Kan I huske Louise – førstegangsgravid og gæsteblogger her på BabyBusiness.dk? Nu har Louise fået en baby. Baby hedder Christian og er allerede 2 måneder, men tiden går stærkt, og overskuddet har været småt, når man liiige skal lande i mor-rollen og finde ud af, hvad der egentlig er op og ned på baby! Læs Louises beretning fra fødsel til frustration og varme mor-følelser!
Følg med fra start – Louises tidligere blogdindlæg
1. Louise er 13 uger gravid og sååå træt!
2. Louise: Louises graviditetsdagbog: 20 uger + 3 dage
3. Status fra uge 28
4. Tiden går stærkt – også uden baby!
Jeg er blevet mor! Det er helt vildt dejligt – og helt vildt frustrerende
Beklager at der skulle gå 2 mdr. før I fik ”finalen” med! Jeg har ikke haft overskud til at skrive før nu.
Lørdag den 8. januar kl. 22.25 kom vores lille søn Christian til verden (Jep, på terminsdagen og samme dag som de royale tvillinger). Jeg fik veer lørdag morgen kl. 04.
Kl. 06 vågnede kæresten og begyndte – som så mange andre dage – at synge: ”I dag er det Christians fødselsdag”.. Jeg kiggede på ham og sagde: ”ja altså, jeg har haft veer siden kl. 04 så det kan det meget vel blive”.
Dagen gik og jeg fik egentligt hvilet mig ok. Ved 15-tiden var der de famøse 5 minutter mellem veerne og jeg ringede til sygehuset. Jeg blev enig med vedkommende om, at ”holde ud” en times tid og undgå vagtskifte hos jordemødrene… Kl. 16 kørte vi så på sygehuset, efter selvfølgelig først at have ringet igen og meldt vores ankomst og fået besked på, at ”hvis du ikke er i aktiv fødsel sender vi dig altså hjem igen”.. Ja ja – det ved jeg godt, men NU vil jeg altså gerne undersøges…. Jeg var 5 cm åben da vi ankom, og klar til indlæggelse. Godt vi stolede på min intuition!
Ud NU – eller akut kejsersnit!
Efter at have været i vand og efter at have presset efter alle kunstens regler i diverse positioner i adskillige timer, stod det klart, at junior skulle ud NU! På det tidspunkt var der sat elektroder i hovedet af ham (snøft) og jeg var ved at kvæles i ilt-masken… Han lå med den ene arm oppe ved hovedet og jeg kunne ikke presse ham ud. Lægen blev tilkaldt og pludselig var det hele et stort virvar af mennesker.. Sugekoppen blev fundet frem: ”Du får 2 forsøg”, sagde lægen bestemt, ”og ellers er det akut kejsersnit”.. Jeg mønstrede alle tilbageværende kræfter og ud kom han! Sikke en forløsning – med et trylleslag var vi forældre til en sund og rask dreng på 3605 gram og 53 cm.!
Dagene på sygehuset (3 stk på barselshotel) gik forrygende. Vi frabad os besøg og koncentrerede os om, at få en god start som familie. Vi benyttede os flittigt af den hjælp der var på stedet (Odense Universitetshospital), og fik godt styr på amningen. Da det var tid til at forlade de trygge rammer og vende hjem, var vi fortrøstningsfulde. Vi mente vi havde rimeligt styr på det.. Jeg var slet ikke forberedt på, at det ikke skulle blive nogen dans på roser…
Gæsteblogger på BabyBusiness.dk
Få overblik over alle blogindlæggene skrevet af gæstebloggere her på BabyBusiness.dkVil du være gæsteblogger, så skriver du bare det til anette@babybusiness.dk. Du er velkommen!
Tårer og bristede illusioner
Den første 1½ måned forsvandt i tårer og bristede forventninger. Jeg har ventet mange år på, at blive mor og har nok haft alt for store forventninger til, hvordan det lige skulle spænde an. En uge inde i min nye rolle, sad jeg med dybe revner og sår på brystvorterne og græd som pisket, når jeg lagde ham til.. Sundhedsplejersken anbefalede sutte-brikker og så startede problemerne da for alvor. Min teori er, at de hæmmede mælke-produktionen (der var ingen problemer den første uge, hvor han tog 250 gram på). I hvert fald tog Christian kun 50 gram/ugen på de efterfølgende 2 uger, på trods af, at jeg nærmest ammede i døgndrift! NÅR han sov, sov han 10-15 minutter ad gangen, så jeg følte aldrig, jeg havde lidt tid for mig selv… Jeg var ved at blive vanvittig. Jeg rejste mig kun fra sofaen for, at gå på toilettet. Var det ikke for min kæreste, som også havde barsel, havde jeg ikke fået mad.
