Monica fortæller: Tvillingefødsel af Sofia og Smilla

Monica havde på fornemmelse, at hun ventede tvillinger. Hun fik ret. Læs Monicas første gæsteindlæg: Fornemmelse for tvillinger. Superspændende læsning, der i hvert fald gav mig sved på panden!

Sofia og Smillas vej til verden
Allerede i uge 30 ville de ud, det var lige tidligt nok, så det fik vi stoppet igen. 3 uger efter prøvede de lykken igen, men det var stadig for tidligt. Igennem hele graviditeten har vi fået at vide, at det ikke var sikkert vi ville få begge eller nogen af dem, da de delte moderkage og ydre fosterhinde. Så var vi bekymret for om de ville komme for tidligt!

Men i uge 37 var det pludseligt okay, at de ville ud, ja faktisk skulle de nu ud da moderkagen var ved at være godt brugt.

Men nu ville de ikke! Lægerne var bekymret for at skulle sætte mig i gang kunstigt, fordi min krop var så overbelastet at det måske ville tage dage med stærke smerter. Jeg blev opfordret til at prøve at få det naturligt i gang. Jeg fik en uge og skulle lørdag aften møde op til igangsættelse. Mange har spurgt mig: hvorfor lørdag aften? Ifølge sygehuset fordi alle dage er ens for dem, min teori er at det var nøje planlagt til at 10-20 mennesker skulle ende med søndagsbetaling (der skal en del personale til en tvillingefødsel).

Jeg prøvede alt! Med den ældste, Freya, havde jeg succes med zoneterapi en uge over termin, jeg fødte dagen efter. Dette prøvede jeg denne gang fire gange! Uden resultat…

Jeg måtte sande at pigerne, som de små BZ’ere de var, skulle ryges ud!

Endelig lørdag
Lørdag kom og jeg var spændt. TV2 viste et program om to forskellige tvillingefødsler, tiden skulle jo gå, så hvorfor ikke bruge den på noget aktuelt. Puha, nåede da godt nok at fortryde et par gange undervejs!

Lørdag d. 27. februar kl. 18.30 troppede vi op på Kolding Sygehus, vi var spændte, men havde fået at vide, at igangsættelsen nok ville tage nogle dage, så vi havde taget kort og chokolade med til at fordrive tiden.

Jeg kom på en briks og blev undersøgt: 1 cm livmoderhals tilbage, 2 cm åben. De kunne tage vandet! Dette var dog ikke så ligetil da jeg bliver dårlig af at ligge på ryggen, og at jordemoderen skulle trykke meget langt oppe og jeg var meget øm pga. bækkenløsning og skulle ligge på sådan en stålkasse, som vandet skulle løbe ud i. Til sidst gav hun op og sagde, nå, nu får du en stikpille i stedet, det her kan jeg ikke. Gisp! Det jeg havde frygtet!

Jeg bad hende prøve en sidste gang ved at sænke hovedgærdet så meget, at jeg lå med hovedet nedad så jeg ikke besvimede. Voila! Vandet begyndte at løbe ud, hold da op en sær fornemmelse! Det var meget varmt og mine baller kolde, så det føltes nærmest som kogende vand. Det var klart og en smule lyserødt. CTG kurven havde hele tiden været lidt uregelmæssig, fordi det var svært at fange begge hjertelyde når jeg lå på siden. Tvilling B, Smilla havde en lidt hurtigere hjertelyd, men den var høj ved dem begge.

Afsted til fødegangen
Vi skulle nu på fødegangen, for nu var jeg jo i fødsel. Der skulle jeg gå ind. Jeg spurgte hvad så med vandet? Og hun grinede og sagde, denne ble kan indeholde 1,5 liter, så mon ikke det går. Jeg rejste mig op og opdagede at den ikke kunne holde 1,5 liter, for briksen var gennemblødt, det samme var jeg. Jeg fik en ny ble på og trissede på fødegangen. Jeg ringede til min far og stedmor, da de, ligesom med den ældste gerne ville med til fødslen. Jeg bad dem vente med at køre, for jordemoderen skulle nok sige til, der ville gå mange timer inden der skete noget sagde hun.

CTG kurven kørte videre og Smilla’s hjerterytme var nu på 180-190 slag/min. Sofias var 150-160 slag/min. Dette bekymrede ikke mig, da Freya, min ældste, havde en på 200-210 under hendes fødsel. Men det bekymrede jordemoderen, for jeg havde jo ikke engang veer endnu!

Lægen blev tilkaldt og de gjorde klar til at ligge ve-drop, nu begyndte veerne så småt af sig selv, og pludselig fik jeg melding om at min far og stedmor var ankommet, de havde ikke kunnet vente. Samtidig kom lægen ind og sagde at de ikke brød sig om tvillingernes hjerterytme, så de så helst at det blev kejsersnit!

