Hjem » Dagbogsskriblerier

Jeg har fået mig et cykelskur

25 maj 20093 kommentarer! Emner: ,
Tip en ven! Tip en ven!

Alberte, Andrea og jeg har været på lang Kristihimmelfart weekend hos mormor og morfar. Vi var forvist fra hjemmet af farmand, som sammen med en tømrer ven skulle bygge et cykelskur i vores have. Mors skur. Jeg har ønsket mig et cykelskur meget længe. Ja, sådan ændrer ens højeste ønsker sig med tiden!

Vores udestue har ageret skur i flere år, og jeg er ubeskrivelig træt af ikke at kunne gå igennem, ej heller bruge, udestuen, fordi den er fyldt op med scooter, trehjulet, løbecykel, alm. cykler, barnevogn, klapvogn, dukkevogn osv.!

Cykelskur
Min nyeste kærlighed. Mit cykelskur! Som jeg uden tøven kalder MIT! Bemærk gyngestativet i baggrunden. Det er grundejerforeningens legeplads – og grunden til, at vi aldrig har fået gyngestativ op i haven.

Jeg har gjort mig mange forestillinger om det skur. Både form og farve, og har snakket løs om, hvor endnu skønnere mit liv vil være med et skur (!). Endelig slår min kæreste til, og booker sin tømrerven Bo en weekend her på matriklen. Godt at have den slags venner! Men samtidig blev jeg bedt om at booke mig ind hos mine forældre i Frederikshavn… Det var jeg selvsagt meget uforstående over for! Mente, at jeg og pigerne ville være udmærkede hjælpere ved skurbyggeri. Jeg tilbød endda opvartning!

Cykelskur
Tænk sig – cykelskuret er smukt fra alle vinkler!

Kæresten syntes imidlertid, at det lød meget mere besnærende, hvis pigerne og jeg befandt os i en helt anden landsdel! Han mente ikke, at de havde brug for mine “bedrevidende råd og mange meninger” imens pigerne løb imellem benene på dem. Desuden var der, ovenpå anstrengelserne, lagt op til en herreaften (læs: drengerøvsaften) med bøffer på grillen og rødvin/øl i fornuftige mængder.

Skur

“Hvis det er sådan det skal være, så kører jeg da bare hjem til min mor og far,” sagde jeg slet skjult fornærmet.

Bare ærgerligt, at mine forældre bor 5 timer væk! Men vi kørte af sted. Alberte, Andrea og jeg. Fra Amager med kurs mod Frederikshavn. Jeg havde egentlig tænkt mig at køre hele vejen, men fik kolde fødder. Fem timers køretur Amager-Frederikshavn var alligevel meget uden at have en at skifte chauffør-kasket med.

Bestilte så billetter til Molslinjen Odden/Århus. Både køre- og sejltur gik fuldstændig uden problemer.

Jeg ELSKER vores dvd-afspiller til bilen. Den giver sådan en dejlig ro på bagsædet, og det er især dejligt (nødvendigt for trafiksikkerheden!), når man kun er én voksen af sted.

Pudsigt nok var der heller ikke det sædvanlige ballade med tabte sutter, krammedyr, bøger, frugtstænger, og hvad der nu ellers på mærkværdig vis ryger ud af de små hænder, så den voksne på passagersædet konstant skal vende sig og samle op fra bilens bund.

Min klare udmelding var: “Jeg kan ikke hjælpe jer med noget som helst – jeg kører. Og stopper ikke!”. Den fes åbenbart ind.

Cykelskur indvendig
Her er skønheden fotograferet indvendig. Gid jeg havde vidvinkel på mit kamera… Hylderne venter på at blive sat op…

Alberte er helt opslugt af tegnefilm, men for Andrea på knap 2 år er der stadig meget andet, der er mere spændende end film. Også i bilen.

Problemet er nu også blevet, at Alberte og Andrea foretrækker forskellige film. Alberte på snart 5 år synes, at Bamse og Kylling er lidt kedelige og lidt for gule…, og Andrea kan iKKE hidse sig op over en lyserød Barbie film. Vores DVD-afspiller kan spille én film til to skærme. Med tiden kan det da godt være, at de skal have en afspiller så hver skærm spiller sin egen film…

Vel hjemme står der det flotteste cykelskur i haven. Meget fint. Jeg elsker det! Jeg troede bare, at det skulle være placeret et andet sted end tilfældet er… Kommunikation er en svær størrelse. Enighed en endnu svære størrelse.

Mig:”Nå – okay? Står cykelskuret dér. Jeg troede, at vi havde aftalt, at det skulle stå hér ovre”.
Kæresten: “Nå – okay? Nej, i mit hoved har det godt nok altid stået dér”.

Så er det vist ikke nødvendigt at referere mere fra den samtale…

Cykelskur
Dejligt med tag, der giver lys. Og kæresten har lovet også at sætte elektrisk lys op! Glæden vil ingen ende tage. Jeg flytter snart ind i det skur!

Jeg kan give BOMAbyg.dk de varmeste anbefalinger! Hvis ikke for Bo herfra havde jeg aldrig fået mig så et lækkert cykelskur. Overvejer at flytte ud i skuret, når mand og børn fra tid til anden kan kategoriseres som: anstrengende selskab!

Nu skal skuret bare males. Jeg tror, at jeg vil male mit skur sort. Sort træ er flot!

Vi har vist ikke skrevet noget tilsvarende.. endnu.

3 kommentarer! »

  • Eva sagde:

    sikke et flot cykelskur…kan godt forstå du er glad for det;-)sådan et står også på min ønskeseddel.

  • Lærke sagde:

    Tillykke med skuret – det kan man da virkelig ikke undvære! – og SLET ikke med børn. Har selv et (ok, et værksted) på 36 m2… fyldt til randen ;-) Jeg synes sort er super valg til maling! Klassisk :-)

  • BabyBusiness (redaktør) sagde:

    Nej, det er IKKE til at undvære et cykelskur. Så jeg er meget glad og tilfreds. :-)

    Ha, ha. Lærke, et udhus/værksted på 36 m2! Det er næsten målet på grundplanen i vores lille rækkehus – som måler 40 m2.

    Vores nye skur måler 2 x 3 m, og ja, jeg kan se, at pladsen meget hurtigt kan blive fyldt. Må være god til at få hylder op og diverse kroge, så vi ikke kun har gulvpladsen til rådighed!

Kommentarer

Benyt dig til enhver tid af kommentarfeltet under hvert blogindlæg. Her kan du skrive, hvad du har på hjertet! Før du placerer din kommentar, skal du dog vlære opmærksom på følgende retningslinjer:

1) Kommentarerne skal handle om emnet og være relevante i forhold til hvad der bliver omtalt.
2) Vær venlig ikke at reklamere for dit produkt eller butik i kommentarfeltet, da dette i bedste fald synes unfair over for den indlægget omhandler, og i nogle tilfælde betragtes som spam. Hvis du er interesseret i at blive omtalt på bloggen, så kontakt mig ved brug af kontaktsiden.
3) Vær respektfuld til forfatteren, personen eller produktet der bliver omtalt. Skriv ikke kommentarer, som ikke kan verificeres eller betragtes som injurierende.

Opt out of 'Thank You' e-mails..