Den lange amme-kamp
Efter 3 uger, foreslog sundhedsplejersken, at vi prøvede at supplere med modermælkserstatning. Vi varmede 50 ml – som drengen slugte på sekunder! Så tror da pokker, at han ville ammes konstant og aldrig sov! Han var jo aldrig mæt.. Jeg var så ulykkelig over følelsen af, at han havde sultet.
Jeg har – indtil hans 2 mdr’s fødselsdag – kæmpet for, at komme til at amme fuldt ud. Ganske enkelt fordi, det har været mit ønske og ikke fordi jeg har noget imod MME. Jeg har troet på, at det kunne lade sig gøre. Det står jo i alle bøger og blade: mælkemængden tilpasser sig barnets behov. Det skal bare lige tilbydes brystet, hver gang det er sultent, det skal have godt fat om brystet og det skal have lov at sutte færdig… Jeg har gjort hvad jeg kunne: smidt sutte-brikkerne, tilbudt brystet, drukket spandevis af amme-the, malket ud, kontaktet amme-rådgivningen for flere gode tips og bedt til Gud!
Lige lidt har det hjulpet og endelig har jeg accepteret, at sådan er det! Jeg ammer fuldt ud en stor del af døgnet, og supplerer med erstatning når der er behov for det – og vi har den skønneste, glade og tilfredse lille dreng. Ja, for ikke at nævne, at han jo også er mæt! Nu har han også fået en glad og lykkelig mor, med overskud til at nyde ham og barslen… – og her er jeg lige nødt til at nævne den nybagte fader. Uden hans kæmpe støtte og opbakning, havde jeg kastet håndklædet i ringen for længst!
En lækker baby dreng! Der bærer navnet Christian.
Lige dele frustration og fest
Lige så mange tårer der er fældet i frustration – lige så mange er fældet af glæde. Indrømmet: jeg er blevet en rigtig tudemarie. Der går næsten ikke en dag hvor jeg ikke fælder en tåre af taknemmelighed og glæde over, at vi har fået vores søn og at han er sund og rask.
I formiddag sang jeg nationalsangen for ham (det gør jeg hver dag – han kan ligeså godt lære den!) og han lå og ”sang med” og smilede over hele femøren. Jeg blev simpelthen så rørt.
Vi har fundet en fin rytme og det går bare over stok og sten. Alle der har børn har sagt til mig: nyd det – det går så stærkt. Og det skal jeg da lige love for, at det gør. Jeg synes der er sket meget de første 2 mdr. og tør da slet ikke tænke på, hvor hurtigt det går fremover.
-og når man taler om solen, ja, så er der en lille dreng der nu kalder på sin mor!
Ha’ en rigtig god dag!
Mange hilsner
Louise
Relaterede artikler
-
Tiden går stærkt selv uden baby – Louise har termin på lørdag
Louises er gæsteblogger her på BabyBusiness.dk. Hun er gravid med sit første barn, en dreng, og har termin på lørdag! … Læs resten
-
Gravide Louise gæsteblogger fra sin uge 28
BabyBusiness’ førstegangsgravide gæsteblogger Louise er nu nået til uge 28. Du kan læse Louises tidligere indlæg her Louises graviditetsdagbog: 20 … Læs resten
-
Gravide Louise: Mærker nu puf – ikke bobler
Siden sidst har min kæreste og jeg fået bekræftet, at vores baby har det godt inde i maven. Alt ser fint ud – … Læs resten
-
Tag baby med på kunstmuseum i Aalborg
Bor du i Aalborg, eller i nærheden, så kan du og baby få en kunstoplevelse sammen. Få stimuleret jeres visuelle … Læs resten
-
Sommerferie med baby? Ja tak!
