Min søn er lige fyldt 2 år. Min dejlige engledreng, som taler som et vandfald, griner højt når far p rutter, som ved alt om lastbiler og rendegravere, og for det meste er glad og fuld af krudt i rump en. For det meste. I øjeblikket er han morsyg i en sådan grad, at det til tider grænser til det hysteriske. Han siger ”min moar, min moar” med den ynkeligste lille pivestemme, der går lige i hjertekulen og han krammer mig febrilsk med sine små s pag etti-arme. Og det er ikke i situationer, hvor han er ked af noget særligt.
Modelbillede
Han skal bare med korte mellemrum have kram af mig, sidde hos mig, vide hvor jeg er og holde mig i h ånden. Det lyder måske dejligt bekræftende og det er det egentlig også. Bortset fra, når han insisterer på at sidde på min arm mens jeg laver mad – det er sørme svært at skrælle kartofler med en h ånd. Eller når han banker på toiletdøren og s pørger med sin lille stemme ”Moar, moar, h vor er mor h enne?” og begynder at græde. Så må man jo skynde sig at blive færdig..
Hans far begynder så småt at føle sig lidt udenfor. For tiden er det jo næsten kun mig, der kan p utte, skifte og give mad. Jeg h ar forsøgt at inddrage far så godt jeg kan: ”S pørg far, h vor sutten er” ”Far er god til at læse bilbogen” eller ”Far putter dig i aften”, og når far så putter, resulterer det i flere ”min moar, min moar” og mig, der styrter ind i soveværelset og overtager – og sure miner fra min mand. Jeg synes det er rigtig svært at lade som ingenting, når han kalder p å mig, selvom h ans far er hos h am. Det er jo tydeligvis mig, han har brug for. Jeg er rigtig bange for at give ham permanente ar på sjælen, hvis jeg ikke er der for ham, når han har brug for det. Om morgenen har jeg ofte h elt ondt i maven over at sende ham i vuggestue, fordi jeg tænker: ”Han har brug for at være sammen med sin mor i dag”.
Aflyste aften i tosomhed
Faktisk har jeg i næste uge aflyst h ans ugentlige overnatning os mine forældre, og dermed vores børnefri aften (!), med den begrundelse at ”h an lige nu h ar mest brug for sine forældre”. Og ja, jeg ved godt, at dét med ar på sjælen er lige i overkanten, for hans far er en god og dejlig far, og h an er jo mindst ligeså meget forælder, som jeg er. Og h an elsker sine bedsteforældre. Men, men, men… Jeg kan næsten ikke bære, ikke at være der for h am i denne tid. Når han for eksem pel græder hjerteskærende, fordi han vil h ave en sut nummer to i hånden foruden dén h an allerede har i munden (og min mand
synes det er noget p jat; én sut må være nok), så styrter jeg rundt i ulvetimen for at grave en ekstra sut frem. Og jeg kan slet ikke klare, når min søn sidder alene inde p å stuegulvet og ser ”Ramus Klump ”, fordi jeg laver mad og min mand lige skal ordne noget på comp uteren.
Så siger jeg til manden, at han lige må sætte sig sammen med vores søn: ”Hvorfor? Han hygger sig da fint..”.
Sig mig engang, er det egentlig mig eller min søn, der har se parationsangst?!
Katja
Skribent på BabyBusiness.dk
Tak for alle de gode input fra jer allesammen. Jeg tror, som mor tænker man utroligt meget over hvad der bedst for alt og alle, både for ens barn og ens partner, men når man så står i situationen, så er det altså svært ikke at give efter for sin egen dårlige samvittighed. Man kan jo få helt ondt i maven over ikke at kunne trøste sin søn. Min mand er selvfølgelig ligeså god som mig, over for vores søn og ofte bedre til at lege de sjove og vilde lege med ham. Og vores paraften er genoptaget, og det er ikke fordi vi sender vores søn væk – det er ligesåmeget en mulighed for vores søn at være sammen med sine bedsteforældre, som han elsker overalt på jorden.
God læselyst.
Jeg har skrevet et nyt indlæg, om hvordan det føles når alting bare går op i en højere enhed
Link: http://www.babybusiness.dk/stjernestunder-i-familielivet-fra-madkamp-til-ren-toffifee.html
HIHIHI… jeg smilte da jeg læste dette- for det ku godt lyde som mig der skrev det, pånær jeg har en datter og hun er næsten 1 år… tak for et dejligt lille grin/smil og et ” jeg er ikke den eneste”!
