Linda fik præmature tvillinger

En af mine læsere Linda skrev til mig tidligere på året om hendes oplevelse med at få en præmatur baby, ja, rent faktisk 2 af slagsen! Det er en meget personlig og spændende oplevelse at læse om.

Lindas historie om Hjalte og Loke

Jeg synes det var rigtig hårdt at være gravid – fik af vide allerede i uge 7, at vi skulle have tvillinger, og tog det egentlig meget afslappet, har tvillinger i familien, så det kom ikke som den store overraskelse – og hvad kunne jeg egentlig også have gjort!?

Allerede i uge 14-15 begyndte jeg at få gener af graviditeten, især væske i kroppen og blev hurtig sygemeldt – ”normalt” sygemeldes tvillingegravide fra uge 20-24, pga. den store belastning det er for kroppen.

Jeg fik tilbudt nogle ekstra scanninger, da man gerne ville følge tvillingerne tæt. D. 30. april 09, da jeg var 27+6, havde jeg en veninde med til scanningen, som efterhånden var blevet rutine for mig, så skulle bare derop, scannes og så skulle vi hygge med frokost i byen bagefter… troede vi!

Lægen som scannede mig synes der var lidt for stor forskel på dem, men sendte os hjem, da han ville vende det med en kollega – vi nåede dog kun til p-pladsen før han ringede og spurgte om jeg kunne komme tilbage, da hans kollega havde tid til at scanne med det samme. Dét blev starten på en lang prøvelse for min i forvejen knap så store tålmodighed!

Hende der var ekspert i at lave ”flow-scanninger” – hvor man måler gennemstrømningen i diverse blodkar, bl.a. i navlestrenge + maven på barnet, var noget bekymret for flowet i den ene navlestreng, så jeg skulle have kørt kurve og have en injektion med lungemodnende medicin, og skulle komme tilbage efter 24 timer, for at få endnu en. Dette fordi, hun var bekymret for, hvor længe ”de” kunne holde drengene inde i maven.

Loke

Jeg fik af vide, at hvis det havde været et enkelt barn, havde de ikke været så tilbageholdende med at få ham ud, men fordi der var 2, var det hele tiden en opvejning af ikke at stresse ham som havde det godt derinde, ved at tage ham ud – men samtidig heller ikke lade ham som allerede var ”stresset” pga. nedsat flow, blive så dårlig at han ikke ville overleve!

De næste uger gik med ”ordre” på fuldstændig ro samt scanninger 2 gange om ugen. Det var enormt hårdt, for tilstanden skiftedes hele tiden, så hver 2. gang jeg var der fik jeg af vide ”puha, vi håber at strække den til uge 32 og så bliver det nok kejsersnit” (som er en ”magisk” grænse ift. til flere ting med spædbørn) og til ”Det er muligt at du går tiden ud og føder selv, evt. bliver du sat i gang i uge 38”. Min kæreste og nok især jeg havde det rigtig svært mentalt med hele tiden at skulle forholde sig til noget nyt!

Hjalte

Fredag d. 22. maj skulle jeg scannes igen, og min kæreste var denne gang med, da vi efterfølgende havde en aftale – igen var det meget rutinepræget, for sidst havde det ikke set godt ud, og da erfaringen jo viste at det skiftede, ville det jo se godt ud denne gang… Men nej, jeg blev indlagt og skulle dagen efter have kørt CTG og ellers forholde mig i ro. Kæmpede en brav kamp hele weekenden. En hård, men desværre forgæves kamp for at få lov til at tage hjem, da vi kun bor 5 minutter fra sygehuset. Søndag kom min kæreste og vi var sammen oppe og se neonatal afdelingen og hilse på en kvinde som var blevet mor til en lille pige som også var født for tidligt. Det var en rigtig god oplevelse, og vi var begge ”klar” – kunne ikke blive mere klar, før vi fik vores drenge i armene! Min kæreste tog hjem og glædede sig til at komme på arbejde og ”slappe” lidt af ovenpå den her weekend!

Læs mere i anden del af Lindas beretning HER og tredie del HER.