Skrevet af Randi Munk, skribent hos BabyBusiness. Vi har rejst en del med terroristen og kodeordene er planlægning og tålmodighed. … Læs resten
-
Giftige blomster og nysgerrig baby
Vores have er bestemt ikke noget blomsterparadis. Den er nok nærmere rimelig kedelig og bar. Men planer har jeg dog … Læs resten
-
Tur/retur Canada – Danmark (med baby på ryggen…)
Cathrine Herskind skriver her om rejsen over Atlanten med Oliver på 9 måneder. På ryggen! Læs med og bliv inspireret! … Læs resten
Befriende at læse en hudløs ærlig beretning om at blive mor! Selvom det selvfølgelig er det skønneste i verden og vi alle har fået de yndigste guldklumper er der bare mange oplevelser der ikke er rosenrøde.
Jeg havde selv store problemer med amningen og fik konstant at vide at der er så meget mælk som baby behøver. Jeg fik aldrig rigtig mælk i mit ene bryst og skulle derfor hver gang der skulle ammes, først ligge til mælketomt bryst i 20 min for at få gang i produktionen og derefter amme ved det andet. Pyha det tog lang tid, derudover var mine brystvorter fuldstændig ødelagte og jeg blødte og havde sår konstant. Efter 6 uger hvor jeg havde gjort alt hvad der stod i min magt fortalte min sunhedsplejerske, at det egentlig afhænger af hvor mange mælkekirtler man har og ja det ved man jo af gode grunde ikke.
Jeg havde absolut ingen problemer med at give min søn sutteflaske og syntes det har været skønt at far har været så meget på banen og jeg er helt sikker på, at det har knyttet dem endnu mere end hvis det kun var mig der var madpakke ;o)
Louise: ved min 8-ugers undersøgelse sagde min læge: “tror du overhovedet du skal amme? Synes du ikke, du har gjort nok?”.. Jeg er ikke helt klar til at give op – og det var egentligt bare det hun ville tjekke. Men befriende at få bemærkningen fra min læge.
Har aldrig hørt, at der kunne være sammenhæng mellem sutteteknik og skævhed i nakken pga sugekoppen. Men tak for den oplysning
Skulle jeg blive gravid igen vil jeg – på trods af oplevelsen denne gang – give amningen et forsøg, og tænke, at jeg er en del erfaringer rigere. Måske vi vil være bedre til at acceptere, hvis det slår fejl igen?
Sisse: Jeg har lidt samme følelse med min SP. Hun er ALT for forsigtig og synes hun taler mig efter munden. Hun er meget obs på, at vi skal trappe ud af erstatning – måske pga mit ønske om at amme fuldt. Men det er jo en anelse svært, når man ikke har mælk nok!!!
Ved ikke om I har læst nyheden på tv2 om, at flere babyer indlægges fordi de taber for meget i vægt – pga at amningen ikke fungerer! Hmmm, nå, så det forekommer altså?!?!
Først tillykke med din dejlige dreng, louise.
Jeg kan så meget genkende ammeproblematikken. Jeg havde flade brystvorter, da jeg fødte, og min søn kunne ikke få fat. Så jordemoder efter jordemoder på Rigshospitalets barselshotel hev og sled i mine stakkels bryster og forsøgte at proppe dem ned i halsen på min stakkels dreng, som bare nægtede. Det var drøn ubehageligt og meget grænseoverskridende.
Til sidst var der en jordemoder, der gav mig et sæt ammebrikker, og så kom der gang i amningen. Efter fire måneder tog han så pludselig imod brystet uden emballage på, og det var skønt endelig at kunne amme ham rigtigt. For selvom jeg var glad for, at brikkerne satte mig i stand til at amme, så hadede jeg at skulle vaske og rense hele tiden, nat og dag. Og på en eller anden måde føltes det bare ikke som at amme rigtigt…
Rikke skriver om “information om amning fra professionelle”, men min erfaring er, at de “professionelle” absolut intet ved om amning udover det, der står i det informationsmateriale, man får udleveret hos sin jordemoder under graviditeten. Det er helt utroligt, så uvidende de er!!! Selv havde jeg en sundhedsplejerske, der egentlig kunne være sparet væk… Hun talte mig efter munden og havde ikke et eneste godt råd om noget som helst. På barselshotellet havde jeg den lidt pudsige oplevelse, at en af jordemødrene sukkede over, at hun aldrig havde beskæftiget sig så meget med amning, som efter hun havde fået arbejde der… Jamen hvad tror hun, hun skal lave på et barselshotel? Amning er jo ligesom det primære for både barn og mor. For barnet er det ren og skær overlevelse, og for mor er det lidt det samme. For når amningen ikke kører, så er det ikke særlig sjovt og hyggeligt at være mor, så kører selvbebrejdelserne og tvivlen på ens evner som mor, og ens nattesøvn bliver ikke eksisterende. Det fylder alt!
