Liselotte i Etiopien – hotelværelset og bylivet omkring

Liselotte og Allans dage går primært med hygge på hotelværelset, hvor de lærer deres lille adoptivsøn Noah at kende imens de venter på, at samtlige dokumenter går i orden, så de kan komme hjem til Danmark. Imens er der god tid til at observere bylivet i Etiopien.

Læs hele Liseslottes rejsedagbog fra Etiopien: Den lange rejse efter Noah
Følg med fra start ved at læse:
Afsnit 1: Liselotte skriver rejsedagbog fra Etiopien
Afsnit 2: Liselottes første møde med sin søn i Etiopien
Afsnit 3: Juridisk godkendelse af adoption – beretning fra retsal i Etiopien
Afsnit 4: Liselotte fortæller fra Etiopien: Endelig forældre i døgndrift!
Afsnit 5: Liselotte fra Etiopien: Fuldtidsforældre på 4. døgn

Etiopien, 4. august 2010

Nå … mens vi venter på nyt på dokumentfronten, er der vist lige tid til et indlæg med lidt trivia.

I skal se lidt af Etiopien – I hvert fald den del, vi kan se fra vores vindue på hotellet.

Vi bor tæt på den store Bole Road, som går fra lufthavnen (et par kilometer væk) og mod nordvest til Meskal Square. Hotellet ligger i Addis’ business kvarter, og overalt i området er der skilte til de forskellige ambassader hernede. Og villaer med virksomheder – hvoraf en stor del er udenlandske. Dansk Flygtninge Råd har kontor i vores baghave (so to speak), og UNHCR ligger også et stenkast væk.

Vores hotel hedder Hotel Desalegn 3, og som navnet antyder, er det hotel nr. 3 i en kæde på 3 hoteller … Vi bor på 5. sal i en såkaldt suite, der tæller stue og lille gennemgangskøkken samt et soveværelse og et badeværelse. Meget fint. Og dejligt med et rum ud over soveværelset. Ellers havde jeg nok fået pip om aftenen, når lillefisen var lagt. Femte sal er øverste etage, og når det styrtregner (som det jo gør hernede med mellemrum – specielt i øjeblikket, hvor det er høj-regntid), lyder det helt vildt kraftigt oven over os. Årsagen er den glaspyramide, der udgør taget. Forleden morgen regnede det så meget, at vi ikke ville have kunnet høre Noah græde i sengen ved siden af os. Hold fast, hvor det larmede. Regnbygerne bliver som regel ledsaget af torden og lyn, og det er vildt hyggeligt (for to uvejrselskende mennesker som os).

I løbet af dagen er der et rend af forskellige sælgere nede på gaden. I begyndelsen undrede vi os over alle de får, der gik dernede. Indtil vi fandt ud af, at det er sælgeren, der råber op om deres varer. Og det lyder altså umiskendeligt som får der bræger … Blandt de faste er kostemanden. I dag spottede jeg dog også en fyr, som ser ud til at sælge opvaskebaljer og spande. Eller tilbyder han at vaske op? Det er svært at sige. Og så var der gutten med den gule plasticpose. Hvad der var i den, aner jeg ikke. Måske er han skopudser on the go?

Som du kan se af billederne, bliver der bygget en del hernede. Der er ingen tvivl om, at Afrika kommer til at sparke r… i de kommende årtier, og jeg glæder mig meget til at skulle tilbage til Addis og vise byen til Noah. Overalt rundt om os, skyder høje bygninger op. Hoteller? Virksomhedsdomiciler? Indkøbscentre? Vi må se, når vi kommer tilbage.

Én ting er sikker – bygningsarbejderne lever livet farligt hernede. Jeg har tidligere haft et billede på fra retsbygningen, hvor man kunne spotte et stillads. I dag får I et billede af et hus, der bliver bygget lige uden for vores vindue. Prøv lige at se, hvordan de bare går rundt på de der bambuspinde uden nogen form for sikkerhed!!! Og da de støbte i går, hev de tunge ting op med tov – og igen uden sikkerhed af nogen art. Meget fascinerende, og vi følger intenst med i byggeriet. Det gør Noah også. Han er vild med at hænge på mors ellers fars arm og kigge ud på sin verden.

På billeder, der viser vores udsigt mod øst, er der et hvidt hus med grønne vinduer i front. Der holder MercyCare til. Jeg aner ikke, hvad de beskæftiger sig med, men hele dagen er der en livlig rokeren rundt på biler i deres gård. Biler ind og ud. I dag blev de alle sammen vasket, samtidig med at de blev kørt ud og ind. Og ind og ud. Sikke et leben!

I går spottede jeg også lige en etiopisk trillebør. Ren retro!

Det sidste billede viser den næstmest sete bil hernede. Ladaen. Man fornemmer, at det er en del år siden, produktionen af denne kultbil stoppede. De er malet blå og hvide og er taxier. Det mest sete transportmiddel ligner Ladaen en del. Det er blot en Toyota, og så er det en rugbrødsmodel. Altså sådan én, der kan sidde lidt flere i. Da vi tog på Tikuret med de andre par, var vi 8 i sådan en fætter. Etiopierne kan snildt klemme mindst dobbelt så mange derind. Disse er minibusser. De har faste stoppesteder rundt omkring i byen (dog uden skilte). Der hænger typisk en fyr ud af vinduet og råber, hvor øsen kører hen. Og nej … vi har ikke prøvet.

På genhør. Jeg håber, at dokumentsituationen har udviklet sig i positiv retning, når du hører fra mig igen.