Min mand og jeg svarede, at hvis det var det bedste for pigerne, så blev det sådan. Min mand og jeg har hele tiden været indstillet på at det kunne blive kejsersnit, så vi havde ingen forventninger, hvilket imponerede lægen, som troede hun skulle overtale os. Min mand og jeg troede på dette tidspunkt ikke at det var så alvorligt med pigerne, og regnede med at skulle have ve-hæmmende og så komme til som nogle af de første næste dag. Men lægen svarede, at de var ved at gøre klar og at det skulle ske indenfor en halv time.

Veerne tager til…
Veerne begyndte nu at komme hyppigt og de kom ind for at hente mig, jeg sagde at det var ærgerligt, for nu havde jeg gode veer. En læge svarede, at hvis jeg ville selv, havde jeg 2 minutter. Det mente jeg nu ikke jeg alligevel kunne nå. Godt de ikke gav mig vedrop, for så tror jeg det var gået meget stærkt! De kørte af sted med mig og jeg råbte til min far, at vi skulle ses igen når jeg var blevet tynd, dette morede lægerne gevaldigt.

Vi kom ind i noget der nærmest mindede om et køkken, og en masse gav mig hånden og præsenterede sig, navne og funktion husker jeg ikke, for nu havde jeg vestorm.

Jeg blev bedt om at sætte mig op for at få bedøvelsen i ryggen, veerne væltede ind over mig og det begyndte at presse på forneden!

De bad mig skynde mig at ligge mig inden mine ben sov helt og nu kom endnu en ve. Det kunne lægen ikke forstå, for jeg burde ikke kunne mærke den. Jeg fik klæde for og de skar, min mand sagde han ville kigge og rejste sig op, en blid men bestemt hånd trykkede ham på skulderen og sagde nej! De skulle ikke nyde noget af, at han gik i gulvet.

Det skulle jo ikke gøre ondt?!
Jeg jamrede for det gjorde ondt i min mave, de spurgte om ikke det bare var ubehagen og jeg sagde nej det var som at støde en tå, bare inde i maven. De kunne ikke forstå det, for det skulle jo ikke gøre ondt. De blev bekymret og lægen sagde at de altså skulle ud nu, om det så skulle være i fuld narkose! De ventede lidt og prøvede så igen og smerten var nu væk.

Kl. 22.38 kunne man høre Sofia skrige, de viste hende kort til mig og gik ud og undersøgte hende: 2820 g og 50 cm, 10 i apgarscore.

Kl 22.39 kunne man høre Smilla skrige, hun var blå og slap og blev med hovedet nedad, båret ud i al hast. 3010 g og 50 cm, 8 i apgarscore. Hun skulle have ilt, men masken virkede ikke og min mand blev tosset, det samme gjorde en læge som skældte ud og sagde, at sådan noget skulle fandme virke!

Rysteture og klaprende tænder
Samtidig inde på briksen blev jeg syet sammen og klipset og jeg begyndte nu at ryste. Det startede med den ene arm. Jeg bad dem bøje den fordi jeg mente jeg måske havde en nerve i klemme, der gjorde det. Nu begyndte hele min overkrop at ryste og den anden arm også.

Det var meget mærkelig og jeg blev ved med at tænke, tag dig da sammen, det gik jo godt, ikke noget at ryste sådan over. Det viste sig at være en naturlig reaktion på bedøvelsen, normalt slår de rystelserne ned med morfin, men det kan jeg ikke tåle og der var ingen alternativer.

De kom ind og viste mig kort pigerne og gik så ud igen. Der var en der tørrede mig i hovedet, for de var kommet til at sprøjte blod op på mit hoved og briller.

Jeg skulle nu på opvågningen. Jeg rystede vildt og de proppede tæpper i mikroovnen og pakkede mig ind i masser af tæpper og dyner, jeg rystede stadig voldsomt og mine tænder klaprede sygt.

Min mand kom, efter noget der virkede som timer, op til mig med pigerne og de blev lagt til hver sit bryst. De suttede med det samme. Jeg begyndte så småt at få varmen og rystelserne holdte op. De sagde at de var glade for jeg selv kunne svede bedøvelsen ud, når ikke de kunne give mig noget for det.

Natten gik fint, jeg havde dog svært ved at sove fordi jeg hele tiden lå og lyttede efter dem. Til sidst kom en sygeplejerske og tog dem 2 timer for jeg skulle sove lidt sagde hun.

Storesøster(!) Freya
Dagen efter kom storesøster Freya sammen med en kusine og farmor og farfar. Freya var sur for de var faret vild på sygehuset, hun havde stadig flyverdragt på så hendes hår var gennemblødt af sved og hun havde skidt i bleen.