Den allerbedste information jeg fik, mens jeg ammede, fandt jeg selv på nettet. Her fandt jeg rigtig meget hjælp på et ammeforum, der hedder http://www.ammenet.dk. Her sidder der professionelle ammecoaches, der rent faktisk ved noget om amning, og giver super råd
) Bl.a. fandt jeg ud af, at jeg ikke producerede for lidt mælk, men for meget!!! Når man overproducerer vil den lille spise hele tiden, men kløjes også i det hele tiden og en masse andre ting. Det anede min sundhedsplejerske intet om, og hun modsagde det endda, selvom jeg fik amningen i gang v.h.a. råd fra ammenet.dk… Jeg kan kun anbefale det forum til alle, der, som jeg selv, ikke føler de får tilstrækkelig hjælp fra jordemødre og sundhedsplejerske. Ammenet, ammenet, ammenet 
Jeg kan fuldstændig genkende din historie og de andre kommentarer – vil også meget hellere føde igen end at amme. Efter 2½ uge med masser af rådgivning, hvor min lille datter ikke tog nok på og mine bryster var fuldstændig ødelagt (og der er altså noget grotesk i at se ens nyfødte med ens blod i mundvigen efter amning fordi ens brystvorter er fyldt med åbne revner) havde jeg en sundhedsplejerske, der reddede mig ved at sige, at hun vist mente at jeg havde forsøgt det jeg skulle forsøge. Og vi fik jo en helt anden (mæt og tilfreds) datter ud af at gå over til flasken. Jeg er sikker på, at hvis jeg havde forsat med at amme, var jeg endt i noget der ligner en fødselsdepression, for jeg kunne slet ikke klare at holde eller være i nærheden af min datter i de 2½ uge, hvor jeg ammede – hun mindede mig bare om den smerte amningen medførte.
Og jeg er helt enig i, at der mangler god information fra det offentlige om “hvis amningen ikke lykkes” – måtte google mig frem til hvordan man håndterer flasker, steriliserer dem, hvor meget mad og hvor ofte osv. Der er altså noget amme-mafia i det danske sundhedsvæsen med Sundhedsstyrelsen i spidsen.
Da min datter var 4 måneder, havde jeg hende med til kiropraktor pga. skævhed i nakken og deraf yndlingsside (hun er også taget med sugekop) – kiropraktoren spurgte af sig selv om hun var flaskebarn, for som hun forklarede, var der mange, der er taget med sugekop og deraf har lidt skæv nakke, der ikke suger rigtigt, da sutterefleksen sidder i nakken og det derfor går galt med amningen (om det er korrekt eller ej, har jeg ikke kunne få oplyst nogle steder)…
Jeg er gravid igen og min frygt er slet ikke den kommende fødsel, men en evt. amning – har endnu ikke gjort op med mig selv om jeg overhovedet tør prøve igen.
Rikke, sikke da en omgang du var igennem – ingen hjælp. Puh ha!
Tungebånd har også været oppe at vende, men på sygehuset sagde de at det var fint. Så, vi har ligesom ikke gjort noget yderligere. Jeg har brugt oceaner af timer på at sidde og stirre på barnet for at sikre mig, at han sutter korrekt. Har hevet ham til og fra tusinde gange. Sundhedsplejersken har godkendt teknikken.. Var til sidst så desperat at jeg googlede for at se, om jeg kunne betale en professionel (hvad det så end er!) til at komme og kigge! -Den gyldne middelvej er blevet, at vi så vidt muligt ligger ned og ammer. Det går af en eller anden grund bedst
Men mælkeproduktionen… Tjae….
-og du har da så fuldstændig ret mht. forberedelse!
