Hvor meget forstår babyer egentlig…?
Svært at svare på, men hvis du spørger mig så en hel del mere, end vi går og tror. Mine øjne blev i hvert fald åbnet for ca. 3 mdr. siden.
Min søns far skulle på forretningstur til Kina i 2 uger. Intet usædvanligt der. Vi pakker, snakker og kører ham i lufthavnen og sender ham godt af sted med kys og kram.
Oliver i fars kuffert
Det mærkelige var så, at Oliver, vores søn, samme nat vågnede op og var fuldstændig utrøstelig i 2 timer. Mælk, sut, sang, kram, gå rundt med ham, tænde lyset for at prøve at vække ham… Intet hjalp! Til sidst faldt vi begge udmattede i søvn ved 3-tiden.
Næste dag var humøret fint, og alt som det plejer. Jeg tænkte ikke videre over det, bortset fra at han jo måtte have haft mareridt eller lignende.
Lige indtil det gentog sig natten efter og natten efter og natten efter…! I 1 UGE I TRÆK!!
Kom hjem fra Kina!
Det resulterede i 4 glemte aftaler i dagtimerne pga. distræt træthed. En pylret dreng, der ikke kunne finde ud af sig selv og begyndte at vende dag og nat rundt. Og ikke mindst desperate sms’er kl. halv tre om natten til Kina, om at ”nu kunne min kæreste godt tage og sætte sig på det næste fly hjem, for nu var det ikke længere kun synd for Oliver, nu holdt jeg heller ikke til det meget længere”.
… Og så holdt det pludselig op. Den næste uge forløb uden problemer, lige indtil Olivers far kom hjem igen. Så startede det igen… men heldigvis kun en enkelt nat.
Min konklusion er, at det kun kan betyde, at Oliver har forstået, at far tog væk, og det var hans måde at reagere på det på. Og det er på trods af, at min kæreste andre gange har været ude om aftenen, og derfor ikke har været hjemme ved puttetid.
Nu står så endnu en Kina-tur for døren – gad vide, om han nu er blevet gammel nok til at forstå, at far også kommer hjem igen, eller om jeg skal fylde godt op på søvnkontoen inden rejsen…?!
Har du haft oplevelser hvor dit barn har reageret på samme måde, så skriv en kommentar?
Cathrine Herskind
Skribent hos BabyBusiness
Hvor gammel var Oliver?
Jeg kan kun nikke genkendende til det du skriver.
Min mand er soldat og er en af de soldater der har været mest udsendt (16 gange) på kort tid (8 år).
Han startede med at være hjemmefra da vores datter Sofie var 1½ md gammel. Dengang var der ikke nogen reaktion. Kun en træt mor. Det skal lige siges at jeg bor i Jylland og mine forældre bor på Bornholm, så jeg har kun mig selv til alt når min mand ikke er hjemme.
Min mand rejste op til 4 gange om året, alt fra 5 mdr til 9 mdr ad gangen. De første 4 år af min datters liv, var hun udelukkende mors pige, min mand var sådan set luft for hende når hun skulle have hjælp til noget, det var altid mig der skulle hjælpe hende i tøj og sidde ved siden af hende når vi spiste, putte hende. Nøj hvor var det hårdt. Der var et tidspunkt hvor jeg ikke kunne klare det hele mere og ville skilles. Han blev så ked af det og vi gik sammen til terapi og det hjalp på forholdet.
Jeg har altid været utrolig ked af min mand rejste så meget, men selvfølgelig stolt af ham.
Fra Sofie var 4 år til 5 år skete der en drastisk ændring. Når min mand rejste fik hun pludselige tudeture hvor hun uden varsel lagde sig ned i fosterstilling og græd og græd. Hun kunne finde på at sætte sig ud på trappen og vente på ham. Jamen så ondt det gjorde i mit moderhjerte.
SÅ SAGDE JEG FOR ALVOR STOP!
Enten skulle vi skilles eller også skulle han forlade militæret.
Så ville skæbnen kort tid efter, at min mand skulle bruge sit cu og tage en civil uddannelse inden hans K35 udløb. Hans chef gav ham en weekend til at tænke over hvad han ville – hold nu op det tog hårdt på ham. Han ånder og lever for det militær-ræs.
Min mand er også uddannet tømrer og tak skæbne…. han valgte at “forlade” militæret og tage en efteruddannelse som bygningskonstruktør. I dag er Sofie 6 år og en glad pige, dog stadig mors pige på mange områder. Vi har en søn på 1 år og min mand er i fuld gang med at uddanne sig og snakker om at han vil bruge sin uddannelse efter han er færdig og ikke rejse mere. Men når jeg kigger ham dybt i øjnene kan jeg godt se han savner at blive udstationeret. Men vi har stadig 2 år før han endnu engang skal tage valget – en K60 eller sin anden uddannelse.
Jep den har jeg også prøvet.. Min mand er ude og rejse flere gange om året i 1-2 uger af gangen og første gang han rejste var William 3 mdr.
William har haft det svært siden han var ca 1 år, hvor han vågnede hver ½ til hele time HVER nat i næsten et halvt år, og så trappede det stille og roligt ned derefter! Så jeg kender udemærket hvor hårdt det kan være
Man kan tage sig selv i at råbe ud i luften af ren og skær afmagt når man står alene med det.. og jeg oplevede hver gang at det blev meget værre når min mand var ude og rejse. (oven i var det mere en regl, end en undtagelse, at w fik feber når vi var alene!)
Nu er w 3 år og kan sætte lidt flere ord på tingene. Da min mand rejste her for nogle uger siden, stod vi begge i vinduet og græd. W havde svært ved at overskue hvor lang tid far var væk. Det viste sig især ved at han var på tværs det meste af dagen, og kunne gjorde det modsatte af hvad jeg sagde! Og efter to nætter begyndte han også at vågne om natten og græde. Han kom så ind i hans far seng, men når jeg vågnede i løbet af natten, havde jeg en lille mand der lå helt inde på min hovedpude med en arm om mig..
Vi ente med at lave en “Fido”. det var en masse tegninger med tal på og på den øverste stod der “Jubii idag kommer far hjem!” Dem satte vi sammen i en lang række og hængte op. Hver morgen hev vi en af, indtil min mand kom hjem! Halvvejs kigger William på den og siger “Hmm mor nu er den ikke så lang mere. Nu er der ikke så lang tid til far kommer hjem mere!” Og det virkede at W fik en forståelse for at far kommer hjem og tiden nok skal gå hurtigt