Kort tid efter hendes ankomst hvor vi forsøgte at få hende til at falde lidt til ro, gylpede Smilla og gik i kramper. Vi blev forskrækket og ligeså gjorde Freya, min mand løb ud på gangen efter hjælp med Smilla på armen, hun var nu helt stiv og blå og træk ikke vejret.

Min mand kom tilbage og sagde at Smilla var ok, de skulle bare lige holde lidt øje med hende nu.

Freya ville nu kun være oppe ved far og blev ved med at sige hun var bange.

At snerre af svigermor og neonatal
Jeg havde nu fået Smilla hos mig og hun gik igen i kramper. Det var ren kaos og svigermor forsøgte at hjælpe mig ved at vende hende rundt, men hun støttede ikke Smillas hoved og for første gang snerrede jeg af svigermor.

Jeg flåede i alarmsnoren og min mand løb efter hjælp, de kom og hentede Smilla og fik hende stabiliseret igen. Nu ville de have en læge til at kigge på det.

Farmor og farfar tog af sted med Freya igen, hun græd hele vejen, stakkels pige.

Vi fik nu at vid,e at Smilla skulle på neonatal og overvåges, jeg måtte ikke komme med, fordi jeg ikke var klar til udskrivelse fra barselsgangen, men Sofia skulle indlægges som rask ledsager, da man ikke skiller tvillinger.

De fik lagt sonde og Smilla fik en føler på, der registrerer iltmætning og puls.

Iprener og isposer
Tilbage på barselsgangen lå jeg, kunne ikke gå, for jeg kan ikke tåle morfin som er en del af en smertepakke man får efter kejsersnit sammen med pinex og diclon (som vidst skulle være lidt lig Ipren).

Men jeg skulle op og gå, for man må ikke have kateter i for længe. Jeg blev hevet op og skreg af smerte, og gik så lidt rundt, men for satan det var ikke rart! Jeg ville bare op til mine piger, men måtte ikke gå derop fordi det var for langt, så jeg blev kørt i først sengen og senere hen en rullestol.

Til sidst insisterede jeg på at gå derop, for de ville ikke udskrive mig fra barselsgangen før jeg kunne gå, og jeg kunne ikke klare at sove separat fra pigerne.

Om natten gjorde det sygt ondt, fordi jeg havde gået så meget, min ”nabo” bad om ekstra smertestillende og jeg sagde jeg også ville have noget, men de havde ikke noget jeg kunne tåle åbenbart, så jeg kunne få en ispose! Nuvel, bedre end ingenting.

Mor bliver udskrevet
Dagen efter insisterede jeg på at de skulle udskrive mig så jeg kunne komme op til pigerne, Smilla var nu så meget i bedring, at vi kunne komme på en mor/barn stue alle sammen.

Så jeg blev udskrevet 2½ døgn efter AKS og pigerne blev flyttet, endelig sammen igen efter 2 døgn.

Vi kunne selvfølgelig også være sammen med dem da de lå med sonde, men der var 4 andre børn og deres forældre på den stue og man måtte ikke sove der, så man var der bare for at give dem lidt mad og så gå igen. De fik fjernet sonden og nu stod den på ren amning. Vægten dagen efter sagde at de tog fint på! Dobbeltamning er ikke det nemmeste i verden, mangler hænder, men vi er ved at lære det.

Luft i maven
Da pigerne er 5 dage gammel, trives de stadig med undtagelse af meget luft i maven, en nat får de lagt endetarmskateter, det lyder ulækkert og ubehageligt, men de elskede det, holdt op med at græde og lå helt stille.

Jeg læste på indlægssedlen fra diclon, som jeg stadig tog, at de ikke må tages under amning, da de kan give ondt i maven! My god!

De blev straks lagt på hylden og vi bliver udskrevet.

Smilla og Sofia skal hjem
De er alle meget imponerede over, at vi allerede skal hjem, men vi har det jo godt, og vil bare gerne i gang med rutinerne.

Diagnosen blev: Vejrtrækningskramper pga. fejlsynk og umodenhed. For Sofia havde også en smule umodenhedskramper, altså hvor de spænder i nakken og ruller med øjnene.

Smilla fejlsynker stadig af og til, og for at undgå at få mere mælk, låser hun tungen fast i ganen og kan så ikke få vejret, vi har nu lært at få fat i hendes tunge og åbne så hun kan trække vejret igen.

Herhjemme går det indtil videre godt.

Freya fik besøgt os på neo og var meget interesseret i babyerne, det er hun også herhjemme og vil gerne se når de skal skiftes eller spiser. Og vil også gerne holde dem, hun siger ”Freya låne den der baby”, men hun er lidt hård, så når hun har lært ikke at klemme så hårdt, skal vi have et billede af dem sammen.