Juridisk godkendelse af adoption – beretning fra retsal i Etiopien

Så er vi nået til 3. afsnit i Liselottes rejsedagbog fra Etiopien, hvor hun og manden henter deres lille adoptivsøn Noah. Missede du afsnit 1: Liselotte skriver rejsedagbog fra Etiopien og afsnit 2: Liselottes første møde med sin søn i Etiopien. Fantastisk læsning! Også selv om du ikke lige står over for at skulle adoptere. Tankerne og følelserne er store hos alle mødre!

Etiopien, 28. juli 2010
I dag var det så den første af de store dage. Vi skulle i retten og have det juridiske på plads mht. adoptionen af Noah. Alle de juridiske formaliteter i Danmark er OK, nu var det så bare de Etiopiske, der skulle på plads.

Og faktisk var vi det allerførste par hos Danadopt, der skulle igennem en retssag, hvor vi var til stede. Indtil april måned i år, foregik begge etiopiske retssager uden adoptanternes medvirken. Men da der i det forløbne år var blevet afvist 4-5 gange så mange børn, som man normalt ser i en periode på 10 år, besluttede de etiopiske myndigheder at ændre procedurerne, så adoptanterne nu skal være med til den afsluttende retssag og sige ”ja” til barnet. Jeg ved ikke noget om de 47 sager med afvisning, der har været. Jeg har blot kunnet få bekræftet, at der ikke har været danske par imellem.

Foto fra retsbygningen af en hyrde, der lufter sine æseler – midt på gaden i Addis Abeba (læg også lige mærke til stilladset i venstre side – den ville aldrig gå derhjemme!)

Så … vi skulle altså i retten her til morgen. Og som det første par havde vi jo ikke vældigt mange erfaringer at trække på … Men vi ankom til retten 8.30 sharp (efter en lidt hæsblæsende tur i taxi – etiopierne er ret afslappede mht. tiden). Herefter blev vi ledt ind i en stor ventesal, hvor vi sad i 20-30 minutter og ventede. Og så væltede det ellers ind med amerikanske adoptanter! Et eller andet sted mellem 20-30, var der. Man fik næsten fornemmelsen af, at der kom en kæmpe jetjager og læssede dem af. Godt, vi havde tid før dem!!!!

Og efter endnu 20 minutters ventetid, var det vores tur. Ind til dommeren, som var en gudesmuk etiopisk kvinde – men det er de faktisk alle sammen hernede. Hun ville gerne høre lidt om, hvorfor vi havde valgt netop Etiopien som adoptionsland, om vi havde forberedt os på udenlandsk adoption, og om vi havde forberedt os på de identitetsudfordringer der kan være for vores lille Noah. Og endelig ville hun høre, om vi juridisk set ville have Manalebih (som han jo hedder hernede). ”JA!” lød det fra os begge, hvorefter de forløsende ord kom: ”Well, then he’s all yours!”.

Lettede forældre foran retsbygningen i Etiopien. Nu er Liselotte og ægtemand officielt forældre til Noah.

Det gik altså smertefrit, men vi blev da taget en smule med hoserne om anklerne med hensyn til spørgsmålene. Vi troede måske bare, at vi skulle sige ”Ja” og skrive under. Heldigvis fik jeg fremstammet en lille historie om de imødekommende og dejlige Etiopiere, og om hvor godt de tager sig af børnene på børnehjemmene hernede. Og det er jo ikke fordi den historie er løgn, men når sandheden skal frem – og det skal den jo – så er historien, at vi har ventet 4 år på barn fra Kina, inden vi i december blev tilbudt at flytte over til ventelisten fra Etiopien. Så faktisk var Etiopien ikke vores første valg. Men i dag ved vi jo, at der var en grund til, at vi skulle vente så længe og forgæves på barn fra Kina. Det var jo fordi lille Noah lige skulle fødes. Men den historie sprang jeg altså over i retten…

Mor og Noah hygger!

Efter veloverstået retssag kunne de glade forældre kaste sig ind i den næste taxi og køre til børnehjemmet. Her fik vi hele 3 timer med nullerfisen i dag, og vi var hele 5 par derude i dag. Der blev lagt store tæpper på gulvet, så vi kunne lege med ungerne, og der var en fantastisk stemning derude. Som sædvanlig blev der disket op med frokost og kaffe. Så vi bruger stort set ingen penge på mad. Morgenmaden indtager vi på hotellet (og den er jo inkl. prisen), frokost får vi på børnehjemmet, og så er der sådan set kun aftensmaden tilbage. Indtil nu har vi taget den i den udmærkede snack bar på hotellet. Maden er superlækker, og den koster ingenting. I morgen planlægger vi dog at gå ud og spise lokalt med de øvrige adoptanter hernede. Det gælder om at benytte sig af chancen, inden Noah nullerfis kommer. For så går vi ingen steder – vi skal bare bygge rede i vores family suite!

Hvad så nu? Jo, nu venter vi så på, at der kommer en retsudskrift. Lige så snart den foreligger, må vi tage Noah med os på hotellet. Det skulle ske i løbet af en uges tid (men kryds gerne fingre med os for, at det går hurtigere – vi kan da næsten ikke vente længere).

På genhør – og skriv endelig spørgsmål, hvis I har nogen!

/Liselotte

Tidligere blogindlæg fra Liselotte
Rejsedagbog afsnit 1: Liselotte skriver rejsedagbog fra Etiopien og afsnit 2: Liselottes første møde med sin søn i Etiopien.