Massage for gravide – derfor er det godt!

Graviditeten markerer starten på et helt nyt kapitel i en kvindes liv. En tid fuld af forandringer, kropslige såvel som psykiske og med et væld af tanker og følelser. Nogle forandringer er vidunderlige og dejlige, andre bøvlede og besværlige, men uanset hvad er kroppen pludselig i centrum – bogstaveligt talt!

I dag er det Hannah Lind Arlaud, Nordlys Massageterapeut & doula (RAB – Registreret Alternativ Behandler), som er gæsteblogger på BabyBusiness.dk.

Hannah Lind Arlaud

Hannah ejer klinikken Lindring.net og har speciale i graviditet, fødsel, barsel samt behandling af spædbørn.

Styrk din tålmodighed
Gennem sin kontakt til det etablerede sundhedsvæsen får den gravide både nødvendig og relevant information. Der forklares, informeres og tales til kvindens hoved og intellekt. Men kroppen – dens rytme, sprog, tyngde og tempo glemmes tilsyneladende undervejs.

Man kan imidlertid ikke føde med hovedet. En fødsel er udpræget kropslig og kræver nogle færdigheder af kvinden, som ikke kun kan forklares og forstås gennem information og samtale. En fødende kvinde må bl.a. være tålmodig, stærk og kunne hengive sig. Massage under graviditeten kan hjælpe til at vække og styrke disse egenskaber hos kvinden.

Gravid mave

Fordele ved massage
Massagen giver den gravide mulighed for at komme i kontakt med sin krops tempo og rytme, og forbereder hende til bedre at kunne klare veer, smerter og anstrengelse.

Massagen giver afspænding, velvære og bedre energiflow. Derigennem styrkes glæden ved den voksende mave, kontakten til barnet og følelsen af kvindelighed. Samtidig virker massagen afslappende på spændte muskler og bekymrende tanker.

Både glæde, bekymring og frygt er helt naturlige følelser ved enhver graviditet og forestående fødsel. Massagens fokus på langsomhed, åndedræt og rummelighed giver den gravide mulighed for en fordybelse, som ofte tager toppen af frygten.

Massagen kan også lindre smerter i bækken, skuldre og nakke. Almindelige graviditetsgener, forkælelse af krop og sind eller et ønske om at foreberede sig særligt til fødslen, er andre eksempler på hvorfor gravide kvinder vælger at få massage.

Hertil kommer det meget væsentlige at enhver påvirkning af mor berører barnet. Jo bedre kvinden har det, jo bedre trives baby – både før og efter fødslen.

Massage når du er gået over tiden
Gravide, som er gået over tiden, kan erfaringsmæssigt også have stor glæde af massage. Dels som aflastning og forkælelse i slutningen af graviditeten, men også som hjælp til at bringe kroppen og sindet i en mere rolig tilstand. Hvis kvinden er utålmodig eller stresset, hæmmes dannelsen af det vefremkaldende hormon oxytocin. Roen og dybden i massagen kan derfor være en hjælp til at fødslen går i gang af sig selv.

Lang ventetid...

En kær kollega, som også er jordemoder, tilbød i en periode Nordlysmassage specifikt til gravide der var gået over tiden. Om massagen rent faktisk fremskyndede fødslerne er vanskeligt at sige, men massagen gav tydeligvis kvinderne større velvære, kropslighed, glæde og tålmodighed. Det blev nemmere at acceptere ventetiden efter en god gang massage.

Graviditetsbriks med plads til maven
Rent praktisk foregår massagen på en speciel graviditsbriks med plads til maven, så den gravide kan hvile og aflaste ryg og lænd. Maven understøttes og omsluttes af et blødt net, som former sig efter både små og store maver. En typisk behandling (helkropsmassage) varer ca. 1½ time og vil ofte inkludere individuelt tilpassede øvelser samt vejledning i holdning og åndedræt.

Briks til massage af gravid

Det helt unikke ved at massere gravide kvinder er deres store behov for at blive mødt gennem fysisk kommunikation. Mange har brug for at lære deres ”nye” krop at kende, at få afbalanceret kroppen, tankerne og følelserne og for at tilegne sig nogle kropslige færdigheder.

Kvindens krop kan!
Som massageterapeut og doula er det meningsfuldt at medvirke til at gravide kvinder får øget kropsbevidsthed og kropsglæde. Massagen kan hjælpe en gravid kvinde til at finde sit fødepotentiale og sin fødelyst.

Kvinder er skabt til at føde og kroppen kan godt – hvis vi giver den lov. Det kan imidlertid føles svært at slippe kontrollen og overgive sig til fødselskræfterne. Massagens største genvinst for en gravid kvinde er derfor, at den hjælper hende ned i kroppen og støtter hende i at lære det sted at kende, dybt i sig selv, hvorfra hun føder sit barn.

Når den fødende føler sig tryg og har tillid til sin krop, kan kroppen gøre sit arbejde og barnet fødes mere nænsomt uanset fødslens forløb.

/Hannah Lind Arlaud
_____________________________
Hannah driver Klinik Lindring i Nordsjælland med speciale i graviditet, fødsel, barsel samt behandling af spædbørn.

Tlf.: 29 70 17 84 www.lindring.net

Kan du lide hvad du læser?
Få Gratis BabyBusiness Nyhedsbrev


Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>

Giv mig besked om nye kommentarer til dette indlæg via email.