Mille blev indlagt på Lanzarote

Jeg var indlagt en lille uge med Andrea, som havde pådraget sig en nyrebækken betændelse, på Hvidovre Hospital. Jeg synes, at personalet til tider var svære at forstå og blive kloge på. Men de talte dog dansk – og ikke spansk, som Carina oplevede, da hendes datter Mille blev indlagt på Lanzarote.

Mille pigen. Født september 2008 og på sin første ferie juni 2009. En ferie der blev fyldt med angst for hele familien!

Carina har været så sød at dele sin historie med mig, dig og alle andre læsere af BabyBusiness.dk. Læs med her. Jeg tør godt afsløre, at jeg fik tårer i øjnene!

Carina fortæller om Milles første ferie
Vi havde – faktisk siden Mille kom til verden i september 2008 – glædet os helt vildt til årets ferie på Club La Santa. Det var Milles første ferie – og det skulle være så godt, så hyggeligt.

Vi drager af sted mod lufthavnen i højt humør. Datoen er den 26. juni 2009. Mille er godt træt, men det er også meget tidligt. I flyet sover hun meget, hvorefter vi så opdager, at den lille prut har feber. Vi slår det hen med, at småbørn så tit får feber uden årsag – og at tænderne i øvrigt vælter frem i den lille mund. Vi lander på Lanzarote, Mille bliver mere og mere dvask som dagen går. Vi tager det stille og roligt og forventer, at tiden vil slå feberen ned. I løbet af dagen spiser og drikker hun ingenting – hun hænger på mig og sover op ad mig stort set hele tiden. Da hun til natten skal have sin ”godnatbajer”, kaster hun det hele op igen. Vi giver varmen skylden og tænker, at hun nok er dehydreret. Vi går i seng – og efter Mille har været vågen adskillige gange, tager vi hende op til os. Jeg vågner ved, at hun kaster op imellem os. Jeg vækker Martin, som tager Mille op og går lidt rundt med hende. Pludseligt begynder han at råbe af hende. Mille går i kramper…

Hun kramper vel et par minutter. Vi har ingen tidsfornemmelse. Jeg beordrer Martin til at sidde ved hende, mens jeg ringer efter en ambulance. Martin er helt ude af den og går fuldstændig i chok. Personligt kan jeg ikke holde ud at kigge på hende. Tænk at man ikke kan holde ud at se på sit eget kød og blod. Ja, den dårlige samvittighed nager stadig den dag i dag.

Ambulancen ankommer og kører os mod hospitalet. Vi er ganske uvidende, ambulancechaufførerne kan ikke et ord engelsk – og det er dybt ubehageligt ikke at kunne blive beroliget bare en lille bitte smule. Vi tror, at det blot er feberkramper – og at vi efter et par timer i observation er udskrevet igen. Sådan bliver det ikke.

Vi ligger med vores lille skat på modtagelsen. Sygeplejersker og læger foretager sig ikke så meget, andet end at tage nogle blodprøver, temperatur osv. Der er ikke nogen, der taler med os – de kan heller ikke engelsk åbenbart. Jeg kan en lille smule spansk fra gymnasietiden, så jeg forstår heldigvis en lille smule. Jeg sidder alene med Mille. Vi må kun være én hos hende af gangen. Dybt frustrerende. Martin venter udenfor sammen med min far (heldigvis har vi mine forældre med).

Blodprøverne viser, at infektionstallene er forhøjede – men de kan ikke se, hvad der er skyld i det. De næste lange timer går med at finde ud af, hvor infektionen stammer fra. Mille bliver røntgenfotograferet, men her findes ingenting. 10 timer efter ankomsten til hospitalet, får de forklaret os, at de vil tage en spinal-prøve, hvor man tager noget væske ud fra rygmarven. Umiddelbart synes jeg det er helt hen i vejret – og kan ikke bære tanken om, at de skal stikke ind i Mille lille fine ryg. På daværende tidspunkt kan vi stort set ikke få kontakt med vores datter. Hun sover hele tiden, hvis ikke hun lige vågner for at kaste galde op. Spinalprøven blive taget – og der går vel en ½ time, så får vi diagnosen. Mille har meningitis. Jeg er så tom i hovedet, at jeg ikke kan græde mere – og egentlig er vi blot glade for at få stillet en diagnose. For at være ærlig, kender vi ikke til sygdommen og ved slet ikke, hvor alvorlig den er.

Mille starter i antibiotika-behandling – og bliver ellers overvåget med alverdens udstyr. Jeg får stress over lydene fra den maskine, der overvåger hjerte/puls mm. Synes den går i alarm hele tiden – og tror at jeg mister min prinsesse når som helst. Vi har på dette tidspunkt fået kontakt med SOS-Danmark og en læge fra vores familie – begge kan forklare os, hvad det hele handler om. SOS Danmark er en kæmpe hjælp gennem hele forløbet. Vi får gennem SOS kontakt til en læge, Kaare Lundstrøm, fra Rigshospitalet – og den mand skylder jeg stadig den største tak. Når man er top-presset og står med et lille barn med en alvorlig sygdom i udlandet, er det bare så fedt, at tingene herhjemme fungerer.

