Kommer det nogensinde til at passe ind at få barn nr. 2?

Forsiden » Forside » Familieliv » Søskende » Kommer det nogensinde til at passe ind at få barn nr. 2?

Kommer det nogensinde til at passe ind at få barn nr. 2?

Denne artikel er sponsoreret af babybusiness.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk og babybusiness.dk
Alle links markeret med orange er sponsoreret

Inden vi fik Villads for 1½ år siden, havde jeg en riiimelig fast ide om, hvornår vi skulle have barn nr. 2. Villads kom til verden, mens jeg stadig var studerende, og han kom lige præcis så jeg kun manglede det sidste semester efter min barsel. Derefter skulle jeg ”bare” lige have et job med det samme (ikke nemt som sygeplejerske i øjeblikket), og så kunne vi ellers begynde at prøve, når jeg lige var faldet til.

På den måde ville der være lidt over 2 år imellem de to børn, hvilket jeg tænkte var perfekt og så kunne de forhåbentligt få et rigtig tæt søskendeforhold. Sådan et som jeg aldrig selv har haft, da jeg er enebarn. Nok ville vi sikkert få nogle hårde år med to små børn, men det var vi begge indstillede på at klare.

Ja ja, jeg troede jeg havde det hele planlagt, men nu er der alligevel kommet bump på vejen.

mor far baby
Mor, far og baby. Et lykkeligt trekløver! Klar til en mere? Nogensinde?!

Jobbet kom fantastisk nok samme dag som jeg blev færdig, så var den del ordnet. Hvad jeg bare ikke lige havde regnet med, var at jeg på det tidspunkt stadig bar på 12 kg, som jeg ikke havde fået smidt efter Villads blev født. Og jeg nægter simpelthen at blive gravid mens de stadig er der. Det er et rimelig dårligt udgangspunkt at blive gravid, mens man nærmest stadig ser gravid ud. Hvordan jeg så ville se ud bagefter tør jeg slet ikke tænke på. Så nu har jeg været på jobbet i 7 mdr. og planerne om baby er stadig på hold. Så meget for planer, og hurra for deller, der lige kunne spolere det hele.

Så mens jeg nu arbejder på at få de kilo væk (go´ kuren og pt. minus 3kg) kan jeg jo bruge tiden på at tænke lidt over at nogle ting nok bare ikke helt kan planlægges og acceptere, at selvom ens børn kom med tættere mellemrum, kan jeg alligevel ikke garantere, at de får et tæt søskendeforhold.

Så er det jo også noget med at 3 år skulle være et godt tidspunkt for de små at få søskende, og måske de så bedre kan forstå og acceptere at der kommer en lille en. Hvem ved om det er det, der netop kan hjælpe til at starte et godt søskendeforhold?

Ja man har jo en holdning til man tager en ny… Så nu har jeg altså en ny plan, og så håber jeg den holder denne gang!

Med venlige hilsner fra Susan (der forhåbentlig snart er tilbage i sin gamle krop)

Læs også
Sådan tackler du søskende
Pseudo-tvillinger
“Forsvind, lillebror” og 9 andre bøger om at få barn nummer 2
Ny bog: Barn nr. 2 – når familien vokser

[ad]
| 2017-06-18T07:43:42+00:00 februar 20th, 2012|Søskende|

9 Comments

  1. Stine 25. februar 2012 at 00:21 - Reply

    Nr. 2 var ikke en svær beslutning, han kom knap tre år efter den første! Men nr.3 var svær at lokke manden med på!
    Men nu har vi tre skønne børn, med ca.2 1/5 år i mellem dem, og indtil videre fungerer det fint!

  2. Heidi 22. februar 2012 at 12:11 - Reply

    Jeg kan ikke lade være med at blive lidt påvirket af alle andres forventninger (som flere af jer andre). Generelt lider vi kvinder vist ofte af hensynsbetændelse. I virkeligheden ønsker jeg at bringe nr 2 til verden hvor vi som lille familie har lidt mere overskud end nu. Håber det bliver snart.

  3. Paulina 21. februar 2012 at 11:30 - Reply

    Nr 2 måtte bare ikke komme før vi begge var klar. Det skulle være en fælles beslutning og ikke den ene der skulle overtale den anden. Og det skulle SLET ikke være i vores 2 værelses lejlighed.
    Og jeg følte mig bare absolut ikke klar – heller ikke da Theodor passerede de 2 år og alle begyndte at spørge til hvornår nr 2 skulle komme… Men så blev det sommer og en dag sagde min mand, at hvis jeg var ved at være klar til nr 2 så var han frisk… Og nu er Theodor lige blevet 3 – og der er 5 uger til termin – og vi bor stadig i den 2værelses uden planer om at flytte.
    Det perfekte tidspunkt findes ikke – for ingen kan se 9 mdr frem i tiden. For os har det vigtigste været at det var en fælles beslutning baseret på at alle er glade og kan holde det valg vi nu har taget ud – og det virker det til.