Min datter på 2 1/2 år er også meget glad for mig i øjeblikket – det kommer med jævne mellemrum
Hun kan f.eks. blive fuldstændig hysterisk hvis det er far der skal putte, men vi holder fast i at far og mor skiftes til at putte. Hendes gråd går altid over når hun kommer igang med putteritualet sammen med far. Der er ingen forskel på graden af umulighed efter sengetid uanset hvem af os det er der putter hende. Til gengæld er vi som regel ret eftergivende hvis hun vil over til mig og bæres (og hvem kan i øvrigt stå for de der små barnearme der klemmer rundt om en…)
Jeg har nok tidligere selv været tilbøjelig til at tænke at jeg kunne klare en masse ting med hende bedre selv (end hendes far kunne) – men efter vi har fået en lille dreng, så bliver vi NØDT til at deles om børne”opgaverne”, ellers brænder vi (jeg) sammen. Så mit råd er, som også andre har skrevet det – lad far komme på banen – også selvom det resulterer i utilfredshed fra din søn. Han skal jo lære, at far er lige så god som mor.
Måske kan det også hjælpe at forestille sig hvordan du ville have det hvis din søn KUN ville have sin far – og at faren greb ind på samme måde som du gør nu, når du ville lave noget med jeres søn.
Held og lykke med det hele!
Min datter på knap 2 1/2 år er også meget glad for mig, hendes mor, i øjeblikket.
Din søn er meget normal -og nu taler jeg både ud fra et moderhjerte og ud fra en mere pædagogisk viden. Han er blevet så gammel at han er blevet bevidst omkring sin egen adfærd. Han afprøver dig og hans far, men også jer som forældre og par og hvordan i bakker hinanden op eller ikke gør. Når du vælger at overtaget det som far gør, så underminere du din mand og hvilket betyder, at det gør sønnike også. Du fortæller inddirekte “at far ikke er ligeså god som mor” og det afkoder din søn. Når det er sagt, så ja, mor har en helt anden betydning når børn er under seks år, men du bliver nødt til at give plads til at far også kan være der, på hans måde. At jeres søn sidder alene og ser tv -generelt vil jeg mene, at børn i den alder skal sidde sammen med deres forældre og se tv og tale om det der foregår i fjernsynet. Det er ikke en babysitter, men noget I samles om. -Og angående jeres, hvis jeg forstå det korrekt, ugentlige paraften, så er jeg måske lidt uforstående over, hvorfor I ska’ have sådan en -altså hvis den er hver uge. Hvordan ville du føle, hvis du som barn, hver uge blev sendt et andet sted hen, for at mor og far kunne være alene og hygge sig uden dig? Det er i alt fald ikke særligt anerkendende og han er også nået til den alder, hvor han begynder at blive bevidst om dette.
Det korte af det lange er dog, at du skal bakke din mand op i samvær med jeres søn og ikke underminerer ham i hans beslutninger -den debat må I tage når sønnike sover. Du skal ikke frygte at din søn lider overlast, fordi du ikke kommer når han kalder. I er forældrene sammen og der er jeres fælles ansvar og i sidste ende jer der bestemmer -og ikke sønnike, for det er han gammel nok til at afprøve. Nå, ja -seperationsangst, det skal du ikke frygte han lider af, det er bare begyndende manipulation af mor !Held og lykke
“Morsyge”, seperationsangst, opmærksomhedskrævende ja selv primadonna agtig har jeg tænkt om mit barns behov for at have mig hele tiden. Det har hun faktisk for jeg er solist udi forældrerollen. Har delt mine tanker om en meget krævende pige (eller en meget træt mor), hvad kommer først ægget eller omeletten? med en anden mor som har samme oplevelse af at hendes dreng ikke kun gennemlever dette som en fase. Vi har begge læst en delt børnepsykologi og fundet trøst i at det er “faser” men udfordringen er bare at vores børn nærmer sig 5 år og det med faser opleves ikke sådan af os men som et mere konstant behov som næste føles som er det umuligt at fylde op. Vi har begge måttet aflevere vores børn i vuggestue inden de var 1 år til en fuldtidspasning hver uge og mere og mere tror jeg noget af forklaringen ligger i det faktum. For følger man lidt med i den smule forskning der er omkring den psykiske emotionelle udvikling af børn der kommer i vuggestue, må man nok bare erkende at et så lille barn har brug for 100 gange mere kropskontakt, opmærksomhed, trøst og ro end der er plads og tid til i de fleste vuggestuer. En phd afslører at i Århusianske vuggestuer får hvert barn i gennemsnit 2 min. voksenkontakt i timen. Selvfølgelig klarer børn sig forskelligt. Mit barn er sensitivt og har måske blot dette “intet er nok” behov resten af hendes liv fordi hun ikke blev fyldt på, i de vigtige år inden hun blev 3 år. Jeg bruger min fornemmelse om denne indsigt (formodning) til at rumme hendes store behov for mor kontakt, selv når man er helt tom.
