneskets nervesystem bare udviklede sig. Efter en fastlagt køreplan med faste milepæle, styret af biologien og de arveanlæg, den pågældende havde fået med sig fra fødslen. Nyere forskning har demonstreret, at nervesystemets udvikling formes af de stimuli, sanseindtryk og belastninger, den enkelte udsættes for.
Der var også engang, hvor »almindelig« opdragelse fostrede hæmmede, neurotiske mennesker, hvis udfoldelse var begrænset af tidlig pottetræning, ro, regelmæssighed, disciplin og undertrykkelse af følelser. I børne- og ungdomspsykiatrien så vi mange børn og unge, som ikke kunne udtrykke følelser og behov på almindelig vis, og som i stedet reagerede med uforklarlige fysiske symptomer som lammelser, mavesmerter og anfald. Den slags patienter ser vi ikke længere i Børne- og ungdomspsykiatrien.
Til gengæld har vi set en eksplosiv stigning i forekomsten af opmærksomhedsforstyrrelser som ADHD og ADD (tidligere betegnet DAMP). Det er forstyrrelser, som indebærer indre uro, hyperaktivitet, vanskelighed ved koncentration og opmærksomhed, letafledelighed og manglende filtrering af sanseindtryk. Mennesker med opmærksomhedsforstyrrelser har svært ved at fastholde fokus. De overbelastes nemt, fordi de har problemer med overblik og med at holde sanseindtryk som lyd, berøring og synsindtryk ude.
Når en lidelse som ADHD/ADD får så massiv en fremkomst, som tilfældet er, bør vi som fagfolk og samfund overveje, om vi har gang i en udvikling, som fostrer den slags forstyrrelser.
En udvikling, hvor udadvendte små børn i bæreselen kun er et enkelt lille element.
Det er en vildfarelse at tro, at små børn ikke kan få nok stimulation.
Små børn kan nemt få for meget stimulation, og hvis de er særligt sarte grundet arvelige forhold eller belastende forhold omkring fødslen, vil de ikke være i stand til at sige fra eller skærme sig selv for overbelastningen. Det er forældrenes opgave. Og samfundets.
Når vi nu ved, at kontakt og samvær er en forudsætning for sund udvikling af nervesystem, kontaktevne og koncentration, hvordan kan det så være, at vi har organiseret os med store og urolige daginstitutioner med dårlig voksennormering, som vanskeliggør fælles opmærksomhed og koncentration? Hvorfor har vi skabt et skolevæsen med store klasser, masser af projektarbejde, minimal forudsigelighed og struktur, så flere og flere må have specialundervisning, fordi de ikke kan klare sig og lære i de rammer? Og hvorfor accepterer vi, at så mange skolebørn tilbringer mange mange timer daglig alene foran TV og computer i fiktive universer af reklamer, tegnefilm og computerspil.
Jeg spørger bare.
De udadvendte små børn i bæreselerne er bare begyndelsen. Et iøjnefaldende eksempel på, at mange ikke har fattet den grundlæggende betydning af kontakt og samvær, når vi skal støtte børns udvikling, indlæring og udforskning af verden.
Kære »Lillen«s mor og andre småbørnsforældre! I er guider i jeres børns liv. Jeres nærvær, opmærksomhed og samvær om at opleve verden vil hele livet være det allerbedste, I kan give jeres børn. Det er kontakten med jer, der gør det muligt for dem at fordøje de indtryk, som verden byder på. Og så længe de er små, er det jer, der skal dosere indtrykkene, så børnene ikke stresses.
Bruger I bæresele, skal jeres børn ikke være udadvendte, men kigge på jer.
Jeres ansigter er deres holdepunkt i den store verden.
Bragt i Berlingske d. 18. sep. 2010
Og måske er det slet ikke i stigning, og stigningen “blot” et udtryk for at forældre, pædagoger, læger og alle andre i stigende grad bliver opmærksom på det, og derfor får flere diagnosen ADHD.
Det samme gælder jo fødselsdepressioner (og depressioner generelt) og mange andre sygdomme. Jo bedre vi bliver til at finde det, jo flere vil der komme med i statistikken.
Afgjort bekymrende med en stigning i ADHD tilfælde. Endnu mere bekymrende, hvis mange ADHD børn er fejldiagnosticeret!
Læs nyheden fra i dag (d. 28. sep. 2010) Børn får fejlagtigt konstateret ADHD:
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2010/09/28/054450.htm
@Juliane: Kan enormt godt li’ din sidste sætning
Hvad var budskabet i artiklen egentlig?? Tja, det kommer vel an på læseren!!
Var budskabet at bæreseler er noget fanden (og de smarte producenter, som kun lever af at flå mødre for penge) har skabt??
Eller var det at vi (mødre) ikke skal have dårlig samvittighed i forhold til stimulering af vores små børn – at babyrytmik, bæreseler, babysvømning ikke er et ‘must’??
Eller at ADHD er i stigende forekomst, og at behandlersystemet er bekymret over den stigning??
Eller var budskabet et miks af alle 3 budskaber eller noget helt femte??
