Liselotte venter på Noahs pas og fly fra Etiopien

Så er der nyt fra Liselotte og familien i Etiopien. De venter på, at lille Noah får en tilladelse, så han kan rejse ind i Danmark med sit etiopiske pas. Når først pas og andre dokumenter er på plads, kan der bookes fly, men lige nu lader der til at være udsolgt på samtlige afgang med Danmark…

Etiopien, den 8. august 2010
Good news: I torsdags var hele flokken sammen på Immigration Office for at få lavet pas til vores poder. Det var næstsidste dokument-skridt, så der er en lille håb forude: måske kan vi komme hjem næste weekend! Noahs pas skal lige være færdigt, og så er sidste skridt den danske ambassade, hvor Noahs indrejsetilladelse (1 stk. klistermærke), skal klistres ind i hans etiopiske pas. Smal sag, tænker du måske. Men næh … det kan skam godt tage 3-4 dage at få sat det klistermærke på. Det må være stort og spytkrævende. Ellers forstår man det jo ikke helt. Men der er så meget, man ikke forstår

Lidt malurt i bægeret: alle KLM’s afgange herfra i næste uge er fully booked. Så enten skal vi håbe på, at vi kan ombookes på et andet selskab, eller også må vi vente (og det bliver nok en prøvelse, hvis alle dokumenter er klar til, at vi kan rejse hjem). Vi håber på universets hjælp til at få det hele til at flaske sig!

All Stars: sang udført af børn fra børnehjemmet

Inden vi tog på Immigration Office torsdag, var der Farewell Party på børnehjemmet for de 10 børn, der netop er blevet afhentet. Og sikke en fest! Der var frokost, kage, kaffe, sang og gaver til alle. Børnene fik etiopisk tøj (Noah har fået et fint hvidt sæt med brune kanter – meget eksotisk!), mødrene fik fine hvide lykketørklæder med broderi i de etiopiske farver (rød, gul og grøn), og mændene fik t-shirts. Allan fik en blå sag med det etiopiske alfabet, og vi øver stadigvæk. Puha …! Vi fik også Noahs helbredspapirer (som ikke rigtigt kan bruges til andet end en souvenir i hans scrapbog) og en lille bog med billeder af ham, som de havde lavet. Meget fin og flot! Og så fik vi en cd med en film af ham og flere billeder. Også et supergodt billede af os alle tre. Den lille familie. Vi var topimponerede over, hvor meget arbejde de havde lagt i at sige ordentligt farvel.

Den glade familie! Liselotte, Allan og lille Noah.

Og derfor var det lidt synd, at vi alle sammen sad som på nåle. For vi havde jo en aftale med vores kontaktperson på Immigration Office, og når man ikke kender systemer hernede, har man lidt svært ved bare at udskyde den slags. Men det hele flaskede sig. Mens vi alle sammen bare sad og ventede (og vores børn blev beundret af de mange (mange!!!!!) etiopiere, der stod i kø alle vegne), kastede vores kontaktperson sig rundt fra kontor til kontor for at klare papirarbejdet. Så det eneste, vi skulle, var at vise børnene til en medarbejder, der skulle sige ok for, at det var det samme barn, der var på papirerne og senere sørge for, at poderne kunne side stille, mens de fik taget et pasbillede. Alt andet blev klaret for os. Og med de mange og lange køer, vi så alle vegne, var der al mulig grund til at være taknemmelig for den sagsgang … Vi måtte ikke fotografere på området, så jeg kan desværre ikke vise jer, hvordan der så ud. Men næste gang du står i kø i supermarkedet eller på Rådhuset, så slap bare af!

Wall of Fame: billeder af de børn, der tog afsked med Tikuret børnehjemmet.

Noah klarede sig forrygende. Han fik en flaske på børnehjemmet og endnu én, mens vi ventede på Immigration Office. Ellers sad han bare i bæreselen hos sin far og filmede med alle, der kiggede på ham. Alle sad og sendte ham smil og glade blikke. Og så skete der faktisk noget sjovt, mens vi ventede på, at vores kontaktperson udfyldte alle vores papirer. Oppe på første række sad tre kvinder med nogle meget små børn. De viste stor interesse for Noah, for de kunne genkende ham fra den gang han i december måned kort var på deres børnehjem sydpå i Awassa, inden han kom til børnehjemmet i Addis Abeba. Han gør altså indtryk alle steder!

Ellers har de sidste par dage været meget indholdsløse. Altså ud over, at vi jo stornyder lille Noah. Men torsdagens virak og manglende lure gav kontant udslag fredag, hvor han ikke var på toppen. Så vi tager alting i dobbelt slowmotion. Og vi skal selv vænne os til, at det er slut med 9 timer i træk om natten, så – når sandheden skal frem – så er vi heller ikke selv til hverken det ene eller det andet. Jeg døjer igen med lidt feber, og så har jeg som bonus fået en mild øjenbetændelse. Alt det glemmer man jo, når lillefisen griner og smiler. Men når natten er mørk og han er ked (eller sulten) og søvnen kradser i øjnene, så er det hårdt. Og det er jo ikke fordi det kommer bag på os. Men én ting er at være mentalt klar på, at det er hårdt – noget andet er, at kroppen har brug for tid til at vænne sig til det og justere derefter. Og vi når det vel inden pensionsalderen … ;o)

En træt Noah (og vist nok også en træt Liselotte…)

På genhør fra Liselotte (der så småt har hallucinationer om friske agurker og tomater, rugbrødsmadder, yoghurt naturel, salater og stegt kyllingebryst …)

Læs hele Liseslottes rejsedagbog fra Etiopien: Den lange rejse efter Noah
Følg med fra start ved at læse:
Afsnit 1: Liselotte skriver rejsedagbog fra Etiopien
Afsnit 2: Liselottes første møde med sin søn i Etiopien
Afsnit 3: Juridisk godkendelse af adoption – beretning fra retsal i Etiopien
Afsnit 4: Liselotte fortæller fra Etiopien: Endelig forældre i døgndrift!
Afsnit 5: Liselotte fra Etiopien: Fuldtidsforældre på 4. døgn
Afsnit 6: Liselotte og Allan venter fortsat på dokumenterne, hør om livet på hotellet