  4. Eva 21. februar 2012 at 11:12 - Reply

    Jeg synes ikke, man behøver gå så meget op i en hel specifik aldersforskel mellem sine børn. Der er 3,2 år mellem mine 2 piger, og de har et fantastisk forhold til hinanden. Engang imellem skal man også tænke på, at en lidt større aldersforskel giver den store lov til at være storesøster og den lille lov til at være lillesøster. De kan sagtens lege de samme lege og med det samme legetøj, og nogle gange tænker jeg, at aldersforskellen forhindrer konflikter, da storesøster enten ‘trækker sig’ og lader den lille få sin vilje, eller på den anden side sætter sig igennem som storesøster og får sin vilje. De kæmper heller ikke om de samme legesager. Nu venter vi så nr. 3, hvor der bliver henholdsvis 7 år og 3,9 år op til de to store, og det har vi det rigtig godt med (læs: det er helt bevidst valgt!). Vi glæder os til at have to store piger til at hjælpe os med og forkæle en lillesøster/lillebror 🙂 Så hav lidt tålmodighed – det kan anbefales:-)

  5. Anonym 21. februar 2012 at 09:49 - Reply

    Den rigtige tid er når tingene sker…
    Men vi havde også planlagt barn nummer to til at komme tæt på barn nummer 1. Så da jeg blev gravid med termin 2 1/2 år efter barn nummer 1 var der stor glæde. Perfekt, jeg manglede et semester når jeg kom tilbage fra barslen, så timingen kunne ikke have været bedre.
    Men: Så skete det der ikke må ske. Baby nummer to voksede for lidt og døde inde i min mave i starten af tredie trimester. Det er en kæmpe sorg for os herhjemme. Både at have mistet den lille. Men jeg har også skullet vende mig til tanken om, at vi ikke får børn der er aldersmæssigt tætte. Forhåbentligt kommer der en nummer 3 på et tidspunkt pg forhåbentligt får nummer 1 og nummer 3 rigtig meget glæde af hinanden alligevel. Nu er planlægningen stoppet, tingene sker når de sker og så tilpasser resten af vores virkelighed sig efter det.

  6. gitte 21. februar 2012 at 09:43 - Reply

    Tror heller ikke der nogen sinde er “det perfekte tidspunkt”. Jeg har altid sagt at jeg gerne ville hvae ca 3 år imellem, men her kom tingene bare heller ikke til gå som det skulle

    Min søn begyndte pludselig at skrige om natten da han var knap et år. Vi gik til mange undersøgelser, og var mange følelser igennem (Det er dog en HELT anden historie) men i sidste ende finder vi ud af han er et barn der har brug for meget faste rammer og rutiner, han er nem at stresse og har brug for meget ekstra tryghed. Vi får hjælp af kommunen, både hjemme og i vuggestuen/dagplejen/børnehaven. Oven i det hele får jeg fødselsdepression to gange! og føler derfor jeg har svært ved at give mig 100% som mor.
    Da han så er ved at være nogenlunde stabil (på det tidspunkt er han knap 3år), er vi også enige om at nu er det med at give ham alt det han har manglet og reelt set også det jeg har manglet.
    Jobmæssigt har det også passet super dårligt. Jeg fik først et job for 10 mdr. siden og vil gerne bevis mit værd, inden jeg begynder at skulle have barsel. Ved det nemlig vil være en stor belastning for mine kollegaer!
    Og som prikken oven i’et fik jeg for 14 dage siden at vide at jeg havde en bindevævssygdom. så der så jeg lige hele projket nr. 2 blive sat på hold i optil 5 år! Men i sidste uge blev jeg frikendt fra den sygdom. Så nu er jeg klar til at snakke nr. 2. Jeg har indstillet mig på nu at der nok bliver 5 år imellem mine børn, en det er okay. Min søn elsker små børn og vil være stor nok til at hælpe mig med den lille! Samtidig ville det være nemmere med hyggestunder med begge børn.
    Så selvom livet ikke gik som det skulle, så ender det med at være helt perfekt alligevel!

