Vi har alle vores små hemmeligheder. Det gælder også mødre. Det er ikke alle hemmelighederne, som vi måske er lige stolte af… Desto mere befriende er det at læse, og grine over, at det samme er tilfældet for mange andre mødre. Vi hiver alle vores små tricks ud af ærmet, når det hele brænder på!

Dette emne vil Maren Uthaug skrive en lille bog om. Jeg har lovet Maren, at jeg her på BabyBusiness.dk vil efterlyse hemmeligheder blandt alle jer mødre. I deltager helt anonymt – bliver kun citeret. I skal altså ikke frygte repressalier fra hverken kæresten, naboen eller mødregruppen!
Nok snak fra mig. Jeg giver ordet til Maren, der har skrevet nedenstående invitation til jer!
Hemmeligheder efterlyses!
Jeg er ved at lave en lille bog om mødres små hemmeligheder. Og jeg mangler mødre, der gerne vil deltage. Alle bidrag er selvfølgelig anonyme, så du behøver ikke være bange for at blive hængt ud offentligt.
Målet med bogen er at åbne mere op for hvor uperfekte, vi mødre som regel er – og ikke mindst at få os til at more os over de ting, vi griber til, når situationen spidser til.

Som lidt inspiration kan du her se, hvad andre mødre har “indrømmet”.
- Når jeg prøver at være kreativ omkring min datters madpakke, er det mere for pædagogerne end for min datters skyld. Hun vil nok bare helst have en flad m. leverpostej.
- Hvis jeg er totalt stresset og bare skal have FRED, kan jeg sagtens finde på at stikke min søn hele pakken med pålægschokolade.
- Jeg siger altid: ”Ja, jeg fik jo desværre kejsersnit – og hvor er det sejt du fødte normalt”, men egentlig er jeg helt vildt glad for at min tissekone ikke har været spilet ud til 34-39 cm. Jeg tror den ville blive totalt mumlet – har nemlig lagt mærke til i svømmeren, at flere damer har fået lange indre skamlæber.
- Jeg kigger nogle gange på min datters hår og konstaterer det er fedtet – men får først smidt hende i bad 4 dage efter.
- Jeg bruger altid min datters bibliotekskort – for jeg afleverer næsten altid for sent og børnebøderne er halv pris i forhold til de voksnes. Men jeg har da tænkt, hun starter ud med at have et ret dårligt ry i biblioteks-kredse.
- Hvis ikke børnehaven gjorde så meget ud af, at børnene skulle lære at vaske hænder efter toiletbesøg, ville mine sandsynligvis ikke ane, de skulle gøre det.
- Når min mand og jeg ligger og sludrer i armkrog og taler om venner og deres skilsmisser, er vi altid enige om, at skulle det ske for os, ville vi dele ungerne 50/50, for vi er jo lige gode forældre. Men jeg ville aldrig nogensinde gå med til at undvære mine børn halvdelen af tiden …
- Jeg praler ALDRIG med at jeg har født tre gange helt uden nogen form for smertelindring. Men jeg har virkelig lyst til det!
- Når min kæreste sover længe i weekenden, og jeg skal skifte vores mindste, synes jeg faktisk det er rigtig fedt, hvis hun skriger højt og skingert – så kan det da være han kommer ud af fjerene.
Jeg håber der er nogen af jer, der har lyst til at være med!
Hvis du har spørgsmål eller et par gode hemmeligheder oppe i ærmet, skriv straks til mig på maren@marenuthaug.dk
Bogen udkommer til foråret ved forlaget Rosinante&co
Hilsen
Maren
www.marenuthaug.dk


Maren mangler flere hemmeligheder! Kom nu – sæt dig ned og skriv lige et par linjers hemmelighed til Maren.
Du behøver ikke at tænke i at “overgå” eksemplerne oven for. Jeg er selv lidt overrasket over hvor “vilde” nogle af dem er… Det kan jo også være, at du har en positivt relateret hemmelighed. Som en af mine veninder “indrømmede”:
“Jeg har aldrig dårlig samvittighed over for mit barn. Der er mange, der synes, at de er for lidt sammen med deres børn, er for kedelig, ikke nærværende osv. Jeg synes sgu’ jeg gør det skide godt! Jeg er en supergod mor. Det er ikke noget, som jeg går og praler med. Men helt ærligt, så kunne jeg have lyst til det!”.
God weekend herfra!
Anette