Bottom line:
ADHD er i stigende forekomst, og vi ved ikke med sikkerhed hvorfor. Der er mange forskellige hypoteser, bl.a. det med overstimulering eller understimulering. Arvelighed er også en hypotese. Pægagogerne og lærerne har en hypotese om at det skyldes for mange børn i for små institutioner/lokaler og for lidt ro og nærvær.
Tja, det er mange bud……..
MIT budskab er:
Brug sund fornuft, alt med måde, og drop den dårlige samvittighed.
Ja, ADHD er i stigning – det er bekymrende. Vi ved endnu ikke hvorfor, og det er endnu mere bekymrende !!
Vil gerne erklære mig enig med Dorte, og synes da også som Annette at det er dejligt, at få fjernet noget af præstationsræset og den dårlige samvittighed fra mors og fars skuldre, men behøver det virkelig at blive erstattet af løftede pegefingre og selv samme dårlige samvittighed blot med omvendt fortegn?
Når det er sagt, er det sikkert heller ikke let at være babyekspert og skulle stå til ansvar over for alle os forældre, der tager alt hvad de siger yderst bogstaveligt og meget nært…
Jeg er (blevet) mor-ekspert! Måske fordi det ikke længere er første gang og jeg derfor ikke længere er så modtagelig for alle de “gode råd” – om det så er dem fra bøgerne, sundhedsplejrsken, min egen mor, eller nogle af alle de andre kloge som mindre kloge.
Det tog noget tid – men jeg er endelig (nu med andet barn) kommet dertil hvor jeg ved at JEG VED BEDST! Jeg informerer mig, og læser og lytter – og så tager jeg ellers det hele med et gran salt og tilpasser det til mit barn og mit barns behov.
Jeg synes hun har ret i at alle de ting babyer udsættes for nutildags ikke nødvendigvis er barnets behov (det skriver hun ikke, men sådan læser jeg det) -babybio, svøm, rytmik osv. er i høj grad også for at underholde mor i hendes barsel. Jeg synes man skal gøre det man har lyst til – men alt med måde!!
Min alt med måde devise overfører jeg også på skråstole, autostole, bæreseler, hoppegynger, bumbostole og alt de andre motoriske katastrofer.
Jeg har alle de ovenstående nævnte effekter – men jeg bruger ingen af dem synderligt meget. Men de er dejlige at have i de tilfælde man føler behov. Og så må eksperter og producenter skrive hvad de vil
åh det er skønt!
Det er egentlig utroligt mennesket/vi er overlevet og relativ uskadet…..
Jeg giver Dorte så meget ret!!!
Good point Rikke! Der findes jo netop ekspertundersøgelser fra “begge sider”: både de som fastslår, at nutidens børn overstimuleres og så “det andet hold”, der siger, at vores børn er motorisk understimuleret, og nærmest bevægelseshæmmede fordi de lever alt for passivt et liv. Og er der ikke også forskel på stimuli? Motorisk som mentalt – det vil jeg da umiddelbart tænke… eller? Flyder det sammen for spædbørn? Jeg er IKKE ekspert. Kun mor!
Jeg oplever desværre bare, at mange nybagte mødre har svært ved at finde deres indre mor-ekspert. Men rolig; du nye mor – det kommer! Ingen er født ekspert – det kommer med øvelsen. Stol på dig selv – se på/lyt til dit barn.
Er ved at være noget træt af alle de eksperter som er så kloge. Mit barn må ikke ligge på ryggen, så får det fladt baghoved.UHA, så mange der er af dem nu til dags. GODT – jeg sætter det i en bæresele en halv time, så får baghovedet da ro. NEJ NEJ – det er helt galt, så bliver baby overstimuleret og på sigt i risiko for ADHD. GODT – så lader jeg baby ligger og passe sig selv på maven og ryggen, dropper babysvøm og puslestik og bliver hjemme i vante rammer. Så får baby ro og ingen stress. MEN NEJ NEJ – babyer i dag er motorisk HELT bagude – så se nu at komme ud med baby så den kan mærke noget græs og se verden.
Man kan da kun blive fuldstændig forvirret som forældre til små børn, alt hvad vi gør er jo helt forkert.
Helt enig med alle i at man skal finde en god balance. Jeg kunne da godt mærke på min søn at flere dage med ture var for meget – men man er jo også nødt til at komme uden for matriklen. Mon ikke de fleste forældre er i stand til at tolke deres babys signaler.
Du har ret Dorte. Synes som udgangspunkt vi skal have den overbevisning, at alle mødre er eksperter. Eksperter i at være mor for lige netop deres barn/børn! Det skal vi huske! Og ikke bebrejde andre mødres gøren og laden med deres poder.
Også værd at huske, at der er jo meget forskel på, hvilke mængder af stimuli, der trætter en baby på 6 uger vs. 6 måneder! Og igen: kæmpe forskel fra barn til barn. Husker at der var en diskussion om dette mht. klapvogn. Skulle barnet se ud mod verden eller mod mor/far i klapvognen? Det blev diskuteret her:
http://www.babybusiness.dk/top-10-klapvogne-i-2010.html
Men jeg kan godt lide Birgitte Vange slå på tromme for, at vi ikke skal tonse rundt for at stimulere vores børn barn, når og hvis de ikke nødvendigvis “efterspørger” det.