Jeg er af en lidt anden holdning. Min oplevelse er, at alt er en overgang og når vi har været i situationer eller perioder som dem du beskriver, har jeg valgt, at give barnet den tryghed han/hun tydeligvis har brug for.
Dog ville jeg (nok) holde fast i par-aftenen. Som man ofte får at vide, så holder børnene op med at græde 5 minutter efter forældrene er ude af syne og finder sig til rette, i de kendte og trygge omgivelser, som både vuggestue og bedsteforældres hjem er.
. Det ville måske oveni købet være en god anledning til, at aftale en fælles kurs!
Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om vuggestuen fortæller dig, at jeres søn spørger efter dig hvert 5. minut dagen igennem. Men hvis han ikke gør, så ville jeg også roligt overlader ham hos hans bedsteforældre og vende fokus mod parforholdet, der også skal plejes. Måske især nu, hvor faderen ikke er i høj kurs hos jeres søn og I ikke er helt enige om hvordan I tackler jeres søns mor-syge/ din separationsangst
Pøj med det – og husk: Det er kun en overgang
Fuldstændig enig med Charlotte.
Aflysningen af jeres paraften er helt sikkert et skråplan. Jeg synes du skal prøve at spørge dig selv, hvad der kan ske ved, at du lader andre, som elsker din søn, passe ham? At han føler sig elsket af flere mennesker end dig (og din mand), og at du i sidste ende får en mere selvstændig søn! Spørg dig selv, om det i virkeligheden er der skoen trykker… Jeg tror du har ret i det med mors separationsangst
Misforstå mig ikke. Jeg kan sagtens forstå, at det er svært ikke at komme rendende, når din søn vil have dig og kun dig. Men jeg er overbevist om, at du ikke giver din søn ar på sjælen ved at lade din mand og andre styre lidt. Tvært i mod tænker jeg, at en mor der hele tiden giver efter og gør hvad sønnike vil have hende til, kan give ham ar på sjælen i form af uselvstændighed senere hen. Det er hårdt og sort/hvidt sat op, det ved jeg. Men det er ment på den bedst mulige måde og af hele mit moderhjerte.
PS: min egen søn er 1 1/2, så når jeg selv står i samme problematik om et halvt års tid, vil jeg huske på dig og din søn – og ikke mindst mit svar til dig
Med alle de forbehold der følger, når man får en problematik referet på så lidt plads som i et indlæg, vil jeg forsøge mig med at bud. Din søn har to forældre og overordnet antager jeg I er enige om det meste, men I er trods alt stadig to forskellige mennesker, der gør ting forskelligt. Giv dig selv en pause og lad din mand tjekke sin computer men sønnike ser tv. Det din søn ser, er at du hele tiden har en finger med i spillet og at far ikke dur, groft sagt. Han kan ikke putte, pusle, finde sutter uden at du dukker op og griber ind i det der egentlig skulle være deres tosomhed. Hvad er det værste der kan ske? , kan du spørge dig selv når du allermest har lyst til at tage over. Er liv, trivsel eller førlighed på spil? Hvis svaret er nej, så går det hele nok endda. Hvad angår paraften, så synes jeg en aflysning er et skråplan. En pasning er ikke et svigt, men en glimrende mulighed for at vise jeres søn, at der er mange mennesker der elsker ham og kan være en tryg base. Jeg håber ikke ordene er for hårde, de er ikke ment sådan. Pas på jer og pas på jeres dreng, sammen.