  7. Amanda Stage 21. februar 2012 at 09:38 - Reply

    jeg er selv under uddannelse og har en søn på 3 år (det blev han i november.) Jeg vil rigtig gerne have barn nummer 2, men det skal bare ikke være nu! jeg vil gerne vente med at føde til jeg kun har 2 år tilbage af min uddannelse, og så vil min søn, når barnet kommer, være ca. 4½ år gammel. Alle siger hele tiden til mig at det bliver to enebørn og at de intet får ud af hinanden. Men det kan man jo ikke sige til folk! Jeg kender eksempler på søskende med nærmest en generationsforskel som har meget ud af hinanden og så kender jeg søskende med kun 1 år eller 2 år i mellem som hader hinanden og har følt sig tilsidesat, fordi de aldrig har prøvet at være “enebørn”. Jeg har efterhånden erfaret at gode søskendeforhold intet har med antal år i mellem at gøre, men personlighed! Hvis ikke man passer sammen, så er det jo ligemeget med at man er tæt i årene. Så hvis ikke man føler sig klar til at få børn, så vent 🙂 Jeg har set mange som har fortrudt de har fået børn RIGTIG tæt på hinanden og aldrig har tid til andet end børn.
    Venlig hilsen hende som synes det er i orden med et mellemrum mellem børnene!

  8. Louise 20. februar 2012 at 13:08 - Reply

    Det rigtige tidspunkt – findes det? Vi havde absolut ikke planlagt, at barn nr. 2 skulle komme om 8 uger eller 3 år og 3 mdr efter nr. 1, men sådan har virkeligheden nu en gang udviklet sig. Jeg er netop blevet færdig med min uddannelse og kommer ikke ud at arbejde i 1 år eller mere inden der skulle forsøges på familieforøgelsen, sådan som jeg havde håbet. Men med ledighedstallene for nyuddannede akademikere, så kunne der jo gå lang tid under alle omstændigheder og på den måde er det måske meget godt at nr. 2 er lige på trapperne.

    Om en 3-årig forstår mere af hvad der foregår end hvis vi havde ventet et år mere eller havde været hurtigere med familieforøgelsen ved jeg heller ikke. Synes at der er eksempler både for og imod herhjemme og i omgangskredsen. Nr. 1 er noget jaloux på min voksende mave og til tider meget sur på mig af uvisse årsager, så det er kun far, der rigtigt dur lige nu. Kan dog heldigvis stadig bruges, når vi er alene hjemme. Puha! Så om det bliver bedre eller værre når nr. 2 bliver til virkelighed med alt hvad der til hører, kan jeg kun gisne om.

    Jeg ser frem til familieforøgelsen, men kan samtidig godt have mine tanker om, om nr. 1 bliver glad for forandringerne… Der er kun ét at gøre – tage en dag ad gangen og håbe på det bedste og det håber jeg også Susan gør. Nogle gange skal man bare kaste sig ud i det og ikke tænke så meget. Held og lykke med vægttabet og fremtiden herfra.

  9. Aja 20. februar 2012 at 12:44 - Reply

    Haha, godt skrevet.. Jeg tror ikke det rette tidspunkt nogensinde kommer! Hvertfald ikke som man har forberedt det. Vi var også enige om at skulle have ungerne ret tæt og det lykkedes at blive gravid igen da min datter var knap 1,5år. Vi havde store planer om at hun både skulle af med sutten og bleen inden lillebror kom og alt lykkedes bare helt perfekt…. bortset fra vi så lige havde glemt de 3mrd med mega kvalme og opkast, hvor jeg stort set ikke kunne andet end at ligge og have dårlig samvittighed overfor vores datter. Jeg kunne jo hverken lege eller tumle med hende. Så kom de skønne måneder hvor man forberedte sig og min datter glædede sig SÅ meget til lillebror kom og snakkede dagligt med ham inde i maven… ja, som kom der lige svangerskabsforgiftning igen og absolut ro, hvor jeg igen kun kunne ligge med dårlig samvittighed. Og det hele sluttede med en tur på intensiv og et ophold på neontalafdelingen, hvor jeg savnede vores datter så meget at det gjorde ondt. Men selv nu hvor indlæggelser med lillebror af og til er blevet lidt hverdag herhjemme, elsker vores datter sin lillebror mere end alt andet i hele verden. Hvor har min mand og jeg mange gange kigget på hinanden og sagt: Hvad har vi dog gjort? Men når man så ser deres kærligheden til hinanden stråle ud af begge ungerne, så forsvinder alt tvivl om man gjorde det rigtige! Alt dårlig samvittighed over tiden storesøster har undværet os og den mindre tid man har til hende nu, forsvinder med ét, fordi man har givet hende (og ham) det størreste i livet, nemlig en søskende! Man tror der ikke findes noget større i verden end at få et barn, men når der kommer et til, finder man ud af at det størreste er at være vidne til den kærlighed ens børn har til hinanden. Så bare kom igang! Det vil altid komme ubelejligt og ske 100 uforudsete ting, men det er mere end det hele værd.

Leave A Comment

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.