Kvindelig urkraft 1 – hvor blev den lige af?

Kan den kvindelige urkraft sidde i en husalarm? Det er slet ikke utænkeligt! Læs hvorfor i Charlotte Balles gæsteindlæg her på BabyBusiness.

Mor og barn ved husalarm
Modelbillede – mor og barn ved husalarm.

Surfer efter husalarmer
Argh, jeg ville have skrevet et kraftfuldt indlæg om den kvindelige urkraft med budskabet ”kvinde kend din urkraft”, for det er en KÆMPE ressource at vide, at du har. Især før og efter en fødsel.

Men i stedet ligger jeg i bedste Maud-stil i sengen og surfer efter husalarmer, mens Mikkeline tager en lille lur.

Historien er kort fortalt, at jeg blev hundebange i går ved midnatstid. Var alene hjemme med Mikkeline og har været det i to dage, mens min mand var på kursus med overnatning.

”Mikkeline mælketand” var urolig hele aftenen for ja, hun er ved at få sin første tand. Så jeg var godt træt, da hun endelig faldt i søvn ca. kl. 22.30.

Jeg småblundede vist på sofaen, og da jeg så selv gik i seng ca. kl. 23.30 ville jeg lige lukke et vindue i soveværelset, som ligger på første sal. Uakk, mens jeg står der et kort øjeblik og kigger ned på vejen kommer pludselig en mørk mand gående ind ad VORES indkørsel med kurs direkte mod huset. Argh, hvor blev jeg bange. Men alle muligheder for at begå indbrud i et tilsyneladende tomt hus var også til stede. Ingen bil i indkørslen. (Sidste uge blev vores GPS stjålet med en eller anden universalnøgle, som kan låse biler op, uden man kan se det). Husets anden villalejlighed står tom og venter på ny beboer, så der var kun lille mig og lille Mikkeline oppe på førstesalen i det gamle hus.

Jeg løb hen og åbnede et andet vindue over hoveddøren og råbte ”hallo der” ud i natten, hvorefter jeg så, at den mørke mand nu gik UD af naboens indkørsel med raske skridt. Naboen var heldigvis oppe og gik i garagen og skrumlede, så den ubudne gæst måtte have opgivet sit besøg, – vores huse ligger meget tæt på hinanden.

Der var ikke megen urkraft i mig i nat, men jeg kunne da løfte røret og ringe til min mand, som uden tøven kørte hjem fra kurset en time borte for at sove hos os i stedet. Men oplevelsen sidder stadig i min krop og jeg har låst alle have- og hoveddøre hele dagen, selv om der jo egentlig ikke skete noget.

Sko str. 45 sover uden for
Hvor er det så lige urkraften sidder hende. Jamen det er måske i intuitionen og handlekraften… Ved solnedgang havde jeg låst døren ind til haven samt et lille anneks – noget jeg ellers aldrig gør. Parkeret min mands str. 45 sko ude på fortrappen – noget jeg heller aldrig gør, og så havde jeg ladet al rod fra aftensmaden stå på køkkenbordet, så det nemt kunne ses udefra vinduet ved hoveddøren. Og hvor var det i øvrigt et sammentræf, at jeg lige stod ved soveværelsesvinduet og kiggede, da den ubudne gæst gik ind mod huset. Et 30 sekunders sammentræf… Jeg fik da også åbnet et andet vindue og lettere modigt råbt hallo, hvorefter jeg ringede til naboen og til min mand.

Og nu surfer jeg efter husalarmer og er fast besluttet på, at sådan en vil jeg have installeret. Trygheden er utrolig vigtig for mig, for jeg føler mig virkelig sårbar med en baby ved min side. Men samtidig også stærk. Hvis vi virkelig havde haft indbrud, ville jeg sikkert have været en løvemor, eller taget nærmeste flugtvej med benene på nakken og Mikkeline på armen. Et af kæmp, flygt, frys-instinkterne.

Kvinder og ulve har visse fælles træk
Jeg kommer til at tænke på en bog jeg har i reolen – og nu kommer jeg lidt på sporet af urkraft-temaet igen. Klassikeren ”Kvinder der løber med ulve” er myter og fortællinger om Vildkvinde arketypen. Bogen handler om at slippe Vildkvinden fri og genfinde sin naturlige og medfødte kraft. Titlen på bogen er inspireret af forfatteren Clarissa Pinkola Estès’ studier af vilde ulve, og hun hævder at sunde kvinder og sunde ulve har visse psykiske egenskaber tilfælles. Hun har observeret, at kvinder og ulve begge har et veludviklet sanseapparat, er legesyge og har stor evne til at være kærlige og omsorgsfulde. Ulve og kvinder nærer familiefølelse, er nysgerrige, udholdende og stærke. De har en fin intuition og er helt opslugt af deres unger, ægtefællen og flokken. De er vant til at tilpasse sig nye forhold, og så er de yderst trofaste og modige.

Kvinder som løber med ulve

Den bog kalder vist på mig igen. Mere om kvindelig urkraft i mit næste blogindlæg.

Se Charlotte Balles tidligere gæsteindlæg
Hyldest til mødregruppen
Orkanens øje – ombygning med baby
Til alle mødre – spring hvor gærdet er lavest
Tvivleren - tanker om barnedåb eller ej
Heja Hvratska – familieferie i Kroatien

Kan du lide hvad du læser?
Få Gratis BabyBusiness Nyhedsbrev


Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.