Har læst artiklen. Er indehaver af to styks præmature drenge, begge født 6 uger for tidligt. Præmature er mere udsatte og man bliver som forældre til disse nødt til at være meget opmærksom på ikke at overstimulere de små hjerner, og at have ro og regelmæssighed. Præmature har også større risiko for at udvikle ADHD.
Når det så er sagt, så vil jeg mene at hun da som udgangspunkt har ret, når hun opfordrer forældrene til at tænke sig om mht. stimulering. Som udgangspunkt skal man holde øje med barnets reaktioner. Nogle børn elsker at opleve hvor andre har mere behov for hjælp til at slappe af… Børn må gerne vende udad i bæreselen når de er store nok, bare ikke i længere tid.
Og her er kernen. Det er så irriterende hele tiden at blive målt og vejet som gravid/nybagt mor. Det er nok snarere det der giver os dårlig samvittighed. Det er jo nemt at kigge på de mødre der er omkring een og straks dømme hvad deres bevæggrunde er for at gøre som de gør. “Lillen”s mor har måske været buret inde i sin lejlighed i 3 måneder, og vil gerne ud. Eller måske skal hun ud i et vigtigt ærinde? Måske nægter Lillen at sidde/ligge i barnevognen og nyder den lille tur i bæreselen? Hvor længe sidder barnet i selen? Har Birgitte Vange forfulgt moren og taget tid?
Det er min opfattelse at de fleste forældre er fornuftige og er i stand til af aflæse børnenes signaler. Det er befriende at man kan gå på gaden uden at blive bedømt af enten Graviditetspolitiet eller når man har født: ammepolitiet og andre bedrevidende mennesker der vil ens børn det bedste…
Man til fornuft, men lad os nu være. Vi ka godt og behøver ikke den dårlige samvittighed…
Jeg er da tildels enig, men jeg synes det bliver sat meget på spidsen her, jeg har en datter som elsker at sidde i se ud af i sin bæresele, hun bliver sur hvis jeg vender hende ind mod mig, og jeg tror nu altså nok at jeg ville kunne mærke hvis hun blev stresset.
Hun vil ikke ligge nede i sin barnevogn hvis hun er vågen, hun vil sidde på mors arm, og det er altså ikke noget jeg har lært hende, det er noget jeg prøver at vende hende fra – dog uden held.
Jeg tror det vigtigste er at man lytter til sit barn, hvis ikke man er en af de mødre der synes at man skal nå det hele mens man er på barsel kan man altså godt “høre” hvad barnet siger og har brug for, og så kan de jo altså både høre, mærke og dufte mor når de sidder i selen…
Så mon ikke bare det handler om at lytte til sit barn, og så give plads til at den mor med den lille pige i bæreselen måske sidder og putter og hygger med hende og leger med hende når de kommer hjem…
Jeg tænker meget over ikke at stimulere min dreng på 4mdr for meget. Jeg prøver at være opmærksom på hvornår han har fået nok. Det der er rigtig svært, synes jeg, det er at han grænse jo konstant ændrer sig og hans humør også gør! Dvs at mængden af stimuli han har brug for er forskellig fra dag til dag :-s men jeg gør mit bedste for at kigge og lytte til mit barn – og skærme ham når han har brug for det.
Synes hun har ret i sin kronik i forhold til at mange ikke ved at små børn f.eks. Ikke kan kapere at vende ud mod verden i bæresele! Men producenterne skriver det jo
vil også sige det måske er en tand overilet at drage sammenhæng til ADHD osv. Der er vidst mange andre årsager til det :-/
Hold da op! Det var da godt nok et halvsurt opstød.
Med al respekt for det store arbejde hun har lagt i research til artiklen, glemmer hun en helt grundliggende ting, nemlig at der jo nok ikke findes det barn, som sidder i bæresele hele dagen, dag ud og dag ind. Og dertil findes der vel heller ikke særlig mange mødre, som kan lade være med at have nærkontakt med deres barn?
Så længe man gør alting med måde er skadens omfang vel begrænset.
selvfølgelig skal barnet da have masser af øjenkontakt og nærvær, men det er da ingen selvfølge, at de ikke får det, bare fordi de tilbringer et par timer i en bæresele af og til – de kommer jo også ud igen.
Derudover er der jo også stor forskel på børn. Nogle børn er allerede i en tidlig alder meget nysgerrige på omverdenen og andre mennesker – men det betyder ikke at de ikke kan falde hen i studier af hænderne undervejs, uden at det nødvendigvis behøves kategoriseres som apati.
Nogle børn befinder sig fint i bæresele – eller for den sags skyld i institutioner med mange børn og voksne. Andre gør ikke. Men det må da til hver en tid være op til barnets forældre at vurdere hvad deres barn føler sig tryg ved, det kan Birgitte Vange og andre forbipasserende på gaden da have overordentligt svært ved.