Tusind tak, Sophie, for din søde kommentar.
Egentlig følte jeg mig meget oplyst omkring amning – var på amme-kursus som del af fødselsforberedelse, og havde 24-timers hjælp på barselshotellet som jeg benyttede mig meget af. Christian suttede også allerede på fødestuen og som sagt gik det fint den første uge.
MEN jeg synes der mangler en meget vigtig detalje i amme-informationen – nemlig punktet: “Hvad hvis amningen ikke lykkes”! Det er som om det ligesom ikke er en mulighed, for alle kan jo amme. Men sådan er virkeligheden jo ikke…
Jeg har endnu ikke – i noget af det materiale jeg har fået udleveret – set en bemærkning om, at en god mor ikke sidder i brysterne (den kommentar fandt jeg dog heldigvis på nettet!). Og det synes jeg er meget forkert.
For mit vedkommende er jeg overbevist om, at suttebrikkerne ødelagde det hele – men der var bare ikke noget alternativ til dem. Jeg kunne simpelthen ikke lægge ham til uden dem på. Revnerne er der endnu – men nu er de helet så meget, at jeg kan amme med dem
Ja – det rammer lige i sjælen når der er problemer med amning eller mad i det hele taget. Tror ens ur-instinkt slår til – MAD skal barnet bare have. Personligt vil jeg hellere føde end starte amning op – jeg sad nemlig også med tårerne trillende ned af kinderne af smerte når han blev lagt til, og før han blev lagt til ved tanken om det, baksede med suttebrikker og andet sjovt. Min SP sagde til 1 uges besøget at hvis det ikke blev bedre skulle jeg få tjekket hans tungebånd. Og så gik hun ellers i strejke og så var der INGEN hjælp at hente – hverken om det eller andre tanker man gik med, og heller ikke nogen vægtkontrol eller noget andet end ved egen læge efter 5 uger. Heller ingen mødregruppe at sparre med. SP kom først igen da min søn var tre måneder. Så vi var ligesom overladt til os selv. Til gengæld bakkede min mand fuldt op, hjalp alt hvad han kunne og blev ved at tro på det kunne lykkedes.
Men det blev ikke spor bedre med det amning. Så efter et par uger tog vi på sygehuset hvor de på 2 sekunder klippede tungebåndet og så kunne han pludselig sutte helt fint, og efter nogle ugers nedtrapning med brikker kom det til at fungere helt fint.
Så jeg ved ikke om information om amning fra professionelle hjælper. Et eller andet sted tror jeg bare at nogen kan og andre af den ene eller grund ikke lykkedes med det. Efter strejken blev jeg spurgt om amningen – de ville undersøge konsekvenserne. Og så vidt jeg forstod vidste det sig at det ikke var færre som måtte droppe amningen i perioden med strejken end ellers.
Det svære ved hele situationen er jo at man ikke på nogen måde kan forberede sig, ikke på fødslen, ikke på hvordan man reagerer, ikke på hvor hårdt det er at være i kronisk søvnmangel og alt muligt andet – men heller ikke på hvor fuldstændig det lille menneske indtager ens hjerte og bare pludselig fylder hele ens liv. Og sådan er det nok også anden gang, og tredie gang …..
Hej Louise.
Hvor kan jeg godt genkalde mig den kamp omkring amning og nok mad oven i frustrationerne ved at tiden efter fødslen på mange måder ikke er som man forestillede sig.
At gå fra stærk og strunk kvinde til en tudesidse, der faktisk ikke rigtig kontrollerer en sk..
Min egen erfaring er at systemet faktisk tror at vi som førstegangsfødende ved mere end vi gør. Det gør sammen med besparelserne på grundig forberedelse at vi f.eks. på et område som amning bare ikke får de rigtige beskeder.
Jeg kom kun til at amme Louise – min datter – fordi jeg havde set at hun kunne sutte lige efter fødslen og derfor vidste at det kunne vi godt. For hele systemet havde givet op langt før mig og gået i gang med mælkeerstatninger og suttebrikker og hvad har vi.
Forbasket dejlgt at høre at du har haft støtte i din kæreste. Men efter din beretning at dømme kommer du aldrig til at kaste håndklædet i ringen
Godt gået og et stort tillykke fra mig
Sophie