Lindas tvillingedrenge indlagt 6 uger på neonatal

Læs den første del af Lindas personlige beretning HER. Neden for følger 2. del, og HER kan du læse den tredie og sidste del.

Fødsel og neonatal
Mandag formiddag d. 25. maj, da jeg var i uge 31+3, skulle jeg scannes igen. Jeg var ved at være godt sur og tvær og ville bare HJEM, gad ikke det møg-sygehus mere! Men efter 5 minutter hvor lægen havde scannet nåede hun frem til, at nu var det altså ved at være nu, nogle forskellige ting i den enes ”opførelse” gjorde, at hun ikke turde lade ham blive derinde mere. Jeg forstod vist ikke helt om det var nu, så var i tvivl om jeg skulle ringe efter min kæreste, men det rådede hun mig til og jeg skulle så faste. Min kæreste kom, helt rundt på gulvet, omkring middagstid, hvorefter vi sammen ventede og ventede, blev gjort klar til operation osv., men først kl. 17.45 blev vi hentet op på OP. Fik lagt rygmarvsbedøvelse (AV – er på INGEN måde til nåle) og var vildt imponeret over effektiviteten på stuen. Samtidig var vi så heldige at have både en jordemoder + en stud. med, som var så langt, at den ”rigtige” jordemoder egentlig bare skulle observere, hvilket gjorde, at hun havde super god tid til min kæreste, som jo også var ret nervøs ved det hele!

Kl. 18.15+18.16 kom vores drenge til verden, den ”store” først på 2250 g. + 45 cm., ham fik jeg lov at ligge med et par minutter inden han kom i kuvøse og over på neonatalafd., den lille på 1380 g. + 40 cm., nåede jeg kun at se et glimt af inden de løb ud af stuen med ham. Min kæreste fulgte efter og gik lidt til og fra med info og ikke mindst billeder af drengene, både mens jeg blev syet sammen og da jeg kom på opvågning.

Hjalte, på 2.250 g.  og 45 cm.

Loke, på 1.380 g. og 40cm.

Vores drenges første ”hjem”

Herefter fulgte næsten 6 uger på neonatal afdelingen.
Vi var på forhånd forberedt på, at vi skulle være der til terminen plus/minus 14 dage. Vi lærte en masse nye udtryk, lyde og ikke mindst vores drenge at kende. Der var besøgstid på afd. 2 timer dagligt og ellers brugte vi det meste af dagen deroppe ved drengene. Vi sad meget af tiden med drengene ”hud-mod-hud” som bliver anbefalet af alle vi mødte på vores vej.

Efter en uges tid, blev Hjalte dårlig og mistede bevidstheden, mens han var ude hos mig. Han kom først ”til sig selv”, da en sygeplejerske kom og tog ham op. Selvom det var helt ”efter bogen”, at så små børn ind imellem kan ”glemme” at trække vejret, var det en meget ubehagelig oplevelse, og det viste sig efterfølgende at han havde en infektion, som højst sandsynligt stammede fra det navle-kateter han havde fået lagt, da de ikke kunne finde nogle blodårer at lægge drop i. Heldigvis rettede han sig hurtigt efter han begyndte at få penicillin!

Den dag i dag, kan jeg stadig høre alarmen fra hans monitor for mig, der er bestemte ”ding-lyde”, som jeg har det rigtig svært med!!

Loke hos Linda “hud mod hud”

Loke var (og er) en lille stædig ræd, ville bestemt ikke havde sin Cpap maske på, som hjælper til med at ”træne” lungerne og allerede efter 1 døgn viste det sig, at han faktisk ikke behøvede den, så han havde ”kun” sonde i næsen, hvori de fik deres modermælk. Jeg sad troligt med sygehusets ”malkemaskiner” og følte mig som en ko 6 gange om dagen, for at de kunne få det ”fantastiske” modermælk… de startede med at få 12 ml. per måltid. Hver gang jeg stolt kom med x antal ml., kunne personalet fortælle mig, at drengene var blevet sat op i mad, så der gik nogle uger, før jeg havde mælk nok til dem.

Efter en uges tid på patienthotellet, valgte jeg at tage hjem om sove om natten, så jeg var frisk til at være der for drengene om dagen.

Efter nogle uger i kuvøse, hvor de begge havde været i lys-behandling for gulsot, kom de begge ud i en tremmeseng de delte. De begyndte at få tøj på, vi lånte noget andre forældre havde efterladt, samt fik et par sæt i str. 44+48 til dem. Det var en kæmpe oplevelse at få dem ud og i deres eget tøj, var SÅ træt af det hvide tøj sygehuset havde, så var vild med at de fik nogle farver på!

Hjalte og Loke side om side i henholdsvis størrelse 48 + 44.

De sidste 14 dage, boede jeg sammen med drengene på ”mor/barn” stue, hvor jeg 100% havde ansvaret for dem, de var stadig så små, at de skulle vækkes og havde mad hver 4. time, så vækkeuret kørte på højtryk i den periode. Amningen gik fint om dagen, men det gik lidt nedad om aftenen, så der malkede jeg ud, og så kunne de få flaske.

Endelig kom dagen hvor vi kunne komme hjem, havde arbejdet hen imod det i en uge, hvor de blev vejet hver morgen, for at sikre sig, at de tog på af amningen. Den fredag vi skulle hjem havde Hjalte tabt sig, men vi fik alligevel lov til at tage hjem og skulle så komme tilbage og kontrolvejes om tirsdagen.

Følg med her på bloggen og læs mere i tredie del af Lindas beretning.