Vi bliver indlagt på børneafdelingen. Tiden går så langsomt. Mille er stabil – hun sover dog hele tiden. Martin tager hjem på hotellet for at få lidt søvn. Jeg bliver hos Mille – og de er så ”venlige” at give mig en lænestol og et tyndt lagen til natten. Det ville aldrig ske herhjemme. Jeg bandede Lanzarote langt væk på det tidspunkt. Min nat går med at græde – og være helt ude af den over overvågningsudstyret, der stadig går i alarm hele tiden. Er på grænsen til sindssyge. Halvt vågen opdager jeg pludselig, at Mille kramper igen. Jeg får trykket på alarmknappen – og løber ud på gangen og råber efter personale. De kommer med det samme. De giver hende ilt og stesolid. Jeg tror, at hun er på vej væk fra os. Sygeplejerskerne kan dog berolige mig lidt. Et par timer efter går hun endnu en gang i kramper. De får stoppet det igen. Og da Martin ankommer om morgenen, går hun FANDME i kramper igen. De vælger så at give hende noget nervemedicin løbende, så hun undgår at krampe. Medicinen gør dog også, at hun sover endnu tungere end før. Jeg prøver at være stærk for Mille, når nu hun ikke selv kan gøre så meget. Det er svært, men egentlig kommer det til mig som en eller anden urkraft. Vi skal kæmpe for vores Mille – og hele tiden prøve at være positive!

De næste dage er meget meget lange. Vi kigger på uret hele tiden. Mile sover dagene væk – og vi er alt i alt ikke i kontakt med vores elskede datter i 4 forfærdelige dage. Hun blive MR-scannet, som heldigvis ikke viser noget unormalt. Hun hæver op i ansigtet pga. at hun kun ligger ned. Da lægerne gerne vil til at se fremskridt, tager de den stærke nervemedicin fra hende – og så går det stærkt. Hun begynder at vågne en lille smule. Jeg giver hende lidt legetøj i hænderne – og hun kan begynde at ”ruske” det en lille smule. Fantastisk! Da hun ikke har spist, siden hun blev indlagt for 4 dage siden, vil jeg meget gerne prøve at give hende lidt flaske. Mille spiser og spiser – og ender med at få helt vildt ondt i maven. Stakkels skattepige. Vi har en urolig nat pga. ondt i mavsen. Men så længe det kun er det, er det det mindste!

En MR scanner er særlig egnet til at vise billeder af hjerne og rygmarven

Dagen efter viser hun virkeligt fremskridt – og om eftermiddagen sidder Mille selv og leger med sit legetøj i hospitaltssengen. Det er så stort! Og vi græder af glæde. Hun ligner Mille igen – hold da op, hvor har vi savnet hende. Dagene går, tiden er lang, men Mille kommer sig bare så flot – så vi skal ikke klage.

SOS-Danmark vil meget gerne have os hjem til DK, men skal bare lige finde ud af, hvem de skal sende ned og hente os – og hvem vi skal flyve med. Lørdag, 9 dage efter mareridtet begyndte og vi blev indlagt, kom Susan – en svensk oversygeplejerske – ned til os. Hun var fantastisk. Jeg var så glad for at se hende, hun fik selvfølgelig et kæmpe knus af os begge – og Mille var med det samme helt tryg ved hende. Vi var nu klar til at vende snuden hjemad igen. Mille var rigtig frisk og var den samme pige som før. Susan valgte inden afrejse søndag at fjerne droppet fra Milleas arm. Hun var færdig med behandlingen. Hun skulle kun have lidt epilepsi-medicin i tilfælde af, hun skulle få kramper.

Søndag den 5. juli 2009 flyver vi hjem til Danmark igen. Vi bliver indlagt direkte på Roskilde Sygehus, men bliver allerede morgenen efter sendt hjem til friheden. Puha, endelig kan vi tage den lidt med ro. Det har uden tvivl været vores livs mareridt. At se døden i øjnene på den måde, har været tankevækkende. Man skal sgu huske at leve i nuet, lige meget hvor klicheagtigt det nu end lyder.

Mille er helt på toppen – og mere til i dag. Umiddelbart er der heldigvis ingen mén. Hun har fået foretaget høreprøve, EEG-undersøgelse og motorisk undersøgelse – og alt ser helt normalt ud. Jubii!

Vi som forældre bærer dog på en oplevelse, som sidder lige under huden – vi har taget tyren ved hornene, og har været ved en psykolog et par gange. Det har været rigtig godt og lærerigt, man skal ikke altid tro, at man kan bearbejde sådan en grim oplevelse selv. Vi må lade tiden arbejde for os. For hver god dag der går, bliver frygten for at Mille skal blive syg igen, mindre og mindre.

Jeg vedlægger et billede fra Milles 1 års fødselsdag – tak fordi du læste med så langt.

De bedste hilsner

Milles STOLTE mor, Carina.

Tak Carina! For at dele din historie.

Skriv venligst en kommentar til Carina/til historien i feltet neden for. Jeg er sikker på, at historien rører mange – og Mille sygeforløb er godt at have i baghovedet, hvis man pludselig en dag selv skulle stå midt i det!

Har du en historie at fortælle?
Du er altid velkommen til at sende din personlige historie om stort eller små til anette@babybusiness.dk